I de senere år har en stor del af den danske økonomiske og politiske debat, ligesom det er tilfældet i det meste af Europa, handlet om, hvordan der bliver råd til at finansiere fremtidens velfærdssamfund. En del af de fremtidige problemer skyldes de store ældreårgange, der skal forsørges af små generationer af unge. Men hertil kommer, at befolkningens krav til velfærden vokser; der ønskes bedre sundhedsydelser, mere tryghed og bedre kvalitet i velfærdsydelserne. Samtidig er der også stort set bred enighed om nødvendigheden af at investere meget mere i uddannelse, forskning og viden. Det er alt sammen ting, som i fremtiden vil udfordre velfærdssamfundet og ikke mindst de offentlige finanser. Der er flere løsninger ud af den finansieringsklemme, som det offentlige vil befinde sig i gennem de næste årtier. I teorien er en mulighed at sætte skatterne op. Men eftersom Danmark i forvejen har et af de højeste skattetryk i verden, og eftersom globaliseringen i stigende grad gør skattekilderne mobile, er denne vej næppe farbar. Enkelte skatter kan måske hæves, uden at det vil give voldsomt negative økonomiske effekter, f.eks. skat på fast ejendom og yderligere oliebeskatning, men provenuet herfra vil langtfra kunne matche behovene. En anden mulighed er at skære betragteligt i den offentlige velfærd, en mulighed, som historisk har vist sig endog meget vanskelig rent politisk, fordi de danske borgere - og vælgere - klart slutter op omkring mange af de offentlige velfærdsordninger. Det ændrer sig næppe i fremtiden, fordi der klart er en tendens til, at jo mere velstående folk bliver, jo mere prioriteres velstandsgoder som tryghed og sundhed. Sammenlignes med verdens rigeste land, USA, er udgifterne til service og sociale udgifter lige så høje som i Danmark. Her er finansieringen blot meget anderledes, og en større del af produktionen foregår i den private sektor. Selv om alle sikkert kan blive enige om, at eventuelle effektivitetsgevinster i den offentlige sektor skal indhentes, er det urealistisk at tro, at dette vil løse finansieringsklemmen for velfærdssamfundet. Tværtimod vil mange af velfærdsydelserne i fremtiden blive stadig dyrere at producere, uanset om de produceres i offentligt eller privat regi, fordi det er områder med stort indhold af menneskelig arbejdskraft, hvorimod kapitalindholdet og mulighederne for tekniske fremskridt ofte er begrænsede. Der tegner sig således både problemer med finansieringen af den offentlige sektor og mangel på arbejdskraft i fremtiden, hvis vi ønsker at fastholde væksten i velfærden. Hvis skatterne samlet set ikke kan hæves, og hvis man tager som udgangspunkt, at befolkningen ikke grundlæggende ønsker at skrue ned for ambitionerne og kravene til velfærdssamfundet, er en tredje mulighed at øge arbejdsudbuddet og produktiviteten hos de fremtidige generationer i den erhvervsaktive alder. Bedre uddannelse, øgede kompetencer, viden og forskning er en oplagt strategi at forfølge. Men denne strategi kræver samtidig massive investeringer i uddannelsessystemet og i forskningsindsatsen, og strategien kan således næppe stå alene, uden at det samtidig lykkes at øge arbejdsudbuddet. At øge arbejdsudbuddet, altså at vi skal arbejde mere i fremtiden, kan måske forekomme at være et forslag helt ude af trit med virkeligheden, som jo lige nu er præget af voksende arbejdsløshed, at argumentere for. Lige nu er der 'akademikerpukler', og det 'grå guld' går ofte ledigt, fordi det ikke er let at finde beskæftigelse, hvis man er tæt på pensionsalderen. Men det er afgørende at forstå, at diskussionen om finansieringen af fremtidens velfærdssamfund ikke handler om, hvad der lige nu rører sig på arbejdsmarkedet. Den handler derimod om, hvordan arbejdsmarkedet og velfærdssamfundet er indrettet om 10, 20 eller 30 år, når problemerne for alvor har vist sig. Det tager år eller årtier at ændre adfærden og normerne på arbejdsmarkedet, og det er vigtigt allerede nu at indrette sig på fremtidens udfordringer. Også selv om problemerne måske lige nu ser helt anderledes ud. En væsentlig barriere i forhold til at øge arbejdsudbuddet og få folk til at vælge mindre fritid er, at fritid som bekendt stadig er et ubeskattet gode, mens indkomst og forbrug beskattes højt. Store grupper af befolkningen beskattes med topskatten, hvis de arbejder en ekstra time, og derefter pålægges forbruget 25 procent og eventuelt andre afgifter. Skattetrykket giver stærke tilskyndelser til at forbruge fritid og eventuelt kaste sig ud i gør det selv-arbejde. For en del