Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Evakueringen af Danmarks guld

I månederne op til 9. april 1940 blev Nationalbankens guldreserver overført til New York og samledes først igen 1949 i kælderen i København. Forløbet tyder på, at regeringen Stauning-Munch frygtede en tysk besættelse mere, end de ville indrømme, skriver historikeren i dette uddrag af den kommende uges nye bind af 'Dansk udenrigspolitiks historie'.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kort efter krigsudbruddet de første dage af september 1939 fik nogen den tanke at bringe guldreserven i Danmarks Nationalbank i sikkerhed.

Hovedparten af det guld, der, indtil guldfoden blev afskaffet i 1931, havde garanteret, at kronesedler kunne ombyttes med et bestemt kvantum guld, lå i Nationalbankens 'Guldkælder', hvor det udgjorde en psykologisk reserve, der var med til at styrke tilliden til kronen, og i øvrigt som omsættelig likvid blev betragtet som en væsentlig del af landets valutareserve. En mindre del af guldet var placeret i depoter i andre lande, herunder Sverige, Norge og Schweiz, ikke så meget for at sprede risikoen, som fordi det var praktisk at have en vis guldbeholdning de pågældende steder til varetagelse af mellemstatslige finanstransaktioner.

Guldreserven var bogført til godt 117 millioner kroner, hvilket dog var noget fiktivt, da bogføringsværdien var betydelig lavere end den reelle markedsværdi. Samlet var der tale om et stort beløb for statskassen, men ikke nogen stor guldbeholdning sammenlignet med andre lande. Faktisk havde Nationalbanken i foråret 1939 under indtryk af de urolige tider overvejet at købe mere guld for op mod 20 millioner kroner for at have et let omsætteligt aktiv, og nationalbankdirektør Bramsnæs havde i foråret været i USA for nærmere at sondere mulighederne for at opkøbe guld og deponere det i Federal Reserve Bank i New York. Vigtigt i den forbindelse var spørgsmålet, om guldet i en krisesituation ville holde sin værdi i forhold til dollar.

Inden Nationalbanken fik gjort alvor af et sådant guldkøb, blev den imidlertid indhentet af begivenhederne. I slutningen af august, da krigen syntes uafvendelig, besluttede Storbritannien at lade sterling flyde i forhold til dollar, hvilket tvang de nordiske lande ind i en akut overvejelse om, hvorvidt de fortsat ville følge sterling eller selv løsrive deres kroner fra deres traditionelle binding til den britiske valuta. Efter et nordisk krisemøde valgte Norge og Sverige at frigøre sig fra sterling. Danmark fulgte efter indgående politiske overvejelser tøvende efter de sidste dage af august.

På et tidspunkt i løbet af de følgende måneder blev der i Nationalbanken truffet beslutning om så hurtigt som muligt at overføre hovedparten af guldbeholdningen til USA. Bankens kilder røber ikke noget konkret om tidspunktet for beslutningen, om hvem der tog initiativet, om regeringens eventuelle inddragelse - endsige om baggrunden for det usædvanlige skridt. Det står imidlertid fast, at de tre skandinaviske lande i december i dybeste hemmelighed påbegyndte en organiseret udskibning af guld til USA, typisk således at guldet transporteredes med jernbane til Bergen og Oslo, hvorfra det udskibedes i mindre portioner via de sikreste nordatlantiske søruter til New York.

En antydning om tidspunktet for beslutningen kan muligvis udledes af en usædvanlig optegnelse i en art 'beslutningsjournal', som nationalbankdirektør Bramsnæs førte sidst i 1930'erne og frem til sommeren 1943. Journalen indeholder kun enkelte optegnelser i stikordsform, typisk med referat til konkrete beslutninger som for eksempel 'Diskontoforhøjelse tre en halv til fire en halv'. En afvigelse herfra er optegnelsen for 3. oktober 1939, som lyder: 'Beretning om min Rejse til USA i maj-juni'. Selve beretningen er intetsigende, selv om den kredser om temaerne guld og Federal Reserve Bank. Mere interessant er det, hvorfor Bramsnæs i begyndelsen af oktober føler sig foranlediget til at skrive denne beretning, og især hvorfor denne rutineekspedition nævnes i hans personlige 'beslutningsjournal'.

