0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Der kom en fax ...

På Dansk Folkepartis landsmøde i weekenden rettede Ulla Dahlerup en skarp kritik mod »den dominante person« Klaus Rifbjerg. Denne Kronik er skrevet umiddelbart før weekendens møde.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der er situationer i livet, hvor man bliver stille. Jeg synes disse øjeblikke af stilhed er blevet hyppigere de seneste år. I går modtog jeg en fax, som et øjeblik gjorde mig stille. Faxen kom fra Biblioteksstyrelsen og indeholdt en meddelelse om, at Ulla Dahlerup havde bedt om en udskrift af hvilken det fremgik, hvad jeg i tidernes løb har modtaget af bibliotekspenge. Jeg stod et øjeblik med faxen i hånden helt stille.

Det første ord, der dukkede op i bevidstheden, var 'aktindsigt'. Sådan én har vi i Danmark - i hvert fald i mange tilfælde, og aktindsigt er udmærket, for borgerne har krav på at vide, hvad deres skattekroner bliver brugt til både i særlige tilfælde og i almindelighed. Der er såmænd heller ikke noget hemmelighedskræmmeri i forbindelse med bibliotekspengene til forfatterne, hvert år bringer aviserne som en selvfølge en liste over de forfattere, som får mest - hvad mange synes er helt fint, mens de fleste synes, det er en skandale. Altså at en håndfuld forfattere skal have så mange penge. Misundelse er en særlig rendyrket dansk specialitet.

Jeg har ikke den ringeste anelse om, hvad Ulla Dahlerup skal bruge listen over mine bibliotekspenge gennem årene til. Hun er i øvrigt også velkommen til at få mit skonummer, det er 46 med pil opad. Der er vel kun to muligheder: enten lægger hun alle beløbene fra 1964 og til nu sammen og synes de millioner, der kommer ud af det, er en helt vanvittig sum eller også finder hun ud af, at jeg får alt for lidt i biblioteksafgift. Det sidste er næppe sandsynligt, men det er en mulighed. Tanken gjorde et øjeblik stilheden dybere - hvilket kan forekomme underligt bl.a. fordi stilhed ikke er noget man forbinder med Ulla Dahlerup og hendes virke.

Første gang jeg traf hende var i forbindelse med Ekstra Bladets hetz mod danske forfattere i tresserne. Hun havde selv indkaldt til møde i sin og Jens Schoustrup Thomsens lejlighed i Kartoffelrækkerne. Suzanne Brøgger var også med. Det var et typisk Dahlerup-initiativ, der skulle dannes en komité (med hende selv som forkvinde?) og indstiftes en pris. Dens hovedformål skulle være at uddele en citron, og den første der skulle have citronen var Victor Andreasen, daværende chefredaktør af Ekstra Bladet og forrider i korstoget mod forfatterne. Jeg syntes det var en dårlig idé, det blev da heller ikke til noget.

Det næste man så, var Ulla Dahlerup som rødstrømpe i favnen på en buskonduktør (kvindeoprør med narcissistisk, erotisk makronbund) og siden er det som bekendt rykket til højre, og måske har U.D. fundet ud af for alvor, at dér hvor magten p.t. befinder sig, er der bedst at være. I hvert fald er Dahlerup i dag Pia Kjærsgaards drøm om den perfekte svigerdatter: skingert xenofobisk, antihumanistisk petroleuse, supernationalist. Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af de bibliotekspenge, men det ville glæde mig, hvis der gjorde.

Stilheden brydes naturligvis af støj, der er andet at tænke på. Man kommer f.eks. i tanke om, at Ulla Dahlerup faktisk selv er forfatter oven i købet til et par læseværdige bøger - og så begynder tankerne i øvrigt at vandre. For vi er ikke de eneste forfattere, U.D. og mig, der sidder faktisk en hel masser andre rundt omkring i landet, som måske oplever øjeblikke af stilhed eller bliver ofre for den samme form for tankeflugt som jeg selv. Det er ikke svært at forestille sig, hvad det er, de spekulerer på, det handler sikkert om penge, måske oven i købet om bibliotekspenge. Men lad nu dem hvile et øjeblik, for der er så meget andet. Normalt lever danske forfattere nærmest skjult og gør ikke noget særligt væsen af sig , de er der bare, får udgivet en bog hvert andet eller hvert fjerde eller hvert syvende år, modtager - hvis de er heldige - en beskeden royalty, og har de bøger nok på biblioteket også bibliotekspenge. Hvis det kan interessere nogen - og det interesserer dødsikkert Ulla Dahlerup - har mine royaltyafregninger (altså det forlaget betaler én for retten til at udgive ens bøger) svinget mellem 50 og 75.000 kr. - om året. Forlaget, som jeg kommer på, har udgivet mine værker siden begyndelsen af tresserne, det er jeg glad for, men som det fremgår, er det ikke noget man bliver rig af. Endsige kan leve af, jeg kender i hvert fald meget få (det skulle da være én af de forhadte indvandrere) som kan leve for 75.000 kr. om året eller mindre.

