Arbejdsløshedener begyndt at kradse. Ikke bare blandt dårligt uddannede, men også blandt veluddannede funktionærer og akademikere. Erhvervsliv og fagbevægelse - og ikke mindst politikere fra højre til venstre og tilbage igen - har løsningen. Som med én stemme messer de det stadige mantra: opkvalificering! Men Danmark lider under en kollektiv dagdrøm: Forestillingen om, at dette land befinder sig på toppen af samfundsmæssig udvikling og repræsenterer spydspidsen af menneskelig udfoldelse - og at vi derfor kan hive os selv op ved håret. Jeg er ikke så sikker på, at vi kan klare den udfordring, vi står over for. Men jeg er helt sikker på, at vi ikke kan klare den ved at stikke os selv blår i øjnene. Vi er nødt til at erkende, at verden er fundamentalt forandret inden for de sidste ti år. Og den vender aldrig tilbage til, hvor den var. For nylig modtog 200 af mine kolleger en fyreseddel - de første blandt flere hundrede funktionærer, som SAS planlægger at afskedige. Deres arbejdspladser flyttes til Indien, og SAS regner med at spare 30 millioner kroner. Der er planer om at flytte 170 arbejdspladser til Estland, og siden vil sikkert endnu flere blive flyttet til andre såkaldte lavtlønsområder. 'Nu forsvinder det kloge arbejde', lød overskriften i en artikel om SAS' outsourcing planer - og dermed blev det antydet, at sagen er speciel, fordi den ikke drejer sig om fabriksarbejde. Men konklusionen var den sædvanlige: Udflytning af danske arbejdspladser til lavtlønsområder er en uundgåelig udvikling og i øvrigt ikke nogen katastrofe: Vi danskere skal bare opkvalificere os, så vi fortsat kan konkurrere på det globaliserede arbejdsmarked. Og så henvises der til den midtjyske tekstilindustri, der i stor stil har eksporteret produktionsjob til Østeuropa, men til gengæld har skabt nye danske arbejdspladser inden for design, it, logistik og handel. Tekstilindustrien skal ønskes tillykke, fordi det - hidtil - er lykkedes den at overleve konkurrencen. Men tag begejstringen med et gran salt: Det var ikke medarbejderne, der blev opkvalificeret, men branchen. 'Sypigerne' blev ansat som faglærte arbejdere i andre industrier - i den udstrækning, der var arbejde at få - mens bedre uddannede rykkede ind og overtog de nye job i tekstilindustrien. I øvrigt vokser træerne ikke ind i himlen: Der var 60.000 job i den danske tekstilindustri i 1975, mens tallet i slutningen af 1990'erne var faldet til et godt stykke under 20.000. Det er derfor lige vel optimistisk, hvis man forestiller sig, at tekstilmodellen skal redde hele det danske arbejdsmarked. Og den lavtlønskonkurrence, som danske medarbejdere står over for nu, er af en helt anden karakter: I en stadig mere globaliseret verden er ethvert dansk job, der ikke kræver fysisk tilstedeværelse i Danmark - fra top til bund i arbejdsmarkedets hierarki - i fare for at blive overtaget af billigere arbejdskraft i udlandet. Måske var detet sammentræf af omstændigheder: Du husker sikkert undersøgelsen, der viste, at 45 procent af eleverne i 3. g ikke kan placere Venezuela i den rigtige verdensdel. Og i øvrigt heller ikke kan placere Næstved i den rigtige landsdel Samme dag, som undersøgelsen om gymnasieeleverne blev offentliggjort, meddelte Radioavisen, at Danmarks Erhvervsråd (etableret af økonomi- og erhvervsministeren), laver kurser i Indien for danske virksomheder, der ønsker at flytte arbejde - og dermed arbejdspladser - fra Danmark til Indien. Den nyhed blev kommenteret af en direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Han sagde til Radioavisen, at det ikke er noget problem. Vi danskere skal blot opkvalificeres. Sådan har mantraet lydt i mange år. Og hver gang følger historien om tekstilindustrien. For det har længe været en del af den danske selvforståelse, at vi overlader det kedelige rutinearbejde til folk i den tredje verden, så vi kan koncentrere os om alt det spændende. Når man tænker på undersøgelsen af danske gymnasieelever, kan man ikke lade være med at fundere over, hvor denne selvtillid kommer fra. Tidligere lå Danmark i front, når det gjaldt høj uddannelse. Men tal fra OECD viser, at Danmark rent faktisk ikke opkvalificerer arbejdskraften i samme udstrækning som andre lande - og her kan vi med det samme droppe standardbemærkningen 'lande, som vi sædvanligvis sammenligner os med', for i den globaliserede verden er Korea og Indien lige så relevante som Sverige og Tyskland. I Danmark har 30 procent i aldersgruppen 25-34 år en videregående uddannelse. I Korea er tallet 40 procent og i Irland næsten 50. En undersøgelse fra Dansk Industri og Handelshøjskolen i København viser, at danske koncerner