'Noget for noget' og krav om konsekvens er de styrende principper i statsministerens åbningstale og regeringens nye arbejdsprogram. Efter at det danske samfund angiveligt har været domineret af passiviserende klientgørelse og »misforstået godhed«, er der brug for konsekvens. Som Fogh Rasmussen siger, er det stødende, »når kriminelle ikke tager ved lære, men igen og igen begår kriminalitet«. Der er derfor brug for, at vi går nye veje præget af »konsekvent nul-tolerance«. Statsministeren mener, at den danske udlændinge- og retspolitik har været »præget af slaphed og mangel på konsekvens«, ligesom han mener, at unge kriminelle ikke kan forstå blødsødenhed, imens unge indvandrere efterlyser fasthed. Vi må »sætte hårdt ind« over for gadebander og »forråede unge, der spreder angst og utryghed«. Med den autoritære fader som forbillede skal de dele af befolkningen, som træder ved siden af de udlagte stier, opdrages ved hjælp af krav, konsekvens, belønning og straf. Hvis du gør, som far forventer, får du en lille præmie. Hvis du skuffer far, får du hans kærlighed at føle. Regeringens politiske projekt kommer til udtryk i regeringschefens taler og programerklæringer, hvor retorikken domineres af begreber som ansvar, respekt, konsekvens, krav, konkurrence, belønning, fasthed og opgør med slaphed og misforstået godhed. Men hvilken forståelse af den menneskelige psykologi ligger bag regeringens sporskifte og aktuelle succes i dansk politik? Den behavioristiske psykologi, der havde sin storhedstid indtil engang i 1950'erne, opfattede mennesket som et relativt primitivt væsen, der altovervejende styres af belønning og straf. På basis af eksperimenter med dyr forestillede man sig, at man via belønning kunne fremme bestemte adfærdsformer. Tilsvarende mente man at kunne fjerne uønsket og skadelig adfærd ved at udsætte individet for straf. Man gjorde sig ikke de store tanker om, hvad der udspiller sig inde i det enkelte menneske, og hvordan dette eventuelt kunne påvirke dets adfærd. Efterhånden opdagede man imidlertid, at disse forestillinger om simple forbindelser imellem stimulus og respons kun sjældent er tilstrækkelige, når det gælder mere avancerede og komplicerede væsener som mennesket. Udsigt til belønning kan i visse tilfælde fungere adfærdsregulerende, men er langtfra altid tilstrækkeligt. Og det er kun i bestemte og afgrænsede situationer, at udsigten til straf kan fjerne uønsket adfærd. I visse tilfælde fører det snarere til oplevet hjælpeløshed og psykiske forstyrrelser. Der er naturligvis mange grunde til, at brugen af straf og belønning alene er en utilstrækkelig strategi til styring af menneskers adfærd. Bortset fra at en sådan strategi bygger på en umådelig forenklet forståelse af den menneskelige psykologi, må man være opmærksom på, at ikke alle mennesker har de samme og nødvendige ressourcer til at gøre, som det forventes af dem, ligesom menneskers adfærd i en del tilfælde kan været styret af indre og ydre kræfter, som de ikke har fuld kontrol over. Det frie og ansvarlige menneskes såkaldt frie valg er altså ikke altid helt så frit, som det postuleres i regeringens skåltaler og i forsøgene på at løse diverse problemer ved at give det enkelte menneske mere frihed og ansvar. Selv om statsministeren nok har ret i, at »klassesamfundet er opløst«, så eksisterer dele af den virkelighed, som dette begreb henviser til, stadig i det danske samfund. Der er stadig store forskelle på, hvor gode muligheder mennesker har for at realisere det, de forstår ved et godt liv. Økonomisk, psykologisk og kulturelt ses stadig væsentlige uligheder i det danske samfund, og der er mennesker, som mere har behov for støtte end 'konsekvens' og 'nul-tolerance' for at få et godt liv. I det nye regeringsgrundlag hedder det, at vi definitivt er ved at begrave det forrige århundredes forældede løsninger, og i sin åbningstale påstår statsministeren, at virkeligheden har vundet overtaget i forhold til, hvad han kalder løsagtige teorier. Når det gælder forståelsen af den menneskelige psykologi, og hvordan man får mennesker ind på den rette vej, trækker regeringen imidlertid netop på det forrige århundredes forældede og løsagtige forståelses- og løsningsmodeller: Væk med den blødsødne og snakkende rundkredspædagogik, og lad os vende tilbage til de gode gamle dyder med kontante krav og konsekvens. Statsministeren mener, at vi skal »vise konsekvens over for de unge kriminelle. De skal vide klart, hvor grænserne går. De skal mærke konsekvensen meget kontant, hvis de overskrider grænserne. Og de skal mærke det øjeblikkeligt«. Selvfølgelig har statsministeren ret i, at det er »misforstået godhed, hvis samfundet først reagerer, når den kriminelle lavalder er nået«. Men hvor mange af de