af befolkningen, typisk de lavtuddannede, er gevinsten ved at arbejde ofte meget begrænset. Det er også typisk de grupper, der har den laveste ugentlige arbejdstid, og hvor betydeligt flere vælger at forlade arbejdsmarkedet midlertidigt eller permanent. Den økonomiske forskning viser, at de små eller negative økonomiske gevinster ved at arbejde er en medvirkende årsag til den store søgning ind i frivillige overførselsordninger. Problemet med de høje indkomstskatter er i denne sammenhæng, at det er vanskeligt at nedsætte dem, fordi det vil give et betydeligt provenutab for det offentlige. Og da der samtidig er et pres opad på udgiftssiden, er det vanskeligt at få plads til skattenedsættelser, der for alvor kan hjælpe på disse incitamentsproblemer, medmindre det samtidig lykkes at få flere folk til at arbejde længere. Heldigvis arbejderde fleste mennesker på trods af de økonomiske incitamenter. Den almindelige opfattelse blandt mange danskere er, at vi er et yderst arbejdsomt folkefærd. Men de fleste danskere giver udtryk for, at de hellere vil arbejde mindre og ønsker sig mere tid til tilværelsens andre elementer, familie, børn, fritidsinteresser osv. Arbejdslivet er stressende, produktivitetskravene er store, og for mange mennesker kan det være svært at følge med, både i arbejdslivet og på hjemmefronten. Derfor står tidlig pension som en tiltrækkende løsning for at slippe ud af det daglige pres og stress. Den 6. ferieuge har været meget højt prioriteret på lønmodtagerside. Barselsorloven er lige blevet forlænget fra et halvt til et helt år. Og på flere overenskomstområder breder såkaldte 'lønpakker' sig, hvor medarbejderne individuelt kan vælge mellem højere løn eller mere fritid ud over, hvad der kollektivt er aftalt. Undersøgelser af danskernes tidsanvendelse viser, at nogle grupper på arbejdsmarkedet, især de højtuddannede, har en relativt lang arbejdsuge langt ud over de 37 timer, som det fremgår af bogen 'Fra mangel på arbejde til mangel på arbejdskraft', som blev udgivet af Rockwool Fondens Forskningsenhed for et par uger siden. Da det samtidig ofte er sådan, at højtuddannede gifter sig med højtuddannede, er der mange husholdninger, hvor begge ægtefæller har en lang arbejdsuge. Analyserne viser, at den lange arbejdsuge især gælder børnefamilier, som naturligvis også har mange forpligtelser på hjemmefronten pga. børnene. Det er selvfølgelig ikke særlig realistisk at tro, at det er herfra, et større arbejdsudbud skal fremskaffes. Men hvis man ser bort fra denne gruppe, er det svært at finde statistisk belæg for myten om, at vi samlet set som befolkning arbejder stadig mere. I 1911 arbejdede en industriarbejder ca. 2.900 timer om året. Det var, før 48 timers arbejdsugen blev indført, og antallet af ferieuger var 0! Nu er 'standard' arbejdstiden for en industriarbejder nede på omkring det halve, ca. 1.600 timer. Samtidig er antallet af år, der arbejdes imellem uddannelse og pension, blevet mindre og mindre. De unge forlader uddannelsessystemet sent, og pensionsalderen er faldet betydeligt over de sidste årtier. I den modsatte retning trækker, at de fleste kvinder i Danmark nu er efterhånden fuldtids udearbejdende, modsat tilbage i tiden, og modsat mange andre lande, hvor der stadig er mange husmødre eller kvinder med deltidsarbejde. Den almindelige opfattelse er, at 'Mor' for 50 år siden typisk var en hjemmegående husmor, som passede de mindste af børnene og tog imod de større børn, når de kom hjem fra skole. I dag er 'Mor' typisk en fuldtids udearbejdende lønmodtager, som henter sine børn sidst på eftermiddagen i daginstitutionen. Men billedet er ikke særligt retvisende. Ganske vist havde gifte kvinder for 50 år siden en meget lavere erhvervsfrekvens end i dag. Men hvis man i stedet fokuserer på det samlede omfang af arbejde, som en hjemmegående husmor udførte for 50 år siden, og sammenligner med omfanget af arbejde, som typisk i dag er nødvendigt for at få familien til at fungere, ser billedet meget anderledes ud. For 50 år siden blev stort set alle børn passet i hjemmene, og de ældre og syge blev i langt højere grad end i dag passet inden for familien - af husmødrene eller ugifte piger. Det var netop disse arbejdsopgaver, der i løbet af 1960'erne og 1970'erne i vidt omfang blev flyttet fra hjemmene over i det offentlige, samtidig med at kvinderne gik ud på arbejdsmarkedet. Når man sammenligner beskæftigelsesfrekvenser over tiden eller internationalt, bør man korrigere for dette forhold. I lande, hvor kvinderne stadig i vidt omfang er