På overgangen til dansk teaterliv under det nyoprettede Kunstråds paraply gør formanden for Statens Teaterråd status - og foreslår probate midler mod Teaterpolitikkens Syv Dødssynder. En af demest øjenåbnende teateroplevelser, som jeg har haft inden for de seneste år, fandt ikke sted i Danmark. Heller ikke i Berlin eller i Beijing. Stedet var såmænd Nice - ikke lige et sted man ellers forbinder med teater. Måske snarere med forjættende sol, sommer og skaldyr i den gamle bydel. Vi var der, fordi der var filmfestival i Cannes, og Nice var det nærmeste sted, et hotel kunne opdrives. Trætte af Cannes´ hektiske filmflimren gik vi i teatret i Nice. Men herom senere. Først en tur rundt om den hjemlige situation på teaterfronten. De seneste undersøgelser af danskernes teatervaner fremviser en sand succeshistorie. Det vælter ind med publikum i teatrene. Så hvorfor den evindelige snak om teaterkrise? Er der tale om en standardmasochisme, eller er der til trods for billetsalget nogle grundproblemer, som forhindrer en større glæde og tilfredshed på begge sider af rampen - blandt de udøvende og hos publikum? Svaret er bekræftende. Teatret lider af nogle iboende ubalancer, som forhindrer en mere livsbekræftende aktivitet og en større gennemslagskraft i det samlede kunstneriske landskab. Teatret befinder sig efter min mening i en langstrakt efterbyrdstid, som kun kan afsluttes ved, at nogle usamtidige konsekvenser af en helt anden tids ideer drastisk ændres. En afgørendeudvikling blev sat i gang i 1970'erne, da gruppeteatret brød igennem i mangfoldige former. Det etablerede teater blev udæsket af et politisk bevidst teater, der lynhurtigt opnåede stabil tilstedeværelse både i forhold til et voksent publikum og især i forhold til børnene, der indtil da havde måttet nøjes med institutionernes mere eller mindre fantasiløse skolesceneudspil. Oprøret blev startet af unge mere eller mindre uddannede 'teater-arbejdere'. I begyndelsen var idealismen måske større end professionalismen. Siden røg nogle fra, og de bedste repræsentanter efteruddannede sig i virkeligheden måske mere systematisk end deres 'etablerede' kolleger. Fanen holdtes højt og bliver fortsat holdt højt i et miljø, der ved enhver given samlet lejlighed indædt og selvkritisk drøfter sin eksistensberettigelse, samtidig med at man forsøger at se udveje i forhold til den placering, som man er havnet i, nu hvor man er blevet 30 år ældre og af mange i branchen og af et stort publikum stadig betragtes som udenfor, om end ikke længere i opposition. Grupperne, der netop var grupper og ikke større ensembler, er fortsat på samme niveau rent institutionelt. De er fortsat ret små, også selv om de ikke nødvendigvis hverken er centrerede omkring en enkelt persons kunstneriske vision eller afholder sig fra at opføre eksempelvis klassikere, der i deres originale udformning ville kræve et stort personale. På mange måder må man sige, at der efterhånden er tale om lidt fattigere udgaver af det samme - det vil sige det teater, som 'de store teatre' spiller. Man er om ikke taknemmelig for lidt så dog så optaget af dagen og vejen, at et grundlæggende nyt oprør ikke er indtrådt. Hvilket unægtelig har medført en stærk nedslidning, både fysisk og kunstnerisk. Misforstå mig ikke. Der er stadig mange 'humlebier' i de mindre grupper, egnsteatre og små storbyteatre. Der laves stor kunst for få penge. Men der er også gået standard i den. Meget bedreforholder det sig ikke nødvendigvis i businessafdelingen af teaterverdenen. Hos de store institutioner - bl.a. landsdelsscenerne - som uden problemer overlevede kritikken fra de oprørske grupper og bevarede deres privilegier i form af en økonomisk støtte, der siger sparto til forholdene for efterkommerne af oprøret i 1970'erne. Paradoksalt har de seneste årtiers teaterlovgivning cementeret ubalancen. Den nærmest religiøse tro på decentraliseringens vederkvægelser har gjort det muligt at institutionalisere oprøret via statslige tilskud til kommunale sikringer af talløse mindre teatre, der for en stor dels vedkommende er børn af 70'erne. Over det ganske land ligger således flittigt producerende smågrupper, der hver især kæmper en økonomisk og kunstnerisk overlevelseskamp på nådsensbrød. Af nød spilles ofte ambitiøse forestillinger på en måde, der ville have fået en selv nok så selvglad Bertolt Brecht til at opgive sin poetik. Her er nemlig tale om det episke teater ført ad absurdum - af mangel på spillere må de eksisterende fare ud og ind af scenen i skiftende roller, samtidig med at de på bedste 'verfremdungsvis' fortæller, hvad der nu skal ske. Disse teatres størrelse svarer ikke til de medvirkendes ambition - tror jeg. Spørgsmålet er, om de svarer til publikums. Det er ikke godt