En nærliggende forklaring kunne være, at direktøren på denne måde får bogført beslutningen om guldets evakuering uden direkte at berøre spørgsmålet, som heller ikke nævnes med ét ord i bankens direktionsprotokol. Holder denne hypotese, antyder optegnelsen også noget om, at beslutningen blev anset for så kontroversiel, at Bramsnæs end ikke i sin personlige logbog ønskede en direkte henvisning til spørgsmålet, som i en given situation kunne vise sig at få stor betydning. I netop en sådan situation kunne det være bekvemt, at ansvaret for transaktionen ikke umiddelbart kunne placeres.

I samme retning peger netop det faktum, at den trods alt ganske vidtrækkende beslutning ikke sætter sig spor i bankens officielle annaler eller i direktionsprotokollen, mens selve praktikken omkring afskibningerne foreligger nøje belyst i bankens arkiv. Holder antagelsen om, at den danske beslutning kan dateres til begyndelsen af oktober 1939, er det nærliggende at antage, at sagen er blevet drøftet mellem de nordiske nationalbankdirektører under et møde, de afholdt den 14.-15. samme måned.

Selv om Nationalbankens direktion vel formelt ville kunne træffe beslutning om udskibningen af landets guldreserve uden at rådføre sig med regeringen, forekommer det meget lidt sandsynligt, at Staunings tidligere finansminister Bramsnæs, som jævnligt deltog i ministermøderne for at forelægge og deltage i drøftelserne af monetære spørgsmål, skulle indlade sig på et sådant foretagende uden at inddrage i hvert fald statsministeren - og med stor sandsynlighed også finansminister Buhl og udenrigsminister Munch. Af indførelser i direktionsprotokollen 22. og 28. februar 1940 fremgår udtrykkeligt, at finansministeren i hvert fald på dette tidspunkt var fortrolig med, at guldreserven befandt sig i New York, hvorfra et delvist salg med henblik på fremskaffelse af valuta overvejedes.

Om motivet til flytningen af guldet fremgår som nævnt intet af de foreliggende kilder. En nærliggende antagelse ville være, at de monetære hensyn i den truende storpolitiske situation, som i foråret havde fået banken til at overveje yderligere guldopkøb, efter krigsudbruddet spillede sammen med ønsket om at sikre international likviditet uden for krigens rækkevidde. Allerede hemmelighedskræmmeriet omkring beslutningen antyder imidlertid, at også andre hensyn drev de nordiske nationalbanker: Det forlød, at Tyskland havde plyndret guldreserverne i Prag og Warszawa. Man kunne ikke være for forsigtig.

En bekræftelse på, at også en besættelsessituation spøgte omkring beslutningen om guldets evakuering, synes at findes i tempoet i den fysiske afskibning. De første guldladninger afsendes i roligt tempo i december 1939, men følges i februar 1940 af en række yderligere transporter, der forceres igennem. Under én tredjedel af guldet var i USA ved udgangen af december. Først herefter gik det stærkt. Nationalbankens korrespondance med den norske nationalbank, der stod for selve udskibningen, emmer af indestængt hastværk, og nordmændene forstår tydeligvis, hvad det drejer sig om. I midten af februar var det sidste danske guld i Norge afskibet, og i marts var kældrene under Nationalbanken i København praktisk taget tømt, og hovedparten af Danmarks guld bragt i sikkerhed i New York.

Yderligere et indicium for, at frygten for en tysk besættelse var medvirkende til beslutningen om guldets evakuering, er den omstændighed, at Norge undlod at afskibe sit guld, selv om den norske nationalbank var aktivt involveret i udskibningen af det danske guld. Mens de valutariske hensyn, der kunne tilsige en evakuering, må være de samme for de to lande, var frygten for en tysk besættelse mindre akut i det fjernere beliggende Norge. Her lå guldet stadig i nationalbanken 9. april 1940, hvorfra det samme dag i huj og hast blev sendt nordpå og i mindre portioner udskibet til Storbritannien. Som ekstra sikkerhed transporterede nordmændene i sommeren 1940 deres 'arvegull' videre til USA.

