Lad kirken skrive en kontrakt med staten. Det betyder ikke adskillelse, men gennemskuelighed i forholdet. Og lighed for de mindre trossamfund, der også kan indgå kontrakter. Kaj Bollmann er generalsekretær i Kirkefondet. Nu begynder det at blive alvor med en ændring af forholdet mellem kirke og stat i Danmark. Den siddende kirkeminister har haft en evne til både bevidst og mod sin vilje at vise, hvor problemerne i folkekirkens nuværende ordning ligger. Det er ikke forholdet til staten, der skaber problemerne. Men en del af løsningerne hæmmes af, at forholdet til staten ser ud, som det gør. Nemlig sådan, at folkekirken er for tæt og forkert bundet til staten, og de andre trossamfund mangler en afklaring af deres forhold til staten. Det er allerede påpeget i debatten, at det egentlig ikke handler om at ændre grundloven. Det er ikke nødvendigt. Man kan nøjes med at realisere de to løfteparagraffer i grundlovens paragraf 66, der varsler, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov, og paragraf 69, der varsler præcis det samme for de fra folkekirken afvigende trossamfunds vedkommende. Begge bør indfries, og det enkleste ville selvfølgelig være, hvis man kunne finde en formel, der kan gøre det i sammenhæng - og som samtidig kan få en række indbyrdes modstridende forhold til at gå op i en højere enhed. Kirkeministeren har fat i en ende i debatten, når hun hævder, at det store flertal af danskerne ikke ønsker at skille stat og kirke og egentlig er relativt godt tilfredse med tingenes tilstand. Men samtidig kan enhver avis på ingen tid skabe en forarget folkestemning over væsentlige elementer i den nuværende ordning: menighedsrådenes økonomi, præsters magtposition, folkekirkens mangel på evne til at møde nutidens krav, statstilskud til præstelønninger, lav valgdeltagelse ved menighedsrådsvalg osv. Over 80 procentaf danskerne betaler kirkeskat uden vrøvl og uden at interessere sig for hverken den centrale (kirkeministerielle) eller den lokale (menighedsrådenes) forvaltning af midlerne. Samtidig er måden at forvalte midlerne og organisere folkekirkens virksomhed på nu så meget ude af balance og så åbenlyst utidssvarende, at regeringens økonomiudvalg finder det nødvendigt uden om den ansvarlige minister for området at fremlægge et forslag om en helt ny måde at regulere det økonomiske mellemværende mellem stat og kirke på, nemlig gennem bloktilskud - hvilket kræver en ny kirkeordning på centralt plan. Og kirkeministeren selv har fremsat lovforslag, der forsøger at møde kravene på lokalt plan om en tidssvarende forvaltning af økonomien (rammestyring). I debatten høres med stadig kortere mellemrum røster fra de 'fra folkekirken afvigende trossamfund', som med rette påpeger det urimelige i folkekirkens særstatus på en række områder, herunder civilregistreringen og begravelsesmyndigheden. Samtidig har de samme trossamfund åbenlyse fordele af deres uregulerede tilstand: Det skattefradrag, deres medlemmer har for bidrag, er en økonomisk gunstigere ordning per medlem end folkekirkens statstilskud. Og fraværet af formelle krav til deres gejstlige og fraværet af krav til økonomisk gennemskuelighed indebærer en meget lav grad af forpligtethed på et fælles samfundsgrundlag, som f.eks. når somaliske imamer mere eller mindre direkte opfordrer til omskæring af piger, til trods for at dette er forbudt efter dansk lov, eller når andre imamer med dansk vielsesmyndighed nægter at anerkende lovlige danske skilsmisser, fordi de efter deres opfattelse ikke harmonerer med sharialovgivning. Folkekirken har netop investeret millioner i et projekt af Amandalignende karakter for at overføre kirkebogsføringen til elektroniske medier. Det har drænet folkekirkens landskasse i en grad, så der ikke mere er penge til alterbrød til fængselskirkerne. Samtidig med at mange spørger sig selv, hvorfor man dog ikke gør som sønderjyderne, der fra tiden under tysk herredømme har medbragt en uproblematisk fungerende kommunal civilregisterføring. Denne løsning ville også fjerne en anstødssten for dem, der ikke er medlem af folkekirken, og i folkekirken ville den flytte fokus væk fra kontoriusseriet og over på det egentlige: formidlingen af budskabet! Folketinget har ikke villet røre ved præsternes tjenestemandsstatus. Det vil Præsteforeningen heller ikke. Men samtidig vidner et stigende antal samarbejdssager og en nylig diger rapport om det psykiske miljø på arbejdspladsen i folkekirken, at der er dybtgående problemer i hele det folkekirkelige ansættelsessystem. De faglige organisationer har utrolig stor magt i det folkekirkelige system. Men de evner ikke at løse de påtrængende samarbejds- og ressourceproblemer i systemet. Og den delvise finansiering af præstestillinger gennem statsmidler er - uanset hvor meget man kan begrunde den med løsning af borgerlige opgaver eller som statens økonomiske kompensation for inddragelsen af kirkegodset i sin tid - igen en af de unødvendige anstødssten i forholdet mellem de forskellige religioner og livsholdninger i Danmark. Det lokale samarbejde mellem skoler og kirker har det så godt, som det ikke har haft det i mange år. Der er masser af spændende samarbejdsprojekter, frivilligt 'mini-konfirmand-arbejde' på 3. klassetrin i en tredjedel af alle sogne, masser af klassebesøg i kirker osv. Samtidig trædes der vande både fra kirkens og samfundets side, når det gælder en afklaring af, hvilken rolle kristendom og kirke skal spille i det fremtidige værdigrundlag i det danske samfund. Skal kristendom og folkekirke helt ud af en fremtidig grundlov - eller skal kristendommen tværtimod direkte nævnes i en fremtidig EU-traktat som bærende for det europæiske fællesskab? Det er ikkeden nemmeste sag i verden at finde en formel, der kan rumme løsninger på en så stor og diffus mængde problemstillinger. Vi skal hverken overtage en model, der er helt ude af trit med vores egen tradition og befolkningsflertallets forsigtighed på området, eller en model, der reelt ikke løser problemerne, fordi den bare fortsætter med lapperier på det nuværende. Jeg har selv i ti år - siden bogen 'Kirkens mund og mæle' udkom i 1992 - været med til at kalde på en kirkeforfatning. Så længe det er uforpligtende og primært handler om at afdække den nuværende ordnings mangler og fejl, er det nemt nok. Men nu er det en reel udfordring at give bud på en model, der bliver bedre end den nuværende og løser flere problemer, end den skaber. I Kirkefondet har vi brainstormet på en model, man kunne kalde 'folkekirke på kontrakt'. Og jo mere jeg tænker over den idé, jo mere nærliggende forekommer den, ikke bare for folkekirkens vedkommende, men også for de andre trossamfunds vedkommende. Altså som en samlet løsning på begge de to grundlovsparagraffer 66 og 69's problemer. Grundtanken er den enkle, at forholdet mellem staten og trossamfundene reguleres gennem en rammelov. Hovedelementet i rammeloven er at fastsætte standarder for et kontraktforhold mellem staten og de enkelte trossamfund. Der kan så mellem staten og de forskellige trossamfund indgås kontrakter - som kan være meget forskellige i deres rækkevidde - som fastlægger trossamfundenes pligter og rettigheder, deres eventuelle opgaver i forhold til civilsamfundet og deres økonomiske mellemværende med staten. En kontrakt mellem stat og folkekirke indebærer, at stat og kirke ikke skilles, men at forholdet bliver gennemskueligt, og at der kommer papir på det. Kirken vil ikke mere forvaltningsmæssigt være en del af staten, men en selvstændig, af kontrakten forpligtet partner. Staten i form af Folketinget vil ikke mere være lovgiver for indholdet af den evangelisk-lutherske tro i Danmark. Det vil ligge i selvstændige kirkelige organer, således at folkekirken endelig får del i religionsfriheden. Man kan- så længe grundloven tilsiger det, og folkeflertallet ønsker det - i kontrakten opretholde den forsigtige særstatus for folkekirken på en række områder, alene i kraft af dens størrelse. Kontrakten kan således definere, hvilke opgaver staten ønsker, at folkekirken skal løse. Det kan både være opgaver, der vedrører formidlingen af kristendommen som værdigrundlag i samfundet og dets institutioner; opgaver, der vedrører befolkningens brug af folkekirken i forbindelse med ritualer, sjælesorg, undervisning, kirkeliv i fængsler, hospitaler og andre institutioner, menigheder blandt danske i udlandet osv.; rent civile opgaver som f.eks. begravelsesmyndighed og civilregistrering, i det omfang dette stadig skal ligge hos kirken; pleje af de kulturelt bevaringsværdige bygninger, musikliv osv. Alt dette kan indpasses i en kontrakt. Spørgsmålet om varetagelsen af civilregistreringen kunne også løses kontraktligt. Man kunne f.eks. sende opgaven ud i udbud. Så kunne kommuner, Told & Skat og andre institutioner byde på den sammen med folkekirken, og hvis folkekirken var bedst og billigst, så bliver den opgave en del af kontrakten. Det økonomiske mellemværende skal