husmødre, er andelen af beskæftigelsen i social- og sundhedssektoren meget lavere end i lande med få husmødre. Hvis man vælger en velfærdsmodel, hvor det offentlige varetager en stor del af omsorgen for børn, syge og ældre, er den helt logiske konsekvens, at beskæftigelsesandelene i de erhvervsaktive aldre skal være meget højere end i lande, hvor husmødrene stadig varetager disse opgaver i hjemmet. Set i det lys er den aktuelle danske beskæftigelsesfrekvens ikke så imponerende, når der sammenlignes med resten af Europa, eller hvis man sammenligner med Danmark for 30 år siden. I 1970 var beskæftigelsesandelen blandt de erhvervsaktive aldersgrupper mellem 15 og 66 år ca. 70 procent. I 2001 er det samme tal 74 procent. I den mellemliggende periode er begrebet 'husmor', det vil sige en person, der forsørges inden for familien, stort set blevet afskaffet. Mens der i 1970 var 21 procent af befolkningen mellem 15 og 66 år, der var husmødre, er det i dag kun ca. fire procent. Resten af de ikke-erhvervsmæssigt beskæftigede forsørges via en offentlig overførsel. Den voksende andel på offentlig forsørgelse skyldes flere forhold. En del af forklaringen er den voksende arbejdsløshed op til 1994, men også indførelsen af nye eller udvidelser af eksisterende overførselsordninger til de erhvervsaktive aldersgrupper har bidraget til væksten. De unge er længere om at færdiggøre studierne. Og endelig er antallet af personer på førtidspension vokset. Væksten i antallet på førtidspension afspejler, at stadig flere mennesker har svært ved at følge med på arbejdsmarkedet. Selv om arbejdet fysisk set næppe er nær så hårdt som tilbage i tiden, opleves arbejdsmarkedet af mange som stadig mindre rummeligt. I stedet nævnes ofte det voksende arbejdspres og voksende produktivitetskrav som forklaringer på denne udvikling. Arbejdslivet er blevet stadig mere og mere en '1/0' situation, hvor man enten er 'på' eller 'ikke er på'. Når man er 'på', er man for manges vedkommende 'på' med meget høj hastighed. Kravene på jobbet er øget, der er færre rutinejob og flere job med varierende, men også mere krævende indhold. Til gengæld er der også flere end før, der slet ikke er 'på', og som ikke oplever noget synderligt tidspres. Det relativt store tidspres i en del af børnefamilierne afhjælpes af, at mange familier i kortere eller længere perioder har en af forældrene, mest 'Mor', i en ordning eller i ledighed, hvad enten denne ledighed er ufrivillig eller måske lidt frivillig, for at afhjælpe tidspresset i familien, give mere tid til børnene og husarbejdet og få bedre tid til at få familien generelt til at fungere. Selv om kategorien 'husmor' efterhånden formelt er næsten afskaffet, er nye kategorier opstået, hvor der også lægges meget tid i hjemmet. Nu er det blot typisk med forsørgelse af det offentlige, hvor forsørgelsen tidligere var inden for familien. Det pressede arbejdsliv er utvivlsomt også med til at forklare de massive ønsker om tidligere pension. Man holder den kørende op igennem de sidste år af arbejdslivet, for så i en stadig tidligere alder at gå på pension, så man kan hvile ud efter et stresset arbejdsliv og nyde et langt otium. De fleste erkender, at hvis folk skal lokkes til at blive længere på arbejdsmarkedet, kræver det 'seniorpolitik' og mere fleksible tilbagetrædelsesordninger. Men på andre områder fortsættes den uheldige udvikling. Den sjette ferieuge er tæt på at være en realitet, barselsorloven er nu et helt år, og selv om den er mere fleksibel end tidligere ordninger, vil den ikke grundlæggende hjælpe på børnefamiliernes tidsmæssige problemer, fordi de fleste familier vil 'brænde' hele orloven af i barnets første leveår. I de øvrige nordiske lande er børneorloven langt mere fleksibelt indrettet. Bestræbelserne på at få folk til at ændre adfærd kræver utvivlsomt, at arbejdsmarkedet tilpasser sig familiernes og de ældres behov i langt højere grad, end det er tilfældet i dag. Hvis det for alvor skal være muligt at øge arbejdsudbuddet mærkbart, kan det næppe ske uden en mere jævn fordeling af arbejdsindsatsen på hele den arbejdsduelige del af befolkningen, dvs. et mere rummeligt arbejdsmarked, med flere, der er 'på', og færre, der 'ikke er på', men med et mere roligt arbejdstempo end i dag. De sidste 100 år er arbejdstiden blevet stadig kortere, arbejdslivet er blevet stadig mere stressende og mindre rummeligt. Måske skulle man overveje, om den modsatte udvikling kunne starte en god cirkel med mere arbejde, mindre stress og arbejdspres og mere rummelighed?