I begyndelsen af september i år skulle jeg holde foredrag på Park Café i København som led i 'Temadag om Mangfoldighedsledelse'. Arrangørerne var Dansk Magisterforening Efteruddannelse, og blandt de andre oplægsholdere om fremtidens stigende multikulturelle arbejdsmarked var direktør for IKEA, Peter Høgsted og professor Steen Hildebrandt fra Århus Handelshøjskole. Mine og arrangørernes forventninger var høje. Tidens hotteste emne - de fremmede - og konsekvenserne for dansk erhvervsliv. Temadagen, der var åben for alle, var annonceret for 31.000 magistre, reklameret for i aviser, og der var sendt 1.700 indbydelser ud til specielt interesserede. Da tidsfristen for tilmelding oprandt, blev arrangementet aflyst. Der kom en - én - tilmelding. I midten af august afholdt Danmarks Jurist- og Økonomforbund sit årlige Sommeruniversitet, hvor deltagerne kunne vælge mellem fem spor. Sammen med blandt andre professor Ole Wæver, departementschef i Erhvervsministeriet Michael Dithmer, Europapolitisk chef Lykke Friis og integrationsminister Bertel Haarder skulle jeg underholde på sporet med overskriften 'EU's udvidelse og internationale ambitioner'. Fine folk og relevant emne, tænkte jeg. Det blev også aflyst. Som det eneste spor var der ikke interesserede nok. Hvordan kan det være, at arrangementer om emner som indvandrere og EU, der i den grad dominerer den politiske debat, ikke blot oplever et beskedent fremmøde, men må aflyses, fordi ingen gider komme? Jeg tror desværre, svaret er indlysende. Almindelige mennesker, der hverken er smagsdommere, eksperter eller socialdemokrater, orker ikke mere. Hver eneste dag, hele dagen, i radio, tv og i aviserne, bombarderes vi sønder og sammen om indvandrerne og deres forfærdelige børn, børnebørn og oldebørn, deres tvangsægteskaber, deres omskæringer og deres evindelige kriminalitet og knive. Og måske må vores børn ikke længere bære tophue i skolerne. EU, den tager vi, når der blæses til folkeafstemning. At jeg overhovedet tør udtale mig om, hvad danskerne orker, skyldes, at jeg i flere år har holdt foredrag og deltaget i diskussioner om Danmark og indvandring. Jeg har samme akademiske uddannelse som statsministeren, har skrevet flere bøger, hvor jeg har klandret den tidligere regering for ikke at ville se problemerne i øjnene. Og jeg er hverken blødsøden, naiv eller medlem af noget politisk parti. Bare for en ordens skyld. Ifølge mange kommentatorer og intellektuelle pågår der i øjeblikket en såkaldt kulturkamp. Politikere kalder det en værdikamp. At mange ikke orker mere, viser mig også, at denne slåskamp er lige så overfladisk og ligegyldig som den debat, der forløb, før den nuværende regering trådte til i november 2001. Det er en politisk kamp om magten og mindre om æren. Den er bare anderledes, og der er kommet nye deltagere på banen. Ligesom de politiske magthavere før regeringsskiftet ikke ville tale om de problemer, indvandringen skabte, vil de nu ikke tale om andet. På Venstres sommermøde 9. august i Margrethehallen i Fredericia under overskriften 'Mere frihed større tryghed' - sikken et tilbud i øvrigt - fyldte udlændingene cirka 40 procent i statsministerens manuskript (www.venstre.dk). Mere interessant er det dog, at den såkaldte kulturkamp blandt kommentatorer og intellektuelle også har de fremmede i centrum. Hvad skulle vi dog gøre, hvis der ikke fortsat forvildede sig nogle anderledesudseende mennesker til landet, og stadig var muslimer, der opførte sig, som om de havde ørkensand i hovedet. Mange mener, at kampen om danskheden er i centrum for en større og vigtigere kulturkamp. De borgerlige er i tvekamp med de kulturradikale, der siges at have styret debatten siden de glade 60'ere. Professor i