Hvorfor bliver I ikke hjemme med jeres røgallergi, sindssyge krav og nyfødte unger? Eller går ud og slår på en puddelhund i stedet? En RUC-studerende mindes sin tid som servicerobot på en af byens cafeer. Forleden søndag, da solen bragede ned over verden, forvildede jeg mig med et par venner ind på en cafe på Christianshavn. Jeg var ikke andet end nået over dørtrinnet, før jeg vidste, at jeg var i færd med at gøre noget meget dumt. Utrolig dumt. Jeg havde frivilligt og tankeløst bevæget mig lige lukt ind i det, der i min private ordbog kaldes forbrunchhelvedet, ikke blot brunchhelvedet, men søndagsbrunchhelvedet. Lydene og lugtene af alt for mange cafegæster i alle mulige og ikke mindst umulige afskygninger stuvet sammen på alt for lidt plads gjorde ting ved mig. Jeg mærkede, hvordan en stærk dunken tog bolig i min ene tinding, mens en åre på venstre side af min hals højspændt begyndte at pulsere. Jeg sagde ikke noget til mine venner om, at det nok var bedst at forlade stedet. I stedet lod jeg på nærmest masochistisk vis glimt fra min tid som servitrice i det københavnske cafemiljø rulle ind over mig. Det var ikke for børn og bar damer at færdes i denne branche. Det krævede hård hud på følelserne og ikke mindst på tolerancetærsklen, som for mit vedkommende arbejdede på akkord. Dette taget i betragtning var lønnen latterlig lav. Da jeg i sin tid søgte job i den eftertragtede branche (hvor man knokler som en bryggerhest og mange alene for navnets og prestigens skyld!), mødte jeg flere steder en uventet forhindring. De kvindelige hopper bag baren! De vejrede straks uro i stalden, når man som ny hoppe bød sig til. Glad og naiv mødte jeg op med min ansøgning, i hvilken jeg brystede mig af at kunne komme op om morgenen, var pålidelig og fleksibel, hurtig og smilende. Gode plusord, men plusord, som på ingen måde imponerede de kvindelige tjenere, der tog imod min ansøgning. Med et elevatorblik lovede de at give den videre til deres chef, som desværre ikke var til stede, og »det vides heller ikke, hvornår han vil indfinde sig« - faktisk var det tvivlsomt, om han nogensinde ville indfinde sig igen. Men deres øjne sagde: Stalden er fuld, søde. Hingstene er mine, og de hopper, der allerede arbejder her, kender jeg. Jeg lærte at gå uden om bommen og gå direkte til chefen, som altid viste sig at sidde oppe på kontoret, og dermed få mig et job. Mine tanker tunede sig ind på det cafeske univers i det indre København, nærmere betegnet Kronprinsensgade, hvor min cafeløbebane tog sin begyndelse. Billeder af gæster i rulamsfrakker med skaldede isser og kvindelige jurastuderende med høje hestehaler, der var 'lidt model i deres fritid', poppede op i mit hoved. Jeg huskede, at jeg og mine provinsielle gener i begyndelsen var blevet mere end overrumplet over følelsen af at adlyde bestillinger fra mannequindukker i de omkringliggende tøjbutikker, Stig P og Bazar. Men så forstod jeg, at det var rigtige mennesker, der bare bar dukkernes tøj, og at øjnene ikke var forstenede dukkeøjne, men levende menneskeøjne. Levende blev de eksempelvis, når jeg, til de unge hunkøn, med beklagelse måtte oplyse, at letmælken var udsolgt. Jeg så i deres øjne, hvordan deres verden brast, og hvordan de mistroisk og febrilsk lod blikket søge efter letmælken, som jeg (forræder) skjulte for dem. Når jeg langede 'cafe-latten' med sødmælk over disken, betalte de med den uudtalte dom: Du er hermed erkendt skyldig i min ekstra tur i Form og Fitness. De tjekkede hankøn brugte ofte stedet som en magtens arena, hvor territoriet skulle pisses af. Jeg var deres sagesløse middel til at nå deres mål: »Hvor lang ventetid er der på maden i dag?«. Fyren kiggede udfordrende op på mig. »Plejer du at vente på din mad her«, spurgte jeg sukkersødt. Jeg kunne med mit trænede tjenerblik hurtigt se, hvad jeg havde med at gøre. Et ungt par. Første eller anden date. Fyren var trukket i den fikser jeg skat-bukserne, og pigen med de spinkle håndled og det smalle guldarmbåndsur nød sin dates autoritære stil. »Om jeg plejer at vente?! Jeg bestiller aldrig andet, når jeg er her. Sidste gang ventede jeg i 45 minutter, og det er bare ikke i orden«. Han lagde læberne i en vigtig streg. »Nej, selvfølgelig er det ikke det«, svarede jeg. »Men hvorfor er det lige, at du så elskværdigt bliver ved med at berige os med dine besøg, hvis du plejer at vente på maden?