Hvordan mine kolleger, som ikke udgiver én eller to bøger om året er i stand til at overleve, fatter jeg ikke. Det kan umuligt være deres royalties, som giver brød i skabet og smør på brødet. Der må være noget andet, og det er der altså, man kan bl.a. komme på finansloven eller som det vist hedder i vore dage: modtage en livsvarig ydelse. Det gør jeg også, og jeg er glad hver gang checken med de 1.100 indtægtsregulerede kroner falder ind ad brevsprækken én gang om måneden. Hvis man ganger med tolv, kan de fleste regne ud, hvad jeg på den måde modtager om året fra det offentlige for min kunstneriske indsats.

Jeg synes faktisk det er fint, at man regulerer understøttelsen i forhold til den øvrige indtægt: er man på fuld støtte modtager man noget, der ligger i underkanten af, hvad en ufaglært arbejder tjener. Det giver ikke til Dom Pérignon og diamanttyngede tiaraer, men pyt med det, selv om Voltaire sagde, at det er det unødvendige, der er det nødvendige. Den slags skal man ikke komme med i tider som disse, og måske er det derfor danske forfattere bøjer nakken endnu mere end de plejer, for hvordan skulle man bære sig ad med at reklamere for sig selv og sin kunst, når det fra allerhøjeste sted er udråbt, at kun det nødvendige er nødvendigt, og kunst og kultur faktisk er det mest unødvendige, man kan forestille sig?

Derfor denne underlige stilhed, derfor disse skrækslagne øjeblikke, hvor man for alvor tænker: jamen, er det slut nu, er vi virkelig nået dertil, at ikke blot sindelagskontrollen lurer lige om hjørnet, men den rene og skære foragt? Er denne Das Unbehagen in der Kultur ikke blot et levn fra en skyggedyb og kvalmende fortid, men et højaktuelt og spillevende fænomen, er det faktisk kommet så vidt, at et humanistisk livssyn udtrykt på prent og i bøger ikke blot anses for suspekt, men som noget man må bekæmpe? Jeg gav for nylig et interview til Jyllands-Posten, hvor jeg såmænd ikke udtrykte nogen særlig bekymring for nationens tilstand, hverken på det almene eller det kulturelle plan, men blot efterlyste større åbenhed og større generøsitet, men der gik kun en dag, så blev jeg sat på plads af samme blads lederskribent: sådan nogen styrvolter som mig kan man ikke have gående frit omkring, det er simpelthen livsfarligt!

Åbenbart. Poul Henningsen sagde engang, at al kunst er politisk, og tiden viser, at han ret. I hvert fald er det sådan, at det påstået unødvendige tilsyneladende har fået en sådan gennemslagskraft, at man kan begynde at tale om litteraturen som modstands-litteratur. Selv den mest pyttelille digtsamling er åbenbart fuld af trotyl, hvis man skal tro den ny formand for Litteraturrådet. Han vil gerne have beskåret lyrikudgivelserne med 98 procent (eller noget lignende) samtidig med, at der i fuldt alvor af noget for noget-filsofferne tales om, at kunsten skal indrettes efter erhvervslivets tarv, den skal altså bruges til noget profitabelt og 'nødvendigt', og hvis den ikke kan det, kan den gå ad helvede til sammen med de videnskabsfolk og 'eksperter', som ikke vil rette ind.

Set fra et overordnet økonomisk synspunkt er det hele en farce, hvad den universitetsuddannede fhv. skatteminister, nuværende statsminister ved bedre end nogen, han er nemlig ikke dum. Han er endda til overflod intelligent, så han ved udmærket, at det ikke er folks hoveder, man skal appellere til, det er deres følelser. I den forbindelse er det rationelle, altså det, der har med fornuften at gøre, at sky som pesten - samtidig med, at alle argumenter føres frem, som om de var den rene, skære fornuft. Hvilket er lidt af et kunststykke, men alligevel ikke så svært, som man skulle tro, for det lyder som sød musik i de flestes ører, at hvis kunsten skal støttes, skal den være til gavn og glæde for vælgerne, alle vælgerne og måske særlig for de vælgere, der stemmer på Venstre og Dansk Folkeparti. Og de konservative.

Anders Fogh Rasmussen ville ikke drømme om at afskaffe kulturen, en så vanvittig tanke ville aldrig falde ham ind, og skal der skaffes 200 millioner til fejringen af H.C. Andersens 200-års fødselsdag, er han ikke den, der stiller sig på bagbenene. Da Anna Lindh blev myrdet, mindedes statsministeren hende som en uhyre sympatisk, intelligent, åben og livsglad kvinde, og jeg havde igen et af disse øjeblikke af stilhed, hvor jeg tænkte: Hvordan er det muligt, at denne tilknappede, formskårne kontrolfreak kan udtrykke sympati for en oppositionspolitiker, der var alt det modsatte af ham selv: engageret humanist, kunstnerisk begejstret, humoristisk, fordomsfri, generøs, livsglad? Men så kom jeg i tanke om et interview for nylig, hvor Fogh Rasmussens far fortalte om sønnens opvækst: disciplin på kanten af det brutale, ydelse før nydelse, ekstrem nøjsomhed i alt, hårdt arbejde, afsavn, puritanisme. Sådan støbes formen til en venstre-liberal statsminister anno 2003, og man forstår, hvorfor korsettet bliver nødt til at sidde, hvor det sidder (og det sidder stramt) for ellers ville man måske se et helt andet billede af et forhutlet hashvrag på en beskidt bagtrappe med en halvtom øldåse i den ene hånd og en joint i den anden.