historie Uffe Østergård bar i Weekendavisen 4. juli de kulturradikale - også kaldt de progressive - til graven. Han begrundede kulturradikalismens tilbagegang med blandt andet nationalismens genfødsel, en stigende skepsis over for indvandrere og en gryende religiøsitet, og han påpegede de kulturradikales vanskeligheder med at håndtere det nationale: »Kulturradikalismen har snydt sig selv. Den har ikke været klar over, at den selv var et barn af nationalstaten og derfor ikke burde have nedtonet det nationale. Kulturradikalismen har afleveret adkomsten til at tale om det nationale, selv om den selv var national. Og det er helt afgørende, fordi kampen om danskheden er det helt afgørende i den kulturkamp, der præger dansk politik«, sagde han. Der tales godt nok med meget store ord i denne kulturkamp, men der er et beskedent element af sandhed i det, professoren mener. På indvandrerområdet er det åbenbart, at mange lyshårede og blåøjede danskere føler, at der nu er skabt et frirum til at sige alt det om de fremmede, de ikke turde sige tidligere. Den lange række af danske bøger om muslimernes fortrædeligheder, der er kommet på markedet, siden den nye regering trådte til, vidner om en undertrykt debat. Den borgerlige regerings politik på indvandrerområdet støttes tilsyneladende varmt af folket. Fagbevægelse, kvindebevægelse, socialdemokrater og stort set alle andre bevægelser og foreninger er i varierende grad enige om, at danskheden er truet, hvis ikke vi holder ganske alvorligt øje med de fremmede. I de seneste måneder er det blæst svagt op til utilfredshed med regeringens stramme regler for familiesammenføring. Men det skyldes på ingen måde, at nogle fremmede er kommet i klemme. Stramningerne rammer gode lovlydige danske statsborgere, hvilket kan opfattes som et direkte angreb på danskheden. Der er således ingen tvivl om, at regeringsskiftet har skærpet kampen om danskheden, og ifølge samfundsforskeren Johannes Andersen blev det dem, der ikke var danskere, som blev symboler på kulturkampen. Han sagde til Information 24. juli: »Kampen mod indvandrerne var den mest offensive kulturkamp, vi havde op gennem 90'erne. De blev symbolet på den kulturkamp, Anders Fogh Rasmussen nu taler for. Det, der ligger i opgøret med indvandringen, er et opgør med den venlige velfærdsstat. Velfærdsstaten skulle ikke bare være venlig og skabe lighed for alle. De veluddannede 68'ere stod og tog imod indvandrerne som noget nyt og spændende. Og det var der jo mange andre, der reagerede imod«. Her introducerer Johannes Andersen den anden hovedmodstander i kampen om danskheden - de veluddannede 68'ere, eliten eller smagsdommerne, som statsministeren præsenterede i sin første nytårstale ved indgangen til året 2002. Denne diffuse gruppe tilhører ofte venstrefløjen, Det Radikale Venstre eller Socialdemokratiet, og netop gennem denne gruppes mangeårige mangel på mod og lyst til at se virkeligheden i øjnene på indvandrerområdet, blev de lette ofre i kampen om danskheden. I bogen 'Post-Danmark. Politik og æstetik hinsides det nationale' marginaliserer professor Hans Hauge sine kulturradikale modstandere yderligere ved ikke blot at udstille dem som venlige mod indvandrere, men ligefrem positive over for muslimer: »Kulturradikalisternes program om afkristningen havde tilsyneladende slået fejl hos eliten, og som en slags hævn er de kulturradikale blevet overraskende tolerante over for islam. Og det er ironisk, at det i dag er progressivt at støtte oprettelsen af moskeer i Danmark« (side 255). Længere ud kan eliten øjensynlig ikke komme! Et par år tidligere havde journalist Erik Meier Carlsen skabt betydelig debat med bogen 'De overflødiges oprør - en trussel mod demokratiet?', hvor