«. Fyren sendte overrasket sine øjenbryn op i sin plagede Sun-Tan- pande. »Ved du hvad, frøken, du glemmer vist devisen om, at 'kunden altid har ret'«. Han kiggede over på pigen med et blik, der fortalte, at der fik han sat mig på plads. Jeg havde travlt, og min mandlige gæst havde virkelig sat sig for at køre denne her hjem. Det kunne gå hen at trække ud, så jeg valgte at gøre kort proces. »Unge mand, nu skal jeg fortælle dig en ting. Dengang kunden altid havde ret, var dengang farfar var ung. Og det er han ikke længere. Kan du se den cafe derovre?«. Jeg pegede over på Zoobar. »Jeg tror ikke, at der er ventetid derovre!«. Fyrens næsebor udvidede sig, og det trak slemt i hans veltrænede kæber: »Okay, jeg vil gerne tale med din chef. Hvor er din chef?«. Lugten afstegtbacon sneg sig op i mine næsebor, og jeg tog en slurk af min Classic, som jeg ønskede var en stiv whisky, der kunne lamme mine ærgerlige gummer, da et andet billede meldte sig af en typisk gæst: En rulamsfrakke bestilte nonchalant en burger - uden at kigge mig i øjnene. I håb om at den stive attitude ville forsvinde som dug for solen, spurgte jeg: »Hvordan vil du gerne have din bøf? Medium, well done eller op i numsen?«. Så faldt duggen ... tungt. Jeg forsøgte stædigt og vedvarende med småsurpriserat løsne op for den selvhøjtidelige atmosfære i det indre københavnske, men jeg hev sjældent nogen stik hjem. Behovet for dansk cafeliv og mere end nogensinde - brunchkultur - må være stort, når man tænker på de uhyggelig mange cafeer, der skyder op af jorden, som var de ukrudt. Og jeg ved, at vi er mange, der gerne vil forbinde dette liv med hyggeligt socialt samvær eller med stille og indadvendte filosofiske stunder (sidstnævnte er en anden type cafegæster, som jeg oftest mødte på cafeerne omkring Søerne. Gæster, der så ud, som om de var fordybede i bøger af Kundera og Hesse). Men jeg er bange for, at jeg desværre både på servicerobotternes, men også på de cafetrængende gæsters vegne må afsløre, at cafebesøg er alt andet end afslappende. I hvert fald når man færdes på de trendy og travle cafeer, og det gør mange. De socialt afhængige menneskedyr tåler ikke at gå forbi en proppet cafe - så må og skal de sateme derind. Jo flere mennesker at vælte sig rundt i, blive set af, vrisse ad, spejle sig i, flirte med, toppes med, des bedre. Også selv om man efter en times besøg stakåndet vælter ud af cafeen, endnu mere stresset og urolig i sit indre, end da man kastede sig derind. Hvad fanden skal alle folk også ligederindfor ...?! De proppedecafeer bliver ikke mindre proppede, når en særlig gruppe af gæster invaderer dem: de nybagte mødre omkring de tredive. Jeg må indrømme, at de har ligget mig en del til last. Ikke alvorligt, men dog alligevel ... til last. Mødrene skulle have deres velfortjente 'veksle babyerfaringer med veninden-pause' - dagens højdepunkt (efter amningen, formoder jeg), og det var ikke sjældent, at det blev forventet, at jeg forstod vigtigheden af, hvor tiltrængt denne time på dagen var, og at jeg ydede mit bedste for at forsøde den. På et tidspunkt dummede (efter amerikansk målestok: virkelig dummede) en dansk pige sig i USA. Hun lod sin barnevogn med inventar blive uden for cafeen og blev hængt ud som den dybt uansvarlige mor. Som bekendt skabte hændelsen stor furore i offentligheden. De danske kvinder tog historien til sig og tog følgelig barnevognene med ind på cafeen. Fra den dag blev pladsen og tålmodigheden trang. Jeg udviklede nærmest akrobatiske evner. Dagligt navigerede jeg rundt mellem barnevogne på let tåudenat støde ind i én af dem og dermed begå en nærmest kriminel eller i hvert fald utilgivelig handling: at have vækket Emilie Augusta