Hvor er den europæiske kulturelle offentlighed? Spørgsmålet hænger i luften. Uden en europæisk offentlighedssfære har demokratiet ingen vækstmuligheder i det samlede Europa, hedder det. Spørgsmålet blev aktualiseret i almindelighed ved genforeningen af Øst- og Vesteuropa på Københavnermødet i december sidste år - og nu i særdeleshed af perspektivet ved Europas første fælles forfatning. Derfor er det måske værd at minde om, at forudsætningerne for en sådan kulturel offentlighed faktisk findes i Europa - hvis vi orker at forholde os og kan strække os så langt som til at indse, at det ikke er al offentlig samtale, der er mediebåret. Der foregår her og nu europæiske samtaler og kulturelle udvekslinger, som hverken er politiserede eller medialiserede. En sådan samtale fandt sted for nylig i Paris, da Det Danske Akademi aflagde besøg i Académie francaise. Et historisk øjeblik, al den stund Académie francaise ikke har taget imod dansk besøg siden 1768-69 med Struensee og kong Christian VII, denne såkaldte gale konge med det rørende motto 'Gloria ex patria' - fædrelandets kærlighed - min berømmelse. Men altså ikke mere gal, end at Karen Blixen kunne bruge ham som Johannes Ewalds samtalepartner i bordellet i 'Samtale om Natten i København'. Denne konge med det svirende rygte har åbenbart haft en hang til - og talent for - samtaler, og ikke bare med Støvlet-Katrine. Også Académie francaise skal kongen have diverteret sig åndfuldt med - ligesom han korresponderede med Voltaire. Nu var Voltaire, så vidt jeg ved, ikke medlem af Académie francaise, hvilket fortæller os, at ikke alle ørne er medlemmer af akademier - nødvendigvis. Men akademierne gør et nødvendigt arbejde - ud fra Voltaires devise: »Det overflødige er det nødvendig«, vil jeg vove at påstå. Hvad er et akademi, hvad skal og kan det? Hvad er akademietsbrand? Akademiet er gammelt europæisk tankegods og går helt tilbage til Platon, hvor de lærde sad og diskuterede hans uskrevne lære. I dag vil jeg sige, at akademiernes opgave består i at opretholde en civilisatorisk standard, en tradition og et niveau, der skal modvirke, at vi synker ned i barbariet - hvilket vi indimellem kan føle os fristede af. Akademierne skal ikke tage stilling til TV-avisen, men sikre kontinuitet i en verden præget af drastiske forandringer. Académie er hunkøn på fransk. Académie francaise er på en måde alle akademiers tip-tip-tip-oldemor. Formoder både for Det Danske Akademi med Selskabet til de Skiønne og Nyttige Videnskabers Forfremmelse fra 1759 og det svenske med deres berømte Nobelpris, som også er dannet efter fransk model og inspiration under Gustav III. Det, der imidlertid gør Académie francaise så enestående, fornemt - pompøst vil mange danskere utvivlsomt mene - er, at Frankrig har haft en revolution, der afskaffede kongemagten. I stedet er al guldet og røgelsen investeret i sprogmagten. At have sproget i sin magt - regnes af franskmænd for det allerstørste gode, hvilket vi som danskere bliver enten forlegne eller forargede over, alt efter hvordan vi nu har det med sprog i det hele taget og med vores personlige overskud i særdeleshed. Det er jo netop kernen i Blixens gæstebud-skab: Babettes franske falbelader har vi svært ved at sluge i Norden, og den franske skildpaddesuppe bliver vi forskrækkede over at skulle æde. Og som i fortællingen reagerer vi i reglen ved bare at 'lade som ingenting'.We are not impressed,som det hedder - på dansk. Académie francaise med adressen Quai de Conti i Paris blev grundlagt af kardinal Richelieu i 1635 ud fra den visionære tanke, at en stat må have en kultur. Men denne kultur bør være uafhængig af staten, der skal dyrkes og styrkes gennem sprogbevidsthed. I dette dygtige dobbeltgreb mellem autonomi og folkelig forankring blev det franske akademi grundlagt - og selvsupplerende. Hvert nyt medlem vælges af ligemænd, som det hedder, og sanktioneres den dag i dag ved en ceremoni af akademiets prorektor, republikkens overhoved, den franske præsident. Ordet ligekvinder findes ikke, kun 'ligemænd'. Kvinder har overhovedet ikke fået indpas i Académie francaise før i slutningen af 1900-tallet, da Marguerite Yourcenar - 'Kejser Hadrians erindringer' - blev valgt ind i 1980. Man husker, at det var et stort problem, et offentligt anliggende, hvordan hun skulle være påklædt ved ceremonien 'sous la Coupole', hvor sablerne rejses til lyden af trommehvirvler, og akademisterne er iført deres gamle kultdragter af fløjl. (Løsningen