0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tilbage til civilisationen

Antikken er et skatkammer af viden og erkendelse. Det vidste den tysk-jødiske forfatter Leo Strauss alt om. Men læses han loyalt i dag? Peter Wivel tager turen ind i det politiserede forfatterskab.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I sin nekrolog over Nadezhda Mandelstam, forfatteren til det rystende erindringsværk om Stalintiden 'Håb imod håb', beskriver nobelpristageren Joseph Brodsky sit sidste møde med hende i Moskva i 1972. I skumringen kunne han knap se den lille kvinde, som hun sad der med sin lille skikkelse og sit askegrå ansigt, havde det ikke været for hendes gennemtrængende blik.

»Hun lignede resterne af en stor ild, som en lille glød, der brænder, hvis man rører den«.

Den antikke kultur er ligesådan. Gang på gang op gennem historien har man forsøgt at sprede dens aske for vinden. Men hver gang har den rejst sig som fuglen Fønix af de tekster og den viden, som generationer af samvittighedsfulde lærde har vidst af bevare for eftertiden.

Lige nu er der sprunget ild af gløderne fra en kant, hvor man måske mindst af alt havde ventet det. Det er blevet hævdet, at verdens førende supermagt, den mest avancerede nation på kloden, lægger sin geopolitiske strategi ud fra overvejelser, der har deres udspring i en række højst komplicerede fortolkninger af antik politisk filosofi. De er skrevet af Leo Strauss, en videnskabsmand, født i Tyskland, men flygtet fra Hitler til USA via Paris og London. Han blev professor i politisk videnskab ved universitetet i Chicago, hvor han døde i 1973. Han ligger begravet ved en synagoge i Annapolis, Maryland.

Det er naturligvis ikke rigtigt, at præsident George W. Bush sidder og tyrer Strauss' bog om 'Naturret og historie', inden han mobiliserer sin krigsmaskine. Men det er heller ikke helt forkert, at den amerikanske administration forstår sin egen politik som udslag af en værdibaseret fortolkning af verdens konflikter, og det er netop en sådan anskuelse, man finder i Strauss' vigtigste tekster.

Sat på spidsen bidrager Leo Strauss' måde at tænke på derfor til at kaste lys over Bushregeringens argumentation i forbindelse med kampen mod terrorisme og mere konkret invasionen af Irak. Det skal på ingen måde forstås sådan, at Strauss med sit udgangspunkt i antik politisk tankegang er det republikanske partis chefideolog eller bare en afgørende del af dens konservative tankegods. Måske tværtimod, som det her skal vises.

Men det er givet, at man næppe opnår fuld forståelse af den amerikanske politik, hvis man ikke anerkender dens idealistiske motiver og dens revolutionære perspektiver på godt og ondt. Med Bush har USA sagt definitivt farvel til realpolitikken, og de kritikere af USA's globale dominans, som fortsat forsøger at finde materielle hensigter bag ethvert amerikansk initiativ, f.eks. med ørkesløse henvisninger til 'olieinteresser', spilder deres egen og vores tid.

Bushregeringen bekender sig til nogle afklarede, historisk velkendte værdier, og den venstrefløj, hvis taletid desværre snart må siges at være udløbet, uden at man har revideret sine egne klasseteoretiske og materialistiske dogmer, har svært ved at deltage meningsfuldt i debatten, ja, i det hele taget ved at forsvare politikkens forrang for alt andet. Hvilket er beklageligt, da så meget godt kritisk potentiale derved fortsat skal ligge brak.

Leo Strauss delte sin forskning mellem klassisk jødisk tænkning og studiet af den antikke filosofi, og han er mester for en række analyser af de antikke tænkere Platon, Xenofon og Aristoteles, men også af moderne politiske filosoffer som Machiavelli og Hobbes.

Hans betydning som forsker og filolog ligger særligt deri, at han ikke følte sig kaldet til at kritisere de forfattere, hvis tekster han læste så blændende og originalt som ingen anden. Hans umulige, men ikke desto mindre absolut nødvendige bestræbelse var at forstå de antikke tekster og i det hele taget den vestlige kulturs store bøger, som deres forfattere selv forstod dem, og ikke som vi bilder os ind, at vi kan forklare dem ud fra, hvad vi anser for en overlegen historisk, biografisk eller materialistisk analyse. Så taler vi nemlig kun videre om os selv.

Strauss mente, at denne måde at læse antikke tekster på, kunne hjælpe os ud af den katastrofe, som Hitlertyskland og de europæiske kommunistiske diktaturer var. Det 20. århundrede var båret af en fremskridtstro, der var snævert forbundet med de videnskabelige erobringer, men nøgternt betragtet støttede hverken Auschwitz eller Gulag denne optimisme.

