Vi er på vej langs Zachariasvatnet, en opdæmmet sø i ca. 600 meters højde i de norske Tafjordfjelde på vestlandet. Opdæmningen blev etableret i de glade 1970'ere af Tafjord Kraft, et af de utallige lokale konsortier som i denne periode omdannede en stor del af de norske elve til kraftmaskiner og gjorde store dele af de norske fjelde til vandkraftreservoirer. For nogle få dage siden var vandstanden i denne sø - som i alle norske søer og elve denne sommer - rekord lavt. Kombinationen af et lavt vintersnefald og en uhørt tør sommer havde ganske enkelt udtørret fjeldene, og man kunne derfor i bunden af Zachariasvatnet se tagene på de gamle sætergårde, som opdæmningen i sin tid havde lagt øde. Det gøs uvægerligt lidt i os, da vi på denne meget håndgribelige måde blev mindet om, at den såkaldt miljøvenlige vandkraft også havde sine omkostninger. Den rekordlave vandstand overalt i de norske søer og elve havde i øvrigt udløst et generelt forbud mod fiskeri, for man frygtede for fiskenes overlevelse. Også elektricitetsværkerne var bekymrede, for den kommende vinters elforsyning beroede jo på mængden af vand i disse kraftreservoirer. I dag har man imidlertid fået et helt andet problem at tænke over. Vandstanden i Zachariasvatnet er nu fyldt til bristepunktet. På nogle få dage er situationen radikalt forandret: Med ét slag åbnede himlen sine porte og en sand syndflod af regn har nu skyllet ned over fjeldene i uafbrudt fire døgn. Elvene er gået over sine bredder og har mange steder skyllet alt, hvad der kom i vejen væk med en ubønhørlig kraft. I løbet af få timer er veje og huse forsvundet i denne malstrøm, kloakker er svømmet over midt om natten, og mange hjem er blevet fyldt med alt det, som skulle være endt i et rensningsanlæg. Store dele af Norge er nu reelt i undtagelsestilstand og militæret er sat ind for at redde menneskeliv. Norge har før oplevet kraftige oversvømmelser. Det er ganske enkelt et vilkår i et land som det norske. Men aldrig før har man oplevet en oversvømmelse af denne karakter midt i august måned. Alle de historisk kendte fortilfælde har fundet sted i foråret og er blevet udløst af stor snesmeltning kombineret med kraftig regn. August måned har derimod altid været en i vandmæssig henseende tryg måned og derfor har denne måned da også altid været den foretrukne, når nordmanden skulle på fjeldet. Men i år er der vendt op og ned på dette historiske vilkår, og på fjernsynet i går advarede norske klimaeksperter om, at dette års ekstreme begivenheder formentlig ikke er nogen enlig svale, men tværtimod noget nordmændene må begynde, at vænne sig til. Mens vi går her langs det nu fyldte Zachariasvatten kan jeg ikke lade være med at tænke over logikken i den syndflod, som vi har været vidne til i de sidste 4 døgn. Vi forlod et Danmark i hedebølge med temperaturer over de 30 grader. Længere sydpå havde en ekstrem hede hærget i flere uger og sat ild til vældige skovområder i lande som Portugal, Spanien, Frankrig og Italien. I de samme lande var landbrugets afgrøder ganske enkelt svedet af og EU måtte love de pågældende lande ekstraordinær støtte. I mange europæiske storbyer havde heden ganske enkelt været uudholdelig og efter sigende har flere tusinde mennesker i Frankrig måttet bukke under for varmen. Uhørt kraftigt regnfald i Norge - uhørt kraftig hedebølge i Syd- og Mellemeuropa - disse to tilsyneladende vidt forskellige fænomener hænger jo dog sammen som ærtehalm. For den kraftige varme får vandet over havene til at fordampe i store mængder og fylder atmosfæren med vand. Før eller siden må himlen åbne sine porte og lade dette vand falde ned igen, og dette er jo netop hvad der er sket i Norge i disse sidste fire døgn, hvor himmel og jord har stået i ét. I år er det over Norge, at vandet er sluppet løs, sidste år var det som bekendt over Tyskland og Tjekkiet, mens det for 2-3 år siden var over Sverige. Europa er tilsyneladende ved at få et klima, som vi hidtil kun har kendt fra egne, der ligger langt