0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det nådesløse samfund

De svage og udstødte er ikke længere noget etisk problem, dumheden hersker, og debatten forrås. Sådan er der i samfundet uden nåde. Og vi er godt på vej derhen.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

De svage og udstødte er ikke længere noget etisk problem, dumheden hersker, og debatten forrås. Sådan er der i samfundet uden nåde. Og vi er godt på vej derhen, mener forfatter og cand.mag. Peter Johannes Schjødt.

No mercy. Velkommen til det nådesløse samfund, hvor uforsonlighed nærmest er blevet en moralsk kvalitet. Et samfund, hvor kritik og humanistiske idealer hånligt afvises som 'politisk korrekthed' og betragtes som udtryk for blødsødne renegaters naivitet og svaghed. Om det gælder løsningen af flygtningeproblemet, arbejdsløsheden, kriminaliteten, terroren, omskæringen af somaliske piger, narkomisbrug eller et hvilket som helst andet problem, så er der tilsyneladende kun én løsning: uforsonlighed, mere stok end gulerod.

Det er blevet helt legitimt at stemple mennesker og grupper som onde, amoralske, dovne, samfundsskadelige, underudviklede og lignende. Det accepteres rutinemæssigt, at flygtninge og indvandrere over én kam kaldes voldtægtsforbrydere. Muslimerne betegnes af folkevalgte politikere som udskud, terrorister og en trussel mod den danske nation. Narkomanerne skal smides i fængsel, de somaliske piger tvangsfjernes, de arbejdsløse have færre penge og de kriminelle straffes hårdere.

Når valget står mellem barmhjertighed og nådesløs uforsonlighed, vælges det sidste. Kriterierne for det gode (og demokratiske) samfund er ikke længere omsorg, medlidenhed, tolerance, anstændighed, tilgivelse, selvkritik og lignende humanistiske værdier. I det nådesløse samfund bliver disse værdier nærmest latterliggjort, fordi de betragtes om udtryk for en eftergivenhed og forsonlighed, der repræsenterer svaghedens moral over for styrkens moral - og styrken ligger i afvisningen, den ukritiske selvhævdelse og uforsonligheden.

Jernnævens uforsonlighed, der passer til den verden, vi lever i, hvor der ikke er brug for kritiske spørgsmål. Alt andet antages at føre til nederlag, nationens eliminering fra landkortet og undergravningen af vores værdier, som i parentes bemærket hævdes at være de kristne - altså bl.a. barmhjertighed, ydmyghed, tilgivelse og forsoning.

No mercy. Skam er i stadig mindre grad noget, man føler, når etiske værdier krænkes, eller almindelig menneskelig anstændighed og værdighed uforsonligt trædes under fode. Skammen i dagens samfund opstår, hvis man gribes i at udvise forsonlighed, medlidenhed og barmhjertighed. De svage skulle tage at skamme sig, og det samme gælder alle de nyttige og kritiske idioter fra godhedsindustrien, der mener noget andet, og som måtte ønske mere kvalificeret diskussion; alle dem, der taler om menneskerettigheder, anstændighed i behandlingen af andre mennesker; som maner til besindighed, inden vi går i krig; som fastholder nødvendigheden af, at der også i et demokrati må være grænser for, hvad man kan kalde hinanden; og som kalder på solidaritet og barmhjertighed over for svage og udsatte.

Denne nådesløshed har skabt en hadefuldhed i den offentlige debat, der allerede har brændt mange nuancer i vigtige problemstillinger helt ned til grunden og gjort uforsonlighed til en helt almindelig og accepteret dyd. Den politiske og offentlige debat er samtidig blevet udsat for en afintellektualisering af hidtil ukendte dimensioner. Fra Folketingets talerstol hængte landets statsminister intellektuelle og eksperter ud som smagsdommere og stillede dem op i en modsætning til folket. De faglige eksperter blev i bred forstand lagt for had over for den folkelige visdom, der altid ved bedst selv. Mener en søn eller datter af folket, at der er millioner af muslimer i Danmark, og at de er ved at tage magten, så er det sandheden, uanset hvad nok så mange eksperter og akademiske smagsdommere ellers måtte mene.

Hvis en politiker mener, at somaliske piger er omskåret, så er det sådan, selv om eksperter kan bevise noget andet. Hvis eksperternes fakta er i modstrid med 'folket's oplevelser og følelser, så er det kun rimeligt at benægte fakta. Ingen skal komme og fortælle 'folket' eller politikerne noget. Senere gad statsministeren ikke engang give en rationel begrundelse for angrebet på eksperterne, fagfolkene og smagsdommerne i form af nogle nøgterne betragtninger om for mange og for dyre råd, der måtte nedlægges af økonomiske årsager. Som han sagde, var de simpelthen for venstreorienterede og for kritiske.