at vide. Grupperne har et stort publikum. Danmark får kvantitativt meget for få penge. Spørgsmålet er, om man ikke ville kunne få endnu mere, hvis man gav bare lidt afkald på det lokale og i stedet for via nogle sammenlægninger til regionsteatre fik mulighed for større udspil og dermed også større gennemslagskraft ud over lokalområdet. Med den virkning, at pressen kom, og at det dermed også blev mere attraktivt for nye folk fra f.eks. skuespillerskolerne at slå vejen om til glæde for et publikum, der måske godt kunne tænke sig at se lidt andre kræfter, og for kernegruppen på stedet, der fik ny ilt tilført til glæde for sig selv og for kunsten. Hvis man vil opretholde et lokalt teaterliv, må man sikre mere tiltrækkende enheder. Tiltrækkende for nye kræfter og for nye publikumsgrupper, der bliver stadig mere krævende på baggrund af de helt anderledes kulturvaner, som de har i form af øget mobilitet efter det bedste i indland og udland. En centralisering - ja, hvor vover jeg at bruge dette ord - vil koncentrere små enheder i større med flere muligheder. Der vil blive færre, men mere attraktive. Publikum skal eventuelt flytte sig nogle flere kilometer i et land, hvor vi desværre ofte har sat magelighed over kvalitet. For de udøvende ville der blive tale om et helt nyt attraktivt arbejdsmarked parallelt med landsdelsscenerne i de store byer, DST-teatrene i København og Det Kgl. Teater. I stedet for en dominerende immobilitet ville der blive tale om langt større udveksling imellem de grupperinger, hvis politisk bestemte modsætningsforhold for længst er ophørt. Og hvis æstetiske mål ligner hinanden til forveksling. Forskellen ligger aktuelt blot i mulighederne og lønniveauet. I et lille land ville meget vindes ved, at denne ubalance minimeredes. Provinsen ville samtidig uden ekstra midler blive styrket. Og børneteatret - som denne centralisering i høj grad omhandler - ville få større synlighed og prestige. Ud over at samle kræfterne bag scenen burde man desuden også en gang for alle gøre op med vrangforestillingen om, at børneteater er noget, der skal opleves i gymnastiksale landet rundt. Lad børnene komme i bus med kammeraterne til en forestilling i et magisk rum, der er indrettet optimalt. Som de er vant til det fra biografen. Selvfølgelig ikke som en tilbagevenden til tidligere med de store scener for de mindste, men med mulighed for helt intime eller lidt større udspil også. På landsplan ville man nok skulle sammenlægge således, at der blev cirka en tredjedel af egnsteatrene tilbage med til gengæld hver tre gange så mange skuespillere. Administration og teknik kunne man så til gengæld måske spare lidt på. Forholdeterikke meget anderledes i København, hvor situationen de seneste år har været den, at teatrene har levet en alt for usikker tilværelse med alt for skrøbelige vilkår, med det til følge at overlevelseskampen har taget for meget fokus. Om få år får hovedstaden et nyt skuespilhus for Det Kgl. Teater og selv om det sker på basis af en nedlæggelse af Turbinehallerne og Stærekassen som scener, så må det formodes og håbes, at det nye sted bliver en publikumsmagnet og dermed en stærk konkurrent for de mere eller mindre skadelidte DST-teatre. En reform er derfor uundgåelig, og den må grave dybt. Der skal findes en løsning for næsten alle scener. Først og fremmest det akut underdrejede Folketeatret, hvor en nærliggende løsning dels kunne være at gøre det til et egentligt folketeater for familier og børn med et stærkt udbud på både de små og den store scene forestået af børneteatrenes kyndige folk, dels kunne bestå i en inddragelse af Det Danske Teater, der så ville få et ordentligt hovedstadscenter, der samtidig ville medføre, at den molboagtige turnévirksomhed i hovedstadsområdet med op- og nedtagninger inden for afstande af under ti kilometer burde afløses af særlige transportordninger for de - især ældre - publikumsgrupper, for hvem en individuel rejse selv til Nørreport Station er uoverkommelig. For de penge, der går til turné bare inden for dette område, må der nærmest kunne tilbydes 'flymiddage' og drinks frem og tilbage. Samtidig ville det kunstneriske niveau blive hævet i form af bedre scenografi og af skuespilpræstationer, der ikke skulle 'tune sig ind' på en ny mere eller mindre vellykket scene fra dag til dag. Generelt ville det nok skulle gælde turnéområdet i det hele taget, hvor man i lighed med en centralisering af egnsteatrene af kunstneriske grunde kunne ønske, at besøgene rundt omkring i landet koncentreredes om de teatre og kulturhuse, der kan leve op til en kunstnerisk ambition, og ikke var styret af lokalpatriotiske hensyn. Balancenimellemet fintmasket hensyn til et immobilt publikum og et kunstnerisk behov for et