Central Parker et af de få steder på Manhattan, hvor det er en fryd at cykle. Hvis man denne sommer smider cyklen og sig selv på Sheep's Meadow i den sydlige ende af Central Park, plænen, der i 1960'erne og 1970'erne blev kendt for at lægge græs til protesterende grupper af homoseksuelle, hippier og modstandere af Vietnamkrigen - og i 1980'erne til en slåskamp mellem Charlie Sheen og Michael Douglas i 'Wall Street' - og kigger mod Harlem i nord, vil man se træer, lige så langt øjet rækker. Drejer man hovedet mod syd, brydes blikket af Midtown Manhattans skyskrabere på 59. gade. På hjørnet af 79. gade og Central Park West ligger American Museum of Natural History, på 82. gade på østsiden af parken ligger et af verdens fineste kunstmuseer, Metropolitan Museum of Art. At færdes i og omkring Central Park fastholder én i klicheen om USA som kontrasternes land, det er som at pendle mellem natur og kultur, mellem det oprindelige Amerika og den kaotiske metropol. 275 forskellige fuglearter i 26.000 træer og 25 millioner mennesker årligt fordelt på 9.000 bænke, på vej over eller under 36 broer eller gående på de mere end 93 kilometer fortov. Central Park i det nordlige område mellem 5. og 8. Avenue udgør seks procent af Manhattan og er rig på medlemmer af dyre- og planteriget. Resten af Manhattan er mere end almindelig rig på skyskrabere, mennesker og biler. I begyndelsen af 1800-tallet forholdt det sig anderledes. Dengang boede der 60.000 mennesker, primært på den sydlige del af Manhattan. Men befolkningstallet steg mærkbart i 1830'erne, da immigrationen begyndte, og i løbet af 1840'erne og 1850'erne var det oppe på 500.000. Noget måtte gøres, hvis ikke byen skulle drukne i det spirende kaos. Den jord, som i dag udgør Central Park, blev købt uopdyrket i årene 1853-1856. Blandt 33 anonyme forslag vandt Frederick Law Olmsted sammen med sin assistent Calvert Vaux i 1858 konkurrencen om at skabe parken. Olmsted, der regnes for grundlæggeren af amerikansk landskabsarkitektur, døde for 100 år siden, men hans vision om parken som et værn mod den larmende storby lever videre, ikke mindst takket være filminstruktører og forfattere. Olmsteds vision spiller for eksempel en vigtig rolle i 'The Band Wagon' (1953) med Fred Astaire og Cyd Charisse, hvor det dansende par tager væk fra deres krævende prøver på Broadway og ind i Central Park. Akkompagneret af hestevogne besegler de deres kærlighed i en drømmeagtig park. Idyllen er dog optaget i et studie, men symbolikken er ikke til at tage fejl af. Men faktisk var der allerede location-optagelser fra parken i den allerførste film, som blev optaget i New York. I William Heises 'Herald Square' (1896) indgår der optagelser fra det pompøse springvand Bethesda, der af Olmsted og Vaux var tænkt som parkens hjerte. Siden hen er mere end 170 film blevet optaget i parken. Mange af producenterne bag disse film har givetvis blot betragtet Central Park som en nydelig kulisse med en vis genkendelseseffekt hos både amerikanske og udenlandske biografgængere, men ganske ofte er parken også blevet tiltænkt en funktion på det tematiske plan. I 'It Should Happen to You' (1954) er symbolikken mellem det artificielle Manhattan og den naturlige park en vigtig del af filmen. Gladys Glover (Judy Holliday) forsøger at blive et kendt navn i New York, men må sande, at det kun kan lade sig gøre ved at købe et kæmpe billboard med hendes eget navn på. Glæden over berømmelsen bliver imidlertid kort, da hun opdager, at efternavnet er stavet forkert - Clover i stedet for Glover. En forårsweekend i Central Park møder hun dokumentarfilmskaberen Pete Shepperd (Jack Lemmon), der - symbolsk for forskellen mellem de to menneskers syn på tilværelsens værdier - er i gang med noget så uglamourøst som at filme parken og dens mennesker. Symbolikken kan også findes i Terry Gilliams 'Fisher King' (1991), hvor Robin Williams spiller rollen som Parry, en professor i middelalderhistorie, som i sorgen over sin kones død forsøger at skabe sin egen verden; en noget apokalyptisk verden af danteske dimensioner, der blandt andet hjemsøges af en flammespyende figur, der rider igennem den tidløse Central Park - som således passer fint ind i Parrys verden af i går. I en anden scene fortæller en nøgen Williams den rørende historie om Fisher King til Jeff Bridges. Williams med sin behårede torso er i den grad i pagt med naturen i Central Park, og han overbeviser en tøvende Bridges om, at han roligt kan smide tøjet: »Free up the little guy! Let him flap in the breeze!