»Hver dag er der nogen, der skal nå noget, før det er for sent. Stå op, før de skal i seng. Få sommertøjet på, før det bliver vinter«. Forfatteren Juliane Preisler har skrevet en digterisk kommentar til storbyens dage. Hver dag er der nogen, der taler med meget små børn, som slet ikke kan tale. Og det, de svarer, giver så meget mening: »Wah«, »blup«, »buh«. Hver dag er der nogen, der går med en barnevogn, som om de har fanget sig selv i en fælde. Og ikke ved, hvordan de er kommet der. Hver dag er der nogen, der går med nogle meget små hunde. Som ligner legetøj. Og som også er det. Hver dag er der nogen, der klæder sig anderledes end alle andre. Et skakternet tylsskørt her eller et par lyserøde lakstøvler dér. De spreder deres små signaler over gader og stræder. Hver vinter er der nogen, der går i korte bukser. Deres knæ lyser og fryser i vintermørket. Hver dag er der nogen, der er hurtige. Trakfikuheld, der ikke sker. Små børn, der får lov til at beholde deres ben. Hver dag er der døde gråspurve på vejen, som viser sig bare at være grankogler. Hver dag er der nogen, der tager det store ansvar for hinanden. Får dem til at ville blive, ikke at lade sig glide ind under busser og smadre af tog. Lyver for dem og fortæller dem, at de ikke er så alene. Hver dag er der nogen, der skifter et møbel ud med et andet og tror, at nu bliver det hele meget bedre. Hver dag er der nogen, der flygter fra politiet uden at vide, hvorfor de gør det. Hver dag er der gamle aviser, som set på nærmere hold er overkørte duer. Og glasskår der bliver til blade, og blade til glasskår. Der er smukke lys på himlen, som i virkeligheden er en brand, hvor nogen ikke nåede ud og blot stod og skreg i tagrenderne. Skreg og skreg. Hver dag. Hver dag er der nogen, der tror, at andre ikke vil dem det godt. Somme tider har de ret. Dem, der kører indkøbsvognen hen over andres fødder for at komme først, gør det ikke af kærlighed. Hver dag er der nogen, der forsøger at huske deres egne systemer. Om mandagen er en god dag at købe ind, om de skal have to lag handsker på, når det er koldt, om badehåndklædet skal med på stranden eller ikke. Hver dag er der nogen, der stopper op midt i en årstid og husker en anden. Husker sensommeren, lige før vinteren er ved at gå over i forår, husker efteråret, pludselig, til sankthans. Det er ikke nogen sjælelig forstyrrelse, ikke egentlig, det er kroppens og sindets forsøg på at holde sammen på andet og mere end nuet, på at vide sig ud frem for hele tiden at blive indsnævret, på at rumme det hele på én gang. Og dog, så bliver de alligevel forvirrede over fornemmelsen af tåge på en helt klar dag, over duften af sne mellem lysegrønne blade. Og det stakkels lille sind, og den stakkels lille krop, griber hårdt efter det, nuet, træernes knopper eller visnende blade, griber efter noget virkeligt uden for dem selv, noget der flytter sig på en forudsigelig måde, uanset om de selv gør det eller ikke. Hver dag. Hver dag er der nogen, der sætter hjul under sig for at komme hurtigere frem. To eller fire eller seks, en far på rulleskøjter med en barnevogn, bag ved ham havet som en stum påmindelse om et andet tempo. Hver dag er der nogen, der skal have lov til at komme forbi, bare fordi de kører meget hurtigere - uden at man ved hvorfor Hver dag er der nogen, der har hemmeligheder for nogle andre. Eller hemmeligheder med nogle andre. Verdener og verdener af hemmeligheder, om små og store ting, frygteligt virkeligt af at blive holdt hemmeligt for nogen. Inderst inde er der en kerne af noget, der ikke skulle være hemmeligt. Noget, man kun har med sig selv, ikke kan skjule for sig selv, ikke vil. Men hver dag er der noget, der bliver hemmeligt, også her. Inderst inde. Hver dag er der nogen, der håber, at nogle andre er stærkere end de selv. At der et eller andet sted må findes nogen, som er høje og retlinede og ja, bare stærkere. Ellers er der da ingen mening i nogen ting. Hvis der ikke findes nogen at læne sig imod, hvad så? Hver dag er der nogen, der tænker på, at nu er det snart jul. Eller påske. Eller en fødselsdag. Et eller andet, der får det almindelige til at holde op. Så der ikke bare skal købes ind, fra dag til dag, men til noget stort, til flere dage, til en festlighed, som man egentlig ikke har noget forhold til, men som alle de andre også holder. Derfor er den der. De andre holder fest, derfor