Stadig flere politikere ser ud til at finde denne attitude over for eksperter og kritikere yderst bekvem. Så bekvem, at de opfordrer medierne til at være mere kritiske i anvendelsen af kritikere og eksperter, fordi sidstnævnte ofte ikke ved, hvad det hele drejer sig om - i modsætning til politikerne, der altså ved det. Men er det det samme, politikerne og eksperterne ved noget om? Politikerne ved noget om, hvad der skal til for at beholde magten, nemlig vidensmonopol. Og eksperter udgør en oplagt trussel mod forudsætningerne for et vidensmonopol. Derfor ved eksperterne efter politikernes mening ikke, hvad det drejer sig om. For nylig opfordrede flere politikere da også medierne til at være mere kritiske over for eksperterne og kritikerne mere end over for politikerne selv. Og fra mediernes side er der larmende tavshed over for dette frontalangreb på deres faglige og moralske integritet.

Problemet er ikke, at alle, der er uenige i den nye nådesløse uforsonlighed, kaldes for nyttige idioter, godtroende fjolser, landsforrædere og lignende. Det alvorlige er, at indholdet, tonen og værdierne i den politiske og offentlige debat også er udtryk for en voksende foragt for svaghed. De svage og udstødte ophører langsomt med at være et etisk problem, og det er ikke længere et moralsk ansvar at vise barmhjertighed over for disse menneskers skæbne, om det så er flygtninge, arbejdsløse, socialt marginaliserede eller fattige i andre lande. I stedet er den moralske ansvarlighed ved at blive fokuseret på forsvaret af de stærkes rettigheder til at gøre og sige, lige hvad der passer dem.

De demokratiske spilleregler bliver vendt på hovedet for at beskytte de stærke mod de svage. Bruges racismeparagraffen f.eks. mod nogen, som offentligt har udtrykt, at alle muslimer er voldtægtsforbrydere og terrorister, så er helvede løs. Hermed har man nemlig krænket vedkommendes demokratiske ret til at udtrykke sig frit. Argumentet er, at racismeparagraffen bruges som et middel til at forfølge f.eks. Dansk Folkeparti og ikke som et redskab til at beskytte svage grupper mod overgreb. De, der ikke ønsker denne paragraf afskaffet, men tager den i forsvar, er de slappe, eftergivende, uansvarlige og lignende. En besynderlig bagvendt logik, der antager, at de stærke skal beskyttes mod de svage, hvorfor de svages retsbeskyttelse skal elimineres, så de stærkes udfoldelsesmuligheder ikke begrænses, hvilket jo vil være et indgreb i deres demokratiske rettigheder. Men måske er det alligevel logisk, fordi de stærke jo altid mener at have den moralske ret på deres side, alene af den grund at de tiltager sig retten til at definere ret og vrang.

Det er en snæversynet stammeteologi, der hævder at forsvare det velordnede danske samfund mod alle de overgreb, som de svage, de fremmede, de fattige, eller hvem det nu kan være, sandsynligvis kunne komme i tanke om at udsætte os for. Det er desværre ikke nogen ny erfaring i historien, at trangen til at rense samfundet (eller verden) for det onde, eller hvad det nu til forskellige tider er blevet kaldt, har resulteret i kategoriseringen af mennesker i en ødelæggende opsplitning mellem 'gode' og 'onde'.

Det nådesløse samfund er et samfund, hvor der graves grøfter og opbygges skel, hvor bestræbelsen i stedet burde være at skabe gensidig forståelse, plads til alle med gensidig respekt og forståelse, uden at konflikterne af den grund bliver overset eller undertrykt. Politik i et demokratisk samfund drejer sig blandt andet om at civilisere de uundgåelige og nødvendige konflikter, ikke om at tilspidse dem og gøre modsætningerne uforsonlige. De, der kritiserer eller maner til besindighed, betragtes imidlertid som de farlige forsonere, der vil tolerere og blødsødent give efter. Alt, hvad der afviger, lægges i stigende grad for had.

I det nådesløsesamfund viser resultatet af denne begyndende kategorisering af mennesker og grupper sig ved den måde, hvorpå man i den offentlige debat helt legitimt kan starte en elimineringsproces af visse mennesker. Indledningsvis forsøger man at eliminere mennesket som juridisk person. Det tilstræbes at fratage bestemte mennesker deres civile rettigheder og generelle retlige beskyttelse (f.eks. kan racismeloven ønskes fjernet). Samtidig elimineres disse mennesker som moralske størrelser, ved at samvittighed, barmhjertighed, solidaritet og medmenneskelighed over for dem gøres ligegyldigt og latterligt. Det gøres til noget umoralsk at tilhøre denne gruppe af mennesker og at søge at beskytte dem.