Da jeg var ung, medvirkede jeg i Studenterforeningens nytårsrevyer og én af de store aftner indtrådte, når det, der hed 'Selskabet til den personlige friheds værn' købte hele forestillingen og gav smørrebrød bagefter. Det var i halvtredserne, vi var unge og havde selvfølgelig ingen penge, så det var dejligt med den 'belønning', og det hele blev ikke ringere af, at der var øl og dram til maden. Jeg vil ikke sige, at den personlige frihed åbnede sluserne for et begejstret bifald under forestillingen, folk sad nærmest på hænderne og dér hvor vi var vant til et begejstret latterbrøl, kom der i det højeste et fnis. Revyerne, som var rimeligt sjove og forsøgsvis frisindede på en temmelig konservativ måde, vil sikkert i et Bent Jensensk bakspejl blive opfattet som ræverøde og stalinistiske. Men jeg tror ikke, det var derfor 'Den personlige friheds værn' reagerede så forbeholdent og belønnede så generøst, det hang ganske enkelt sammen med en anden opfattelse af, hvad personlig frihed og dermed kultur er. Man var ikke så bornert i foreningen, at man ikke ville konfronteres med det (mildt) udfordrende, man gik oven i købet så vidt, at man meldte sig for at få del i løjerne og oven i købet gav en skive, når det hele var forbi. Der var nu heller ikke meget at blive udfordret af, når man tænker på, at Jens Louis Petersen og Ralf Buch (chefredaktør for B.T.) var at finde blandt hovedforfatterne til revyerne.

Hvad 'Den personlige frihed' værnede måtte være retten til at leve med så lidt indblanding fra magthaverne og lovgiverne som muligt, medlemmerne har været konservative på samme måde som Republikanerne i G.O.P. frisindede hædersmænd med et liberalt livssyn. Dem er der ikke så mange tilbage af blandt de nuværende amerikanske Republikanere, men de findes, ligesom de også er at finde blandt medlemmerne af partierne på højrefløjen i Danmark. Man kan tage Birthe Rønn Hornbech som eksempel. Hvad der altså savnes i stor almindelighed i dag, er det politiske snæversyn (Venstre har altid været 'kulturfjendsk') båret af den personlige friheds vidsyn. Man brød sig ikke meget om studenterrevyernes grundholdning, men i 'Selskabet til den personlige friheds værn', var man ikke blot parat til at ofre en arm og et ben, men måske livet selv for at sikre de andre, modstandernes ret til at sige, hvad de havde på hjerte, ja man gik så vidt som til at opsøge 'fjenden' selv for at høre, hvad han nu mente og dristede sig til at mene.

Mindet slører, og jeg er sikkert naiv, men i samme (konservative) Studenterforening fra anno dazumal, hvor jeg havde den ære også at sidde i Senioratet Kobbernagel (1954-1955) var der overvægt af Venstre-medlemmer i styrelsen, ja endda en massiv, og det underlige var, at deres holdning var mere fantasifuldt liberal end den enlige socialdemokrats! Det kan have været et tilfælde og et spørgsmål om temperament, men der var faktisk ingen afgørende i forskel i graden af frisind, hos dem der pr. tradition og definition sad holdningsmæssigt til venstre og dem, der repræsenterede Venstre. Alt kunne diskuteres og alt blev diskuteret, og der var så meget elastik i synspunkterne, at begge fløje var parat til at tabe ansigt og derved på fornemste vis undgik for alvor at tabe ansigt.

I den os af gensidig mistænkeliggørelse vi for øjeblikket sovser rundt i, er der blevet mærkbart lavere til loftet, end der var dengang for halvtreds år siden. Det snart årelange hævntogt mod fortidens 'røde' og den berøringsangste omgang med alt, hvad der er 'fremmed' og dermed truende, har kaldt nogle tendenser frem, som er alarmerende, fordi de lukker i stedet for at åbne, afskærer i stedet for at omfavne, binder i stedet for at slippe løs. Højrefløjen, hvis presse dominerer markedet mindst firs procent, skyer intet middel for at komme virkelige og indbildte modstandere til livs, og når statsministeren, der også er pressens minister, bliver spurgt, siger han ikke et ord.

Derfor er der også i de stille øjeblikke en skratten, en slags mental tinnitus, der advarer om, at der er andre måder at bremse dialogen på end ved bare at holde kæft, man kunne forestille sig et Berufsverbot, som man prøvede sig frem med i Tyskland, eller hvad med at inddrage kunststøtten, kræfter i Venstre siges at rumle med ideen, så slap man af med det irriterende overflødige, så fik man fred.

Tak for faxen, Ulla. Måske kommer der en anden en anden dag. Jeg er spændt, men jeg håber det bedste, og selvom det er slemt nu, er der ingen tvivl om, at det kan blive værre.