HVOR SIDDER skinken på en student? Tja, Netto må vide det, for i den husstandsomdelte tilbudsfolder for uge 24 annonceres der med en lyserød satan, der lystrer navnet 'studenterskinke'. Skinken - der gastronomisk set måske er beslægtet med det notorisk berygtede studenterbrød - koster 50 kroner kiloet, hvilket er uhørt billigt for kød, men nu er der nok også en del vand i kalorius, og så er det jo egentlig dyrt. Studenterskinken gøres selskab af lørdagskyllingen i foliebakke - den er her omdøbt til 'kylling til hverdag' og står i 19 kroner for 1.100 gram. 19 kroner for en kylling - så lidt koster det at ødelægge et produkt - så lidt koster det at blæse på dyrevelfærd. Producenten burde ikke kunne se sig selv i øjnene, og det burde kunderne heller ikke. Det er efterhånden et fortærsket refræn, at ordentlige fødevarer koster - måske ikke en formue, men dog noget (mere). Nettos katalog er en gyser, der foruden studenterskinken tæller 'kyllingefiletinos', 'gyrosmarineret kalkuncuvette', 'Chicago Town Deep dish Texas chili' (langt navn, lille pris), peanutbutter og slik, kager, slik og atter kager. Et par tilforladelige numre er der også, og så ét eneste højkvalitetsprodukt, en koldskål fra Løgismose. For at gøre en lang historie kort, så er pris, pris og atter lavpris den eneste tangent, discountkæderne spiller på. Fødevarekvalitet, bæredygtighed, dyrevelfærd etc. kommer i sidste række, hvis overhovedet. Og for at gøre historien endnu kortere: Discountkæderne fører an i nedbrydningen af dansk fødevarekultur. De sælger dårlige varer til kunder, der enten er ligeglade, nedprioriterer måltid, indkøb og madlavning eller luller sig selv ind i en indgroet løgn om, at discountvaren er lige så god som alt andet, men blot billigere. En anden løgn er, at forbrugeren handler lavpris, fordi forbrugeren ikke har råd til andet. Der er ganske enkelt ikke fattige mennesker nok i Danmark til at gøre Dansk Supermarked, Fakta, Aldi etc. til en så god forretning, som det er tilfældet. Discountkæderne er succeser uden ende, og man kunne forledes til at tro, at discountkulturens fortsatte fremmarch står i forbindelse med en stadigt stigende fattigdom. Der er bare det ved det, at vi aldrig har været så rige som nu, selv om en vis pessimisme er begyndt at sætte ind. Det er ikke nød, der tvinger danskerne til at søge mod de gule skilte, den lighusblege belysning og ugens slagnumre på paller med appel til den indre kræmmermentalitet. En falsk følelse af fattigdom trækker kunderne til - en følelse blandet op med ligegyldighed over for fødevarekvalitet og et ønske om at bruge sine penge på noget andet. Men nok værst af alt: Forbrugeren handler i blinde og pr. automatik. KVALITET BEHØVER ikke at ruinere nogen, men discountkulturen har endegyldigt sat nye standarder for, hvad fødevarer koster - vel at mærke kunstigt lave standarder, således at eksempelvis en ordentlig kyllings naturlige pris forekommer de fleste unaturlig høj. Uanset hvilke grunde man har til at handle lavpris - nød, prioritet, ligegyldighed ... - så burde discount være et tilbud til forbrugeren og dermed et bevidst valg. Det lader dog til, at det at gå i Netto & co. snarere er et bevidstløst valg. Man handler i Netto, »for det gør man bare« som den mest naturlige ting i verden. Der er vel i virkeligheden ikke mange andre steder end fødevareområdet, hvor det at spare er blevet en så naturlig ting, at forbrugeren gør det på rygraden. Og danskerne er lette ofre for denne spareiver på madfronten, for det ligger åbenbart dybt i nationalkarakteren, at nydelse, kælen for maden, omsorg og omhu omkring indkøb og tilberedning m.m. er en ekstravagance, der ikke hører sig til. Der står historisk set sparsommelighed, overlevelse og på alle måder mådehold øverst på danskernes menu. Der er og bliver en afgrundsdyb diskrepans mellem den påståede interesse for mad og mængden af den reelle virkelighed, der byder på færdigretter og anden form for gastronomisk lavkultur. Tv-kokkene står i kø for at fylde sendefladen, kogebøgerne vælter ud på markedet i en stadig voksende strøm, men mængden af meljævnet frikadellesovs, pappizzaer og spaghetti med ketchup er konstant. De mange dyre køkkener er gastronomiske kulisser til weekendbrug - de er prestige8objekter på linje med de kostbare firhjulstrækkere, der aldrig møder større modstand i terrænet end kantstensbumpet i indkørslen. Danskerne bruger småpenge på mad, og udbuddet er derefter - danskeren