0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Teater for børn

Kulturministeren vil gerne støtte dansk børneteater. Men hvad er det for en teaterkunst, han tænker på? Gitte Kath er instruktør og scenograf for Teatret Møllen.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ja, så kom det, kulturminister Brian Mikkelsens udspil til en ny teaterlov. Og her står at læse:

»Ministeren vil etablere et nationalt børneteater. Det skal fungere som flagskib for dansk børneteater i både ind- og udland og have pligt til at turnere (...). Generel styrkelse af børneteaterområdet (...). Ministeren vil styrke børneteatrets placering på de store teatre og henstiller til, at Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (DST), Det Danske Teater, Den Jyske Opera og Landsdelsscenerne forpligtes til at rette en del af deres aktiviteter mod børn; ligesom han i forhandlingerne om den kommende politiske aftale om Det Kgl. Teater vil stille krav om aktiviteter for børn og unge«.

Generel styrkelse af børneteaterområdet?

I anledning af teaterlovsrevisionen afholdes konferencer, seminarer og diskussionsklubber landet over. Senest har DST meldt ud med ideer om at omdanne et af de københavnske teatre til børneteater.

Mit udgangspunkt som teatermenneske er et nærmest livslangt samarbejde i Teatret Møllen, egnsteater i Haderslev og Sønderjyllands Amt. På trods af at vi i dag spiller for både voksne og børn, har børneteatret stadig vores højeste prioritet.

Kulturministeren henstiller til og institutionsteatrene svarer altså, at de både føler sig forpligtet til og ønsker at lave mere børneteater. Her er det så, man må spørge:

Ønskes børneteatret tilbage til institutionsteatrene? Betyder det, at forestillingerne i gymnastiksalene bliver erstattet af forestillinger i dertil indrettede børneteatre og børneteaterlokaler, eller er det tilbage til plyssæderne og sceneforestillingerne?

Hvad vil det sige, at der skal oprettes »et nationalt børneteater«, der skal fungere som flagskib for dansk børneteater i både ind- og udland og have pligt til at turnere?

Inden for dansk børneteater har positionen som flagskib flyttet sig med jævne mellemrum. Ved et flagskib forstås det 'bedste' teater; nogle gange er der flere flagskibe. Alle de nuværende børneteatre er i øvrigt turneteatre - ofte i både ind- og udland!

Man skal huske, at det ikke bare er, fordi det er dansk, at det er for børn, at det bliver til 'verdens bedste børneteater', og man spørger sig selv, om Det Kongelige Teater og de andre institutionsteatre vil bruge af den erfaring og den forskning, de små børneteatre ligger inde med? Vil de bruge af de landvindinger, børneteatret har gjort i snart 35 år til at skabe verdens bedste børneteater?

For snart 35 år siden så de første danske teatergrupper dagens lys bl.a. som reaktion på den reaktionære og uengagerede skolescene. Teatergrupperne spillede for børn og unge. Gruppernes ide var at møde børnene, hvor børnene var, altså i skolerne og institutionerne, og tage udgangspunkt i børns virkelighed. Det var den bevægelse, vi var en del af. Vi lod børnene konfrontere med virkeligheden. Det var den tid, hvor Trille sang: »Når min far kommer hjem, er min mor lige gået ...«, eller Bjarne Jes Hansen sang: »Vi voksne kan også være bange ...«. Aldrig er der lavet så mange forestillinger om skilsmisser og om mobning som i den tid.

Vi spillede i skolernes gymnastiksale, publikum sad på gulvet eller på borde og bænke uden mørklægning og med et spinkelt støttelys. Små teatre med få skuespillere, der ofte måtte spille op til flere roller, hvis forestillingen skulle gå op. Småbørnsforestillinger for 60 børn, mellemgruppen på 80 børn, ungdomsforestillinger for op til 120 børn. Publikum var aktivt - og ofte medspillende - og blandede sig i forestillingen.