hed Yves Saint Laurent). Académie francaise er et paradoks, fordi man må forestille sig en offentlighed, som offentligheden ikke har adgang til. Alligevel er der tale om en overordnet samfundsmæssig betydning, al den stund akademiets eksistens hverken er hemmelig eller privat, men udelukkende baseret på kollektive værdier som sprog og litteratur. I antropologisk forstand er akademierne, selve konceptet, måske de sidste rester af den europæiske udformning af en gammel shamanistisk kult, hvor der føres levende samtaler med de døde - også kaldet traditionen. Da intetakademi i verden nogen sinde har aflagt besøg i det franske, fordi det er en notorisk umulighed at modtage en sådan invitation, har vi den danske ambassade og ambassadørens ésprit i særdeleshed at takke for indbydelsen. Bag mødet har man mærket en begejstret vilje og umådelig lyst i retning af at få det umulige gennemført, fordi det var vigtigt. Og hvorfor var det så vigtigt? For at svare er man nødt til at forestille sig en usynlig væsentlighed, der hverken er penge eller billeder i. En tankens og ordets prestige i en verden, hvor stilbevidsthed er i højsædet på næsten alle områder, undtagen det sproglige. I en flimrende verden , som hver dag byder på et accelererende mylder af modstridende informationer, der gør det ganske umuligt at træffe tillidsvækkende beslutninger, er det betryggende at vide, at de gamle og 'udødelige' rask væk bruger halvtreds år på at vurdere, om en talemåde har sat sig så tilpas fast, at den kan komme med i Académie francaises store ordbog. Vi er nået dertil i vores civilisatoriske stade, at vi er nødt til at klamre os til de sidste rester af langtidsholdbar føde, ja, hvor langtidsholdbarheden bliver en værdi i sig selv. I samme lys ser vi befolkningerne i Europa i stigende grad suge kraft ud af kongehusenes symbolske mening - og efterhånden i en så altfortærende grad, at det nærmer sig det kannibalistiske. Men hvordan ville vi så klare os i forhold til den gale, geniale konge? Vi skulle i princippet møde '40 genier', som kalder sig 'De udødelige', og lad det straks være sagt: Dén kunne vi ikke klare! Da vi andre er dødelige, forhindrede det vort ærede medlem Frederik Billeskov Jansen i at være til stede i Paris. Det ville ellers have været clouet på hans dansk-franske livsværk, der ikke mindst bestod i at indvie franskmændene i den danske poesi og i formidlingen af Kierkegaard til fransk. Af de franske akademister var jeg personlig glad over at træffe den nuværende secrétaire perpétuel, historikeren Hélène Carrère d´Encausse, specialist i de centralasiatiske sovjetrepublikker. Jeg havde læst hende i mine unge dage som russiskstuderende - 'De sovjetiske minoriteters historie' foreligger på dansk. Hun var en af de få, som - profetisk dengang - indlod sig på at omtale en islamisk understrøm i Sovjetasien, selv om talen dengang officielt lød, at alt var i den skønneste orden, der var overhovedet ingen modsætning mellem islam og kommunisme. Nævnes bør ikke mindst den banebrydende biolog, nobelpristageren Francois Jacob, som også er medlem af Videnskabernes Selskab i København. Hans bog 'Le Jeu du possible' havde jeg faktisk læst engang af ren og skær interesse. Det samme gælder Michel Sèrres, som har forelæst i Danmark adskillige gange og haft en markant indflydelse på tænkningen i Det Danske Kunstakademi på Kongens Nytorv. På mit spørgsmål til essayisten Bertrand Poirot-Delpêch, som bl.a. skriver i Le Monde, om han troede, at Europa virkelig har noget til fælles, svarede han cirka sådan: »Når man som jeg er formet gennem jødernes skæbne under Anden Verdenskrig, er det livsnødvendigt med et europæisk sammenhold. I øvrigt mener jeg, uden at kunne specificere det nærmere, at der fra Island mod nord, Mahgreb i syd, Irland mod vest og Istanbul mod øst er en fællesnævner i tænkemåde, man ikke kan definere, men helt klart fornemme som europæisk«. Le secrétaire perpétuel honoraire, den spektakulære Maurice Druon, politiker, historiker og romanforfatter - en kæderygende vildbasse på 85 med stride hvide hår og rideheste - fordums medarbejder til de Gaulle i London - fortalte, at han havde haft besøg af Karen Blixen på hendes sidste Pariserrejse, men at han ikke kunne komme sig over, at denne nydelige dame havde været alt 'dét' igennem: »Det kunne man slet ikke mærke på hende!