Der dør 15 i minuttet. Hver dag. Året rundt. Inden du har læst denne Kronik, er endnu 200-300 døde. Det lyder, som om vi taler om fluer, men det handler om verdens børn. Det lyder forfærdeligt, måske endda kynisk, men det er blot virkeligheden. Af de overlevende går mere end 200 millioner hver aften sultne i seng, 121 millioner har aldrig set en skole, mere end 20 millioner er på flugt, omkring 1 million bliver hvert år trukket ind i den illegale sexindustri, og mange misbruges som børnesoldater og vokser op med våbnene som deres bedste ven. Det er status, selv om verdens statsledere mødtes til FN's børnetopmøde i 1990 og lovede verdens børn om ikke guld og grønne skove, så i det mindste en smule uddannelse, forbedret sundhed og en god og tryg opvækst. Det burde være en selvfølgelighed, men tallene taler desværre deres tydelige sprog om, at det ikke er det. Siden 1990 er der endda dukket endnu en trussel op, der nu truer med at udrydde en hel generation af ulandenes børn: aids. I Mozambique for eksempel er mere end 15 procent af pigerne mellem 15 og 19 år smittet med aids. Situationen er den samme i mange andre ulande - og tallet vokser nærmest eksplosivt. Børnetopmødet varopfølgning på FN's Børnekonvention fra 1989, der til dato er den konvention, som flest regeringsledere og lande har tilsluttet sig. Det er 14 år siden, at pennen blev sat til papiret og FN's Børnekonvention ratificeret. For første gang nogensinde blev børns rettigheder anerkendt af verdens regeringer. Det kan måske lyde som en selvfølge, men Børnekonventionen har været med til at ændre synet på børn fra nogen, man kommanderede rundt med og mange steder også lejlighedsvis udnyttede, til små individer, som har ret til at blive taget alvorligt og blive hørt. Staterne forpligtede sig i 1989 blandt andet også til at gøre grunduddannelse tilgængelig og gratis for alle. Det er store fremskridt. Alligevel halter virkeligheden så langt efter intentionerne, at det er svært at udråbe et alt for begejstret hurra. I modsætning til mange af de andre FN-topmøder, der blev afholdt gennem 1990'erne, var netop Børnetopmødet i 1990 kendetegnet ved sit klare fokus og sine meget konkrete målsætninger. Derfor burde det også være svært at løbe fra løfterne - ikke desto mindre er det netop det, som er ved at ske. Uden drama og langt væk fra offentlighedens søgelys trækkes fremtiden væk under endnu en generation af børn. Men det kan være svært at gennemskue, fordi det politiske teater spiller videre. På FN's børnetopmøde i New York i maj 2002 - hvor verdens statsledere skulle gøre status og bekræfte gamle løfter - fløj for eksempel den franske præsident, Chirac, ind under stor mediebevågenhed og lod sig filme med en masse søde børn, hvorpå han hastede videre. Siden har interessen været temmelig begrænset. Ved samme lejlighed valgte præsident Bush at sende sin sundhedsminister. Han holdt en tale, der muligvis havde været progressiv i middelalderen, men som var en skandale i det 21. århundrede. Beskeden til verdens børn og unge var, at aids er farligt, men prævention er endnu værre. En sådan holdning vil koste millioner af børn livet i løbet af de næste 10-15 år. Danmark holdt for øvrigt en glimrende tale - som blev læst op af den danske FN-ambassadør, fordi ingen af regeringens ministre havde fundet det værd at tage turen over Atlanten for at tale børnenes sag. Med venner som Chirac og Bush har verdens børn ikke behov for de fjender, de desværre stadig har mange af. Det handler blandt andet om deres egne statsledere. I New York defilerede den ene tredjeverdenspræsident efter den anden forbi FN's talerstol og afleverede en række standardfraser, der lød ikke bare som noget fra middelalderen, men snarere som noget fra en helt anden planet. De talte om uddannelse, sundhed og retten til at være barn, men alt for ofte skaber deres egen politik analfabetisme, sexslaver og børnesoldater. Det gælder især i Afrika, hvor krigene i for eksempel Liberia og Sierra Leone har efterladt en generation af maltrakterede børn, og i Rwanda, hvor tusinder af børn er vokset op forældreløse med ar på krop og især sjæl efter folkemordet i 1994, eller Congo, hvor hundredtusinder af børn allerede er døde, og hvor tusinder hver dag fortsat taber kampen for livet. Men