hovedtesen var, at det er eliten, der høster fordelene af internationaliseringen, mens det er de udsatte, de uuddannede, der mærker frygten for det fremmede. På side ni bringer han derfor en forfærdende påstand, som jeg nok er enig i: »I praksis er modstanden og skepsissen over for EU - 'det fremmede' - og bekymringen og skepsissen over for udlændingepolitikken - 'de fremmede' - tilsyneladende i mange menneskers bevidsthed to sider af samme sag«. Her står vi ved det selvmodsigende ved regeringens kulturkamp. Først får smagsdommerne et drag over nakken til fordel for folks egen sunde fornuft. Eliten skal ikke diktere, hvad folket skal tro og mene. Og nu skal det samme folk ud og stemme om en EU-forfatning, der i folks bevidsthed giver endnu mere magt til den elite, der dyrker det fremmede. Og hvis det er rigtigt, hvad Erik Meier Carlsen skriver, at de fremmede og EU for mange er to sider af samme mønt, så står regeringen over for en mildt udtrykt vanskelig opgave, når den skal overbevise befolkningen om, at det er i Danmarks interesse at stemme ja til den nye EU-traktat. Den oprustede kamp om danskheden falder derfor på et rigtig kedeligt tidspunkt - hvor der er allermindst brug for det. Nemlig nu, hvor Danmark i de kommende måneder skal forhandle om det nye traktatudkast, om hvilket det britiske tidsskrift The Economist 21. juni på spørgsmålet om, hvilket område der vil blive mest påvirket af det nye udkast, skrev: »Everybody agrees on this: Justice and Home Affairs«. På dansk, området for Retlige og Indre Anliggender. Det ene af de fire danske forbehold, der omfatter et tættere juridisk samarbejde, forstærket politisamarbejde og samarbejde om flygtninge- og indvandrerpolitikken. Resten af Europa slås i varierende grad med tilsvarende problemer med en voksende nationalisme. Overalt har den stigende multikulturelle mangfoldighed, der er fulgt med indvandringen af tyrkere, pakistanere og marokkanere, frembragt meget stærke følelser. Sideløbende opfatter mange den europæiske integration som en proces, der underminerer nationen og transformerer de nationale borgere til minoriteter i en ny supermagt. Netop indvandrerspørgsmål og tilknytningen til EU udfordrer overalt borgernes fornemmelse af national selvbestemmelse. Ikke så underligt, at mærkesagerne for det yderste højre netop er kampen mod indvandring og kampen mod EU. Alligevel er EU-landene klar til at føre en fælles politik, der skal søge at løse de mange dilemmaer på flygtninge- og indvandrerområdet. Hvem skal vi acceptere, hvordan hjælper vi de lande, hvorfra de kommer, hvordan styrkes politiet, hvordan opbygges den nødvendige grænsekontrol, hvordan sikrer vi os mod misbrug af reglerne, og hvilke aftaler skal EU indgå med en række lande for at sikre, at de vil tage deres egne statsborgere tilbage? Uoverskuelige problemer, som så åbenbart kun kan løses i fællesskab. Ikke blot mellem Europas lande, men også med de områder, hvorfra disse mennesker kommer. Det er ubegribeligt, at nogle politikere tror, at Danmark på disse vitale områder kan spille en rolle alene. Det er naturligvis sødt, at Dansk Folkepartis finanspolitiske ordfører, Kristian Thulesen Dahl, i sommervarmen truer med at stemme nej til finansloven, hvis ikke Danmark får sat gang i udvisningen af afviste asylansøgere. Danmark forsøgte dog med ti afghanere, men de otte forsvandt, før flyet lettede mod Kabul. Dette er blot et eksempel på, at det er meget voldsomme kræfter, Europa er oppe imod. Og derfor er EU også meget aktiv i forsøget på at udvikle et samarbejde med de lande, hvorfra flygtningene og de illegale indvandrere kommer, i håbet om at standse disse urimeligheder. Det er også et godt eksempel på, at i en verden, der