interesserer sig ganske enkelt ikke for ordentlig mad, men vil ikke være ved det. MEN HVAD kom først, hønen eller ægget? Køber danskerne dårlige produkter, fordi udvalget er dårligt, eller er udvalget dårligt, fordi danskerne efterspørger det billige og dermed dårlige/mindre gode? Jeg hælder til det sidste, men ikke ubetinget, og det kunne være interessant at forestille sig, hvad der ville ske, hvis supermarkederne tæppebombarderede med kvalitet i samme omfang, som de gør med lavpristilbud og lavkvalitet. Tænk, hvis vi eksempelvis kunne få friske kammuslinger direkte fra skallen og ikke de der dybfrosne gnallinger med konsistens som julemandsskæg. Det kan - modsat hvad myten vil - lade sig gøre at lave ordentlig mad til rimelige penge og inden for rimelighedens grænser i det daglige, om end det nok bliver svært inden for den halve time (alt inklusive), som måltidet, dette nødvendige, tildeles i mange husholdninger. Det kan såmænd også næsten lade sig gøre at få det bedste af det bedste hele ve8jen igennem, men det kræver til gengæld, at man har mulighed for at køre land og rige rundt uden hensyn til udgifter. Det vil med andre ord sige, at den almindelige dansker i praksis ikke har mulighed for at leve et dagligliv med de bedste råvarer. Men tid og penge gør det ikke, for den danske forbruger har ikke det optimale udvalg til sin rådighed. Den danske forbruger bliver ladt i stikken og prakket svinedyre sekundavarer på til overpris i forretninger, der skilter med kvalitet, men som i virkeligheden kun er eksklusive på prisen. Det giver discountkunder verdens bedste argument på hånden, for se bare - ha ha - du betaler 15 kroner for to peberfrugter i Irma, og den ene er halvrådden, men Netto giver dig tre for 10. De smager ikke af noget, men de er heller ikke rådne - de kan måske slet ikke rådne, så plasticagtige er de. De dyre butikker er i virkeligheden større bedragere end discountbutikkerne. I Netto & co. er det skrabede look en nøje tilrettelagt scenografi, men på sin vis ærlig - billige varer i billige omgivelser. Det ville naturligvis ikke gøre noget stort indhug i Dansk Supermarkeds overskud at gøre butikkerne mere menneskelige, men det ville ødelægge illusionen om lagersalg. I en butik som Irma sendes der signaler til Overdanmark, priserne er derefter, men kvaliteten kan slet, slet ikke leve op til prisen. Det er eksempelvis ikke svært at finde grøntsager i en Irma-butik af en kvalitet, der ikke burde forefindes i almindelig handel. Priserne på mange varer er latterligt høje, og prispolitikken i det hele taget uigennemskuelig. Prisforhøjelser introduceres og camoufleres i forbindelse med tilbudskampagner, hvor rabatten er i forhold til ny, forhøjet pris og ikke den virkelige førpris. Prisstigninger er ofte - forholdsmæssigt - eksorbitant store, og mange varenumre er på tilbud så ofte, at tilbudsprisen nok i virkeligheden er den reelle, mens 'normalprisen' kun er til for at illusionen kan leve. MAGASINS NYE underjordiske fødevareafdeling, Mad & Vin, på Kgs. Nytorv er et eklatant eksempel på, at man stikker forbrugerne blår i øjnene. Det skal ligne luksus og kvalitet, men kun prisen er høj. Forbilledet er vistnok Harrod's i London, men Magasin sælger mestendels helt ordinære varer til overpris. Hvis de da ikke sælger direkte ringe varer og det, der er værre. Sidstnævnte ville jeg ikke turde påstå, hvis jeg ikke flere gange havde oplevet det selv, sidst med et par franske vagtler, der var knap en uge over sidste salgsdato! Det var (fejlagtigt, men tillidsfuldt) ikke faldet mig ind at tjekke salgsdato. Den 'vagthavende' for slagterafdelingen spurgte, om jeg ville have nogle andre vagtler. Det ville jeg ikke, for de vagtler, der lå i køledisken var lige så (for) gamle som dem, jeg havde købt før weekenden, nu bare ti dage for gamle. »Det var ligegodt satans!«, sagde den mildt sagt noget forbløffede Mad & Vin-medarbejder. Ja, det var ligegodt satans - nærmest utilgiveligt. Og så er der de helt almindelige lavkvalitetsprodukter, der prakkes kunderne på i samme butik. Eksempelvis prøvede jeg at købe fiskefond i fiskeafdelingen, hvor jeg gjorde mig naive forestillinger om, at man kunne købe fiskehandlerens hjemmelavede i nedfrosset tilstand, som man normalt kan hos en fiskehandler. Den unge pige så uforstående på mig. Hun anede ikke, hvad jeg talte om, og famlede i blinde, som om jeg havde tiltalt hende på kinesisk. Pistol, pastil, stativ, kasket øh Den Lille Havfrue, sprechen Sie Deutsch? Hun tilbød mig en fiskegryde undervejs i samtalen, der nåede at udvikle sig grotesk a la 'Fawlty Towers', før fiskehandleren himself kom til. Fiskeattraphandleren præsenterede mig for en lille firkant med 'fiskesuppepate', som Kommune Kemi nok snarere var rette aftager til. »Er det ikke godt nok til dig?