det gælder også Asien, hvor regeringer ser gennem fingre med seksuelt misbrug af børn. Vi taler ikke om enkelte, tilfældige overgreb, men om systematisk udnyttelse af børn. Børn er blevet en milliardindustri, hvor kynismen ikke kender grænser, og fantasiens verden for længst er overgået af virkeligheden. Små piger, der burde lege med dukker, tvinges ud i prostitution, hvor de ydmyges, voldtages og mishandles, indtil de får aids og måske dør. Selv uden at ende med livstruende sygdomme er krop og sjæl ofte ødelagt efter sådan en barndom. Det er deres fremtid også. Børn er ganske enkelt reduceret til brugsgenstande, hvis funktion er at være sexslaver, børnesoldater, narkosmuglere, billig arbejdskraft og så videre, hvor de som en anden elektronikdims slides op og smides væk. I den tankevækkende bog 'Disposable People' dokumenterer forfatteren Kevin Bales, hvordan børn er blevet den mest indbringende handelsvare i en moderne, global - men ikke mindre grusom - version af slaveri. De er billige, sårbare og lette at erstatte. Eller sagt på anden måde: Børn er blevet overflødige. Med de sørgelige kendsgerninger forstår man godt, at den indiske borgerrettighedskæmper Mahatma Gandhi engang på spørgsmålet om, hvad han syntes om den vestlige civilisation svarede: »Det ville da være en god ide«. Det er ikketil at forstå, at vi kan sende folk til Månen og manipulere gener, men endnu ikke kan udrydde verdens fattigdom og elendighed. Eller rettere ikke vil. For vi ved godt, hvad det kræver at sikre verdens børn en tryg opvækst, en uddannelse og håb og drømme om en bedre fremtid. Det eneste, der mangler, er politisk vilje. For det første handler det om penge til at bekæmpe fattigdom og skabe udvikling. Slaveri trives bedst, hvor befolkningen er fattig, ikke kender sine rettigheder og er desperat efter at få en indkomst at leve for. For mange familier er børn det eneste, de har rigeligt af - og derfor tvinges de til at sælge det kæreste, de ejer. For det andet skal indsatsen for at optrevle og bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet styrkes. Her er det nødvendigt med flere ressourcer. Politiet er ofte underbetalt og har som regel kun en brøkdel af de midler, som de kriminelle netværk har adgang til. Og vi har brug for et langt mere forpligtende internationalt samarbejde, hvis det skal lykkes at vriste børnene fri fra menneskehandlernes jerngreb. For det tredje skal det internationale samfund - og hvor der er tale om donorer - stille krav om, at regeringer gør op med den ofte mandsdominerede kultur, hvor det er legitimt at udnytte børn. Undersøgelser fra for eksempel Thailand viser, at mere end 80 procent af mændene har benyttet prostituerede, hvoraf en stor del er børn. Når det gælderpenge til udvikling lovede den rige verden for ti år siden at fordoble udviklingsbistanden og give bedre handelsbetingelser for varer fra ulandene. Beregninger fra den britiske hjælpeorganisation Oxfam viser, at globaliseringen for verdens fattigste lande har betydet et tab på op mod 700 milliarder dollar om året - eller 14 gange det beløb, de modtager i ulandshjælp. Og når de fattigste samfund rammes, går det især ud over de mest sårbare - kvinderne og børnene. Hvad angår udviklingsbistanden, gik det stik modsat. Den stagnerede og var endda gennem flere år direkte faldende, men tendensen er heldigvis vendt, og i 2002 steg den samlede internationale udviklingsbistand med godt fem procent. Det er godt, men det er langtfra godt nok. Derfor er det forkert, at et rigt land som Danmark endda har valgt at skære i hjælpen. Skuffelserne skal imidlertid ikke få os til at droppe kampen eller nedjustere ambitionerne. Og på trods af de enorme udfordringer er der også opmuntrende resultater. Siden 1989 er der sket nogle fremskridt for børn på verdensplan. For eksempel redder vaccinationer hvert år 2,5 millioner børn, og polio er næsten udryddet, for ti år siden døde 40.000 børn dagligt i udviklingslandene mod 'kun' 30.000 i dag, mere end 60 lande har nedsat børnedødeligheden med en tredjedel, 800 millioner flere har fået adgang til rent drikkevand, og flere børn end nogensinde får en uddannelse. Det er muligt at gøre en forskel! Samtidig har verdens ledere for nylig genbekræftet løfterne, da stats- og regeringschefer