forvirrede, ydmygede og ressourcesvage unge, der begår alvorlig kriminalitet så tidligt i deres liv, kan hjælpes på rette vej ved mere eller mindre ensidige strafforanstaltninger? Der er ikke meget, som tyder på, at regeringen vil anvende flere økonomiske ressourcer på at hjælpe disse dårligt stillede grupper i det danske samfund, som det - indrømmet - kan være svært at elske og forstå, når man blot møder dem på gaden. Statsministeren mener øjensynligt, at den sociale arv brydes ved, at man »lærer noget« - og ved, at der i øvrigt stilles krav til individet, stilles krav til (de ofte ressourcesvage) forældre og vises konsekvens. Det er dog yderst tvivlsomt, om de ofte også psykisk forstyrrede unge, som begår gruppevoldtægt, vælter sten på den lokale kirkegård eller brænder deres skole af, skulle blive mindre forstyrrede af straf, ensidige 'nul-tolerance'-strategier og strengere faglige krav i vore skoler. Det er udmærket at vide, at Nakskov ligger på Lolland, men det er næppe nok til bryde den sociale arv. Statsministeren har helt ret i, at »den første forudsætning for at føre en meningsfuld samtale er, (...) at man ved, hvad man snakker om. Hvis ukvalificerede meninger er lige så gangbare som kvalificeret viden, så ender det alt sammen i tomhed og dumhed«. Jeg tror egentlig godt, statsministeren ved, at han er på tynd is i sine forslag til løsning af disse komplicerede problemer. Måske er han blot ude i et helt andet ærinde, nemlig en ideologisk markering i den øvrigt noget uklare værdikamp. Samtidig forsøger han at vise autoritet og handlekraft, når det gælder løsningen af nogle af de problemer, som efterhånden fylder ganske meget i den danske offentlighed. Øjensynligt mener han, at han på denne måde 'tager befolkningens bekymringer alvorligt'. Man kunne dog med lige så god ret hævde, at han hælder benzin på bålet. Noget tyder dog på, at hans håndfaste udmeldinger appellerer til dele af den danske befolkning. Mange mener øjensynligt, at man skal mødes med øgede krav, hvis man har det svært, og at man skal straffes, hvis man ikke lever op til disse krav - og at man som det frit vælgende individ, man er, i øvrigt blot kan vælge at ændre sit liv. Sammen med det højt besungne skattestop synes 'noget for noget'-ideologien godt på vej til at blive afgørende mantraer i regeringens aggressive kamp imod slaphed og inkonsekvens. Dette vækker mindelser om velkendte psykologiske processer. Som mennesker med en tvangspræget karakter, der styres af deres frygt for at miste kontrollen og af deres skræk for snavs, uorden og kaos, har regeringen erklæret krig imod den blødsødne og ineffektive velfærdsstat. Hos det tvangsprægede menneske er intellektet fremherskende i forhold til det følelsesmæssige. Man bliver elsket for at gøre 'det rigtige', og det er utilgiveligt at begå fejl. Andre mennesker, der ikke har samme forestillinger om orden, mødes med foragt og søges eventuelt kontrolleret. Ved at gentage bestemte handlinger eller remser og trylleformularer igen og igen forsøger man at opnå en oplevelse af kontrol og orden i verden. På kort sigt kan disse tvangstanker og tvangshandlinger give ganske gode resultater på afgrænsede områder, men på langt sigt vil de undergrave tvangsmæssige personer og institutioners dømmekraft, fordi de samme 'løsningsmodeller' mere eller mindre søges anvendt på alle områder, uden tilstrækkeligt blik for, hvornår de i virkeligheden kommer til at stå i vejen for opnåelsen af de ønskede resultater. Regeringens evindelige henvisning til skattestoppet og 'noget for noget'-ideologien som magiske trylleformularer til at løse komplekse sociale problemer synes godt på vej til at blive en tvangstanke, der nok i en periode kan give resultater og sprede et indtryk af handlekraft. På længere sigt må man dog forvente, at det bliver klart for de fleste, at disse rigide løsningsmodeller, udtænkt i et teknokratisk laboratorium, står i vejen for langsigtede og afbalancerede løsninger af presserende samfundsmæssige problemer. Og når det gælder regeringens gennemslagskraft i befolkningen, er det måske heller ikke uvæsentligt, at regeringens teknokratiske visioner - ligesom tvangsneurotikerens livssyn - er forfærdelig kedelige og åndløse. Endvidere kan man spørge, om regeringens høje profil, når det gælder integration af indvandrere, nul-tolerance over for selv den mindste klump hash og oplæg til såkaldt normalisering af Christiania er forsøg på at udslette livsformer, som ikke kan indpasses i regeringens snævre normalitetsbegreb; indvandreres og christianitters livsformer, der opleves som provokerende udtryk for uorden og kaos, må ensrettes og bringes under kontrol. Man må bestemt have respekt for en regering, der i den grad har været i stand til