0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Syndens gudinde

Hvor er solidariteten med de prostituerede henne? Ikke hos tidens unge feminister, der fordømmer i stedet for at støtte. Forfatteren Leyla Tamer minder os om, at vi burde leve i et frit land.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er tvivlsomt, om prostitution virkelig skulle være verdens ældste erhverv, men der er noget, der tyder på, at det er kommet for at blive. I hvert fald har hverken religiøse eller verdslige love, feminismen eller velfærdssystemet formået at få bugt med den, og det er givet derfor, talemåden er opstået. I dag kunne det se ud, som om politikerne ikke længere ved, hvad de skal stille op for at 'redde' de prostituerede, mens feministerne råber vagt i gevær: Prostitutionen beviser i al sin klarhed, at der i Danmark endnu er kvinder, der ligger under for patriarkalske samfundsnormer. Men hvad stiller vi op, når en kvinde hævder, at hun prostituerer sig af lyst? Har vi egentlig ret til at blande os i hendes valg?

Ordet prostitution stammer fra det latinske 'prostituo', der sædvanligvis oversættes med 'at stille offentligt frem'. Men idet pro- også kan betyde 'i stedet', kunne ordet lige så vel oversættes med 'at stille i stedet', hvormed betydningen straks bliver mere kryptisk. Sætter man ordet i relation til tidligere tiders gudindedyrkelse, falder brikkerne imidlertid på plads, og et helt nyt billede dannes.

Tempelprostitution er den betegnelse, man generelt bruger om kvinder, der i oldtiden var indviede præstinder og som sådan havde seksuel omgang med mænd, der gennem dem mødte gudinden. Denne praksis var engang udbredt flere steder i verden og udspilledes i mange forskellige afskygninger (der fandtes f.eks. også mandlige tempelprostituerede). Rationalet bag lader dog i alle tilfældene til at have været det samme: omgang med det guddommelige.

Fra Indien over Babylon til Hellas møder vi et helt hierarki af skøger, der tjente diverse guder og gudinder med sang, dans og seksuelle ydelser. Kvinderne blev indviet i tempellivet allerede i en tidlig alder, og deres samkvem med de besøgende var den måde, ånden fortsat fandt vej til verden og dermed sikrede frugtbarhed og lykke på. I modsætning til den kristne kultur, hvor sex opfattedes som dyrisk og syndigt, var seksualiteten i oldtiden en uadskillelig del af religionen.

Men der var også prostituerede uden for templerne, og nogle af disse kvinder var særdeles magtfulde. I Grækenland kaldtes de for hetærer, som betyder 'følgesvende'. Med deres dannelse, uafhængighed, kvindelige stolthed og ikke mindst seksuelle styrke kunne disse kvinder let blive et forbillede for mange unge teenagepiger af i dag.

I Indien kaldtes de fornemme præstinder devadasi, og de mindre prestigefyldte 'billigprostituerede' omtaltes slet og ret somkumbasi, spytbakke! Disse 'gadens kvinder' eksisterede nemlig også i oldtidens kulturer. Deres liv var uden tvivl langt mere kummerligt og hårdt, men de kunne dog stadig påberåbe sig en gud eller gudindes beskyttelse og velsignelse, hvilket ikke er uden betydning i et samfund, der er gennemsyret af det religiøse. Skøgerne regnedes måske ikke for meget, men de var trods alt ikke udstødte på grund af deres levevis.

Det er først i Det Gamle Testamente, at vi støder på et reelt forbud mod prostitution og mod omgang med prostituerede, altså første gang den prostituerede faktisk stilles uden for stammen/samfundet. »Ingen af Israels døtre må være skøge (qedeshah=hellig kvinde)«, står der i Femte Mosebog (23,17), »og ingen af Israels sønner må være mandsskøge«.

Dette kan i virkeligheden anses for et vendepunkt i prostitutionens verdenshistorie, for fra nu af spredes opfattelsen af de prostituerede som syndere og kriminelle.

I kristendommen genopstår den prostituerede i et helt nyt lys, i skikkelse af Maria Magdalena, den faldne kvinde, der omvendes og dermed bliver frelst. For selv om Jesus færdedes blandt skøger, og hans forhold til Maria formodentlig var mere end blot venskabeligt, har han dog næppe billiget hendes levevis. Skøgen var interessant i kraft af den 'værdi', der lå i hendes frelse, og altså ikke på grund af sit arbejde.

Dermed stadfæstedes da også de to poler: den rene, ydmyge mor/datter/søster, man måtte stræbe efter at være, modsat den beskidte luder, som repræsenterede den værst tænkelige skæbne for en kvinde.

