Hvem holder du med? Det er det gyldne spørgsmål, som man uundgåeligt bliver stillet eller stiller sig selv. Man henviser i dette tilfælde til en flygtning, en indvandrer, en tilflytter, en udlænding eller (mest generelt) en person af fremmed herkomst, der har boet i Danmark i et tilstrækkeligt antal år, og hvis (gamle) hjemlands landshold skal til at spille mod Danmark i en eller anden fodboldsammenhæng. Det uundgåelige Hvem holder du med? er sikkert blot én af de måder, hvorpå man kan måle og veje sit intellektuelle, følelsesmæssige, politisk-kulturelle tilhørsforhold eller tilknytning. Nogle skulle mene, at det er det bedste og det mest afslørende spørgsmål på linje med Vil du lade din datter gifte sig med en etnisk dansker? Og nogle går videre og siger: Sådan måler vi graden af din integration, din tilknytning til kongeriget. Ja eller nej, Danmark eller Bosnien. Siger du nej eller holder du ikke med Danmark, måske begge dele, så har vi fanget dig, din lille rotte. Godt nok er dit dansk fejlfrit; godt nok afbryder du mig ikke (du har lært demokrati: hip hip ...); du holder også en dansk avis, du følger med i, hvad der rører sig; et rødbedefarvet pas tynger i din lomme; du kan også recitere jantebudskaber, men vi ved bedre. Vi er i bund og grund ikke gode nok. Du er plaget af uro, når du tænker på, at din datter måske kommer i en Peders favn. Du holder ikke med Dannebrog, når det krydser fodboldsværd med dit hjemlands flag. Tænk, hvis der var krig, vi ved nu, på hvilken side du vil være. Hvem holder du med? Man kan altså ikke filosofere sig udenom. Hvis man bliver spurgt: Er du mest bosnier eller dansker?, så kan man svare, at man er hundrede procent bosnier og fyrre procent dansker. Implicit, at man ikke har mistet noget, man har kun fået en ekstra gevinst ved at komme og bosætte sig i kongeriget. Bravo. En retorisk skønhed. Verden skal tilpasses sproget. Vi flygtninge er 140 procent mennesker. Sådan kan man ikke med Hvem holder du med? I fodbold er der kun to hold, og med fodbold, hører jeg min kone råbe fra stuen, har vi med menneskets mest dybtliggende og fundamentale (primitive, sig det bare, mit elskede kvindemenneske) instinkter at gøre. Og hvem holder jeg, bosnieren, bosniakken, den bosniske muslim, dansk-bosnieren, bosnisk-danskeren, så med, når nu mit kære og elskede Danmark skal spille mod mit kære og elskede Bosnien i morgen i Sarajevo? Den helt konkrete sammenhæng er EM-kvalifikationskampen, og Bosnien kan kun komme til slutrunden med en sejr. Hvem holder jeg så med? Jeg holder med Bosnien. Gu' gør jeg så. Som gæst i Danmark står jeg overhovedet ikke rådvild. Og straf mig ikke, du mægtige kongerige, før du har hørt mig tale! Jeg holder med Bosnien først og fremmest af de mest primitive og dybtliggende årsager. Da den bosniske angriber Sergej Barbarez scorede det første mål mod Danmark i Parken forleden dag (hvem gider tælle dagene efter så fed en sejr?), hoppede og skreg jeg, et ellers roligt menneske, af glæde. Der var ikke noget at gøre, den følelse havde jeg altså i mig. Den har nok boet i mig siden istiden, den bosniske istid. Endvidere holder jeg impulsivt mest med dem, der ligner mig selv. Det kan være, at jeg bedre kender visse danske spilleres biografier. Jeg har sikkert hørt deres stemmer oftere, deres kommentarer er nu blevet en bestandig del af TV-avisen. Men der er to Elvir'er på det bosniske landshold. Det kan det danske landshold næppe leve op til. Bliver jeg ikke automatisk en del af netop det bosniske landshold? De bosniske spilleres efternavne klinger som mit. Deres ansigter udfoldes inden for det fysiognomiske rum, som min hustru kalder balkanfjæs, men jeg tillægger impulsivt disse ansigter en ærkebosnisk varme, sådan som jeg har lært den at kende i min barndom. Ligner midtbanespilleren ikke portøren fra indgangen til den fabrik, hvor mor arbejdede, ham, som altid modtog mig smilende, og som en gang imellem drillede og sagde, at mor allerede var taget af sted? Er Hasan Salihamidzic, der til daglig spiller for Bayern München, ikke den samme forsømte dreng, jeg