«. De ender med at ligge uden en trævl på kroppen på Sheep's Meadow og stirre mod månen. Apropos parkens tidløshed og kraftig behåring, så havde Milos Forman stor glæde af Central Park, da han i slutningen af 1970'erne skulle optage musicalen 'Hair', der foregår i 1960'ernes hippiemiljø. Parken er uden signifikante tidsindikatorer, så Forman og hans hippier kunne boltre sig uden smålig skelen til afslørende detaljer i parkens kulisser. Af de mange øvrige film, som er optaget i Central Park, kan i flæng nævnes: komedier som 'Tootsie' (1983), 'When Harry Met Sally' (1989), 'Green Card' (1990) og 'You've Got Mail' (1998), spændingsfilm som 'Die Hard - Mega Hard' (1995) og 'Ransom' (1996). Derudover er der en række film, som man - alt efter smag og behag - kan kalde klassikere: 'Breakfast at Tiffany's' (1961), 'Marathonmanden' (1976), 'Kramer vs. Kramer' (1979), 'Staying Alive' (1983), 'Fatal Attraction' (1987) og 'Wall Street' (1987). Sidst, men ikke mindst, er der naturligvis newyorkeren over dem alle, Woody Allen, som i et utal af film har brugt Central Park som kulisse - bl.a. i nogle af sine mest kendte film som f.eks. 'Take the Money and Run' (1969), 'Annie Hall' (1977), 'Manhattan' (1979), 'Hannah and Her Sisters' (1986), 'Everyone Says I Love You' (1996) og 'Deconstructing Harry' (1998). Også hos forfattere har Central Park naturligvis fået plads i forskellige afskygninger; nogle af de mere kendte er J.D. Salinger, Isaac Bashevis Singer og Paul Auster. I Salingers 'Forbandede ungdom' (1945) har stakkels Holden Caulfield svært ved at koncentrere sig om historielærer Spencers moralprædiken i anledning af Holdens lidet fyldestgørende opgave om egyptisk kultur, og tankerne flyver til Central Park; nærmere bestemt til en af søerne i parken. Hvad der virkelig bekymrer Holden, er ikke den egyptiske kultur, men derimod hvad der mon sker med ænderne, hvis søen i parken fryser til. Man behøver ikke at have en magistergrad i dansk for at få øje på kontrasten mellem natur og kultur i unge Holdens univers. Retfærdigvis bør det dog nævnes, at parken ikke kun er fryd og gammen. Senere i romanen søger Holden væk fra det stærkt befærdede Broadway og op til Central Park, hvor han imidlertid skuffes fælt over synet af »hundelort, spytklatter og mænds sure cigarstumper«. Også nobelpristageren Isaac Bashevis Singer har skrevet om Central Park. I slutningen af novellen 'Neighbors' skildrer han forholdet mellem parken og gaden på en måde, der efter min mening må være en af de mest poetiske. Fra sin lejlighed på Central Park West har novellens hovedperson udsigt over den sydlige del af parken, der i samspil med skyskraberne danner et sørgmodigt vinterbillede af døden - et billede, der afslutter fortællingen om to menneskers død, nemlig hovedpersonens over- og underbo: »Den affolkede park blev til en kirkegård. Bygningerne på Central Park South ragede op som gravsten«. Hvad Woody Allen er for filmens New York, er Paul Auster for litteraturens ditto. Auster er indbegrebet af en newyorkerforfatter; han har skrevet størsteparten af sine bøger i New York og om New York. Havde Olmsted haft mulighed for at læse romanen 'Moon Palace' (1989), hvor en markant del af handlingen udspiller sig i Central Park, ville han utvivlsomt have frydet sig over beskrivelserne af parken. 