0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Månebase Lhasa

På tibetansk hedder landet 'Bø', en tibetaner 'bøpa' og landets tro 'bøn'. Kronikøren studerer religionshistorie og har to gange besøgt Månebase Lhasa, mange lysår fra vores planet. Er Tibet ved at blive ren science fiction?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Rangeroveren kører duvende gennem det øde landskab. Uden for de tonede ruder glider golde bjerge og enorme sletter forbi. Indimellem ses en lille klynge af de indfødtes lerklinede huse; langt borte en flok langhårede firbenede drøvtyggere, der har tilpasset sig den tynde luft og de ubønhørlige livsvilkår. En lille familie af indfødte passeres med over 80 kilometer i timen.

I deres støvede, beskidte tøj driver de et muldyrlignende væsen af sted, spændt for en lille vogn. Indenfor i rangeroveren går radioen med skinger popmusik; der kæderyges, og alligevel er luften kølig og næsten frisk takket være den effektive aircondition. En høj fane af støv rejser sig bag bilen, hvis passagerer skutter sig mod det fremmede landskab uden træer, uden hvidkaklede højhuse, uden det mylder af mennesker, som de er vant til fra deres hjemplanet.

Det er over fyrre år siden, at koloniseringen af denne afkrog af universet, denne lille golde måne kaldet Bø, oplevede den første koloniseringsbølge fra Tji'ina, Moderplaneten. Denne første bølge var ikke meget andet end en blid magtovertagelse, for Moderplaneten at se i den lille månes egen interesse. Planeter tæt på Bøs bane var begyndt at vise mistænkelig interesse for denne lille drabant, og Moderplaneten blev nødt til at tage sine forholdsregler.

Anden koloniseringsbølge var af en anderledes karakter. I den mellemliggende tid havde der været revolution på Moderplaneten. En modernitetens revolution, som dekreterede, at alt, hvad der var gammelt og på nogen som helst måde kunne tilskrives den kapitalstærke overklasse, skulle fjernes, udryddes, slettes. Folket skulle til magten, det virkelige folk, der havde slidt og slæbt, blødt og svedt, for at overklassen kunne fornøje sig med religion, kunst, arkitektur, litteratur, musik, ballet - luksus. Og folkene på alle andre planeter skulle også til magten, også selv om de måske ikke nogen sinde havde tænkt på det, eller ønskede det. Men befolkningen på Bø, som blev styret af en religiøs elite, havde aldrig drømt om at forkaste hele sin fortid, endsige sit religiøse overhoved kaldet Oceanet.

Denne anden koloniseringsbølge landede i en sky af ild på Bø, og ud af de store grå rumskibe flød horder af unge mænd, der brændte for at komme til at genopdrage de reaktionære og tilbagestående indfødte kaldet bøpaerne.

Mangt og meget er blevet skrevet om Bø, dens sære befolkning og dens sagnomspundne historie. Da udsendinge fra et planetsystem omkring 30 lysår borte kaldet Vesten (grundet sin relative placering i den nære galaktiske kvadrant) - og udsendinge fra andre nærliggende planeter - begyndte at aflægge besøg på Bø, valgte Bø at isolere sig og tillod ingen at lande.

Bøpaerne er et særpræget folk, idet befolkningen tilsyneladende, engang i tidernes morgen, havde besluttet sig for at slå ind på en anden vej end den, evolutionen har dikteret de fleste planetbefolkninger i den kendte del af galaksen.

Overskuddet af ressourcerne, der var blevet tilgængelige efter agerbrugets opfindelse, og de deraf følgende bycivilisationers differentierede arbejdsdeling, blev ikke brugt til teknologiske landvindinger. I stedet viede den intellektuelle elite sit liv og planetens fremtid til okkulte ritualer og åndelige øvelsers sløvende selvsuggestion. Talløse klostre blev opført i de gudsforladte landskaber, og dér forrettede de indfødte, bøpaerne, deres religiøse nødtørft.

Måske skyldes denne modstand mod moderniteten, at de indfødte ifølge deres obskure religion er i stand til, ved tankens kraft, eller i form af 'emanationer', at besøge selv de fjerneste afkroge af universet (dette gælder dog kun eliten - pøblen må nøjes med at håbe på en fordelagtig 'genfødsel'). Bøpaerne påstår - og gamle tekster bekræfter dette - at de blev åndeligt koloniseret af besøgende fra planeten In'dia før den senere og mere materielt orienterede kolonisering iscenesat af Moderplaneten. Og at de selv inviterede disse gæster. Denne åndelige kolonisation bestod af omvendelse til en religion fra In'dia, nu bedst kendt som buddhismen opkaldt efter den titel, som religionens stifter blev æret med: buddha.