I den udstrækning hensynet til en truende tysk besættelse har været bestemmende for det danske gulds evakuering, og i den udstrækning regeringen har været inddraget i beslutningen herom, er der tale om en vis afvigelse fra den politik, regeringen i øvrigt førte, og som jo generelt lagde til grund, at der nok var fare for et tysk overgreb, men at Danmark ikke skulle træffe foranstaltninger, som om man ventede et sådant. Som nævnt blev en tysk invasion heller ikke anset for den mest overhængende fare, som snarere var forskellige grader af tysk tryk og territorial intimidering. I guldsagen synes beslutningstagerne imidlertid så tidligt som i efteråret 1939 at have truffet foranstaltninger med sigte på netop den værst tænkelige situation: en total og fjendtlig tysk besættelse af landet. Noget endegyldigt bevis kan ikke føres på foreliggende kildegrundlag, men guldets evakuering tyder på, at regeringen Stauning-Munch tog besættelsesfaren mere alvorligt, end den holdt af at indrømme. Så meget desto mere markant står samme regerings beslutning om ikke at søge truslen imødegået med militære midler.

Historien om guldet var imidlertid langtfra slut. 8. februar 1940 kunne den sædvanligvis velunderrettede Neuer Zürcher Zeitung i en udramatisk artikel om dansk økonomi oplyse, at hovedparten af den danske guldreserve nu befandt sig i New York, en oplysning, det nazistiske Fædrelandet 15. marts 1940 kolporterede i en stort opsat artikel, der afslørede, at det 'bortførte' guld »efter Ordre fra den internationale Højfinans, der kontrollerer alle vore økonomiske Anliggender - er ført til Amerika«. Avisen forlangte på vegne af det danske folk guldet ført tilbage til »de Hvælvinger, hvor det rettelig hører hjemme«. Fra officielt hold blev oplysningerne mødt med tavshed.

Allerede kort efter besættelsen meldte sig valutariske problemer, og Danmark måtte på grund af valutamangel betale afdrag på statsgæld til Sverige og Holland med varer. Senere på året var det galt med renter og afdrag på danske statsobligationer i USA. Meget belejligt kom netop i december et tilbud fra Nationalbankens internationale bankforbindelse, Bank for International Settlements (BIS) i Basel, om at købe dansk guld for godt fem millioner kroner, hvilket Nationalbanken tilsluttede sig. Handlen, og efter alt at dømme yderligere en noget større handel, gennemførtes omkring årsskiftet 1940-41, hvilket i praksis betød, at Danmark solgte ud af sit gulddepot i Federal Reserve i New York for at skaffe dollar til at betale amerikanske ejere af danske statsobligationer. Efter salget var guldreserven ifølge en opgørelse efter krigen nedbragt fra nominelt 117 til 98 millioner kroner.

Mange år senere, da spørgsmålet om naziguld aktualiseredes i slutningen af 1990'erne, blev denne handel af internationale forskere og dele af den danske presse fejlagtigt tolket som salg af guld fra Danmark til netop BIS, der stod i fokus for den kritiske opmærksomhed vedrørende finansielle transaktioner med Nazityskland, hvorved den mistanke rejstes, at der var tale om stjålet naziguld, der via Danmark solgtes til BIS. Mistanken blev yderligere næret af den omstændighed, at dele af det solgte guld forefandtes i form af guldmønter, herunder visse tyske guldmønter, som i forbindelse med salget omsmeltedes til internationalt anerkendte amerikanske guldbarrer.

Det fremgår imidlertid af Nationalbankens akter, at de tyske guldmønter havde været i bankens besiddelse i mere end tyve år, og at omsmeltningen til standardbarrer var fast praksis. Salget havde intet med Tyskland at gøre, idet der netop var tale om dele af den guldreserve, der var bragt i sikkerhed i USA inden besættelsen - rent bortset fra at provenuet fra salget ikke førtes tilbage til Danmark, endsige ad denne vej til Tyskland, men tværtimod fordeltes til amerikanske obligationsejere.

Yderligere to gange var der under krigen fokus på det danske guld. Første gang 4. juni 1941, da en dr. Meulemann fra det tyske gesandtskab i København mødte op i Nationalbanken for at spørge til den danske guldreserve, herunder til rigtigheden af forlydender om, at denne omkring årsskiftet 1939-40 var sendt til USA. Direktør Bramsnæs kunne ifølge sit eget knastørre referat fra besøget bekræfte, at guldet i 1939 var bragt til USA, idet man dengang havde regnet med, at det kunne vise sig »nødvendigt for os at have samlet en betydelig Købekraft der«. Bramsnæs henviste også til de danske gældsforpligtelser i USA. Da dr. Meulemann bebrejdede nationalbankdirektøren, at Danmark siden havde solgt ud af guldet, gentog denne, at provenuet havde været nødvendigt for at betjene den amerikanske gæld, idet man også havde benyttet lejligheden til at foretage visse opkøb i markedet af danske obligationer, der var faldet i værdi.