'Moon Palace' tager sin begyndelse i sommeren 1969, hvor mennesket første gang rejser til Månen. Hovedpersonen i Moon Palace, Marco Stanley Fogg, er en drømmer, som har navn efter tre af verdens store opdagere: Marco står for Marco Polo, Stanley for den amerikanske journalist, der opsporede dr. Livingstone, og Fogg er efternavnet på Phileas, der optræder i Jules Vernes 'Jorden rundt i 80 dage'. Marco er et indadvendt og ikke assimileret individ i det moderne Amerika, som det tager sig ud i 1960'erne. Der er flere faktorer, som er med til at gøre Marcos liv vanskeligt. En af de væsentligste er hans i bogstaveligste forstand fraværende familie: Moderen er død i en ung alder, faderen har Marco aldrig kendt, og onkel Victor, det sidste familiemedlem i live, dør, da den unge Marco netop har påbegyndt sine studier ved Columbia University. Onkel Victors død forårsager en omvæltning i Marcos liv, og tvunget af omstændighederne træffer han en drastisk beslutning. Han vil lade stå til, og det på så bogstavelig vis, at han om sommeren stopper med at spise og slår sig ned i Central Park. I 1969, mens videnskaben og menneskeheden triumferer og entrer Månen, forlader Marco den moderne verden og entrer i stedet Central Park. En sen aften går han ned ad Fifth Avenue med hånden på muren ind til Central Park, i nærheden af Metropolitan Museum of Art drejer han af og sætter kurs mod parkens indre. De få skridt, mellem Fifth Avenue og Central Park, diagnosticerer Marcos splittelse mellem det moderne og det oprindelige. Central Park er Marcos paradis. Selv om dette oprindelige Amerika med løvjungler, enge og huler rummer et meget stort historisk tidsspand og derfor burde være potentielt uoverskueligt for Marcos sarte sanser, kan han problemfrit akklimatisere sig. Central Park kan stille en kulisse af genkendelighed til rådighed, et arketypisk udsnit af amerikansk natur, som alle amerikanere er fortrolige med. Derfor er Marco hæmmet i den moderne verden og trives bedst i sin kontemplative dvale i parken, hvor han kan drømme sig tilbage til det oprindelige Amerika og dets myter. Uden for parken bliver han målt med det moderne menneskes alen, indenfor stortrives han: »Græsset og træerne var demokratiske, og mens jeg dryssede omkring i den sene eftermiddags sol, eller klavrede rundt på klippestykkerne tidligt på aftnen for at finde et sted at sove, følte jeg, at jeg var ved at blive ét med omgivelserne«. Dette er en voldsom modsætning til livet på gaderne, hvor alt er »kroppe og postyr, og hvad enten man bryder sig om det eller ej, kan man ikke gå på dem uden at følge en streng adfærdskontrol. Der kommer en særlig brustenhed over newyorkeres øjne, når de går gennem gaderne, en naturlig og måske nødvendig form for ligegyldighed over for andre«. Kontrasten mellem parken og gaderne er markant, og for Marco er det en understregning af, at han hører til i Central Park, i dette paradoks af en menneskeskabt autenticitet, som både er en oase i det moderne kaos og et helle for den utilpassede. Men desværre er opholdet i parken kun midlertidigt, og da Marco i bevidstløs tilstand findes og bæres ud af parken af kæresten Kitty Wu og vennen Zimmer, kan han ikke gøre modstand. Da de finder Marco, er han midt i en drømmesekvens, hvor han 350 år tidligere slår følge med en gruppe halvnøgne indianere i Manhattans skove. Med denne livagtige drøm kredsende i sit hoved bringes Marco tilbage til Manhattan anno 1969. Tilbage til kravet om uddannelse. Tilbage til værnepligten og frygten for Vietnamkrigen. Tilbage til en tilværelse uden familie. Tilbage til ensomheden. Og tilbage til den moderne verden, som i skikkelse af Manhattans kaos synes at ligge meget længere end få skridt væk fra det oprindelige Amerika. Kommer Marco Stanley Fogg forbi Sheep's Meadow i dag, lægger sig på græsset og kigger sig omkring, vil kontrasten mellem natur og kultur være intakt - formentlig til stor glæde for Olmsted. Vi dødelige, som elsker Central Park, men ikke kan te os som en anden romanhelt og flytte ind i parken, kan som regel sagtens finde på gode grunde til at aflægge parken et besøg. Og hvis De hører til dem, som får abstinenser af at høre Simon and Garfunkel live from Central Park, eller af at se en efterårsklædt Central Park i Woody Allens 'Everyone Says I Love You', så er gode råd dyre - og dog: for formedelst 35 dollar (som inkluderer vand og en pakke Cracker Jack-snacks) kan filmaficionados og nysgerrige turister gribe cyklen og begive sig ud på en guidet Movie Scenes Bike Tour, hvor man kan se nogle af de locations, der i mere end 170 film har medvirket til at udødeliggøre den 150-årige park.