Alligevel skete der noget - noget magisk opstod der i mødet mellem et aktivt og meddigtende publikum og teatrene.

Børneteatret i gymnastiksalene gjorde landvindinger, og arbejdet med børnepublikum og det turnerende teaterliv udviklede sig.

Vi spiller stadig i gymnastiksalene, men vores publikum sidder ikke på borde og bænke, men på avancerede turnepublikumspodier. Skolerne har udviklet unikke mørklægningsmuligheder, og for nogle teatre er avanceret lysdesign en selvfølgelighed. Men vi spiller stadig for små grupper.

I årene, der er gået, er der blevet forsket - modstand udvikler sig til fascination. At der er få spillere til flere roller udvikler spillestilen og synliggør teatrets magi.

Repertoiret er stort og vedkommende. Ad mange omveje præciseres teaterformen mere og mere for det enkelte teater.

Hvad er det, der gør, at dansk børneteater igen og igen omtales som verdens bedste børneteater; hvad er det, der gør, at dansk børneteater igen og igen sendes verden rundt som repræsentant for dansk kvalitet?

Svaret må være: forskning i mødet med børnepublikummet lige netop dér, hvor børnene er, altså i skolerne og med udgangspunkt i børns virkelighed.

Vores arbejde med børneteatret har bevidstgjort vores holdning til publikum og bevidstgjort den nødvendige overenskomst imellem publikum og spillere. Alt sammen brugbare spilleregler - også for det voksne teater.

Hvad betyder børneteatret for teatret? For os i Teatret Møllen har det været altafgørende at kunne arbejde med børneteater. At have arbejdet med børneteater i mange år har givet en indgang til barnets univers.

Fornemmelsen af at komme tættere på - ikke det barnlige, men den barnlige skrøbelighed, som i virkeligheden er kunstens kerne - evnen til at vende tilbage. Fundamentale menneskelige følelser - sorg og glæde, angst og kampmod. Det følsomme univers er indholdsmæssigt en guldgrube for os som kunstnere - et mægtigt kar at øse af.

I vores forestillinger bruger vi bevidstheden om 'her og nu'. Vores publikum kommer 'udefra' og har måske helt andre tanker i hovedet. Derfor handler det om at forføre - samtidig med at vi ikke vil forføre dem mere, end at vi undervejs fortæller dem, at vi ved, hvad det er, vi gør, og de ved, hvad det er, vi gør. Så kan vi smile til hinanden og sige: Vi ved det godt. Og så kan vi gå videre.

Ofte arbejder vi i det åbne rum, hvor spillere og publikum kan se hinanden. Publikum skal kunne se, at de bliver set, og de skal opleve, at spillerne er afhængige af dem for at fortælle deres historie. Når publikum går med ind i historien, giver det en masse energi, som går tilbage til spillerne. Det skal være en slags vekselvirkning frem og tilbage mellem scene og sal, og selve historien lægges i midten. Spillerne skal have en slags distance til deres rolle og historien, en distanceret inderlighed, så de sammen med publikum kan sige: Hvad skete der egentlig? Ser I det samme, som jeg ser? Der skabes en overenskomst imellem spillerne og publikum, og historien går videre.

Vi ønsker, at vores historier skal være varme og solidariske. Der skal ligge håb i forestillingerne. Vi skildrer underlige eksistenser, og det er historier, som indeholder smerte og lys, og som skal være livsbekræftende. Det forsøger vi at realisere gennem publikumskontakten og musikaliteten.