har ekspanderet kraftigt i udlandet i løbet af de sidste ti år. Knap en tredjedel af disse koncerner har direkte flyttet arbejdspladser til udlandet, mens knap halvdelen samtidig har øget beskæftigelsen i Danmark. Men nok så bemærkelsesværdigt viser undersøgelsen ifølge Dansk Industris nyhedsbrev Erhvervspolitisk Indsigt (30.9.), at »de faglige kvalifikationer blandt de udenlandske medarbejdere inden for produktion af varer og service i gennemsnit er stærkere end de faglige kvalifikationer blandt koncernernes medarbejdere i Danmark«. Og artiklen konkluderer: » den højere andel af højt uddannet arbejdskraft i udlandet markerer sammen med en voksende forsknings- og udviklingsindsats i udlandet, at en stor del af de vidensintensive aktiviteter efterhånden bliver lokaliseret i udlandet«. Måske er det et levn fra vores koloniale fortid, der giver os fornemmelsen af, at vi vesterlændinge er prædestinerede til at være de klogeste, at vi har en fast plads på toppen af hierarkiet og altid skal herske over masserne i den tredje verden? Det amerikanske dokumentarprogram '60 minutes' viste i foråret et tankevækkende indslag om IIT, Indian Institute of Technology - Indiens pendant til Danmarks Tekniske Universitet, eller som tv-programmet udtrykte det: Læg Harvard, Massachusetts Institute of Technology og Princeton sammen, så får du en idé om, hvilken status IIT har i Indien. Sidste år deltog 178.000 indiske gymnasieelever i den særlige optagelsesprøve til IIT. Eleverne var år forinden begyndt at forberede sig til prøven, blandt andet ved at følge specialundervisning i gymnasiet - den foregik mellem klokken fire og otte om morgenen, inden den normale skolegang begyndte. Sidste år optog IIT 3.500 elever, og nogle af dem, der ikke kom ind, tog i stedet til USA, hvor de måtte 'nøjes' med en uddannelse og et stipendium på USA's topuniversiteter. Lad os - for diskussionens skyld - et øjeblik glemme, at den danske arbejdsstyrke sakker agterud i uddannelseskapløbet. Lad os glemme, at danske koncerner er i gang med at overflytte 'det kloge arbejde' til udlandet. Lad os glemme, at lande som Indien og Kina hver især har en befolkning på over en milliard mennesker, og at selv hvis kun en forsvindende brøkdel af disse folkemasser får en topuddannelse, så vil der stadig være langt flere topuddannede i disse lande, end Danmark nogensinde vil kunne drive frem. Selv med al denne påtagede glemsomhed, hvad er det - helt præcis - danske medarbejdere skal opkvalificeres til at præstere langt bedre end deres energiske, arbejdsomme, supermotiverede og ikke mindst velkvalificerede konkurrenter i lavtlønslande som Indien og Kina? Vi kan jo ikke være professorer alle sammen. Når en fagforening som Luftfartsfunktionærerne kæmper med næb og kløer for at bevare vores arbejdspladser i Danmark, bliver vi kaldt bagstræberiske. Selv SAS' ledelse ryster på hovedet over, at vi ikke forstår vilkårene i den moderne globaliserede verden. Vi tillader os at mene, at vi udmærket forstår dem. Vi forstår også, hvor udviklingen fører hen. Der er ingen tvivl om, at det er billigere at producere i Indien, hvortil SAS nu flytter sin billetafregning, eller i Estland, hvortil SAS planlægger at flytte sit call-center og dertilhørende telefonsalg. Uanset hvor medgørlige, produktive eller fleksible danske medarbejdere er, vil vi aldrig nogensinde kunne konkurrere med arbejdstagere i lavtlønslande. De sidste 50 års skandinaviske samfundsudvikling har gjort os dyre i drift. Vi har fået velordnede arbejdsforhold, en løn vi kan leve af, offentlig sygesikring, ferie og fritid - med andre ord: et anstændigt liv. Alt det koster jo penge. Og kan kun lade sig gøre, hvis alle medspillere i samfundsudviklingen modtager og giver. På den måde er vi alle sammen blevet mere velhavende og har fornøjelsen af at leve i et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt (og vores chefer er fri for høje mure, bodyguards og pansrede biler). Nu har SAS og hundredvis af andre virksomheder i Danmark og de øvrige vestlige lande så fundet frem til steder på Jorden, hvor hele denne udvikling kun er ved at begynde. I realiteten er der altså tale om, at virksomhederne annullerer 50 års samfundsudvikling for at producere billigere. Og i modsætning til, hvad mange forestiller sig, er det slet ikke sandsynligt, at vi danskere så bliver fri for kedelige rutinejob, så vores kreativitet endelig kan udvikle sig frit. Det 'sjove arbejde' flytter med! Der er ingen speciel grund til at formode, at indere, kinesere, baltere og polakker og så videre skulle have mindre talent for at udvikle vindmøller, insulinsprøjter, høreapparater