så trille med bolden i sneen for tolv, tretten år siden, da far og jeg for vild i de bosniske bjerge, som på det tidspunkt af året helt havde opslugt vejene? Har forsvarsspilleren Konjic ikke også et temperament, der gang på gang overrasker med sin styrke, ligesom onkel Halil, dog i en yngre og sundere udgave? Det er alt sammen nogle uverificerbare fakta, der forvandles til personlige sandheder i kampens hede. Og nu, nu kommer alt det verificerbare, som er det, der gør mest ondt. Det er det rationelle argument for at holde med Bosnien og for at lade Danmark i stikken. Og allerede her forstenes jeg i fornuftens sved. Bosnien har meget mere brug for en sejr end Danmark. Det er ikke kun det, at Danmark har været med i EM-finalrunden så mange gange og Bosnien aldrig har. Det er heller ikke den til en vis grad fortrængte fortælling, ifølge hvilken Danmark vandt et vist EM uden overhovedet at have kvalificeret sig til det. (De mest skarpe fortolkere af samme fortælling hævder, at Bosnien på det moralske plan har krav på en sjettedel af den danske EM-sejr, eftersom Bosnien nu var en af de seks republikker, Jugoslavien bestod af - det Jugoslavien, som Danmark snuppede pladsen fra ved samme EM). Det er snarere det, at Bosnien er det eneste land i Europa (sammen med Albanien), som ikke står i DSB's interrailbrochurer. Det, at Europa er enig om ikke at ville sende sine børn på ferie til Bosnien, er ikke noget i sig selv, men for mig, som det faldt i øjnene en sen sommerdag, sætter det alt det grumme i gang. Bosnien 1992-1995. Folkemord. Massehenrettelser. Massevoldtægter. Sarajevo, en 1.000-dages belejring, en by i knæ. Et land, for mange det multikulturelle paradis, det som Europa med EU måske var på vej til, ituslået. Et land engang et symbol på et levende borger- og identitetskoncept, baseret hverken på religiøst eller etnisk tilhørsforhold, som nu snarest er et levn for venstrefløjsintellektuelle entusiaster. Så meget af det gode - forsvundet som tårer for solen. Srebrenica, et nyt kapitel føjes til mørkets magt. Daytonaftalen i 1995, Bosnien skræddersyes af usikre hænder. Bosnien 2003 med 70.000 miner i floderne efter sigende (godt researchet, DSB & Co.). Bosnien 2003 med byer berøvet for årgange 72, 73, 74, de mest modige altså. En sejr for Bosnien kan simpelthen bringe en snert af glæde i mange krigshærgede hjem, beboede med krigstraumer af enhver tænkelig slags. Det hepper jeg gerne halvanden time for! Og nu til det politiske. Giver det mening, hvis jeg siger, at en fodboldsejr fra eller til i virkeligheden ikke betyder en pind for en gennemsnitlig dansker? Det kan på ingen måde påvirke hans eller hendes hverdag. Det kan give lidt ekstra substans til en tilfældig aften på ugen, en anledning til at se nogle venner, en god lejlighed til at overskride det af Sundhedsstyrelsen anbefalede (og ellers stramme) antal genstande om ugen, men så meget andet kunne gøre det lige så godt. Det er i sidste ende et luksusspørgsmål for at sige det ligeud. For det krigshærgede og opsplittede Bosnien kan en sejr (nok bedst med en hel række) derimod accelerere (eller forkorte) nogle ellers smertefulde politiske processer såsom forsoning, tilgivelse, accept af hinandens uundværlighed etc. Et par mål kan ikke udviske erkendelsen, mindet om, for nogens vedkommende de til stadighed ustraffede, forbrydelser og de fysiske og åndelige sår. Det bosniske landshold, som i dag er sammensat af både bosniakker (bosniske muslimer), bosniske kroater og bosniske serbere, noget som var utænkeligt for kun tre-fire år siden, kan dog få en reel historisk funktion. Måske har Bosniens politiske og intellektuelle eliter for længst indset det nødvendige i »at kæmpe under et og samme flag«, men hvis folket skal følge med nu og her, skal der enten mirakler eller et sejt landshold til. Fodbold kan måske gøre det, som mange års pres fra progressive kræfter inde- og udefra ikke kunne gøre. Når jeg så holder med Bosnien, er det altså også et helt rationelt valg. Jeg vælger at betragte hvert et enkelt mål som endnu en støttepæl for den ellers