Men den nye, decideret antiåndelige kolonisering, der lovede realitet frem for drøm, forbedrede levevilkår i stedet for fattigdom og slaveri, materiel fremgang frem for åndelig formørkelse, ville bøpaerne ikke have noget at gøre med. Oceanet, deres åndelige og verdslige leder, flygtede i en nødkapsel til In'dia, hvor han oprettede en eksilregering. Talrige bøpaer fulgte snart efter i flugt for Moderplanetens politiske reformer og forfølgelse af reaktionært tænkende. Herfra begyndte Oceanet at etablere forbindelser til Vesten og igangsatte selv en åndelig kolonisering af den pengestærke middelklasse i dette rige planetsystem.

Den tredje kolonisering var simpel immigration, og den er fortsat til i dag. Moderplaneten har igangsat bygningen af en rumelevator for at kunne øge antallet af immigranter. Snart vil Bø være en fuldstændig integreret del af Moderplanetens planetare imperium og de sidste rester af den regressive religion være udslettet.

I Bøs gamle regeringssæde, Lhasa, har Moderplanetens folk snart oversteget halvdelen af de oprindelige indbyggere. Dens udsendinge og immigranter barrikaderer sig bag blåtonede vinduer og kulisser af kinesisk kultur og et forretningsliv, der kun holdes i live ved massive skattelettelser og økonomisk støtte fra Moderplaneten. Natklubber; varehuse, der bugner af isenkram; luderbarer; frisører; musikforretninger; forlystelsesparker; banker; hoteller. Men bag kulisserne hutler bøpaerne sig gennem tilværelsen, i små klippesprækker, hvor resterne af deres gamle kultur stadig lever, mens de fremdeles tilbeder Oceanet og følger deres religions forskrifter og ambitioner. De yngler (ifølge Moderplaneten) som kaniner (kvinderne gifter sig med flere mænd på en gang) og lever tilsyneladende i en art primitiv symbiose med jorden, bjergene, ødemarken. De krydser stadig deres planet på pilgrimsrejser til og fra hellige steder, hvor tidligere tiders psykonauter mediterede og opnåede udfrielse fra de kødelige bånd - og måske krydsede himmelrummene for at prædike buddhaens lære i andre solsystemer eller parallelverdener, måske endog -universer.

(Man bør her være opmærksom på den strukturelle lighed mellem bøklostrene og rumskibe. Isolationen, rationaliseringen af tiden, den kollektive levevis og den subsoniske, transluminøse vibration er den samme som på rejser over interstellart rum. Bøklostrene letter på lydbølgerne fra skalmejehorn, bækkener, konkylietrompeter, lårbensfløjter, klokker og dumpe trommers drøn og forsvinder op i ultralydsstjernenatten, hvor Orion (også kaldet Buddha Osiris) tager imod i sin transfigurerede stjerneskikkelse).

Over Månebase Lhasa - som Lhasa nu kaldes - letter og lander raketdrevne jord til kredsløb-rumskibe dag og nat. Og man kan næsten tro, at Bø har revet sig løs af Moderplanetens tyngdefelt og nu driver gennem det uendelige sorte univers. Lhasadalens sortsvedne bjerge omkranser det blege lys, som Lhasafloden kaster i aftendæmringen. I midten ligger de sidste rester af bøpaernes gamle hovedstad: det religiøst betydningsfulde Jhokangtempel, Potala (Oceanets tidligere palads), små grå stræder med de indfødtes pueblolignende huse i to-tre etager. Og udenom: glitrende højhuse beklædt med skinnende hvide porcelænskakler, store cylindriske beholdere, til olie eller gas; lange drivhuse, modernitetens rektangulære arealer, legepladser for kapitalens frie bevægelighed (og visse steder tomter efter massegrave). Selve sindbilledet på en rumkoloni.

På Bø opretholder koloniseringsmagten fra Moderplaneten strenge regler for, hvilke områder man som rumturist på måneplaneten må besøge. Bevæger man sig uden for disse, risikerer man bødestraf og husarrest og i værste fald at blive sendt i en envejsraket tilbage til sin hjemverden. Ikke desto mindre rejser mange illegalt over de støvede plateauer.

På ladene af udslidte lastbiler rasler de over Universets Tag (som visse romantikere har kaldt Bø), ad uendelige, støvede veje gennem de indfødtes jordbrune landsbyer, over bjergpas så høje, at m