De antikke tekster diskuterer værdier, og når derfor frem til en bestemmelse af, hvad det politiske er, og hvorfor uenighed om politiske værdier må respekteres. Den moderne, såkaldte politiske videnskab oplever derimod sig selv som værdifri, og resultatet bliver, som Strauss udtrykker det, at »da vi stod ansigt til ansigt med tyranniet - med en form for tyranni, der overgik de mest kraftfulde antikke tænkeres dristigste fantasier - så opdagede vores politiske videnskab det ikke«.

Derfor siger han et sted:

»Ud fra et klassisk synspunkt er det vigtigste for den politiske videnskab identisk med, hvad der er vigtigst politisk. Med et nutidigt eksempel er den vigtigste bekymring den kolde krig eller den kvalitative forskel, der ligger i konflikten mellem demokrati og kommunisme«.

Strauss taler her om to forskellige tilgange til en bestemmelse af politikkens indhold, den filosofiske, som er den antikke, og den videnskabelige, der er den moderne. Han blåstempler ikke, at Bush-regeringen i demokratiets navn kan tilsidesætte folkeretten og invadere Irak, uanset at Saddam Husseins tyranni unægtelig må være en udfordring for enhver, der bekender sig til menneskerettighedernes universalitet.

Det er her, der er opstået en strid om Leo Strauss, og den forplumrer det betydningsfulde, han har at sige om studiet af de antikke tekster i den moderne verden.

Strauss-eleven Allan Blooms vidtberømte og udfordrende bog 'The Closing of the American Mind' (1987) havde letsindigt åbnet vejen for grundløse anklager mod Strauss for at være antidemokrat. Ti år senere stod en række Strauss-inspirerede politikere, bl.a. den nuværende vicepræsident, Dick Cheney, den nuværende viceforsvarsminister, Paul Wolfowitz, høgen Richard Perle og historikeren Donald Kagan, frem med krav om, at USA skulle gøre sit internationale ansvar gældende gennem militær styrke og 'moralsk klarhed'.

Strauss blev nu i voldsomme vendinger hængt ud som nykonservatismens skytsengel og af forskeren Shadia B. Drury betegnet som 'jødisk nazist' i hendes bog 'Leo Strauss and the American Right' (1997). Derfra var vejen desværre som sædvanlig kort til de trivielle beskyldninger om, at vi her står over for endnu en jødisk sammensværgelse i den øverste ledelse af verdens eneste tilbageværende supermagt.

Debatten er blevet så forbitret, at Strauss' datter, Jenny Strauss Clay, i juni måtte bede New York Times om optagelse af et læserbrev, hvori hun udtrykker sin forfærdelse over antisemitismen i kritikken og betoner, at hendes far troede på og forsvarede det amerikanske demokrati. »Leo Strauss troede på den rodfæstede værdighed i politik«, skriver hun, men tilføjer, at han var fjende af ethvert regime, der stræbte efter global dominans.

Hendes sidste korte bemærkning antyder kraftigt, at man gør klogt i at læse hendes far med større omhu, ikke mindst når det gælder den betydning, han tillægger etableringen af en samfundskontrakt både på nationalt og internationalt plan.

Hans læsninger af Hobbes og Rousseau understreger i øvrigt, hvor meningsløst det er, når Robert Kagan, en anden af ideologerne bag Wolfowitz' tænketank The Carnegie Endowment for International Peace, i sin brandaktuelle bog 'Om paradis og magt' hævder, at USA opererer i en verden behersket af 'hobbesk anarki', mens vi europæere har søgt tilflugt i et paradis, hvor der hersker 'kantiansk evig fred'.

Ingen af disse verdener vil kunne identificeres i de to tænkeres værker - de var jo ikke idioter. Den 'hobbeske' naturtilstand, som Kagan forudsætter, og som Bushdoktrinen skal beskytte USA imod, er en teoretisk abstraktion, der skal forklare, hvorfor mennesker indgår aftaler med hinanden. Den findes ikke i en verden, der er bundet sammen af net af forskellige aftale- og tillidsforhold. Ved at sætte sin overvældende militære magt ind som alternativ til allerede eksisterende balancer og aftalekomplekser yder USA sit bidrag til anarkiets udbredelse, ikke til dets bekæmpelse.

Strauss studerede antikkens tænkere, fordi de kunne oplyse os om de kræfter, der i politikken samles om begrebet det fælles gode, hvis bestemmelse er politikkens egentlige mål, og som i vore dage, men ikke ganske i Strauss' idealistiske ånd, har udviklet forestillingen om globale fælles goder, der måske kan medvirke til at styre en globalisering, der endnu langtfra er kommet under kontrol af det politiske, dvs. af os som verdensborgere.

Det bærende princip i Bushdoktrinen, som blev fremlagt for offentligheden i september i fjor, er, at vi med den overnationale terrorisme historisk og verdenspolitisk står over for en så enestående ny udfordring, at den nødvendiggør amerikansk overherredømme i internationale forhold. Strauss havde forudset et sådant argument. Allerede 1962, da den samme påstand blev fremført, skrev han:

»Vi indrømmer gerne, at vores politiske situation intet har til fælles med nogen tidligere politisk situation, bortset fra, at det er en politisk situation«.