tættere på ækvator. Forandringerne af vort klima er naturligvis ikke noget, der er sket fra den ene dag til den anden. Som de fleste naturlige processer har klimaforandringer et meget langt tilløb, hvor man ikke rigtigt mærker nogen forskel, for pludselig over en ganske kort periode, at slå om i en kvalitativ ny tilstand. At der har været noget i gære i en længere periode, kan man i øvrigt også forvisse sig om i de samme norske fjelde, som i netop denne sensommer har lagt ryg til den første sensommeroversvømmelse i historisk tid. De norske bræer er som andre bræer verden over nemlig et vidne om de langstrakte og snigende forandringer, der har præget vort klima over en længere periode: Over de sidste 50 år har disse bræer således trukket sig mange meter tilbage fra deres tidligere leje. De ekstreme vejrfænomener, som vi har oplevet med stigende hyppighed over de sidste 5-10 år, forekommer således at være et varsel om, at de langstrakte klimaændringer som forskere har rapporteret om igennem længere tid, nu er ved at slå om i kvalitative forandringer. Og hvad værre er: Der synes at være en skræmmende overensstemmelse mellem den vejrtype, som klimaforskerne har forudsagt og de ekstreme fænomener, vi netop nu oplever. Set i dette lys er det ganske enkelt ufatteligt, så ulideligt let hele vort politiske system synes at tage på sagen. Hovedparten af verdens klimaforskere er enige om, at vort klima er under forandring, og at årsagen hertil først og fremmest skal søges i de moderne samfunds udledning af enorme mængder drivhusgasser til atmosfæren. Vi er altså i færd med at ændre én af de helt fundamentale betingelser for livet på denne klode, og vi er oven i købet begyndt at mærke konsekvenserne direkte på vor egen krop: Man skulle dog tro, at dette ville få alle ansvarlige politikere såvel som alle ansvarlige borgere op af lænestolene for at råbe vagt i gevær. Man skulle dog forvente, at udsigten til tusindvis af dødsfald som følge af hede, storme og oversvømmelser - for ikke at nævne afsvidningen af millioner af hektar afgrøder og afbrændingen af enorme arealer skov, ville tænde alle vore alarmklokker og få os til alvorligt at ransage os selv og den kurs, vores kultur og civilisation har taget. Og dog er det måske netop her, hunden ligger begravet? For at se klimaforandringerne lige i øjnene indebærer jo netop, at vi bliver tvunget til at se os selv lige i øjnene. Skal vi tro sagkundskaben, er klimaforandringerne i hovedsiden menneskeskabte, og det er derfor ikke klimaet, men derimod os selv, der er problemet. Forandringen af vort klima hænger således uløseligt sammen med vores livsstil og den hermed forbundne blinde tro på, at naturen er en maskine, som vi både har magt og ret til at styre efter forgodtbefindende. Det er hele denne livsindstilling, som i den grad gennemsyrer vores kultur, som nu udfordres i selve sin grundvold. Det viser sig nu, at naturen ikke er en maskine, der sådan blot lader sig styre. Naturen er derimod komplekse sammenhænge og fintfølende balancer, og hvis vi lader hånt herom, så får vi før eller siden konsekvenserne at føle. At tage klimaforandringerne alvorligt indebærer altså, at vi må stille nogle grundlæggende spørgsmål til os selv - dels som enkeltpersoner og dels som medlemmer af et samfundsmæssigt fællesskab. At stille grundlæggende spørgsmål til os selv indebærer, at vi bliver nødt til at udfordre vores kulturelle identitet og de grundværdier, hvorpå vi har bygget vores tilværelse op. Det er ikke nogen let opgave, det ved vi alle. Det er ulig meget lettere at være selvretfærdig end at være retfærdig, en kendsgerning, som alle religioner minder os om. På den anden side ved vi også, at selvransagelse ikke er en umulig opgave - ja, ofte kan den oven i købet være en velsignelse. For selvransagelsen indebærer jo nødvendigvis, at man for en stund glemmer sig selv for at tænke over verden uden for én selv, og i denne proces oplever man ofte, at ens tilværelse beriges med nogle helt