naturligvis også ind i kontrakten. Skal staten opkræve kirkeskat? Hvad skal staten give tilskud til? Skal mellemværendet f.eks. løses på samme måde som ved de andre trossamfund: at kirkeskatten gøres fradragsberettiget? Eller skal der fortsat gives statstilskud til præstelønninger. Og hvem ejer egentlig de folkekirkelige bygninger? Ligeledes skal folkekirkens rettigheder og pligter defineres i kontrakten: Skal der fortsat tages hensyn til den kristne helligdagskalender i vores arbejdsliv? Skal konfirmanderne fortsat have mulighed for at gå til forberedelse i skoletiden? Respekten for præsters tavshedspligt, adgangen til hospitaler, trosspørgsmål i public service-kanalerne i de statslige medier, som hører til på rettighedssiden. Pligter kan f.eks. være pligt til at have et tæt landsdækkende netværk af kirker og præster, så ingen i Danmark skal have langt til en kirkelig betjening eller sjælesorg. Det kan være pligt til lige så åbent medlemskab som i dag uden aktivitetskrav eller kirketugt, så bredden bevares. Og det er pligten til en åben og gennemskuelig økonomi med offentlig revision osv. Til en kontrakthører to parter. Det vil sige, at rammeloven samtidig skal skabe forudsætningerne for en folkekirkestruktur, der kan indgå en forpligtende kontrakt, og sørge for at implementere den. Resten bliver så op til kirkelivet selv. Og hvis man ønsker f.eks. at bevare en folkekirke, der i sine arbejdsformer og sit lokalmenighedspræg ligner den nuværende meget, ja, så er der intet til hinder for det. Og der er heller intet til hinder for, at offentligheden fortsætter med at opfatte folkekirken som en særlig del af den danske kultur og identitet. I forhold til de andre trossamfund bliver kontraktindgåelsen udtryk for et lighedsprincip: Vil man have status som trossamfund, og ikke bare som en slags religiøs forening, indgår man en kontrakt. Denne kontrakt omhandler præcis de samme forhold som kontrakten med folkekirken, men løsningerne kan være helt anderledes, alt efter trossamfundets størrelse, karakter, økonomi, trosgrundlag osv. Stadig handler det om opgaver, økonomi, rettigheder og pligter. Det kunne jo sagtens være muligt for andre trossamfund at få staten til at opkræve deres medlemsbidrag, få SU til deres præsteuddannelser, respekt for tavshedspligt osv. Men i kontrakten indgår også pligter, der modsvarer rettighederne. Til skattefradrag og medlemsbidragsopkrævning hører krav om gennemskuelig økonomi, revision osv., så f.eks. det kan ses, hvad bidrag til trossamfundene går til i den videre proces. Til anerkendelse af vielsesmyndighed og respekt for præsters tavshedspligt hører, at de gejstlige naturligvis respekterer dansk lovgivning f.eks. på vielsesområdet. Ligeså kunne man sammentænke SU og uddannelsestilbud til gejstlige fra andre trossamfund med krav til uddannelsesniveau, danskkundskaber osv. Der kan naturligvis både i rettigheder og pligter indbygges mange forskellige enkeltelementer, alt efter de særlige forhold for hvert trossamfund. Men generelt kunne ideen være, at anerkendelse indebærer en forpligtelse til at lade sit trossamfunds særpræg indgå i et integrerende samspil med samfundet. Hvordan detkan gøres, må der arbejdes mere med, men kontraktmodellen kunne være en måde at trække trossamfundene uden for folkekirken ind i en kulturelt sammenbindende funktion i samfundet, i stedet for den opsplittende funktion som i hvert fald nogle af dem synes at være på vej til at få i dag. Jeg mener, at det samfundsmæssigt er en rimelig betingelse at stille for lighed og anerkendelse, at man indgår i en sammenhæng med det samfund, der skal yde ligheden og anerkendelsen, og ikke skaber sit eget parallelsamfund, med egne spilleregler. Og vil man ikke indgå i en sådan sammenhæng, må man også acceptere at leve uden de rettigheder, som kontrakten giver, inklusive enhver form for økonomisk kompensation, anerkendelse af gejstliges funktioner, vielsesmyndighed osv. For folkekirken ville kontraktmodellen skabe selvstændighed uden løsrivelse fra staten. Det vil være en god forudsætning for at fastholde og udbygge budskabets troværdighed i befolkningen, at det ikke defineres af staten og er vævet alt for tæt sammen med staten. Det friere åndedrag vil måske betyde, at der ikke falder dannebrogordener til provsterne per automatik, og at det er Københavns biskop og ikke kirkeministeren, der udpeger prædikanten ved gudstjenesten, når Folketinget åbner. Begge dele kunne være udmærkede fornyelser ...