Dr. Meulemann måtte således forlade Nationalbanken med uforrettet sag, hvad der næppe har været Bramsnæs ukært. Mindre velkomment var det faktum, at den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, i september 1941 fik personlig råderet over alle indefrosne danske statsmidler i USA, herunder også guldbeholdningen. 9. oktober 1941 noterer Bramsnæs magtesløst i sin journal: »Kauffmann hæver paa vor Konto i New York«. Og det blev ikke sidste gang. Ifølge Nationalbankens senere opgørelse solgte Kauffmann for nominelt 14 millioner kroner guld i den resterende del af krigen, blandt andet for stadig at betale renterne på de danske dollarlån. Men nogen rar fornemmelse for bankens direktion var det ikke på den måde at miste grebet om den reserve, man så forudseende havde bragt i sikkerhed, inden det for alvor gik galt i Europa.

Det hører med til historien, at guldets omflakkende tilværelse ikke hermed var forbi. Efter krigen blev det hjemført, og Politiken kunne 27. november 1949 i en kort notits korrekt anføre, at de 28 ton guld igen lå vel forvaret i Nationalbankens kælder. Med en formulering, som også kunne dække den aktuelle situation, forklarede avisen, at »selv om denne guldreserve ikke længere spiller samme praktiske rolle som i gamle dage, er forholdene dog sådan, at man højst nødig piller ved den eller bruger af den. Guldet skaber prestige og kreditværdighed«.

Netop af samme grund rejste bankens direktion et år senere, i oktober 1950, spørgsmålet over for den kongelige bankkommissær, handelsminister H.C. Hansen, om den storpolitiske situation i lyset af Koreakrigens udbrud tidligere på året igen var sådan, at guldets placering måtte overvejes. Dette skete ikke, som direktionen understregede, »for at vælte ansvaret for en flytning bort fra nationalbanken«, men fordi »man kunne ønske at kende hans opfattelse«. Ifølge et notat i Nationalbanken nåede H.C. Hansen, kort før regeringen faldt sidst i oktober 1950, at bemærke, »at han fandt en flytning rimelig, og at han under særlige omstændigheder anså det for en fordel, at en vis guldbeholdning var i udlandet«.

Kort efter kunne nationalbankdirektør Svend Nielsen konstatere, at også Sverige og Norge tænkte i samme baner, og i foråret 1951 iværksattes en transaktion, der i praksis indebar, at Nationalbankens guld blev solgt og et tilsvarende kvantum opkøbt til henlæggelse i depoter, hovedparten i Federal Reserve Bank i New York og mindre kvanta i henholdsvis Bank of England og Bank of Canada. Med en datering, der ligner en tanke, konstateres i bankens lakoniske notat af 9. april 1951, at det »på grund af den storpolitiske situation« var besluttet »at flytte de i nationalbankens egne hvælvinger beroende guldbarrer til udlandet«. Det fremgår af en protokolindførsel af 30. april samme år, at den nye regering Erik Eriksen ved den kgl. bankkommissær og finansminister Thorkil Kristensen blev holdt løbende underrettet, om »de gennemførte omlægninger«.

Denne gang blev guldets eksil langvarigt. Ved afslutningen af den kolde krig fandt ingen anledning til at ændre ved det såre bekvemme forhold, at guldet var deponeret i internationale finanscentre, hvor det smidigt kunne indgå i monetære transaktioner. Dér er det stadig. Nu ikke længere som udtryk for den lille frontlinjestats ønske om ved rettidig omhu at beskytte en kerne af sin suverænitet, men som følge af den udvikling, der i mellemtiden har fjernet den symbolske betydning af, at landets guldreserve blev opbevaret i Nationalbankens egen 'Guldkælder'.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

  • Lars Krabbe

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen
    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om den ukendte Kim Larsen.

  • Marie Hald/moment Agency

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp
    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om tykke kvinders frihedskamp.

Forsiden