Det er i dag svært at forestille sig, at feministerne og de prostituerede skulle kunne stå sammen i fælles kamp for større frihed og retten til selvbestemmelse. Ikke desto mindre behøver man ikke søge længere væk end blandt feminismens grand old ladies for at opdage, at det var tilfældet. Simone de Beauvoir skrev i 1949: »Man bør ikke spørge, hvorfor kvinder prostituerer sig, men hvorfor flere ikke gør det«. Og anarkisten Emma Goldmann prostituerede sig selv i en periode for at forsørge sin elsker og sin søn og holdt sig ikke tilbage med at støtte andre, der traf et lignende valg.

I den samme ånd var der mange erklærede feminister, som i 1960'erne følte, at de i virkeligheden havde en del til fælles med deres uglesete medsøstre i prostitutionsbranchen. En af dem var den jurastuderende Margo St. James, der tog initiativ til at starte den første moderne fagforening for prostituerede, og hun formede sammen med andre aktivister The International Committee for Prostitutes' Rights.

De nye muligheder for prævention, der dukkede op i 60'erne, gav mange kvinder større seksuel frihed. De kunne nu indlade sig i uforpligtende forhold med praktisk talt hvem som helst hvor som helst, og tidens moral var selvfølgelig ikke sen til at stemple dem som 'ludere'. Der opstod dermed et bånd mellem feministerne og de prostituerede, for deres problemer lignede i mange henseender hinanden: De blev set ned på og forskelsbehandlet af samfundet.

Men i løbet af 70'erne var det ved at være slut med feministernes solidaritet med luderne. Feministen Kathleen Barry, der blev kendt for sin bog 'Female Sex Slavery', udtalte: »Vi gør kun vort køn uret, hvis vi stiller ubevidste og svage kvinder til ansvar for deres gale valg«.

At anse den prostituerede for en stakkel, der er havnet i noget 'snavs', var og er en tankegang, der har været almindelig i årevis, men feministerne gav den et helt nyt aspekt, da de til og med erklærede ludere 'ubevidste', der traf 'gale valg'. En formynderisk og patroniserende holdning, som mænd engang havde indtaget over for kvinder, der viste selvstændighed, blev nu brugt af kvinder mod andre kvinder!

Selvvalgt prostitution blev betegnet som contradictio in adjecto og var i virkeligheden 'frivilligt sexslaveri', tidligere tiders tempelprostitution var ikke andet end 'rituel voldtægt'.

Det er en lignende holdning, man møder i dag blandt 'nyfeministerne', og i de antologier, der er udkommet de seneste år (f.eks. 'Fisseflokken' og 'De røde sko'), har der ikke været tegn på en ny solidarisering med de prostituerede, tværtimod. Selvvalgt prostitution udelukkes fuldstændigt, og ludere, der hævder at gøre det af lyst, kategoriseres rask væk som 'ofre', der enten er følelsesmæssigt afstumpede, undertrykt af et patriarkalsk samfund, seksuelt misbrugte i barndommen eller det hele på en gang. De prostituerede har ifølge mange feminister mistet deres eget selvværd og dømmekraft i en sådan grad, at de ikke længere ved, hvad der er bedst for dem selv. Heldigvis for dem ved feministerne det dog.

Men var det ikke bl.a. den slags holdninger, der startede feminismebevægelsen, fordi kvinder netop fik nok afmænd, der fortalte dem, at de ikke vidste, hvad der var bedst for dem selv?

At benægte de mange problemer, der er forbundet med prostitution, ville naturligvis være fuldstændig absurd. Værst af alt er vel forholdene for narkoluderne, der dagligt må udsætte sig selv for vold og misbrug, alene for at kunne skaffe sig penge nok til et fix. Man må spørge sig selv, hvordan socialministeren kan se sig selv i øjnene, når hun reelt kunne sætte en stopper for disse kvinders lidelser ved at afkriminalisere heroin.

Men også 'massagepigerne', som reklamerer i Ekstra Bladet og på internettet, må finde sig i den overhængende fare for overfald og trusler samt naboernes chikane. Da politikerne for et par år siden blev enige om, at det var på tide at lette 'presset' på de prostituerede, ændrede man dog lovgivningen, så søgelyset i højere grad blev rettet mod kunderne. Det er nemlig også en udbredt opfattelse, at mænd, der opsøger prostituerede, må have en eller anden brist, at ingen 'normal' og velfungerende person ellers vil betale for sex. Men de prostitueredes kunder er vidt forskellige og måske lidt overraskende tit gifte mænd. Derudover er der mange mænd, som måske på grund af høj alder, fysiske handicap, eller ganske enkelt fordi de ikke kan finde sig til rette på diskotekernes 'kødmarkeder', hellere vil gå til en prostitueret.

Luder! Deter vel noget, mange kvinder har prøvet: at blive kaldt en luder. Det er den ultimative hån, og det er måske forståeligt, at ordet er gået hen og blevet sådan et skældsord.