optimalt udtryk, der på bare halvkort sigt skal sikre en fremtid for teaterkunsten, er desværre i decentraliseringens hellige navn også her tippet væk fra kunsten. Hvis kræfterne i stedet blev samlet, skulle man til gengæld stille større krav til landsdelsscener og de nye regionsteatre om større åbenhed i forhold til gæstespil - fra ind- og udland. På denne måde ville man sikre sit publikum en større variation og opbygge en kompetence, der via skærpede krav om professionalisme ville være med til at højne kunstarten i det hele taget. Hvis man sammenligner med et andet mindre land som Holland, så er det iøjnefaldende, hvor åbne og internationalt orienterede regions- og landsdelsscenerne optræder her. En revidering af teaterloven burde indskrive krav om en sådan forpligtelse som en selvfølgelighed i en verden præget af mobilitet og global tankegang. På DST-området skal der ikke nedlægges teatre. I stedet må der skelnes skarpt imellem teatre, der kan overleve på rent kommercielle betingelser - Det Ny og et par andre - og så teatre, der via lovgivningen er forpligtet på udviklingen af teaterkunsten. Ikke ud fra en opfattelse af, at det udviklende er finere end f.eks. musicals, men ud fra en tør konstatering af, at det andet sælger bedre end det første. Der bør altså være færre teatre inden for DST, men ikke i Storkøbenhavn som sådan. Effekten af en sådan klar beslutning er åbenlys. Uden at tilføre området flere penge vil der blive flere at tage chancer for. Kravet om egenindtægt per forestilling skal ned. Ellers ligger døden lige om hjørnet. Til sammenligning kan blot henvises til det så tilbedte tyske system, hvor teatrene kun skal indtjene nærmest det halve af, hvad DST-teatrene skal - og det i et langt mere teaterinteresseret marked med større volumen. Kun via en forkælelse af de mest kreative teatre vil niveauet stige. Der skal gøres forskel for kunstens skyld. Indsatsen skal koncentreres om udvikling med ansvar i form af krav om internationalt format - som vi længe har forventet det af vore filmfolk og billedkunstnere. Der må også forventes mere differentierede og professionelle markedsføringsstrategier i et stadig mere konkurrencepræget marked. I stedet for et temmelig indfiltret netværk af støtteordninger i form af abonnementsordninger, refusioner og andre statsligt styrede generelle former for støttekorsetter, der først og fremmest indgyder publikum den vrangforestilling, at man under ingen omstændigheder bør betale den pris, der står på billetlugen, så bør man sikre teatrene - DST, landsdelsscener, regionsteatre og frie grupper - en produktionsstøtte på et niveau, der tillader en professionel markedsføring af differentieret karakter - alt efter hvilket publikum man sigter efter med en konkret forestilling. Dansensområdeer i rivende vækst. Kvantitativt og kvalitativt. Væsentligste problem er, at stort set alt - bortset fra Granhøj og Schaufuss i Jylland - foregår i København. Perversionen er iøjnefaldende. Alligevel vil dansefolket ikke selv se i øjnene, at de graver deres egen grav med hensyn til politisk og folkelig opbakning, hvis de ikke gør en kraftig indsats for at brede sig ud, som det er sket i store danselande som Tyskland, Belgien, Holland og Frankrig. Som det er nu, danser alle dansere for det samme - trods alt begrænsede - publikum i København. Her skal der central styring til også. Her skal der egnsudvikling til. F.eks. bør Fyn få sit første stærke dansekompagni i tilknytning til bl.a. et stærkt interesseret dansemiljø på universitetet her og i kreativt samspil med Det Kgl. Teaters nyligt oprettede balletskole i Odense. Indsatsen på alle områder skriger efter central styring på tværs af forældede, hævdvundne rettigheder for det etablerede teater, det turnerende teater og det efterhånden 'satte' alternative teater. En teaterlovsrevision, der ikke for alvor gør op med disse skel og fordelingsnøgler, der ikke hører hjemme i en tid, hvor mobilitet, stadig ændrede smagsretninger og globalisering sætter dagsordenen alle andre steder, vil have et meget forudsigeligt og nært udkomme: Teatrene bliver uattraktive. De mister deres betydning for den kunstneriske diskussion. De bliver et efter et skaller med andre indhold. Som i Nice, hvor forestillingen på scenen i sandhed var kulinarisk teater! Det vidunderligt stemningsfulde art deco-teater havde bevaret sit navn, i baren kunne man stadig i den grønne læder indtage en aperitif inden forestillingen. I programmet kunne man se, hvad scenen bød på. Gennem glasset, der meget virkningsfuldt havde erstattet et fortæppe, kunne man overvære aftenens kunstneres indædte indsats - i tilberedningen af de retter, der havde erstattet et repertoire. Teatret var blevet til Nices foretrukne brasserie.