gør man det også. Hvis nogen går alene på gaderne, en juleaften, mellem klokken atten og toogtyve. Er de enten sindssyge, eller på vej til en øde station, hvor ingen, ikke engang toget vil lægge mærke til, at de lægger sig under det. Når der skal være fest, skal der være fest. Hvis der ingen fest er, er det ligesom en lille død, en ikke-væren til stede i den samme virkelighed, som alle de andre er i. Hver dag er der børn, der ikke ved, de er det. Fylder hele fortovet, går på det fra side til side på deres små ben, som om de ejer det hele. Sparker lidt til noget, der ligger dér, ser, hvor det lander. Hver dag er der noget, der skal overstås. Ting, der slipper op på en trættende måde og skal skaffes igen. Hver dag er der andre begravelser andre steder. Skrabende stilhed i kirken, lige før præsten begynder at tale. Ventende ansigter vendt mod gulvet. Livløse blomster bundet i alt for tætte kranse. Et farvel, der ikke har noget med afsked at gøre, men er en underlig klemt rejse ind i sig selv, fra dengang man kendte den døde. Kendte, holdt i hånd, hørte stemmen, så ansigtet, vidste, hvad der fik dem op at stå og holdt dem gående. Eller fra dengang de kendte én, måske snarere. Bankede på en gang imellem, på døren, på panden, på sindet, så man lyttede efter. Hver dag er der glimt i eftermiddagslyset, i tusmørket, som tyder på, at der er liv andre steder. Ude i rummet måske, eller bag nogle tildækkede ruder. Hver dag er der folk, der falder om, før de er parate til det. Hovedet møder asfalten eller en kantsten, og der bliver drysset savsmuld på bagefter, og dér ligger det så, længe, noget rustrødt savsmuld og ser egentlig fredeligt ud. Sørgeligt, men fredeligt. Hver dag er der nogen, der går grådkvalte rundt, uden at man egentlig kan se det. En lidt underlig blankhed i deres stirren. Hvis de stirrer, andre steder end ned. Hver dag er der nogen, der går i stykker, på en eller anden måde går der et hjørne af, som længe har været skrøbeligt, og pludselig er der helt åbent ind til knoglen. Hver dag er der lys, der ikke kan lyse, ligegyldigt hvor meget man tænder og tænder. De vil bare ikke. Hver dag er der nogen, der ikke selv kan gøre rent. Hvilket får støvet til at lægge sig på en anden måde - ligesom tykkere og mere synligt. Og det er svært ikke at se på det med bekymring, støvet der lægger sig, tykt og synligt, når man ikke kan gøre noget ved det. Hver dag er der nogen, der trods alt selv kan vaske tøj. Og gør det og gør det, så det rene tøj ligger i urimelige stabler og ikke kan være i skabe og skuffer, alt for meget rent tøj, bare fordi det kan lade sig gøre. En overflod af dén orden, der nu kan lade sig gøre. Og der er hele tiden noget, der tørrer. Og bare dét, at der er noget nu vasket, nu rent, der er ved at tørre, er ligesom en tryghed i sig selv. Hver dag er der nogen, der stadig kan vaske sig selv. Og gør det, og gør det, meget mere end nødvendigt, fordi det nu kan lade sig gøre, det er besværligt, men det kan lade sig gøre, og alt bliver meningsfuldt, at nå ind i ørerne, om i knæhaserne, under fødderne, fordi det nu kan lade sig gøre. Så længe det kan. Hver dag er der nogen, der går ved søerne, som om det var virkeligt. Som om luften vibrerede af fugle, og vandet skvulpede med sin dybde, og træerne ikke stod med samme afstand imellem sig og kastede flest kastanjer fra sig på det samme sted hvert år. De går med børn, som om det ville gøre nogen forskel, om de gik mellem træer eller mellem huse, som om søen med dens alt for lave vand kunne ligne noget med bølger, som om udvalget af ænder, svaner og en enkelt fiskehejre kunne ligne noget vildt. Og børnene pludrer og peger, som om de aldrig har set noget lignende, lavt vand, ænder, forudsigelige kastanjer, bladene visner på den ene side af søen først, og så på den anden, bilerne kører for hurtigt, trafikuheld sker uden at der bliver lagt meget mærke til det, rustrødt savsmuld, og det var så det. Hver dag er der nogen, der taler om vejret på denne måde, der ikke har noget med vejret at gøre, det har ingen interesse, det er blot en udveksling af fælles virkelighed, regnvejr, ja, vådt, ja, koldt, blæsende, solskin, så du det samme som jeg, blev du også våd, fik vi samme vind gennem håret? Og hver dag er der sådan nogle samtaler, der kunne blive ved i timevis, hvis ikke nogen skulle skynde sig et sted hen, de ville glemme, at de var