nye dimensioner. Vores indgroede forståelse af naturen som 'en maskine' sættes således på en alvorlig prøve, når vi er i naturen og giver os hen til naturen. For mig er en tur ud i de norske fjelde således samtidig en tur ind i mit eget sind. Når jeg bliver væk i fjeldet, åbner der sig med ét tusinde porte ind til mit inderste jeg. Det vælder frem med tanker om livet lige nu, men dermed også om det liv, jeg lever til daglig. Livet bliver en undren, og det får mig til at undres. Jeg undrer mig bl.a. over, at dette rene og pure kildevand kan smage så uendeligt meget bedre end en cola. Jeg undrer mig over, at denne langsomme bevægelse op i fjeldet kan være så uendeligt mere rig på oplevelser end 130 km i timen på en motorvej. Jeg undrer mig over, at jeg overhovedet ikke savner fjernsynet, fordi mine øjne hvert eneste sekund fyldes med tusindvis af farver, mine ører af en symfoni af lyde og min næse af de fineste dufte. Jeg undrer mig også over, at jeg heroppe kan falde i søvn i løbet af 30 sekunder og næste morgen være frisk som en havørn. I det hele taget forundres jeg over, hvor helt og aldeles fri jeg føler mig og det til trods for, at jeg samtidig er helt og aldeles bundet af de grænser, naturen sætter for mig. Denne undren stiller altså nogle helt grundlæggende spørgsmål ved mit liv i hverdagen. Normalt er jeg omgivet af tusindvis af ting, der kan lette min tilværelse. Jeg har adgang til alverdens informationer. Jeg kan rejse fra den ene ende af landet til den anden i løbet af nogle timer - ja, til den anden ende af kloden inden for et døgn. Jeg har magt over tilværelsen, og jeg har friheden til at gøre lige præcis, hvad der stort set passer mig. Men alligevel - eller måske netop lige præcis derfor - føler jeg ofte inderst inde, at jeg hele tiden går glip af noget, at jeg aldrig rigtigt når det, jeg har sat mig for, at livet på en underfundig måde slipper ud gennem fingrene på mig. Den frihed vores kultur så ivrigt besynger, forekommer at være en frihed til at tage magten over livet. Men når vi tager magten over livet, stiller vi os jo uden for livet, og uden for livet er der tomt og ensomt. Er dette måske ikke netop forklaringen på, at følelsen af tomhed og ensomhed er så udpræget i vores kultur? Af mange grunde er tiden altså inde til, at vi besinder os på vor kulturs grundlag. Vi er i færd med at ændre de grundlæggende livsbetingelser her på kloden, men samtidig med at vi gør det, synes det som om, at vi distancerer os selv fra selve livet. Der synes at være en uløselig sammenhæng mellem netop disse to ting: Når vi har gjort naturen til 'en maskine', ender vi selv med at blive maskiner. Når vi gør kloden til et kynisk sted at være, ender vi selv med at blive mere og mere kyniske. Til sidst tror vi, at al ting handler om penge - og at livet er noget, vi kan veksle for guld. Tiden er inde til at vi besinder os hver i sær og tilsammen. For livet er jo ikke en maskine - og tilværelsen går ikke op i en cost-benefit-beregning. Tilværelsen er en gave - uendelig smuk i al sin storslåede enkelhed. Hvad skal vi dog med alle de ligegyldige ting, som vi fylder vort liv med? Hvad skal vi dog med flere endeløse og absurde bilkøer? Hvad skal vi med flere fjernsynskanaler, der alle som én viser os et liv på distancen? Skulle vi ikke i stedet begynde at leve selve livet, dvs. give os hen til hinanden, til fællesskabet og til vores fælles natur. Heri består livets rigdom - og denne rigdom er oven i købet helt gratis. Regnen er begyndt at stilne af over Zachariasvatnet, og vi er begyndt opstigningen til Reindalssæter. For første gang i fire dage ser vi blå himmel - og solens varme stråler skinner gennem skydækket. Hen over aftenen viger den sidste sky, og stjernerne glimter over fjeldet. Pludselig vibrerer hele den fjeldomkransede dal i et ufatteligt pulserende nordlys, der får hjertet til at stå helt og aldeles bomstille. Denne verden skal vi da ikke først og fremmest herske over. Den skal vi favne om. Og værne.