globalt udvikler sig i en uforudsigelig retning, er det evnen til at samarbejde med andre - i dette tilfælde med de omkringliggende lande og med de fremmede, der befinder sig i landet - der er succeskriteriet. Mere end det er evnen til at fastholde de specielle danske værdier, hvor tiltrækkende de end måtte være for mange. Der kunne nævnes mange andre eksempler på de mange praktiske og moralske dilemmaer, europæerne står over for. Kontinentet kan under ingen omstændigheder modtage alle dem, der ønsker at udvandre fra dyb fattigdom og armod. Derom kan alle enes. Men hvor langt kan europæerne hige efter stadig højere velstand og sikkerhed, når hundrede af millioner mennesker syd for Middelhavet og på den anden side af Tyrkiet lever en tilværelse så ussel og så brutal, at ikke engang vores fantasi sætter os i stand til at forestille os, hvilke kolossale kræfter vi er oppe imod. De jævnlige terrorangreb giver os et fingerpeg om, at problemerne er så store og uoverskuelige, at de i bedste fald kun kan løses i fællesskab med resten af Europa. Chefarkitekterne bag forslaget til den nye EU-traktat har da også til fulde erkendt, hvad der af mange bliver opfattet som en dobbelt udfordring mod deres nationale særpræg. Deres forslag til slogan for fremtidens Europa er da også det lidt diffuse 'United in diversity' - forenet i mangfoldighed. Hermed signaleres mangfoldighed på to planer. For det første, mangfoldighed mellem Europas lande med deres indbyrdes forskellige kulturer. For det andet skal den mangfoldighed, der i alle Europas lande skabes gennem indvandring udefra, og som vil blive stadig mere udtalt i fremtiden, forene Europas lande. Men den holdning bliver næsten umulig at sælge til vælgerne i Danmark, hvor den såkaldte kulturkamp eller værdikamp tvinger mange til at opfatte bevarelsen af danskheden som tidens altoverskyggende opgave. Mange føler, at danskheden er udfordret. Men hvor kommer truslen fra? Kommer den fra EU? Eller forholder det sig i virkeligheden modsat? At deltagelsen i et større fællesskab er betingelsen for, at danskheden fortsat kan leve sit eget liv. Eller kommer truslen fra indvandrerne? Måske er indvandring en betingelse for, at danskheden overhovedet kan trives. Indvandrerne er øjensynlig en betingelse for, at vi i ro og mag kan føre vores kulturkamp. De spørgsmål findes der naturligvis ingen rigtige svar på, da resultaterne aldrig ville kunne efterprøves. Men frem mod den kommende EU-folkeafstemning, hvor indvandrerne kommer til at spille en central rolle gennem forbeholdet for Retlige og Indre Anliggender, tvinges danskerne ud i en opslidende debat om, hvorfra truslen mod danskheden egentlig kommer. Dansk Folkeparti går uden tvivl en gylden tid i møde. Partiet står forrest i kampen for de danske værdier, uanset om truslen kommer fra Bruxelles eller fra indvandrere. Deres politik hænger sammen. Ikke nødvendigvis med virkeligheden, men med den opfattelse, at danskheden er truet udefra både af EU og af de fremmede i landet. De andre partier i Folketinget får det betydeligt vanskeligere. De skal forsvare danskheden og dæmme op for indvandringen, samtidig med at de skal slås for et Europa, der arbejder stadig tættere sammen blandt andet om udlændingepolitik. Det bliver en fornøjelig oplevelse. Men danske politikere ligger, som de har redt. Både venstre- og højrefløjen har i årtier optrådt over for befolkningen, som om fordele og ulemper ved den stadige internationalisering er et tagselvbord på en komfortabel dansk kro. Og de fleste partier midt imellem har, enten af uvidenhed eller af skræmmende opportunisme, stædigt fastholdt danskerne i den illusion, at vi stadig er herre i eget stråtækt hus. HANS KORNØ RASMUSSEN