Hvilket er kernen i hans lære og grunden til, at antikken er et skatkammer af viden og erkendelse.

De, som vil vide mere om, hvad det vil sige, bør læse hans gennemgang af grækeren Xenofons lille dialog 'Hieron', et af Strauss' første betydelige værker. Strauss skrev denne bog umiddelbart efter krigen og tilføjede den stor ekstra værdi ved at lade hegelianeren og marxisten Alexandre Kojève anmelde og kommentere den.

Dialogen 'Hieron'er skrevet i det 4. århundrede før vor tidsregning og skildrer en fiktiv samtale mellem en græsk tyran, Hieron, og vismanden og digteren Simonides. Det er den eneste klassiske tekst, der udelukkende diskuterer tyranniet og dets følger.

Som Strauss læser dialogen, er intrigen enestående kompliceret. Hieron søger forsigtigt politiske råd hos Simonides, som han mistænker for at stræbe efter selv at blive tyran, om end i den mere ædle skikkelse som 'filosofkonge'. Simonides er nødt til at svække denne livsfarlige, men ikke ubegrundede mistanke, og han må heller ikke virke overlegen over for sin lunefulde 'elev'. Vi ved jo alle, hvordan det gik Sokrates i hans konflikt med det langt fredeligere atheniensiske demokrati.

Ved list får Simonides Hieron til selv at føre sagen mod tyranniet, idet han beskriver sit liv som bestandigt truet og sin person som frygtet og hadet. Hans konklusion er, at døden i form af selvmord i virkeligheden er hans eneste udvej.

Strauss udlægger det sidste som en overdrivelse, der skal skræmme Simonides fra at ønske sig i Hierons sted. Men taget bogstaveligt er tyrannens selvmord rent faktisk den logiske følge af den totale lovløshed og dermed meningsløshed, hans styre repræsenterer. Det har allerede taget afsked med det, der for Strauss er det centrale i det at være menneske, nemlig tænkningen og dermed overvejelserne over, hvad det gode liv og det rette styre er.

Tænkningen er sindets og dermed menneskets værdighed, mener Strauss. Den bærer vidnesbyrd om 'verdens godhed': Verden er menneskets hjemsted, fordi det er det menneskelige sinds hjemsted, siger han i en anden sammenhæng.

Hierons selvmordstanker kaster således fortolket et opklarende lys over begivenhederne den 11. september 2001. Man kan nemlig med god ret sige, at al-Qaeda allerede har oprettet det islamiske tyranni, det vil udbrede til forskellige steder på kloden, hvor der endnu ydes modstand, og at de arabiske selvmordsterrorister blot tog den yderste konsekvens af dette diktaturs fornægtelse af folkeret og moral og retfærdighed i almindelighed ved at give demonstrativt og definitivt afkald på deres egen bevidsthed. Det er præcis det, Hieron erkender som sin egen skæbne.

I samtalen viser Simonides træk, der minder gysende om intellektuelles hovmodige værdinihilisme, og det bør en moderne læser mindst af alt overse. Men i dialogen tjener denne følelsesmæssige kulde til at tvinge Hieron så langt frem på banen, at han erkender, at hans tragedie skyldes, at han dømmer sig selv, som en samfundsborger nødvendigvis må gøre det. Han erkender altså, at også han er bundet af de normer, han bryder, og at de er forudsætningen for menneskeligt samvær og gensidig kærlighed.

Simonides' værdifrihed tvinger dermed de egentlige værdier i samfundet åbent frem, samtidig med at han understreger, at man for at være retfærdig borger forinden må have overvejet med sig selv, hvad det vil sige at være et godt menneske.

Et tyranni er en umulig samfundsform. Det, der må efterstræbes, er et 'aristokrati', det vil sige et styre af de bedste. Strauss gør opmærksom på, at »det frie og forfatningsbaserede demokrati kommer nærmere til, hvad klassiske tænkere krævede, end noget alternativ, der står til vores rådighed i dag«. Dermed kaster han sit lod i det repræsentative demokratis vægtskål, ikke uden et skarpt blik for dets mangler, men i tiltro til dets styrke.

Antikken er for Strauss et bestandigt spejl, vi skal måle vores egne politiske forestillinger imod. Klassisk dannelse består i at holde liv i gløderne fra den brand, der satte vores politiske civilisation i gang.



Leo Strauss er her citeret fra 'On Tyranni', Chicago 2000, 'Liberalism, Ancient & Modern', Chicago 1995 og 'Natural Right and History', Chicago 1965.
Ivar Gjørup er mester for en utvungen oversættelse af Xenofons dialog 'Hieron'. Den kan læses på http://adam.iql.ku.dk/ tilde aigis/2001,1/hieron.pdf.