Rangeroveren kører duvende gennem det øde landskab. Uden for de tonede ruder glider golde bjerge og enorme sletter forbi. Indimellem ses en lille klynge af de indfødtes lerklinede huse; langt borte en flok langhårede firbenede drøvtyggere, der har tilpasset sig den tynde luft og de ubønhørlige livsvilkår. En lille familie af indfødte passeres med over 80 kilometer i timen. I deres støvede, beskidte tøj driver de et muldyrlignende væsen af sted, spændt for en lille vogn. Indenfor i rangeroveren går radioen med skinger popmusik; der kæderyges, og alligevel er luften kølig og næsten frisk takket være den effektive aircondition. En høj fane af støv rejser sig bag bilen, hvis passagerer skutter sig mod det fremmede landskab uden træer, uden hvidkaklede højhuse, uden det mylder af mennesker, som de er vant til fra deres hjemplanet. Det er over fyrre år siden, at koloniseringen af denne afkrog af universet, denne lille golde måne kaldet Bø, oplevede den første koloniseringsbølge fra Tji'ina, Moderplaneten. Denne første bølge var ikke meget andet end en blid magtovertagelse, for Moderplaneten at se i den lille månes egen interesse. Planeter tæt på Bøs bane var begyndt at vise mistænkelig interesse for denne lille drabant, og Moderplaneten blev nødt til at tage sine forholdsregler. Anden koloniseringsbølge var af en anderledes karakter. I den mellemliggende tid havde der været revolution på Moderplaneten. En modernitetens revolution, som dekreterede, at alt, hvad der var gammelt og på nogen som helst måde kunne tilskrives den kapitalstærke overklasse, skulle fjernes, udryddes, slettes. Folket skulle til magten, det virkelige folk, der havde slidt og slæbt, blødt og svedt, for at overklassen kunne fornøje sig med religion, kunst, arkitektur, litteratur, musik, ballet - luksus. Og folkene på alle andre planeter skulle også til magten, også selv om de måske ikke nogen sinde havde tænkt på det, eller ønskede det. Men befolkningen på Bø, som blev styret af en religiøs elite, havde aldrig drømt om at forkaste hele sin fortid, endsige sit religiøse overhoved kaldet Oceanet. Denne anden koloniseringsbølge landede i en sky af ild på Bø, og ud af de store grå rumskibe flød horder af unge mænd, der brændte for at komme til at genopdrage de reaktionære og tilbagestående indfødte kaldet bøpaerne. Mangt og meget er blevet skrevet om Bø, dens sære befolkning og dens sagnomspundne historie. Da udsendinge fra et planetsystem omkring 30 lysår borte kaldet Vesten (grundet sin relative placering i den nære galaktiske kvadrant) - og udsendinge fra andre nærliggende planeter - begyndte at aflægge besøg på Bø, valgte Bø at isolere sig og tillod ingen at lande. Bøpaerne er et særpræget folk, idet befolkningen tilsyneladende, engang i tidernes morgen, havde besluttet sig for at slå ind på en anden vej end den, evolutionen har dikteret de fleste planetbefolkninger i den kendte del af galaksen. Overskuddet af ressourcerne, der var blevet tilgængelige efter agerbrugets opfindelse, og de deraf følgende bycivilisationers differentierede arbejdsdeling, blev ikke brugt til teknologiske landvindinger. I stedet viede den intellektuelle elite sit liv og planetens fremtid til okkulte ritualer og åndelige øvelsers sløvende selvsuggestion. Talløse klostre blev opført i de gudsforladte landskaber, og dér forrettede de indfødte, bøpaerne, deres religiøse nødtørft. Måske skyldes denne modstand mod moderniteten, at de indfødte ifølge deres obskure religion er i stand til, ved tankens kraft, eller i form af 'emanationer', at besøge selv de fjerneste afkroge af universet (dette gælder dog kun eliten - pøblen må nøjes med at håbe på en fordelagtig 'genfødsel'). Bøpaerne påstår - og gamle tekster