»Hjemmefødsel- hvor retro!«, sagde min fætter, da han hørte, at jeg den 13. april i år fødte min datter Katinka hjemme i vores lejlighed på Østerbro. Han sagde det med en vis respekt. Lidt ligesom hvis jeg var begyndt at køre Velo Solex eller gå med lommeur, fordi jeg havde fundet ud af, at det bare virker bedre. Måske er det også sådan med fødsler. Den normale fødsel i dag foregår på fødegange med veluddannet personale, tekniske hjælpemidler, overvågningsapparater og tilbud om smertelindring. Rammerne er således til stede for en sikker og tryg fødsel. Alligevel oplever mange kvinder dramatik omkring deres fødsel. Der bliver foretaget et stigende antal indgreb i form af kejsersnit, epiduralblokader, klip etc. Mange oplever bagefter, at de ikke selv var helt kompetente til at gennemføre det, som kvinder alle dage har kunnet: at bringe børn til verden. Jeg tror, at der er tale om en ond cirkel: Når ansvaret for at føde bliver fjernet fra kvinden og overtaget af det lægelige personale, mister kvinden sandsynligvis modet og evnen til at føde ved egen kraft. Dermed skabes behovet for at gribe ind, for at få fødslen til at forløbe forsvarligt. Og så er vi tilbage til retromodellen: Jeg valgte fødegangens tilbud fra, til fordel for en mere gammeldags model. Jeg er selv født hjemme og vidste med mig selv, at jeg ville blive stresset, hvis jeg skulle indlægges på et hospital, mens jeg havde veer. Hvis jeg skulle forholde mig til skiftende personale og deres vagtplaner. Hvis velmenende læger sagde fagord hen over hovedet på mig, som jeg ikke forstod. Hvis jeg blev koblet på maskiner, der sendte bippende signaler om mit barns tilstand. Hvis jeg skulle lære mit barn at kende på en firesengsstue. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne præstere noget i disse omgivelser. Derfor valgte jeg at føde hjemme i dobbeltsengen. Her vidste jeg, at jeg ville føle mig tryg - også selv om tilbuddene om smertelindring begrænsede sig til jordemoderens akupunkturnåle, lattergas og saltvandspapler. Og tryghed er det vigtigste for en god fødsel. Derfor kunne hjemmefødselsdrømmen kun realiseres, hvis jeg sørgede for, at min graviditet forløb naturligt og uden komplikationer. Hvis der på forhånd viste sig det mindste tegn på, at fødslen ville blive besværlig, havde jeg naturligvis hverken haft lyst til eller fået lov til at føde hjemme. Min graviditet forløb, som den skulle. Ved den sidste jordemoderkonsultation kunne hun konstatere, at barnet stod med hovedet solidt placeret i mit bækken, at barnet voksede, som det skulle, og at alt i øvrigt var normalt. Alligevel var det flere gange tæt på at gå galt. For det første var det overordentlig heldigt, at jeg ikke fødte for tidligt. Min kæreste og jeg lavede en klassiker for gravide par: vi faldt i 'redebyggerfælden', og en måned før min termin var lejligheden ét stort byggekaos. Jeg brugte meget energi på at overtale mit barn til at blive inde i maven og hygge sig i sin lune livmoder. Var jeg gået i fødsel på det tidspunkt, ville det have betydet hjemmefødselsdrømmens død. Jeg kunne på ingen måde invitere en jordemoder ind i det helvede af byggestøv. Begge projekter lykkedes. Baby lod sig overtale til ikke at komme for tidligt, og tre dage før termin indviede vi vores nye køkken. Vi åndede lettede op: nu tegnede alt til en naturlig fødsel. Men dagene gik uden veer. På den niende dag over termin var jeg desperat og tog mig selv i at løbe op og ned ad køkkentrappen for at få sat skub i projektet. Hvis jeg ikke fødte nu, ville min fødsel være en »patologisk fødsel«, som jordemoderen så fint kaldte det. Jeg ville fra den tiende dag over termin overgå til Hvidovre Hospitals