«, spurgte han brysk og egentlig også ret uforskammet. Men nej, det var ikke godt nok til mig, og det burde heller ikke være godt nok til ham. DET ER ikke bare det, at man kan sætte spørgsmålstegn ved kvalitet og udbud - det er også, at serviceniveauet ofte er så sønderlemmende ringe, at den danske forbruger er yderligere til grin for sine egne penge. Jeg klandrer ikke lavtlønnet butikspersonale for ikke at bukke i støvet og vide alt om alting, men jeg klandrer butikkerne for på den ene side at tage sig så rigeligt betalt, mens de på den anden side ikke sørger for, at man også kan blive betjent. Man kan til nød blive vist vej til en pågældende vare, men er varen udsolgt eller vil man ligefrem vide noget om den konkrete vare, så er man på herrens mark. I bedste fald bliver man betjent venligt, men inkompetent, i værste fald fyldes man med vrøvl. I min lokale Irma køber jeg løbende det samme igen og igen, og deriblandt ting, som man i den pågældende butik er lidt sen til at få bestilt hjem, når lageret er tomt. Og hvis man så bare ville indrømme, at man er løbet tør for en vare, man uden problemer altid kan få i den nærmeste søsterbutik. Men næ nej, man improviserer, for kunden har aldrig ret - man fører ikke den pågældende vare mere, har i øvrigt aldrig gjort det, og leverancen er ustabil, for fabrikken er brændt, skibet gået ned og bla-bla-bla. Og et par dage efter har de så igen den pågældende vare. Det kan man grine ad, hvis det ikke lige var, fordi den samme improvisation gør sig gældende på områder, hvor man for alvor kan have brug for information om varen. Personalet ved typisk intet om den pågældende vare - intet om kvalitetsforskellen for beslægtede varenumre, intet om alternativet til udsolgte varer, intet om noget som helst. HYSTERI, VIL nogle mene, men skal man ikke være hysterisk med, hvad man putter i hovedet? Andre vil hævde, at så slemt er det nu ikke, og i mit supermarked er de så flinke og varerne så friske etc. Måske, men prøv alligevel med det kritiske blik. Ligesom forbrugeren ukritisk har taget discountkulturen til sig som en selvfølge, så har det såkaldte kræsne publikum nedgraderet sine standarder. Man bemærker ganske enkelt ikke, at radiserne er halvslatne og kartoflerne bløde, og de færreste har forventninger om, at personalet for alvor kan være til hjælp. Stille og roligt har forbrugeren affundet sig med det nuværende niveau. Man har affundet sig med, at danske forretninger slet ikke afspejler landets potentiale. Det er altid let at pege på udlandet og sige, at det dér er værre eller bedre, men det er bedre i udlandet. De fleste på rejse sydpå har måbet over bugnende fødevaremarkeder, og vel er Danmark ikke Italien eller Frankrig, men hvor er alle de gode varer, vi burde kunne få fra egen jord til eget bord, og hvorfor kan vi ikke få endnu flere af udlandets herligheder? Hvorfor importeres de mest obskure ting fra den anden side af Jorden, mens vi aldrig ser andre højkvalitetsprodukter? Eksempelvis i de franske monsterbutikker, hypermarkeder, kan man få det værste lort, men man kan også få det bedste - frisk fisk, grøntsager ... - alt under samme tag i et ægte frit valg inden for pris og kvalitet. DET ER, som om debatten om madkultur i Danmark aldrig rigtig bliver alvor. I årevis har der eksempelvis været talt om at lave en slags fødevarehaller ved Israels Plads, men det bliver (selvfølgelig) ikke til noget af den ene og den anden grund. Undervejs har man så kunnet høre, hvordan der er gået kommunalpolitik, trafikplanlægning, lokalplan osv. i sagen. Det overordnede har på intet tidspunkt været, at nu skulle der være et sted, hvor man kunne få det bedste af det bedste og ikke til en latterlig høj pris, som det var tilfældet med 1980'er-fænomenet Kokkenes Torvehal (hvor Netto nu ligger!). De gode råvarer dominerede aldrig debatten om torveprojektet ved Israels Plads. I Danmark er fødevarer og indkøbskultur noget, man snakker om - og det bliver ved snakken. Og hvor var det så, skinken sad på en student? Og hvad med forbrugerens hjerne, hvor sidder den? Den sidder i tegnebogen - der, hvor småmønterne ligger.