«. Ved dette kultiske møde af skønånder var det mærkeligste, utvivlsomt, da Frederik Stjernfelt hviskede: »Claude Levy-Strauss står i entréen«. Med ærefrygt listede jeg ind igen, for hvordan var det mon at hilse på og se en myte lige ind i ansigtet? Dér stod væsenet i entréen, et illumineret skelet på snart 100 år, en fugl, enten kogt eller rå, jeg ved det ikke. Men han var venlig og skulle til møde. Følgende repræsenterede Det Danske Akademi ved mødet i Paris: sprog- og litteraturforskerne Torben Brostrøm, Mogens Brøndsted, Jørn Lund, Frederik Stjernfelt og forfatterne Peter Laugesen, som franskmændene udnævnte til 'Célinespecialisten', Klaus Rifbjerg, Jens Smærup Sørensen og Pia Tafdrup. Jens Smærup Sørensen lagde ud med at præsentere os og at oplyse om, at vi ved en testamentarisk bestemmelse fra Karen Blixens side havde til huse i Rungstedlund, Johannes Ewalds gamle kro ved Øresund. Torben Brostrøm stod for en 'intervention' angående de fransk-danske litterære strømninger Holberg/Molière, Brandes/Taine, Kierkegaard/Sartre, Sophus Claussen/Verlaine, Karin Michaëlis/Colette. Og mine kære medakademister var så venlige at give mig ordet, sådan at jeg ikke alene - i lighed med Pia Tafdrup - oplevede den verdenshistoriske begivenhed at være en af de ganske få kvinder, som har sat deres ben i disse hellige haller, hvor alle bordene er af fløjl, men som for mit vedkommende har siddet i den stol, der tilhørte moralfilosoffen de la Rochefoucauld i Académie francaise, som til dags dato er nået op på det svimlende antal af tre kvindelige medlemmer blandt fyrre udødelige mænd. Ud fra min beretning om mødet mellem Oehlenschläger og Madame de Staël mærkede jeg en vis uro i salen: Det var stadig kontroversielt at nævne hendes navn - og ikke fordi hun var en romantisk skikkelse, der satte sit liv ind på ytringsfriheden i flugten fra Napoleon, men fordi hun - ifølge akademisterne - skriver med redundans - altså dårlig stil, dumpet. Det Danske Akademi, hvis fundats byder at arbejde for dansk ånd og sprog, specielt inden for litteraturen, kan selvfølgelig slet ikke måle sig med vores tip-tip-tip-oldemor, det franske, hverken i alder, rigdom eller rummelighed. Académie francaise optager historikere, læger, videnskabsfolk, politikere og teologer, som har bidraget til at gøre det franske sprog ære. Foruden de obligate prisuddelinger uddeles belønninger til mennesker af ringe kår for heltedåd, og hvert år holdes en times ceremoniel forelæsning om 'Dyden'. Det skal dog bemærkes, at dydens vej er bred, for en forelæsning var blevet holdt angående dyden ved tegneserier. Men Académie francaise er i den store offentlighed mest kendt for en ordbog, der er forlenet med en særlig aura. En lille komité mødes hver torsdag for at diskutere de enkelte ord, som kan komme ind eller skal ud. Eksperter inviteres til møderne, astrofysikere og it-ingeniører med henblik på at indvie i teknologiens sproglige nyskabelser. Frankrig er det land i Europa, som ikke alene håndhæver det franske sprog i alle Jordens verdensdele, men i høj grad også den europæiske kultur som modmagt til amerikansk verdensdominans. Frankrig er for så vidt det eneste land i Europa, der har en visionær kulturpolitik, idet man er sig Europas sproglige mangfoldighed bevidst - ikke bare som en hæmsko for indflydelse, men i sidste ende som en levende demokratisk ressource. Det altovervejende spørgsmål, vi blev bedt om at besvare, var derfor heller ikke overraskende: Hvad gør vi i Danmark for at afbalancere den engelsk-amerikanske indflydelse på vores modersmål. Hertil svarede professor Jørn Lund, at vi faktisk har flere tyske og franske ord i dansk end engelske. Og at vi ingen problemer har med enkelte engelske ord, som feedback , aftershave og bodybuilder, ord, der indoptages naturligt som en del af vores sproglige beredskab. Problemet er i langt højere grad alle de (forskningsmæssige) områder, hvor vi fravælger dansk. Ved i stigende grad at fravælge dansk i seriøst fagligt øjemed risikerer dansk at forsumpe og blive et B-sprog. Académie francaise og Det Danske Akademi gennemdrøftede de fælles problemer, der ligger i, at det inden for visse videnskabsgrene er stadig mere meriterende at publicere på engelsk end på andre sprog. Vigtige spørgsmål at tage fat på i fremtidens europæiske offentlighed. Og der er næring at hente i de gamle langtidsholdbare symbolcentre, disse historiske tidslommer, hvor glemt viden overvintrer. Akademierne giver stafetten videre - gennem traditionen. Som Maurice Druon sagde: »Det er ikke os, der er udødelige, det er den arv, vi er sat til at varetage«.