Vores fortælleform og visuelle karakter er præget af, at vi er et turneteater - sammen med teknikeren er det spillerne, der sætter scenografien op. Scenografien består af gode konstruktioner, så de kan stables i en bil, være 'lette' at bære og være i stand til at skabe det rum, hvori historien skal fortælles. Vi er et teater, der kommer til spillestedet - fortæller historien - og tager af sted igen. Denne 'rejse' er dybt fascinerende - at vi kommer i al vores nøgternhed - forfører og lader os forføre - og igen forlader stedet, i al nøgternhed. Ofte har vi synlige hjul under vores ting - også hvor de ikke vil komme i brug under forestillingen. Ofte er tingene beviklet med gaze og ser mere eller mindre ramponerede ud. Hjulene og beviklingerne peger på en mulig tolkning af historien eller peger ud af historien på teatrets kommen og gåen. Ofte spiller vi uden bagtæpper - spiller i det synlige rum, læner os op ad ribberne og tæller sedlerne på opslagstavlerne.

En forestilling skal åbne - gøre os sårbare. Når det lykkes, så kan man mærke det i luften: det tilbageholdte åndedrag, koncentrationen, nydelsen og den der given efter for næsten ingen ting. Når vores forestillinger mislykkes, så er der intet, og vi føler os skyldige og afmægtige og får en kvalmende fornemmelse af, at vi har tilladt os noget utilstedeligt, usømmeligt og har forsøgt ublufærdigt at bruge andre menneskers tid.

Vi har et stort ansvar - et tvangsindlagt publikum på skoler og i børnehaver. Vi bruger af børnenes tid og giver af vores egen. Altid det bedste og ikke det næstbedste.

Jeg mener, at teater skal danne modbilleder: modbilleder til den kommercielle verden - video og tv. Og modvirke isolation og passiv tilskuermentalitet og give børn og voksne oplevelsen af koncentration og fællesskab - at tiden kan stå stille. Vi ønsker os et aktivt publikum, der får ressourcer og styrke til hverdagen. Vi vil ikke frelse, pådutte ... Vi vil stille spørgsmål, udløse en energi - en glædesenergi til at slås med. Det er den energi, vi gerne vil løsne hos publikum, ligesom det er den energi, vi oplever hos os selv. Når tingene lykkes.

Når Det Kongelige Teater og de andre institutionsteatre skal lave børneteater, kan vi kun henstille til, at de henter erfaring ude fra det eksisterende børneteatermiljø. At de vil tage det alvorligt, at publikum er børn, og at børneteatret både er for børn og voksne. En god børneteaterforestilling skal kunne ses af voksne såvel som af børn, måske ikke med det samme udbytte, men med et ligeværdigt kvalificeret udbytte, og hvor solidariteten altid ligger hos den svageste part, barnet.

De små børneteatre sælger deres forestillinger til skoler, biblioteker og til teaterforeninger, der også spiller forestillinger for børn. Markedet indsnævres mærkbart, økonomien er stram ude i kommunerne. I Haderslev har det været én af byens stoltheder, at lige siden Møllens start for snart 30 år siden har hvert barn skullet have mindst én teateroplevelse om året. Det er slut nu. På grund af skattestop og den betrængte økonomi har kommunen valgt at stoppe tilskuddet til teater for børn på kommunens institutioner. Nu er det kun de børn, der har forældre, der tager børnene med i teatret, der vil få teateroplevelser i Haderslev.

Kulturminister Brian Mikkelsen siger, at han vil vise børneteatrene særlig opmærksomhed og generelt styrke børneteaterområdet, når der skal laves en ny teaterlov.

Det får vi brug for. Og her taler jeg om det eksisterende børneteater. Markedet indsnævres mærkbart, men der henstilles til institutionsteatrene, at de skal lave mere børneteater!?

I hele dette politiske spil sidder vi rundt omkring på teatrene som brikker på et ludobræt. Hvem får lov til at komme først i hus, hvem vinder, eller hvem bliver slået hjem i første, anden eller tredje omgang?

For en god ordens skyld vil jeg til slut gerne gøre opmærksom på, at det børneteater, jeg taler om, er professionelt - det er voksne skuespillere, der spiller for børn, unge og voksne. Derfor var det måske en ide at kalde børneteatret:

Teater for børn.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar