Vi burde udskrive højskolechecks, som vi udskriver børnechecks, mener digteren Sten Kaalø. Efter at have besøgt Berlin med en busfuld unge højskoleelever. Vi bliver visiteret, som om vi skulle op at flyve. Det skal vi på en måde også. Ude er det bare et par grader varmt, klokken er lidt over ni morgen, et tyndt slør af februardis ligger om solen, lyset falder skråt ned over Brandenburger Tor til den ene side og over de nøgne træer i Tiergarten til den anden. Vi næsten stables ind i en elevator til mindst 50 personer, kører et par etager op, står ud og begynder at gå videre opad i en spiral, inde i et overdimensioneret sneglehus af glas og stål. Højskoleeleverne ser optimistiske ud. De er på opdagelse i verden fra morgenstunden, skønt de var sent ude i aftes til koncert med japanske trommeslagere. De skal nok opdage noget. Den Sønderjyske Højskole for Musik og Teater, i Toftlund, er på rejse til Berlin. Lige nu er det kuplen på det ombyggede rigsdagshus, som udforskes. Oppe fra toppen er der storslået udsigt over Berlins huse og kraner og floden Spree, som Wolf Biermanns mor sprang i og svømmede ned ad med lille Wolf (sanger og digter, født 1936) liggende på sin mave, dengang under Anden Verdenskrig. Sådan reddede de begge livet. Spree går i store og små slyngninger gennem hele Berlin, deler sig, samler sig og flyder videre akkurat som Berlin selv. I dag er der sprøde, hvidgrønne, vintergamle isflager i Spree, som langsomt glider under broer, gennem tunneller, og daser fredeligt af sted langs byggepladser, travle gader og visne anlæg med ænder, der gemmer hovedet under vingen.En kurdisk digter, Farhad Shakale, skriver i digtet 'Sang' (oversat af Adil Erdem) om en anden flod, men det kunne også gælde Spree og Wolf Biermann: »Du lægger dig ved floden Mens du lytter til pigen Hvis sange de kurdiske mødre har skrevet. Mens du sover Lægger hun sig ved din krop Synger jeres fælles vuggesang Kysser dig i ansigtet«. Skråt over for det nye rigsdagshus, hvor Bundestag samles, ligger 'vaskemaskinen', berlinernes øgenavn til den nybyggede nyfunkisagtige kedelige kanslerbolig i hvidt. Kansler Schröder er ikke hjemme, han står på talerstolen i Forbundsdagen her under kuplen. En due er sluppet indenfor mellem højskoleeleverne i sneglegangen. Duen kalder mange referencer frem. Er det duen fra Noahs Ark eller den, der dalede ned over Menneskesønnen, da han blev døbt i Jordanfloden? Er det en slægtning til Pablo Picassos due? Er det Brorsons turteldue fra 'Her vil ties, her vil bies'? Eller er det måske slet og ret selveste fredsduen, der er kommet ikke udefra, men nedefra, fra Forbundsdagens møde, fra kansleren? Det sidste, fredsduen, mener de fleste. De tror ikke, at der er gået tysk indenrigspolitik i Gerhard Schröders stadige kamp for at undgå krigen mod Irak. Hans forsøg på med fredelige midler at få Saddam Hussein pacificeret lykkedes som bekendt ikke. Og knap to måneder efter, 9. april, stod amerikanerne i Bagdad. Programmet for Den Sønderjyske Højskoles ugelange ophold i Berlin byder højskoleeleverne på mange teaterforestillinger, og det er sandelig ikke hvilke som helst teatre, der befinder sig i Berlin: Volksbühne, Deutsches Theater, Berliner Ensemble, Komische Oper plus små listige off- og off-off-grupper. Dertil kommer koncerterne, store og små mellem hinanden: rock, jazz, klassisk med mere. Foruden besøg i koncentrationslejren Spandau og i villaen i Wannsee, hvor Hilter og hans kumpaner aftalte udryddelsen af al jødefolket. Digteren Friedrich Hölderlins strofe burde hænge på en iøjnefaldende plads i villaen ude i det smukke Wannsee: »Men os er det givet intet sted at finde ro. Som vandet fra klippe til klippe sig slynger, sådan kastes, sådan styrter vi lidende mennesker forblændede og strømmende fra time til time, år efter år mod det uvisse ned«. I stedet hænger her fotografierne af alle tilstedeværende omkring bordet, da Endlösung blev besluttet. I Wannsee finder ingen ro. Her lurer det uvisse i én selv, og i verden. Samtidigt er det også ugen med Berlins Filmfestival, den røde løber er rullet ud, filmdivaerne sejler smilende gennem blitzlyset ind og ud af biografer og luksushoteller. Imens rumler sporvognene stadig gennem Østberlin, helt ud i det øde mellem store boligblokke på den bare mark. Her gives virkelig en forståelse af, hvad menneskeforagt er. Det føles, som om ens hjerne langsomt modtager det såkaldte 'hvide snit', mens sporvognen fortsætter og fortsætter. Her er ganske vist fyldt med disse uendeligt kæmpestore boligblokke, men alligevel virker alt så fuldstændigt tømt og tomt, som kører sporvognen hen over en øde planet. Mennesker ser man ikke. Et sted står en klynge ældre mænd omkring en dampende pølsevogn, mod højhusbaggrunden bliver de myresmå; et andet sted dukker der pludseligt overraskende, som hvis det var i det tomme verdensrum, en blomsterforretning op - måske er der i skjul en kirkegård bag et af højhusene? Man tænker på, hvilke tanker de østberlinske mennesker mon har haft og endnu har, i deres sporvogn på vej til og fra arbejdspladserne, før og efter genforeningen af Tyskland og Berlin. En af de nye tyske film, som præsenteres ved filmfestivalen hedder 'Good Bye Lenin' og er angiveligt en lystig film om før og efter genforeningen i Berlin. Nu er det så bare at håbe på, at de tidligere DDR-borgere også vil have et smil på læben, når de læser titlen og ser filmen. Og så er der alle kunstmuseerne: Hamburger Bahnhof, den gamle banegård indrettet til at vise moderne kunst, og Deutsches Kunstmuseum ved siden af Berliner Symfonikernes Hus, nær Potsdamer Platz, og Alte Nationalgalerie mellem Unter den Linden og Alexanderplatz for nu blot at nævne tre af de største. Højskoleeleverne får kastet det hele ind i øjnene, i kroppen, i bevidstheden. Går man op fra U-banen på stationen Kochstrasse, står man på Checkpoint Charlie. Her er et lille museum, og turistbutikker. Og her er Cafe Adler, hvor spionerne og journalisterne sad. Her kan man nu sidde med sin fredelige tasse kaffe samt wienerbasse mellem stamkunder, hvis udseende til forveksling minder om blomsterbørns lige bortset fra deres alder, og se ud på en krans, der står op af sandsækkene omkring det hvidmalede checkpointskur midt i gaden. Her mærker man en lille sitren i hud og hjerte, mens historiens vingeslag, årstal og skæbner siver ind i øjne og sind. I aftenmørket på Friedrichstrasse, på vej til Berliner Ensembles Teater, passeres 'Tårepaladset', hvor man før Murens fald vinkede farvel til hinanden. Hvilket smukt og sigende navn. Og bygningen har ingen som helst lighed med et palads. Den ligner nærmest en barak. Men bygninger i sig selv kan jo være, hvad de være vil, det er ikke det, det kommer an på, når det drejer sig om menneskeliv og nærhed, for ikke at sige: tab og kærlighed. Hvad var det, Heinrich Heine skrev i indledningsstrofen til 'Loreley': »Hvordan skal jeg forklare vemodet, som i mig sidder? Det vil ikke ud af sindet fare, en saga fra gamle tider«. Og så længe er det heller ikke siden. Det er ikke mere end 14 år siden, Muren faldt. En vemodsfølelse a la Loreleys indledning må 'Tårepaladset' fremkalde i berlinere, som har kendt det før Murens fald. Og noget lignende fremkalder det også i os, der passerer og får dets historie fortalt. Foran Berliner Ensemblets Teater sidder Bertolt Brecht i bronze, som H.C. Andersen sidder på Rådhuspladsen i København. Begge var de fyldt af gode historier. Og Brecht tilbragte jo en tid lang i H.C. Andersens fædreland. De skrev eventyr begge to. I Haderslev, i Teatret Møllen, spiller man netop nu Bertolt Brechts 'Mutter Courage'. I indgangen til Berliner Ensemble, midt i menneskemylderet, står ganske uforknyt en yngre mand med et stort skæg som Forbundsdagens formand. Han sælger rygende varme boller; jeg tror simpelthen, det er en slags 'berlinere'. Inde på teatrets ærværdige scene træder Gisela May frem i projektørlyset. Hun synger, helt alene på scenen, sammen med en pianist og et flygel. Hun er en ældre dame nu og vakler en smule i højhælede sko, men fortæller ind imellem viserne erindringer om Kurt Weill og Bertolt Brecht. Denne aften er højskoleeleverne et andet sted for at se det nyeste af det nyeste inden for teater. Og det er her i Berlin, det findes. Hver gang vi stiger op fra U-banen ved Mehringdamm, mødes vi af et orkanagtigt blæsevejr på trappen. Oppe på gaden er det forbi. Det er gennemtræk helt ude fra Alt-Tegel, i den modsatte ende af byen, hvor U-bane nr. 6 ender. Senere på aftenen, efter teatertid, træffes de fleste i spisesalen på fjerde etage på Hotel Transit, og improviserer en mindre fest. Månen hænger arret og bleg over stadsdelen Kreuzberg, og lidt længere ude over lufthavnen Tempelhof. Buschaufføren fra Toftlund, som af og til kører os omkring i Berlin og omegn, tager hver morgen ud til Tempelhof, hvor bussen holder parkeret, for at se til den og varme den op efter nattefrosten. Man kan spørge sig selv, hvad Grundtvig og højskolebevægelse egentlig har med Berlin og alt dens væsen at gøre. Og prøve at finde et svar. Mens vi endnu er i Berlin, tror jeg, at noget af svaret gemmer sig i det simple, at sammenholdet her i det fremmede bliver tættere, eleverne bliver virkelig til et højskole hold. Lærer hinanden og lærerne at kende, krydser meninger og ståsteder. Og så ligger det i det, at storbyen Berlin, med al dens historie (både dens egen, Tysklands og Europas), paradoksalt nok afslører nye sider af én selv, af rejsekammeraterne og af Danmark. Men især lærer man sig selv at kende på en anden måde. Det, man mente om 'det danske' og sig selv derhjemme i trygheden på højskolen i Toftlund og der, hvor man kommer fra, er ikke helt det samme, som man mener nu. Horisonten er ændret. Noget afgørende nyt er kommet til. Gamle Grundtvig gemmer sig et sted i alt det, der rent faktisk møder musik og teaterhøjskoleeleverne, foruden at han uden tvivl er i de ufaktiske møder, jeg tænker på det, der sker i den enkelte elev imellem de faktiske møder. For imellem de faktiske møder sker der noget inden i én, som man kan kalde de ufaktiske møder. Det er møder i sindet, hvor man sammenligner, tager sine tankers og følelsers forråd frem og gør status, punktvis reviderer, holder fast, indser, beslutter sig for at undersøge time efter time, dag efter dag. Begreber som demokrati, folkestyre, uddannelse, samværsformer, livskundskab, tro, arbejde, fritid, fædreland og kærlighed vælder frem og køres igennem i denne februaruges Berlin-blender. Svaret kommer også på en anden måde, nemlig da bussen har ført hele holdet tilbage til højskolen i Toftlund, og hverdagen igen er blevet den normale med morgensamling, bogrupper, køkkentjans, foredrag, højskolesange og så videre, først og fremmest selvfølgelig musik og teater. Hjemme på højskolen viser det sig, at der er sket noget. Eleverne har ændret sig. De bevæger sig nu i hverdagen med en anden bagage. Deres verden (vores alle sammens verden) er både blevet større og mere nuanceret. De er i egentligste forstand blevet mere dannede, eller skal vi sige: lærde. En dannethed og lærdhed, som er umålelig, ligesom de ufaktiske møder jo er det. Der er ikke nogen eksamen ved afslutningen af højskoleopholdet, men i stedet en stor satsning med en teater- og musikforestilling, hvori alle medvirker på den ene eller anden måde. Sidste gang var det en stor mundfuld, men meget apropos: William Shakespeares 'Trold kan tæmmes'. Ja, for hvad er Berlin-rejsen andet end en mulighed for at se trolden i øjnene! Trolden, der skal kæmpes brydekamp med livets trold, som er tomheden, og det, jeget mærker, det, som er meningsgivende. »Lad roserne, sneen komme, ad havene rejse sig - der er kun to ting: det tomme og det mærkede jeg« (min kursivering), som Gottfried Benn skriver i en strofe oversat af Peter Poulsen. Mange steder opleves stagnation eller tilbagegang af tilmeldinger til de lange højskoleophold. Det er sørgeligt netop i disse tider, hvor der virkelig er brug for at tage brydekampen mellem det tomme og det meningsgivende. For af den kamp skabes der dannede og lærde mennesker, med et nuanceret syn på det nære og det fjerne. Et højskoleophold burde være en integreret del af enhvers uddannelse. Man burde få en højskolecheck, som man får en børnecheck.