og have frataget mor muligheden for at nyde sin 'slim-latte' i fred og larm. Jeg var ikke på bølgelængde med de kvinder. Det var jeg sgu bare ikke. Heller ikke når jeg på mine fridage mødte kategorien på gaden. Ikke nok med at de havde været så heldige at blive beriget med en lille baby. Oven i købet gav barnevognen med de skumbelagte greb og velcrolukninger dem ejerskabet over alle gader og stræder. Kvinder, som pludselig var noget ved pædagogikken, og jeg som ikkemor var det rene pudder, der måtte trække ind i buske og vige for livet, så mor kunne komme frem. I weekenderne tog mødrene eller de vordende mødre deres mænner med til en gang brunch. Så fik jeg også fornøjelsen af at skulle betjene far, som ofte havde held med at vise sin nyerhvervede status og position på belastende vis. Han kom op i baren med et meget vigtigt blik i øjnene eller i øjet, for det andet øje var hele tiden på den gravide kæreste. Nu forklarede han mig, atvier gravide, og at Cecilie, hans kæreste, ikke havde godt af røgen, så vi var nødt til at åbne et eller flere vinduer, og at han skulle have to cafe au lait, men at den ene espresso skulle halveres, sådan at han fik halvdelen af Cecilies kaffe, eftersom hun af hensyn til sin tilstand ikke måtte drikke så stærk kaffe. I øvrigt ville han også lige høre, om Cecilie kunne få byttet sine chilibrunchpølser ud med lidt brunchrøræg i stedet, eftersom der nok var for meget brunchchili i pølserne Cecilies tilstand taget i betragtning. Og så ville han for god ordens skyld lige høre, om cafeen havde en mikrobølgeovn - det var jo meget rart at vide, når barnetvarfødt, om de så kunne få varmet flasken med modermælkserstatning her ... for de kunne jo ret godt lide at komme her ... altså når jeg efterkom deres 'du må i hvert fald tage hensyn til mig-ønsker', ellers ... Det var i situationer som disse, at jeg fik besøg af en lille djævel oppe i mit hoved, som sagde: Hvorfor bliver I ikkehjemmeog hygger jer med hinanden i stedet - kigger lidt på fotografierne af troldefar, der stolt holder moderkagen i sine hænder som en anden olympisk fakkel? For hyggeligt bliver det sjældent, når børnene skal synes, at det er sjovt at lege med enservieti en time eller to. I mit barnløse hoved er det indlysende, at de hippe brunchtimer mere må føles som en straf end som en gave for de små pus. Hvorfor skal de død og pine belemres med røgfyldte og larmende rum, som er alt andet end børnevenlige, bare for at de voksne kan opretholde en følelse af, at livet ikke er gået i stå, selv om der nu er kommet nye små til? Hvad med at give landets cafeer barnevogne for, i hvor høj grad de tilgodeser nybagte og vordende forældres behov? I stil med hatteuddelingen i 'Bogart'. Og så kunne man også sætte en skiltning i vinduet om, hvorvidt cafeen inkluderer en mikrobølgeovn - bare sådan for god ordens skyld! Jeg bliver revet ud af mine tanker, da en forbipasserende gæst giver mig et hårdt puf i ryggen. Øv. Av. Så slap dog af, menneske! Hvad der end ligger til grund for, at vores indre svinehund stikker sit usympatiske hoved frem, hver gang vi træder ind på en cafe, kan jeg ikke lade være med at appellere til at give hunden et par timer i adfærdsdressur. For er det ikke nok, at vi i forvejen sovser verden og hinanden ind med vores road-rage og technology-rage, hvor vi hæmningsløst går amok i trafikken og foran strejkende computere og derefter over for kollegerne. Det kan godt være, at man som med så meget andet kan skyde skylden på den egocentriske tidsånd. På den anden side: Et banalt sted som en cafe (hvilket en cafe i et eller andet omfang må siges at være) må vi sgu da kunne udse os som mål for alskens frustrationer og som et sted, hvor (manglende?) selvværd skal stives af. Gå dog ud og slå på en puddelhund eller noget andet dumt i stedet ... Må jeg som lethaltende eksservitrice med radbrækket skulder og en diskusprolaps komme med en opfordring?! Stopcafe-ragen og lad os have det lidt rart sammen - vi, nationen, der altid praler med vores 13-taller i dansk hygge.