bekræfter dette - at de blev åndeligt koloniseret af besøgende fra planeten In'dia før den senere og mere materielt orienterede kolonisering iscenesat af Moderplaneten. Og at de selv inviterede disse gæster. Denne åndelige kolonisation bestod af omvendelse til en religion fra In'dia, nu bedst kendt som buddhismen opkaldt efter den titel, som religionens stifter blev æret med: buddha. Men den nye, decideret antiåndelige kolonisering, der lovede realitet frem for drøm, forbedrede levevilkår i stedet for fattigdom og slaveri, materiel fremgang frem for åndelig formørkelse, ville bøpaerne ikke have noget at gøre med. Oceanet, deres åndelige og verdslige leder, flygtede i en nødkapsel til In'dia, hvor han oprettede en eksilregering. Talrige bøpaer fulgte snart efter i flugt for Moderplanetens politiske reformer og forfølgelse af reaktionært tænkende. Herfra begyndte Oceanet at etablere forbindelser til Vesten og igangsatte selv en åndelig kolonisering af den pengestærke middelklasse i dette rige planetsystem. Den tredje kolonisering var simpel immigration, og den er fortsat til i dag. Moderplaneten har igangsat bygningen af en rumelevator for at kunne øge antallet af immigranter. Snart vil Bø være en fuldstændig integreret del af Moderplanetens planetare imperium og de sidste rester af den regressive religion være udslettet. I Bøs gamle regeringssæde, Lhasa, har Moderplanetens folk snart oversteget halvdelen af de oprindelige indbyggere. Dens udsendinge og immigranter barrikaderer sig bag blåtonede vinduer og kulisser af kinesisk kultur og et forretningsliv, der kun holdes i live ved massive skattelettelser og økonomisk støtte fra Moderplaneten. Natklubber; varehuse, der bugner af isenkram; luderbarer; frisører; musikforretninger; forlystelsesparker; banker; hoteller. Men bag kulisserne hutler bøpaerne sig gennem tilværelsen, i små klippesprækker, hvor resterne af deres gamle kultur stadig lever, mens de fremdeles tilbeder Oceanet og følger deres religions forskrifter og ambitioner. De yngler (ifølge Moderplaneten) som kaniner (kvinderne gifter sig med flere mænd på en gang) og lever tilsyneladende i en art primitiv symbiose med jorden, bjergene, ødemarken. De krydser stadig deres planet på pilgrimsrejser til og fra hellige steder, hvor tidligere tiders psykonauter mediterede og opnåede udfrielse fra de kødelige bånd - og måske krydsede himmelrummene for at prædike buddhaens lære i andre solsystemer eller parallelverdener, måske endog -universer. (Man bør her være opmærksom på den strukturelle lighed mellem bøklostrene og rumskibe. Isolationen, rationaliseringen af tiden, den kollektive levevis og den subsoniske, transluminøse vibration er den samme som på rejser over interstellart rum. Bøklostrene letter på lydbølgerne fra skalmejehorn, bækkener, konkylietrompeter, lårbensfløjter, klokker og dumpe trommers drøn og forsvinder op i ultralydsstjernenatten, hvor Orion (også kaldet Buddha Osiris) tager imod i sin transfigurerede stjerneskikkelse). Over Månebase Lhasa - som Lhasa nu kaldes - letter og lander raketdrevne jord til kredsløb-rumskibe dag og nat. Og man kan næsten tro, at Bø har revet sig løs af Moderplanetens tyngdefelt og nu driver gennem det uendelige sorte univers. Lhasadalens sortsvedne bjerge omkranser det blege lys, som Lhasafloden kaster i aftendæmringen. I midten ligger de sidste rester af bøpaernes gamle hovedstad: det religiøst betydningsfulde Jhokangtempel, Potala (Oceanets tidligere palads), små grå stræder med de indfødtes pueblolignende huse i to-tre etager. Og udenom: glitrende højhuse beklædt med skinnende hvide porcelænskakler, store cylindriske beholdere, til olie eller gas; lange drivhuse, modernitetens rektangulære