Vi får de indvandrere, vi har fortjent, fordi vi vælger at skabe dem i vort eget billede, skriver foredragsholder Jacob Holdt. Når allei et samfund tænker 'til gavn for de sorte', og alt går i sort, hvem ved så længere, hvem der er 'de sorte'? Skal vi gøre status efter et år med det sorte kabinet, sker det måske bedst ved at konstatere, at ikke én gjorde indsigelse imod Bertel Haarders himmelråbende ensidige anklager om, at »indvandrerne blokerer for integrationen« (Pol. 23.2.). Har vi alle som han opgivet tidligere højskoleoplysthed for umærkeligt at glide tilbage i menneskehedens ældgamle 'skyd skylden på ofrene'-tænkning? Udlandets anklager om, at vi flirter med fascismen, giver stof til eftertanke, når flere danskere i dag - 80 procent ifølge en AUC-analyse - tænker negativt om muslimerne, end tyskere gjorde om jøderne i 30'erne. Når vi så stiltiende accepterer et sort kabinet, der bygger på og normaliserer had, intolerance og de sorteste fjendebilleder, er der ikke blot tale om et sort kabinet, men om dets egentlige forudsætning - en bred sort koalition. Ved at synke ned i en dyb national tilstand af negativ tænkning om vore indvandrere er vi alle blevet en del af det sorte kabinet. Vores integrationspolitik ligger i ruiner, da man ikke kan integrere det, man har set sig sort på. Som Haarder ønsker også jeg at beskytte unge indvandrere, der ønsker sig uddannelse og fremtid, mod vanvittige tvangsægteskaber med tyrkiske eller pakistanske analfabeter med hyppig vold til følge. Men hvorfor glemmer vi så at støtte de unges eget oprør - det oprør, som er i fuld gang i f.eks. Tyrkiet, hvor antallet af arrangerede ægteskaber er halveret gennem de sidste 10 år og beregnes til helt at være forsvundet om 15 år, som det ses af guldhandelens fald på få år. I Danmark tvinger vi derimod gennem isolation og hadfyldt indgriben ovenfra de unge til at søge tryghed i netop sådanne snart udlevede traditioner. Mens muslimerne i USA virker frie, bærer 'vores' præg af tvang, som var de ufrivillige statister på et frilandsmuseum. For i reaktion på vores hetz og negative tænkning søger de tilbage til tørklæder og bedagede rollemønstre, som de straks aflægger - og som mange andre allerede har aflagt - i deres hjemlande. Hvorfor undertrykker netop en erklæret liberal regering så formynderisk de grundlæggende menneskerettigheder? Hvorfor finder den sin inspiration i Stalins tvangsassimilation af mindretal - med de hadfyldte etniske konflikter, den med tiden medførte - snarere end i det USA, som har vist, at man effektivt integrerer indvandrere gennem frihed og åbenhed - ikke gennem tvang, formynderi og skjulte ønsker om ensretning? Når USA så smukt viser, at man kan integrere selv de mest formørkede værdier ved at give 'oplyst medspil', vil jeg - med mine erfaringer derfra - påpege, hvor farligt det er at forme indvandrerne i så høj grad, som vi gør med 'formørket modspil'. Lad mig med udgangspunkt i min egen historie som jysk indvandrer med formørkede værdier prøve at forklare, hvorfor integrationen i dag afspores. Jeg husker tydeligt, hvordan det aldrig lykkedes 'københavnerne' at integrere mig, da jeg som ung ankom med firetoget fra det mørkeste Vestjylland. Skønt også jeg var flygtet fra en 'reaktionær' egn, hvor jeg f.eks. var skræmt af 'det røde kabinet' (skønt regeringen blot var i alliance med et parti, der havdevendt sig modintolerance, fjendebilleder og totalitær tænkning!), bevirkede københavnernes nedladende, bedrevidende og hurtigsnakkende