og legoklodser. Kun urealistisk selvovervurdering får os til at tro, at vi skulle være bedre til at opfinde nye produkter og serviceydelser. Der tegner sig altså et billede af voksende dansk arbejdsløshed. En permanent arbejdsløshed, der i løbet af en overskuelig årrække vil forarme det danske samfund. Vi kan trods alt ikke alle sammen leve af at klippe hinanden. SAS og andre virksomheder, der eksporterer arbejde, sparer penge, til gengæld bliver det dyrt for samfundet, som - indtil videre - overtager forsørgelsespligten. I dette land, der dog har været med til at definere begrebet 'velfærdssamfund', er vi nu vendt tilbage til gammeldags laisser faire-politik: Lad falde, hvad ikke kan stå. Virksomheder har lært at signalere samfundssind og etisk virksomhedsledelse, samtidig med at de flytter arbejdet hen, hvor det er billigst - og hvor de kan blive fri for velfærdssamfundets snærende bånd. Politikerne støtter udflytningen med skattekroner og prædiker videre om opkvalificering af arbejdskraften. Vi lever med en forestilling om, at de frie markedskræfter styrer. Luftfartsindustrien er et godt eksempel på, at det er en illusion. Air France har netop købt det hollandske luftfartsselskab, KLM, for fem milliarder kroner - efter at Air France i årevis har lånt langt mere af den franske stat. De lån vil sandsynligvis aldrig blive betalt tilbage. Stort set alle de førende europæiske luftfartsselskaber har 'lånt' penge af deres respektive statslige ejere. Og i USA 'låner' flyselskaberne i øvrigt penge af både stat og kreditorer ved at operere under Chapter 11 (en form for betalingsstandsning). Det har ikke gjort selskaberne til effektive økonomiske enheder, men det gør dem vanskelige at konkurrere med. British Airways blev privatiseret for ti år siden - efter at den britiske stat netop havde betalt for udskiftning af selskabets flypark og således gav det privatiserede selskab de bedste forudsætninger for at konkurrere. Hvorfor? Fordi den britiske regering naturligvis er klar over, hvilken enorm betydning det har for Storbritannien, at British Airways gør Heathrow Airport til knudepunkt for alverdens flytrafik. Mere end 68.000 mennesker arbejder i Heathrow, som skaber 250.000 job ud over hele Storbritannien. Hundredtusinder af briter er direkte og indirekte afhængige af Heathrows økonomi, og British Airways er fundamentet, som alt det øvrige bygger på. Den britiske regering skulle da være komplet idiot, hvis ikke den sikrede sig, at den omsætning og de arbejdspladser blev i Storbritannien. I Danmark - og i øvrigt også i Norge og Sverige - tager man anderledes afslappet på den slags. De tre stater, som tilsammen ejer halvdelen af aktierne i SAS, har gjort en dyd af at blande sig uden om selskabets styring. Alt imens er både SAS og dets medarbejdere presset fra to sider: På den ene side af de rigtige kapitalister, der udfører arbejdet til ulandspriser. Og på den anden af de statsstøttede kapitalister, der konkurrerer på 'det frie marked' med støtte fra deres respektive statskasser i baghånden. Er det overhovedet sandsynligt, at danske arbejdspladser kan klare sig på de vilkår? Her til landser man overbevist om, at arbejdsløshed er et forbigående fænomen - et midlertidigt konjunkturproblem, der nok skal løse sig, når vi alle sammen har været på kursus og er blevet opkvalificeret. At verden på mindre end ti år har ændret sig fundamentalt på grund af effektive kommunikationsmuligheder, der i praksis reducerer transport af information og varer til ingenting, ændrer ikke ved den danske selvtillid. Her trækker man den midtjyske tekstilindustri af stalden og regner med, at den model nok også holder i fremtiden. I stedet er mange langt mere bekymrede for, at Danmark om få år vil mangle arbejdskraft. Der bliver for mange pensionister og for få arbejdsduelige til at betale de sociale omkostninger, hedder det. Overvej, om ikke dette skrækscenario i virkeligheden er alt for optimistisk! Der er ingen grund til at tro, at virksomheder - der ser det som deres eneste forpligtelse at skabe overskud til aktionærerne - vil placere arbejde i Danmark. Både danske og udenlandske virksomheder flytter allerede i stor stil aktiviteterne til billige arbejdsmarkeder, væk fra besværlige arbejdsmiljølove, væk fra overenskomster, væk fra høje skatter, væk fra dyre sociale foranstaltninger - med andre ord til lande, hvor velfærdssamfundet endnu ikke er opfundet. Faren er ikke, at Danmark kommer til at mangle arbejdskraft, men at der ikke bliver arbejde nok. Intet arbejde, ingen indtægter. Ingen indtægter, ingen skatter. På de vilkår vil hele det danske samfund bryde sammen.