arealer, legepladser for kapitalens frie bevægelighed (og visse steder tomter efter massegrave). Selve sindbilledet på en rumkoloni. På Bø opretholder koloniseringsmagten fra Moderplaneten strenge regler for, hvilke områder man som rumturist på måneplaneten må besøge. Bevæger man sig uden for disse, risikerer man bødestraf og husarrest og i værste fald at blive sendt i en envejsraket tilbage til sin hjemverden. Ikke desto mindre rejser mange illegalt over de støvede plateauer. På ladene af udslidte lastbiler rasler de over Universets Tag (som visse romantikere har kaldt Bø), ad uendelige, støvede veje gennem de indfødtes jordbrune landsbyer, over bjergpas så høje, at man må snappe efter vejret. Om natten sniger de sig forbi Moderplanetens checkpoints, gemmer sig i grøfter, bjerghuler og i smalle kløfter eller overnatter på primitive moteller for vejarbejdere og immigranter. Om dagen sidder de i timevis, ja dagevis ved de støvede veje og venter på et lift, mens militærkolonner af lastbiler fyldt med våben og soldater drøner forbi. Over dem hvælver Bøs himmel sig azur, absurd, dybblå, som et hav, på hvis bund man stadig kan finde forsteninger af havsneglehuse. Disse globetrottere forfølger en drøm om et sidste uspoleret sted i universet, hvor udviklingen kunne have fortsat ad et andet spor end Vestens profitmaksimerende gedemarked og materielt-teknologiske overskudssamfund. De vil møde den ædle vilde og den esoteriske vismand for at finde svar på de spørgsmål, som deres egen kultur ikke længere forstår betydningen af. De finder resterne af et feudalt samfund, hvis monastiske elite er flygtet til andre planeter eller er i gang med at infiltrere Vesten. Klostrene ligger som enorme havarerede rumskibe, halvt knuste i ørkensandet. I visse af ruinerne har kollektiver af munke indrettet sig, delvist efter Moderplanetens kommunistiske model. Men besøger man dem på steder, der er afsides nok, bekender de deres sorg over koloniseringen af deres planet og beder om hologrammer af Oceanet, som de ikke længere må besidde for Moderplaneten. Under de sørgelige rester skurrer levn fra tidligere tider, som fortæller en anden historie end den, som Bøs egen monastiske elite, og mange Bøeksperter fra Vesten, har fortalt om Bøs historie og forhistorie. Langt borte fra Månebase Lhasa lå der engang et andet rige, Shang-shung. De dyrkede Bønreligionen, der har mange træk tilfælles med buddhismen, men hvis stifter hed Tønpa Shenrab Miwoche. Allerede dengang må de have evnet kunsten at rejse i rummet (hvorvidt det var det indre eller det ydre, der var tale om, kan være svært at sige i dag), for de påstår at have besøgt In'dia, lang tid før buddhaen regerede, ja, faktisk at det var dem, der lærte buddhaen ét og andet om eksistensens betingelser. Ja, de påstår sågar, at selveste Moderplanetens oldgamle spådomssystem var opfundet af Bønpoerne, som Bøntilhængere kaldes lokalt. Ikke desto mindre forfulgte buddhisterne bønpoerne og erobrede og udslettede Shang-shung. I dag venter i tusindvis af ruiner og kulturelle levn på at blive udgravet af arkæologer, når Moderplaneten engang lemper lidt på sin restriktive politik. Hvad de vil fortælle om Bøs førbuddhistiske fortid, kan man kun gisne om. Men skal man tro de diverse Bønskrifter, var Shang-shung en civilisation fuldt på høje med den, der centreredes omkring det gamle Lhasa og den såkaldte Yarlungdal. Der er historisk belæg for, at Bø i fordums tider var en interplanetar stormagt, som formåede at detronisere selveste Moderplanetens daværende kejser, kejser Ming. Og i dag kan man, som tidligere nævnt, sige, at Bø endnu en gang koloniserer en anden planet, om end denne gang kun ideologisk, nemlig Vesten. Der er dog foreløbig ingen