på FN's Årtusindetopmøde i 2000 vedtog otte konkrete målsætninger, de såkaldte 2.015 mål. De handler blandt andet om at give alle børn adgang til skole og samtidig sørge for, at de sikres mod sygdomme som malaria og aids. Regeringslederne har også lovet at tage ansvaret for, at antallet af børn, der lever under fattigdomsgrænsen, skal halveres frem til år 2015. Lad os håbe, at de også tager ansvaret for, at det ikke tager yderligere 15 år at hjælpe den sidste halvdel. I dag er det næppe realistisk at forestille sig, at målene kan nås til tiden. Beregninger fra Verdensbanken viser endda, at antallet af fattige børn i Afrika og Latinamerika ser ud til at stige frem mod år 2015. Så meget desto større er grunden til at sætte turbo på processen. Men børnerettigheder er ikke kun noget, der er relevant, når vi taler om problemer i de fattige lande. Handelen med børn foregår tættere på, end de fleste af os nok har lyst til at vide. Et eksempel fra det nye Europa: Mødre står ved vejen med deres børn og holder udkig efter nummerpladerne. En bil standser, en rude rulles ned, der tinges lidt om prisen, så kører den fremmede mand væk med barnet. Den hjerteskærende scene indgår i en nylig offentliggjort UNICEF-rapport, der beskriver grænseområdet mellem Tjekkiet og Tyskland som Europas største bordel. Mange af ofrene er børn. Fattigdom og social elendighed får fattige østeuropæere til at sælge deres børn til tyske, østrigske og schweiziske sexturister. En del af børnene kommer fra andre dele af Tjekkiet eller Østeuropa og er blevet solgt til prostitution. De chokerende forhold for børn, kun syv timers kørsel fra den dansk-tyske grænse, er en uhyggelig påmindelse om vilkårene for børn, der er blevet ofre for sexindustrien. Et andet eksempel er Frankrig, hvor man vurderer, at mere end 3.000 typisk afrikanske børn holdes som husslaver! Det er skræmmende eksempler på, at den tiltagende handel med børn kan foregå stadig mere brutalt, uden at politikere fra selv de velorganiserede europæiske velfærdsstater magter eller ønsker at gribe ind. Her er der en opgave for EU at løse, så børn får langt større opmærksomhed i fremtiden. Også for Danmarker der noget at arbejde videre med: Omsorgssvigt, seksuelt misbrug og alkoholisme er stadig dagligdag for nogle børn i Danmark. Desuden viser en undersøgelse som Socialforskningsinstituttet og Red Barnet offentliggjorde for nylig, at der er mange danske børn, der må betegnes som fattige. De har mad og tøj, men i modsætning til deres kammerater har de ikke råd til fritidsinteresser, ferier, familiefester og mange af de andre goder, der betragtes som selvfølgelige i et moderne velfærdssamfund. Konklusionen i undersøgelsen er ikke til at tage fejl af: Samfundets bedst stillede er blevet rigere, mens de fattigste ikke har oplevet de samme forbedringer. Tilsvarende undersøgelser lavet af Red Barnet i Sverige og England viser samme tendens. Fattigdom og social udstødning har konsekvenser. For nylig dokumenterede en undersøgelse fra UNICEF, at 3.500 børn hvert år bliver mishandlet til døde i de rige lande. Undersøgelsen viser kun toppen af et isbjerg af vold mod børn. Børnemishandling sker ofte i familier, der er havnet i økonomiske og sociale problemer eller misbrug. Der er altså al mulig grund til at få en debat om, hvad der kan gøres for at sikre mere lige vilkår for børn både herhjemme og globalt. Derfor er det vigtigt, at den danske regering også forpligter sig til at gøre en indsats herhjemme, sådan som 'A World Fit for Children'- rapporten, der blev vedtaget på Børnetopmødet i maj 2002, lægger op til. Børn og unge skal inddrages i beslutninger, der vedrører deres liv og fremtid. Man siger, at børn er fremtiden, men det bliver de kun, hvis vi bekymrer os om dem nu! Kun hvis børns rettigheder sikres, fra de er små, kan vi skabe en verden med mere sikkerhed, bedre miljø, færre flygtningestrømme, øget vækst og mere social lighed. Den sydafrikanske frihedshelt Nelson Mandela sagde, »at være fri er ikke blot at kaste lænkerne af sig, men at leve på en måde, der respekterer og fremmer andres frihed«. Mange af os har for længst kastet lænkerne af os, men millioner af børn er stadig bundet fast. Det er på tide, at vi begynder at respektere og fremme børns rettigheder.