sultne eller trætte eller havde brug for noget som helst andet end de her små tryk på hinandens kinder: koldt i går, smukt i fredags, lunt over weekenden ... ikke sandt? Hver dag er der nogen, der tror mere på de små verdner end på de store. Deres egne potteplanter, for eksempel, og dét som udfolder sig dér. Eller et skib på det mørke hav, som med sine lys ligner et fjernt slot, hvor livet leves. Hver dag er der nogen, der vender hjem med kufferter. Og tror, at alt har forandret sig, mens de har været borte. Elektriske pærer, der var gået, har skiftet sig selv, længst forsvundne breve er dukket op igen, døre, der bandt, kan pludselig åbnes. En tilstoppet vask er holdt op med at sige sin ubehagelige slubrende lyd, rodet i soveværelset har fjernet sig selv til et andet og mere bekvemt sted end under sengen. Dem med kufferterne åbner deres egen, let fremmede hoveddør og bliver umådeligt forbavsede over, at det ikke har forandret sig, at alt virkelig er nøjagtigt, som de forlod det. Hver dag er der nogen, der opdager ting ved sig selv, de ikke før har set. Spidsen af tungen, for eksempel, hvis det sker midt på gaden ligner de åndssvage. Eller noget hår i en anden farve bagerst i nakken, spejlet har aldrig før kunnet vise dén vinkel, men pludselig er det der, det lidt mørkere eller lysere eller rødere hår. Et øjeblik er de fremmede for sig selv. Og hvis man er fremmed for sig selv, er der ikke mere noget, der er sikkert, alt kan ske. Kan det ikke? Hver dag er der nogen, der ikke er der. Og hvis de ikke er der - hver dag - forsvinder de, så simpelt er det. Hvordan kan nogen forestille sig det anderledes? At telefoner eller post skulle kunne holde dem i live? Hver dag er der nogen, der har indkøbsposer i hænderne og ser travle og besværede ud, jo flere poser, jo mere travle og besværede, indtil man faktisk ikke kan se, hvordan de ville se ud som sig selv. Uden poser. Hver dag er der nogen, der er på vej et sted hen, med denne særlige hastighed ... som når man er på vej et sted hen, denne bortvendthed over for alt og alle, denne flytten sig selv fra punkt til punkt, hvor man næsten forsvinder i det, i det at have et mål. Hver dag er der nogen, der skal nå noget, før det er for sent. Stå op før de skal i seng. Få sommertøjet på, før det bliver vinter. Hver dag er der nogen, der synes, de er blevet dårligere til at huske. Uden at kunne huske, hvornår det begyndte. De kigger i lommebøger og kalendere og skriver små sedler til sig selv for at huske at huske. Hver dag er der nogen, der ikke længere kan huske, hvad de var i gang med. Ved at ordne, grønsager måske. Eller rydde op efter nogle børn på den dér særlige ting-faldet-fra-hænderne-måde. Eller lægge noget tøj sammen, rette på et sengetæppe, falde i staver og ud gennem et vindue. Hver dag er der lys i et tårn, hvor der aldrig før har været. Og nogen gør noget hemmeligt derinde, klæder sig af måske, i det store nøgne rum, hvor det sjældne lys virker som spejle, skønt der ingen er. Hver dag er der nogen, der har regntøj på, skønt det ikke regner. Bare som en slags beskyttelse. Hver dag, i den kolde tid, er der nogen, der ikke tænker på andet end ikke at falde. Intet andet, simpelt hen. Hver dag er der nogen, der bor i parkerne, næsten som om de var hjemme. Statuerne går ingen steder, dem kan man regne med. Om vinteren hjælper de de fastfrosne fugle fri af isen ved at smide ølkapsler efter dem. Om sommeren lever de næsten som andre mennesker, bare arme ude i det fri, dovenskab i solen. Men de går ikke med poser, ikke på den måde, deres poser er af en anden slags. Hver dag er der nogen, der ikke når noget. Og noget af det forsvinder af sig selv, andet hober sig sammen i bunker, der bare bliver større og større. På et tidspunkt falder noget ud af bunkerne og gør opmærksom på sig, eller bunkerne bliver så store, at de bare vælter og fylder det hele. Hver dag er der nogen, der ikke har travlt, mens alle andre har det. Det bliver næsten til en sygdom, gå dér i sit eget tempo, kunne lige så godt gå det ene sted hen som det andet, god tid til at flytte sig for alle de andre, god tid til at ombestemme sig og bare gå hjem igen. Eller ud igen. Hver dag er der nogen, der føler, at nu er det overstået. Uden helt at vide hvordan og hvad, de ser ud ad deres vinduer, og verden ser anderledes blank ud, noget må være overstået, og noget nyt kan begynde.