skrøbelige politiske konstruktion - det nuværende Bosnien-Hercegovina. For at det ikke skal lyde som hokuspokus, kan jeg henvise til genforeningen af Tyskland. Hvem kan påstå, at Tysklands sejr ved VM i 1990 ikke har spillet en vis rolle i den mentale genforening af Øst- og Vesttyskland? Parallellen mellem Bosnien og Tyskland er måske ikke indlysende. Bosnien har for eksempel ikke nogen Berlinmur, man kan male graffiti på eller afreagere på en anden måde. Grænsen mellem Bosniens to politiske entiteter, Republika Srpska og Den Muslimsk-Kroatiske Føderation, er ikke fysisk afmærket. Man føler den i mellemgulvet. Når jeg hopper og pifter for det bosniske landshold, håber jeg inderst inde, at det kan medvirke til, at bosniakkerne, de bosniske serbere og de bosniske kroater en dag mødes ved disse usynlige grænser og river dem ned. Det bosniskelandshold er blevet til et velfungerende og et velspillende hold. Spillerne har bevist det med adskillige og for mange uventede sejre. Men meget må tynge disse spilleres sind. For eksempel hørte jeg en af mine nære venner rose spillernes opførsel under kampen mod Norge i Bosnien. Rosen gjaldt ikke kun deres formåen på banen, det rent fodboldtekniske, men også spillernes adfærd under nationalhymnen. Min ven var henrykt, for der skete det for første gang, påstod han, at alle de bosniske landsholdsspillere holdt hånden på hjertet, mens hymnen blev spillet. Skal vi se på dette som en test, hvorpå man måler og vejer de bosniske spilleres tilknytning til Bosnien? Hvis de ikke har hånden på hjertet under hymnen, er de nervøse, glemmer de det bare, eller signalerer de dermed deres utilpashed med selve eksistensen af et bosnisk fodboldlandshold, et selvstændigt Bosnien-Hercegovina? Ja, de bosniske landsholdsspillere bedømmes efter langt strengere kriterier end de danske. Skal de ikke have en hånd for det? Til allersidst skal det siges, at jeg holder med Bosnien, fordi jeg mener, det er sjovere end at lade være. Det bringer mit multikulturelle ægteskab på spil, og mig og hustruen griber glædeligt chancen for endnu en gang at frigive vores gensidige frustrationer, som nu får frit løb under fodboldlegens tilsyneladende banale dække. Den balance, der indtil videre har kendetegnet styrkeforholdene, bliver unægtelig brudt, når den lille Sir eller Lady baby om ikke så længe kravler ind på vores slagmark. Det er dog på ingen måde anledning til en ny bekymring. Vi tager de vitale slag først. Hermed slutter listen over de forhold, følelser og overvejelser, der tumler rundt i mig, før jeg svarer på spørgsmålet Hvem holder du med? Jeg vil gerne fremhæve, at når man har valgt side i en fodboldkamp, så er det ikke det samme som at vælge side i en krig, men det er heller ikke det samme som at få en rolle i en uskyldig leg. Den, der stiller spørgsmålet, må godt have dette i sinde, ellers kunne vi ende med at misforstå hinanden. Jeg vil egentlig heller ikke undervurderes som menneske. Jeg lægger gerne krop til en person med tilhørsforhold til flere forskellige lande. Jeg mener, det er muligt at have hjemme i et land (med alt, hvad det indebærer) og hjemland i et helt andet land, uden at de to ting modsiger hinanden, hverken sprogligt eller åndeligt. Jeg identificerer mig ikke med de bosniske tilskuere. De kan for eksempel sidde temmelig uroligt, så uroligt, at sæderne i Parken går i stykker. De stornumsede bosniske tilskuere ødelagde således delvis eller totalt cirka 100 sæder under kampen i Parken i april, og UEFA svarede med en bøde på cirka 200.000 kroner til det bosniske fodboldforbund. Med lov skal vi verden bygge. Parken havde nemlig beregnet udgifterne til reparation på det nævnte beløb. Godt træk: Lad Bosnien betale for lædersofaerne (eller Arne Jacobsen-designede sæder) i Parken. Nej, jeg identificerer mig ikke med disse uroligtsiddende personligheder. Jeg er soldaten fra Travnik, broen i Mostar, enken fra Srebrenica, drømmejægeren fra Bosanski Brod, dem, der er blevet hjemme og hepper for, at fodbold en dag også for deres vedkommende bliver en pure leg. Må Bosnien sejre i morgen.