at slå igennem og vinde tilslutning i den brede befolkning på et så - tilsyneladende - simpelt grundlag, som det er tilfældet for den nuværende regering. Også regeringens strategier til at vinde tilslutning i befolkningen synes at rumme velkendte psykologiske processer. Måske er en del af hemmeligheden, at regeringen har haft held til at spille på den lille utilfredshed med systemet, som de fleste af os kan genkende - og på oplevelsen af at have følt sig overset, overhørt og underlagt arrogante autoriteter, som ikke var tilstrækkeligt lydhøre over for netop mine behov og synspunkter. Mange mennesker har oplevet, at de ikke helt har kunnet slå igennem og få tilfredsstillet deres særlige behov i Systemdanmarks bureaukratiske krinkelkroge, og det er de færreste mennesker, der har et så afklaret forhold til fortidige og nutidige autoriteter, at de ikke kan finde en vis tilfredsstillelse ved at overvære den offentlige nedsabling af 'fortidens undertrykkere'. Det er ganske vist en anelse patetisk at opleve, hvordan dele af den politiske elite 'snobber nedad' og forsøger at placere sig på 'folkets' side i kampen imod en arrogant magtelite. Men de frådende angreb på eksperter og kultureliten og kulturministerens beklagelser over ikke at kunne komme til orde og blive hørt i sin gymnasietid giver mulighed for, at vi alle sammen kan identificere os med højrefløjens politiske projekt; »de har oplevet det samme som jeg - de har også følt, at deres holdninger ikke blev anerkendt som ligeværdige - og nu er der endelig nogle håndfaste mennesker, som gør noget ved det«. Samtidig kan visse medlemmer af regeringen og dens støtteparti, hver gang eksperterne fortæller dem, at de har sagt noget dumt eller underlødigt, benytte netop dette som ammunition i deres iscenesættelse af sig selv som ofre for en arrogant og bedrevidende elite. Regeringen har sammen med et meget dygtigt Dansk Folkeparti haft held til at erobre dagsordenen for den nødvendige kritik af stive systemer og forældede modeller til løsning af vigtige samfundsmæssige problemer. Strammere retspolitik, privatisering, forsegling af Danmarks grænser og øget frihed til, at det enkelte menneske selv kan vælge imellem udbuddene på et marked, som omfatter stadig større dele af menneskets liv, står næsten uimodsagt som strategier til at skabe et bedre samfund. Selv om statsministeren i sin åbningstale siger, at de nødvendige reformer af vort samfund skal forberedes »i åbenhed og dialog med befolkningen«, er der indtil videre ikke meget, som tyder på, at regeringen er parat til dialog med andre end dem, som mener det samme som den selv. Typisk mødes kritik med tavshed eller bagatelliseringer. Kritik fejes af bordet, med henvisning til at det er en akademisk diskussion, som ikke mange interesserer sig for, og at nu må vi se fremad. Alternativt affærdiges kritik som udtryk for misforstået godhed, politisk korrekthed, sortsyn eller en generelt forældet tankegang. Når først det er lykkedes at devaluere sin modstander ved at placere ham i kategorien for 'systemtænkning' eller levn fra en fjern fortid, er det ikke længere nødvendigt at tage hans kritik alvorligt, ja, det er end ikke nødvendigt at besvare den. Som statsministeren siger i sin åbningstale: »Stop nu det sortsyn. Kig dog ud ad vinduet«. Altså en variation over temaet: Don't worry. Be happy. Måske ens reaktion afhænger af, hvilket vindue man kigger ud ad, og om man er i stand til at se andet end sit eget spejlbillede. Statsministeren forsøger øjensynligt at afideologisere og afpolitisere det politiske liv med afsæt i en postuleret politisk konsensus og ved at tale om moral og værdier i stedet for politik. Han forsøger at alliere sig med noget så upræcist som 'den brede befolkning', der mere eller mindre har samme politiske interesser. Herefter eksisterer ikke længere politiske konflikter og interessekonflikter af betydning. I sin åbningstale fremhæver han, at »klassekampen er slut«, og at »menneskelige værdier og den sunde fornuft har vundet indpas«, hvorefter han besynger »den sunde fornuft frem for ideologien. Virkeligheden frem for løsagtige teorier«. Problemet er, at det, statsministeren omtaler som 'den sunde fornuft', netop er en ideologisk størrelse, og at der findes meget forskellige bud på, hvordan man bedst forstår og håndterer de - vigtige - samfundsmæssige problemer, regeringen har slået sig op på at ville løse. Det er muligt, at statsministeren mener, at han har en særlig adgang til 'virkeligheden', og at alle, som er uenige med ham, blot forfægter løsagtige teorier. Men regeringens 'noget for noget'- og 'nul-tolerance'-modeller til løsning af komplicerede samfundsmæssige problemer hviler netop på 'løsagtige teorier' om menneskets psykologi.