system. Hjemmefødsel i fare! Næste morgen gik vandet, da jeg stod ud af sengen. Ved en normal hospitalsfødsel vil de først se én på fødegangen, når veerne er regelmæssige med fem minutters mellemrum. Man kan endda risikere at blive sendt hjem, hvis man kommer for tidligt. Aftalen med Hvidovre Hospitals hjemmefødselsgruppe, der består af et lille team af jordemødre, der dækker alle hjemmefødsler i Storkøbenhavn, var, at jeg skulle kontakte dem, så snart jeg selv oplevede, at fødselsprocessen var i gang. Jordemoderen har rådighedsvagt i 24 timer og har derfor tid til at komme på hjemmebesøg, mens man stadig har det rimelig godt. Det var de imidlertid ikke indstillet på, da jeg ringede til fødselsgangen på Hvidovre Hospital. De mente, at det på grund af travlhed på afdelingen var lettere for dem, hvis jeg i stedet for et hjemmebesøg fra en jordemoder kom ud på hospitalet til kontrol for, om jeg havde veer. Bemærk formuleringen: det var lettere fordem!Jeg gjorde opmærksom på, at det varmig,der skulle føde, og at jeg ikke ønskede at bevæge mig hen på hospitalet, idet planen var at føde hjemme. Desuden virkede det meningsløst at tage ud til hospitalet for at få målt, om jeg havde veer. Der var for mig ingen tvivl om, at jeg havde veer. Den vagthavende lod mig med sin stemme forstå, at jeg var en besværlig patient. Men den besværlige patient fik sin vilje. Senere på formiddagen ankom først en taxa med jordemodertasken og kort tid efter hjemmefødselsjordemoderen. Hun undersøgte mig og fandt, at jeg havde åbnet mig tre centimeter og havde det fint. Bagefter drak vi te og talte i cirka en time om mine forventninger til fødslen og hvilke praktiske ting der skulle gøres, inden det blev alvor: sengen skulle dækkes med plastik under lagnet for at skåne madrassen. En god lampe, en varmepude, gamle håndklæder og tøj til den nyfødte skulle findes frem. Der var skabt en god kontakt, da hun tog af sted igen med besked om, at vi skulle ringe på hendes mobiltelefon, når veerne var regelmæssige med fire minutters mellemrum. Vi havde fornemmelse af, at det kunne tage lang tid, så min kæreste gik i gang med at bage brød. Imens gik jeg rundt i pyjamas, hørte mine yndlings-cd'er og klappede katten. Veerne blev noteret ned, og tidligt på aftenen mente vi at kunne se et mønster på fire minutters interval. Vi ringede til jordemoderen, der kom cirka 20 minutter senere. Igen undersøgte hun mig og konstaterede med et smil, at »det nok kom til at gøre lidt mere ondt, før jeg havde født«. Hun anbefalede mig at tage en lur for at spare på kræfterne, og vi blev enige om, at hun gerne måtte køre igen. Sent på aftenen vågnede jeg med ondsindede smerter i lænden. Veerne var så kraftige, at jeg lå krummet sammen i mærkelige stillinger på gulvet og sagde lyde, mens jeg bed i mit ærme. Men denne gang ville vi ikke ringe for tidligt, så vi trak den, så længe vi kunne. Da der var tre minutter mellem veerne, ringede min kæreste. Og her var hjemmefødselsdrømmen for alvor ved at glide ud af hænderne på os. På trods af at der kun er ca. 40 hjemmefødsler i Storkøbenhavn om året, var jordemoderen netop blevet kaldt ud til en anden fødsel. En fjerdegangsfødende kvinde var pludselig gået i fødsel. Jordemoderen havde undersøgt muligheden for en vikar, men de havde for travlt på fødegangen til at kunne undvære en kollega. Derfor var den nedslående besked: »Jeg kan være der om halvanden time. Enten må I holde den så længe, eller også må I tage på hospitalet«. Her handlede min kæreste klogt. Han vidste, at hvis han nævnte ordet 'fødegang', ville veerne gå i stå af raseri. Så han valgte blot at sige, at jordemoderen var lidt forsinket, men at hun var på vej. Derefter guidede han mig igennem hver eneste ve i præcis halvanden time, indtil jordemoderen kom som lovet. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvor længe jeg havde ventet. Jeg vidste heller ikke, hvor langt jeg var i processen, blot at min kæreste sagde, at jegikkemåtte presse, når jeg havde veer! Jordemoderen fik mig op i sengen, med min kæreste siddende bag mig som rygstøtte. Derfra gik det hurtigt: 20 minutter senere havde jeg født en velskabt, mørkhåret datter på 3550 gram og 52 centimeter. Hun kom ud i soveværelsets dæmpede belysning uden nogen form for indgreb, og jeg følte mig stærk som en løvemor. Men minhistorie kan også læses med andre briller: Det var jo tæt på at gå galt! De kunne have risikeret at føde midt på gulvet, før jordemoderen nåede frem. De skulle være taget på hospitalet for en sikkerheds skyld. Sådan oplevede vi det ikke. Fødslen blev uden tvivl noget mere naturlig end forventet, og med min kæreste i en nøglerolle, han ikke havde regnet med. Men den tillid, der var skabt i løbet af dagen, gjorde, at vi ikke var bange. Jeg havde tillid til, at jordemoderen ville hjælpe mig til en god fødsel, fordi jeg havde haft mulighed for at fortælle om mine forventninger, mens jeg havde det godt. Den kommunikation var ikke opstået, hvis jeg var kommet ind på hospitalet med hele kroppen spændt i smerte. Desuden havde jeg undervejs haft ro til at koncentrere mig om min krops signaler, hvilket gjorde, at jeg - på trods af smerterne - havde tillid til, at alt forløb naturligt. Havde jeg følt, at noget var galt, var jeg naturligvis taget på hospitalet, hvilket ville tage under ti minutter i en ambulance. Efter fødslen blev Katinka lagt direkte op på mit bryst. Efter et par minutters øjenkontakt mellem os fik faderen lov til at klippe navlestrengen. Herefter trak jordemoderen sig tilbage til køkkenet, hvor hun fandt natmad frem, som hun spiste, mens hun skrev journal. Hun lod os sidde en hel time i fred med vores lille vidunder i armene, før hun vendte tilbage til soveværelset for at undersøge hende. Cirka to timer senere, da hun kunne se, at alt var, som det skulle være, tog hun af sted. Bagefter var vi alene. Det lyder måske skræmmende for førstegangsforældre. Men vi oplevede det som et privilegium at sidde i dobbeltsengen og vænne os til at være en familie - uden at skulle forholde os til alle de indtryk, der er på en fødegang. Og tænk at kunne holde sin datters 0-års fødselsdag hjemme hos sig selv med hele familien omkring sig! Det er svært at sige, om det har påvirket vores datter. Vi har ingen kontrolgruppe at sammenligne med. Men faktum er, at Katinka fra starten har været en sund, glad og tillidsfuld pige - og det er det vigtigste for os. Mit budskab er ikke, at hjemmefødsler er det eneste rigtige. Ligesom alle børn er forskellige, er alle kvinder forskellige med hver deres forestilling om en god fødsel. Det vigtigste er blot at være bevidst om, at der dybest set kun er én til at gøre det hårde arbejde, når man går i fødsel - og det er én selv. Tilbuddene på fødselsgangen kan være hjælpende, fristende og i mange tilfælde nødvendige, men også farlige, hvis de fratager kvinden følelsen af ansvar for sin egen krop. Men kan samfundet være tjent med, at disse individualistmødre kræver deres ret til at føde hjemme. Er det ikke alt for dyrt? Jeg kender ikke den eksakte pris på min hjemmefødsel, men den har ikke kostet meget andet end jordemodertimer og et par taxaboner. Det må alt andet lige være billigere end en hospitalsfødsel med diverse indgreb og eventuelt efterfølgende ophold på fødegangen. Således er hjemmefødsel ikke kun interessant for gravide kvinder - det burde også være det for politikerne.