holdning til mit sindige vestjyske, at jeg blev fastholdt i min 'kultur' og dialekt - ja, selv (a la Dreyfus-anklagerne mod Mona Sheikh og Sherin Khankan om ledtog med mørke magter) i mit medlemskab af et af det nuværende sorte kabinets partier. Med københavnernes åbenlyse jantelovsnedvurdering og diskrimination - forstærket af den udstødtes egne følelser af utilstrækkelighed - fik jeg ingen hjælp til f.eks. at komme ud af mit negative syn på homoseksuelle - formet som jeg var af en egn, der havde gjort homoseksuelle lige så usynlige som i Saudi-Arabien, og hvor de ofte følte sig tvunget ind i meningsløse selvfornægtende 'tvangsægteskaber' med heteroseksuelle for slet og ret at overleve psykisk i vores skjulte og ubevidste holdningsterror. At min tørklædeklædte, ulykkelige mor konstant så sig sort på og lå i fjendskab med snart den ene, snart den anden i landsbyen, gav mig dog en vigtig bagage med i livet. For da vi sent i hendes liv fik indvandrere til landet, så jeg hende nu i stedet se sig sort på og vælte al sin vrede ud mod disse. Jeg forstod nu intuitivt, at det virkelige problem var hendes egen smerte og ikke indvandrerne. Måske var det en tilsvarende negativ projektion hos 'københavnerne' over for f.eks. 'svenskere' og 'vestjyske bonderøve', der gjorde dem uegnede til at integrere en 'indvandrer' med reaktionære værdier og undertrykkelse i bagagen. For ligesom mange indvandrere i dag fortsætter til USA, gjorde jeg det også. Først dér skete der for mig et virkeligt holdningsskred, da amerikanerne tog uhyre kærligt imod mig ogderigennemløsnede mine knuder og negative holdninger op. Fra den dag jeg ankom til USA, viste de en dyb interesse for mig som menneske, inviterede mig ind i deres hjem og hjerter - for kun der har man mulighed for at påvirke hinanden - og lod mig begejstret føle, at jeg 'var noget' med opmuntrende ord som »Wow, you can become anything here«. Kort sagt, med kærlig indleven og medmenneskelig interesse gav de mig et løft ind i en ny verdenstænkning og formede mig med den tids progressive syn - ja, gjorde mig på godt og ondt til amerikaner. Jeg kom til at tænke på alt dette under forrige vinters foredragsturne i USA - mens hetzen mod muslimerne rasede herhjemme. Min bil brød ustandseligt sammen, og ved et tilfælde var alle de 'Falck'-mænd og mekanikere, der reddede mig ud af vanskelighederne, pakistanere. I mange tilfælde opdagede jeg dog først dette gennem lang samtale, da de i et og alt fremstod som 'amerikanere'. Da det sorte kabinets åndsformørkende hetz derhjemme efterhånden havde fået mig overbevist om, at 'der virkelig er et problem med at integrere pakistanere', gav jeg mig nu til at udspørge disse pakistanere om alle de lakmusemner, som vi i Danmark bruger til at støde dem fra os - såsom homoseksualitet, tvangsægteskaber, 'selv-ghettoisering' osv. Snart indså jeg, at jeg her virkelig havde med 'amerikanere' at gøre frem for mennesker forstenet i en middelalderlig kultur - skønt de havde været i USA i lige så kort tid, som 'vore' pakistanere har været i Danmark. Selv den ultimative prøve, som jeg ynder at drille mine mere progressive pakistanske venner med i Danmark, og som de stort set alle 'dumper' på i min lille integrationsprøve: »Hvad ville du sige til, at din søster giftede dig med en dansker?« - blev i halvdelen af tilfældene besvaret med et »Hvad mener du? Min søsterer alleredegift med en hvid/kristen amerikaner - a great guy!«. Selvom jeg kender undtagelser fra denne regel blandt nyankomne pakistanere i USA, bekræftes mønstret: at amerikanerne gennem kærlig indleven og ægte gæstfrihed fra første dag er i stand til at integrere ikkeuddannede muslimer, mens disse i Danmark stik modsat let bliver til et spejlbillede af alle vore negative, kritiske og direkte hadske tanker om dem. Amerikanerne er selvfølgelig ikke spor bedre end os. De bruger blot deres indfødte sorte til at få afløb for al deres negative tænkning - og skræmmes derefter af det voldelige monster, de selv har 'skabt'. Mine pakistanske venner i USA er rystede, når jeg fortæller dem om muslimsk 'indvandrervold' i Danmark, da de associerer den slags vold med ghettoiserede og udelukkede mennesker og altså på ægte amerikansk vis straks ser sorte for sig ved ordet 'vold'. Når viderfor uophørligt i Danmark anklager indvandrernes reaktionære normer, er det altså i høj grad vore egne monstre, vi slår ned på. I den altgennemgribende offentlige stening af islam, vi står i, behøver man ikke at have læst meget i bjergprædikenen for at føle, at man ikke er kvalificeret til at kaste den første sten mod den sorte indvandrer-reaktion, som man rent faktisk selv har været med til at skabe. Og når muslimerne jo ligesom os projicerer deres skygge og skaber fjendebilleder for at bevare deres egen identitet, kan jeg derfor ikke skræmmes af f.eks. en organisation som Hizb-ut-Tahrir, men skammer mig som dansker over, at vi har opført os så hadsk over for vore medborgere, at de naturligt søger ind i en så defensiv gruppe. For Hizb-ut-Tahrirs retorik har jeg oplevet før i 1970'ernes sorte nationalistiske grupper i USA, dengang en tilsvarende marginaliseret gruppe havde fået et pludseligt håb om at blive accepteret - og så alligevel desillusioneret indså, at den ikke var lukket ind i varmen. Jo, dette skaber vrede - en vrede, som utrolig mange danskere dengang forstod og solidariserede sig med. Så skulle jeg virkelig lade mig skræmme af retorik som 'Død over jøderne' og 'Islamisk stat', når jeg ser mange af mine sorte venner, som dengang råbte 'Kill the pigs' og 'Black separatism', i dag sidde i høje stillinger? Nøjagtig sådan vil det gå Hizb-ut-Tahrirs veluddannede medlemmer i Danmark ... hvis vi intelligent vælger ikke at udelukke dem, men tværtimod udviser lidt medmenneskelig interesse for dem. Hvem af de politikere, som nu råber om forbud, har overhovedet gjort sig den ulejlighed at gå til Hizb-ut-Tahrirs møder eller har vist dem eller andre muslimer hjerterum ved at gøre sig til venner med dem i dagligdag og dagligstue? Jo, jo, hvis I virkelig ønsker en fængselsbefolkning så stor som den amerikanske, så gør blot, som amerikanerne har gjort mod deres kollektive syndebukke, de sorte - luk dem kun ind i stuerne gennem tv - som Bill Cosby-fantasier i underholdningsprogrammerne - og i håndjern i nyhederne. Men ønsker vi at gøre vore indvandrere til den utrolige økonomiske gevinst, de er blevet for USA, så vis dem tillid frem for ringeagt. Hidtil har vi udelukkende formet dem med vores sorte tænkning, som har låst dem fast i en ghettosituation, hvor vi end ikke kan nå dem i den vigtige dialog, som for længst er forstummet. Vi debatterer med de to-tre mest integrerede i vore medier, mens de andre søger positiv bekræftelse i al-Jazeera frem for at deprimeres af overalt i vore medier at aflæse og indvendiggøre vore forvrængede budskaber om dem. Da Nyrup hetzede mod muslimernes bønner på arbejdspladsen,hvor vi i forvejen ikke ønsker muslimer, så vi ikke forvrængningen af sandheden. Generes jeg mon som arbejdsgiver/foredragsholder af, at muslimerne beder i et hjørne af salen, når jeg jo stadig har dem i tale? Nej, der hvor min tolerance sættes på prøve, er, hvor de kristne - nemlig katolikkerne - 600-800 på en gang - pludselig forlader lokalet for at gå til bøn i universitetskapellet. Kan det undre, at indvandrerorganisationerne under det sorte kabinet ligger lige så smadrede som Palæstinas demokratiske organisationer under Sharon, og at selv Bashy Quraishy overgiver sig til 'Big Brother'-opsyn? I dette ingenmandsland uden kommunikation trives de negative projektioner også hos indvandrerne og fastholder dem i en begrænset selvforståelse. Hvor galt, det allerede er gået, ses af 'onkel Tom'-anklagerne, som florerer blandt indvandrerne imod dem, der fraterniserer med fjenden (f.eks. ved som Naser Khader at vise for meget tegn på integration) - nøjagtig som det sker blandt sorte i USA, men ikke hos USA's indvandrere. Har vi glemt, at et tilsvarende Quislingbegreb opstod i danskerne under besættelsen som følge af en dyb undertrykkelse, der ikke engang nedvurderede vores kultur og hele identitet, men tværtimod idealiserede den? Nej, som Hal Kock dengang påpegede, er demokrati uden menneskelig vækkelse og medmenneskelig interesse en farlig ting, der udarter i flertalsdiktatur. Frem for at 'belære' og 'tvinge' indvandrerne skal vi vise i handling, udstråling, positiv tænkning og medindlevelse, hvad demokrati er. Det, vi i dag effektivt underviser dem i, er totalitær tænkning, intolerance, snæversind og afgrundsdyb menneskeforagt. Vi har fået det sorte kabinet, vi fortjener, da vi alle i vore dybere tanker stemte for det. Ligeså vil man i fremtiden erkende, når man analyserer 'dengang, det rablede for Danmark', at vi fik de indvandrere, vi fortjente, fordi vi valgte at skabe dem i vort eget billede. Kære danskere. Hold dog op med denne endeløse dissekering af ofrene og sygelige fascination af, hvad der er galt med 'de andre'. Vi ved jo, hvor skylden ligger, når forældre efter at have pryglet, nedgjort, ydmyget og negligeret deres børn får voldelige, intolerante, arrogante eller indelukkede børn ud af det. Nu hvor vi bittert erkender, at vi ikke blev lykkeligere i dette no-win-game, må vi have mod til at se dybt ind i os selv. Dette ser jeg dagligt amerikanere gøre i racismeworkshopper for at komme ud af deres tilsvarende, ufrivillige negative tænkning om de sorte. Når USA endelig har brugt tvang, har det modsat Haarders været rettet mod magthaverne og ikke de svageste. Ved hjælp af forbundstropper (1867-77 og 1957-63), positiv særbehandling og nutidens workshopper a la min mentor dr. Charles Kings for regeringsansatte, bystyrere osv. har man 'fremtvunget' dybe holdningsændringer i de hvide. Danskere, der har været med mig i USA, kan bevidne, hvilken oplevelse det er at se den befrielse og glæde, mennesker giver udtryk for, når de pludselig kommer i kontakt med de dybe smerteafgrunde, som fik dem til at tænke så negativt om andre. Jeg kan ikke foreslå andet end en lignende terapi herhjemme. Indtil integrationsministeren iværksætter en sådan, kan jeg foreslå en god isbryder, Lisbeth Schneiders bog 'Tomhedens fylde'. Den siger ikke noget, som Jesus og Jung ikke allerede har sagt, men viser, hvilken dyb indre proces vi må igennem, før vi når Hal Kocks ideal om at være et demokrati - af gavn frem for af navn - både herhjemme og ude i verden, hvor vort navn i den sammenhæng ikke er ret kendt lige for tiden.