Denne dehumaniseringsproces er frem for alt udtryk for det nådesløse samfunds manglende hensyntagen til andre menneskers værd og bortfaldet af den vigtige empatiske kvalitet, der gør det muligt at vise medfølelse over for andres lidelse. Der abstraheres fra alle andre egenskaber ved mennesker end den, at de er anderledes eller uenige med én, om det så er en flygtning eller en ekspert.

Over for dette nådesløse samfund, der også er ved at blive dumhedens samfund, føler mange sig værgeløse. Det er svært at komme til at diskutere problemstillingernes kerne, fordi repræsentanterne for det nådesløse samfund opfatter deres holdninger og handlinger som gode, alene fordi alle dem, der er anderledes, uenige eller kritiske, betragtes som onde. Derfor mangler hele refleksionen over, om det nu også er så indlysende, at man selv er god og de andre onde. Det nådesløse knytter sig jo lige præcis til, at det er myter, man forholder sig til, og ikke andre mennesker. Myterne handler om, hvad man tror, ikke om, hvad man ved om dem, der udsættes for mytologiseringen. Eksperter, der eventuelt ligger inde med viden, som kunne medføre afmytologisering, bliver imidlertid ignoreret og latterliggjort sammen med kritikerne, der kaldes for politisk korrekte og nyttige idioter.

Denne udprægede mytologisering af mennesker og grupper er det alvorligste udtryk for den afintellektualisering, der i de senere år er sket i dansk politik og i den offentlige debat. Det er en politik, der bygger på følelser, ikke på tankens klarhed. Derfor er det så vanskeligt at skabe den nødvendige og seriøse kritiske diskussion om problemstillingerne.

Derfor er det nådesløse samfund også dumhedens samfund.
Argumenter er uden virkning. Kendsgerninger, der modsiger myter og fordomme, afvises hånligt som irrelevante. Der fremlægges f.eks. ingen beviser på, at muslimerne er ved at tage magten i Danmark; på, at de arbejdsløse er dovne; at bistandsklienterne udnytter systemet; at fængselsstraf vil hjælpe narkomanerne; eller at somaliske piger er omskåret.

Overflødiggørelsen og stemplingen af andre mennesker sker alene på baggrund af en følelse. De, der kræver dokumentation eller fremlægger dokumentation for det modsatte, beviser blot hermed, at de er på fjendens hold og derfor må betragtes som onde, eftergivende, slappe og lignende.

Det er derfor, at eksperterne kaldes bedrevidende, som i denne sammenhæng er blevet til en moralsk kategori for noget negativt, selv om det at vide bedre jo i virkeligheden burde være godt.

Når detdrejer sig om debatniveauet i det nådesløse samfund havde den franske psykoanalytiker Jaques Lacan måske ret, da han vurderede, at det menneskelige væsens spontane indstilling er, at 'jeg vil ikke vide noget om det' - en fundamental modstand mod at vide for meget og grundlæggende derfor også en modstand mod dem, der faktisk ved noget mere end én selv.

Den manglende evne eller vilje til selvkritik, som ikke blot præger Danmark, men hele den vestlige verden, er i virkeligheden et ganske stort problem, fordi vores demokratiske samfundsform grundlæggende bygger på evnen og vilje til kritisk selvrefleksion. Det at sætte spørgsmålstegn ved sig selv var den dybeste grund til den vestlige verdens udvikling gennem oplysningsprojektet og velfærdsstatens generelle forbedringer på en lang række områder og til fremskridtet i det hele taget. Derfor må man undre sig lidt over den ukritiske nådesløshed, der kom ud af erfaringerne fra det 20. århundredes velfærd og velstand i et af verdens rigeste lande: et mærkeligt uforsonligt samfund, hvor en voksende foragt for svaghed truer med at fjerne den moralske tilskyndelse til at påtage sig ansvaret for svage, ulykkelige og lidende mennesker.

Det nådesløsesamfund er udtryk for en moralsk og intellektuel krise. En krise, der er karakteriseret ved, at alle anstændighedens grænser overskrides i den offentlige debat, og ved, at alt for mange politikere motiverer til denne overskridelse gennem hadefulde angreb på bestemte mennesker og grupper i samfundet. Der er stort set ikke det emne, der ikke bør kunne bringes til debat i et demokrati.

Den åbne debat mellem forskellige synspunkter definerer vigtige dele af demokratiet som samfundsform. Denne åbenhed kræver imidlertid, at man er opmærksom på følgende: Den form, hvormed den offentlige debat føres, er i stor udstrækning med til at bestemme karakteren af de løsninger, der i sidste ende bliver nået frem til. Er debatten hård, uforsonlig og nådesløs i sit indhold og sin form, så vil man også være tilbøjelig til at acceptere løsninger, der er hårde, uforsonlige og nådesløse.