Luderen må uden sammenligning være den mest ringeagtede, udstødte og problematiske kvindeskikkelse, der har eksisteret - i hvert fald siden det første forbud mod faget blev nedfældet. Pornoskuespillere og strippere er gået hen og blevet salonfæhige nu om stunder, men den prostituerede ser vi stadig skævt til. Det er, som om hun repræsenterer noget ur-syndigt, det laveste af det laveste. Men hvorfor, må man spørge sig selv, når hun nu ikke gør nogen skade overhovedet, men faktisk giver mange mænd et kort øjebliks tilfredsstillelse og lykke? Feministerne vil indvende, at luderen netop gør stor skade på sig selv, og at alle kvinder i sidste ende vil lide under det, hvis vi med en eventuel legalisering sender et signal til mænd om, at dette er acceptabelt.

Det kunne der givetvis være noget om, men så er det måske, fordi der er uenighed omkring, hvad en legalisering egentlig skulle gå ud på. At give de prostituerede ordnede forhold betyder i mine øjne i lige så høj grad, at vi får de kvinder, som ikke ønsker at være i branchen (f.eks. narkoluderne), ud af den 'knibe', der til at begynde med har bragt dem dertil (f.eks. ved lægeordineret heroin).

Hvordan en faglig organisering af de prostituerede skal fungere, må i høj grad overlades til kvinderne selv eventuelt med kyndig rådgivning fra andre fagorganisationer som Kvindeligt Arbejderforbund. I og med at hele branchen ville blive mere synlig, ville det også lette efterforskningen af kriminaliteten i miljøet. I sidste ende måtte målet være, at prostitutionsbranchen kun bestod af kvinder, som ønsker at ernære sig ad denne vej uden frygt for stigmatisering eller overfald, under arbejdsforhold, der tilgodeser deres helbred og behov.

Dette bringer os selvfølgelig tilbage til feministernes føromtalte påstand om, at prostitution af lyst ikke findes. Personligt foretrækker jeg at tro på mennesker, når de fortæller, at de kan lide deres job, selv om jeg, indrømmet, tit har undret mig over, hvordan man dog kan holde ud at arbejde i en bank. Jeg vil ikke udelukke, at der måske findes kvinder, der prostituerer sig, fordi de har været misbrugt som barn, eller fordi de føler sig tiltrukket af pengene. Men hvis de virkelig insisterer på at prostituere sig, hvilken ret har vi så egentlig til at blande os i det? Er det ikke netop et af kendetegnene ved et frit samfund, at man må leve sit liv, som man selv finder rigtigt?

At kvinder prostituerer sig, gør dem desuden ingenlunde til enerepræsentanter for kvindekønnet. Ligesom kvinder, der går i kloster, eller kvinder, der er heteroseksuelle, heller ikke repræsenterer hele kønnet. Det vigtige er, at vi må respektere hinandens forskelligheder og ikke mindst kræve respekt for det.

Som det er i dag, er det imidlertid legalt at 'spytte' på en luder. Der er bl.a. flere hus- og lejlighedsejere rundt omkring i landet, der har gjort det til deres hobby at chikanere massagepigerne i deres nabolag. Ingen solidariserer sig med luderen, og hun har i årevis stået alene som en paria. På denne måde symboliserer hun i virkeligheden en side af kvinden, som igennem tiderne har været dybt foruroligende for resten af samfundet. Hun er den seksuelle kvinde par excellence. Med sin promiskuøsitet, skamløshed, kødelighed og magt over mænd har hun faktisk været, og er på mange måder stadig, en torn i øjet på det patriarkalske samfund og de kvindeundertrykkende kræfter. Og ingen af de religiøse eller verdslige foranstaltninger, man har benyttet gennem tidens løb, har kunnet få bugt med den.

Uanset hvilke grunde en kvinde har til at prostituere sig, kan vi ikke komme uden om, at det kræver mod at stille sig uden for fællesskabet på så drastisk vis. Hvis man mener, at der tværtimod er tale om lavt selvværd, kan man prøve at besøge forskellige prostitueredes og massageklinikkers hjemmesider på internettet. Kvinderne lader sig titulere 'gudinde', 'herskerinde', 'diva' og så videre, og de kræver, at man omtaler dem med respekt, hvis man vil chatte eller skrive i deres gæstebog (se f.eks. velkomsten til www.venuslogen.dk). Selv om det kan virke som en lille ting, giver dette alligevel en idé om, at kvinderne ikke har tid til folk, der ikke behandler dem ordentligt. De kunder, som skriver til dem, er da også bemærkelsesværdigt venlige og taknemmelige.

De forfærdelige forhold, mange kvinder lever under i prostitutionsmiljøet, kan og må ikke benægtes eller bagatelliseres, men det er min påstand, at en organisering af faget vil føre til, at problemerne træder tydeligere frem og dermed bliver lettere at behandle. Med hensyn til de kvinder, der prostituerer sig af lyst, vil jeg gerne, ligesom jeg har gjort i andre anledninger, bedyre min dybe respekt. For mig at se er de tusind gange mere værd end alle dem, der fordømmer og håner dem eller i overlegen bedrevidenhed pådutter dem offerrollen.