risiko for, at de fuldstændig vil erobre Vesten åndeligt, men de har oprettet flere handelsstationer og bygget adskillige klostre, og tiden må vise, hvor stor en indflydelse de får. Deres leder, Oceanet, besøger hyppigt Vesten, hvor han missionerer for Bøs sag og forsøger at vinde Vestens støtte i kampen om en fri Bø. Bø har således været udsat for mange koloniseringer, åndelige såvel som materielle, i tidens løb, ligesom de selv har koloniseret - og koloniserer - omkringliggende verdener. Moderplaneten har netop sendt sin første hypernaut i hyperrummet og indleder dermed formodentlig et nyt hyperrumkapløb. Måske får Arthur C. Clarke ret i, at Ch'ina vil gøre Vesten rangen stridig som hyperrumfarer, som han foreslår i 2010: Odyssey Two. Om vi møder fremmed liv i hyperrummet (eller rester af det), eller om det vil lykkes at kolonisere det, er en helt anden sag, som vil få stor betydning for det kendte univers' fremtid. Sker dét, vil det måske betyde enden på mange af de problemer, der hærger realrummet. Overbefolkningen vil mindskes, videnskaben vil gøre enorme fremskridt, hele nye teknologier vil udvikles, levestandarden vil stige, en ny fager verden vil vokse frem, med fred, rigdom og overflod for alle. Om Bøfolket ligefrem vil ende med at blive neozenmunke, der ejer et helt asteroidebælte, og derfor ender med at være en universel magtfaktor, som det foreslås i 'The Wheelers' af Ian Stewart og Jack Cohen, er nok tvivlsomt. Men de kan selvfølgelig også håbe, som Kim Stanley Robinson foreslår i sin Marstrilogi, at en fremtidig udgave af Oceanet vil reinkarneres i 'det lille røde folk', Mars' indfødte befolkning. Men før hyperrumfarten skaber et nyt paradis, skal vi gå så grueligt meget ondt igennem, og klarer vi os, bliver det på et hængende hår. De fleste planeters ressourcer er allerede udmarvede, og på visse har de knap nok ressourcer nok til at understøtte deres befolkning. Bl.a. fordi nogle få rige sidder på dem og nyder godt af deres afkast, mens alt for mange forgår i fattigdom, sult og slum. Men hvordanskal vi klare den indtil da? Hvad skal bringe os, og generationerne efter os, helskindet igennem denne hårrejsende tid? Skal vi regressere til et liv som på Bø, uden teknologi og videnskab, med gigantiske klostre summende af sensorisk deprivation? Eller skal vi rase frem ad den vej, som kapitalen, videnskaben og teknologien har asfalteret for os, en flersporet motorvej, der ligesom gør, at man kun kan køre hurtigere og hurtigere uden tanke for, at fart, som man siger, dræber? Måske skal vi til at skrive en ny science fiction, en science fiction om fortiden. En fiktion, hvor middelalderens Europa ikke er spækket med klostre, kirker og katedraler, men med akademier, skoler, fritænkende loger og videnskabelige fakulteter ( factskulter) - og klostre, esoteriske sekter, mystikere, asketer, hippiekollektiver, rumhavne og enhjørninge. Hvor Abelard indtager Bologneuniversitetets lærerstol i 'Karl Marx', Frans af Assissi modbeviser Newtons tyngdelov, og hvor Karl den Store ikke bare modellerer sit rige efter romerrigets forbillede, men også efter fraktaløkonomernes bedste bud på en rationel forklaring af Qzzxi't-racens transøkonomiske handler med kvantespringsfluktuerende heliumeksistenser. En ny science fiction om det, der har været. Kun ved at ændre fortiden, at vi kan ændre fremtiden og opnå en anden fordeling af goderne i nutiden. Under parolen: ændr fortiden, før den ændrer dig, opfordrer jeg hermed til en kosmisk revolution: Omskriv datiden! Fraktalisér nuet! Knus uret! Elsk din næste som dig selv! Og flyv med stjernerne derhen, hvor gøgen slår sin trille og varsler, at alt er vel - og at det er et held, at vi er her, sammen, nu. I kvæld.