Vi glemmer, at den irakiske befolkning lider lige nu. Kun en amerikansk intervention i Irak kan vende den ulykke, som præger hele Arabien, skriver det radikale folketingsmedlem Naser Khader. »I disse slibrige tider ...« - sådan blev Carsten Niebuhrs ekspedition til 'Det lykkelige Arabien' annonceret i 1761. Aleksander den Store havde døbt den sydvestlige del af Den Arabiske Halvø Felix Arabia, men da ekspeditionen efter hårde strabadser endelig nåede frem, viste Arabien sig at være langtfra lykkeligt. Tiderne i dag er tilsvarende slibrige. Danmark og vores allierede i NATO er endt i en større krise. Uenighederne om USA's planer om intervention i Irak truer med at ødelægge sammenholdet i alliancen. Samtidig pågår diskussionen om, hvorvidt en eventuel amerikansk intervention bliver med eller uden FN-mandat. Jeg har tidligere talt for en amerikansk intervention. I det følgende vil jeg gerne uddybe min begrundelse herfor i et lidt bredere perspektiv. Mange forbinder i dag de arabiske lande med krig og uro, fanatisme og islam, konflikten mellem israelere, palæstinensere og de arabiske naboer, 11. september og naturligvis olie. Denne opfattelse er i en vis udstrækning udtryk for et fortegnet billede af regionen i de vestlige medier. Jeg har selv viet en stor del af mit liv til at give et mere nuanceret billede af de karikerede stereotyper af 'araberne' og i stedet formidle forståelse og sameksistens. Men man kommer ikke uden om, at 'Arabien' stadig er ulykkeligt. UNDP's rapport fra 2002 kunne eksempelvis berette om en alarmerende mangel på udvikling i disse lande de sidste 30-40 år - både med hensyn til økonomi, uddannelse og ikke mindst demokrati og menneskerettigheder. Den arabiske verden er i knæ, som en debattør udtrykte det den anden dag på den uafhængige arabiske nyhedskanal al-Jazeera. Feks. er 43 procent af befolkningen analfabeter, og to tredjedele af analfabeterne er kvinder. 10 millioner børn mellem 6 og 15 år går slet ikke i skole. 'Araberne' er faktisk så utilfredse med deres situation, at halvdelen af ungdommen ønsker at drage til Vesten og starte et nyt liv. Man kan forholde sig til disse tilstande på flere måder. Fordømmende - de ved jo ikke bedre. Analyserende - hvordan kunne det gå så galt? Og ikke mindst politisk - hvad kan man gøre? Mange vestlige politikere har reageret på de potentielle flygtningestrømme. Af den halve million illegale flygtninge, der hvert år krydser grænserne ind i EU, kommer de fleste fra de arabiske lande. Men i stedet for den reaktive holdning, som bl.a. VK-regeringen har givet udtryk for, kunne man anlægge et mere konstruktivt perspektiv. Vi har netop revet Jerntæppet ned - det er besynderligt, at mange nu ønsker at ophænge et nyt et andet sted. Vi burde i stedet spørge: Hvad kan vi gøre for at fremme disse ulykkelige menneskers velfærd og frihed? Kan vi bistå en langsigtet demokratisk og økonomisk udvikling af de arabiske lande? Der er demokratiske fortalere i dag i mange arabiske lande. Vi hører sjældent om dem i de vestlige medier, men følger man al-Jazeera, kan man møde dem. Det gennemgående budskab fra de arabiske demokratiforkæmpere er, at de har brug for støtte udefra. Deres situation er trængt - ikke mindst af reaktionære verdslige og fundamentalistiske kræfter. En substantiel vestlig hjælp til regionen vil selvfølgelig have omkostninger - ikke mindst på kortere sigt. Men på længere sigt er det min opfattelse, at vi alle vil have betydelig fordel af det. Når jeg taler for en intervention i Irak, skal det ses i dette perspektiv. Så længe regionen er præget af uro og ustabilitet, er demokratisering urealistisk. Tilsvarende vil økonomisk udvikling være hæmmet af oprustning og gensidig mistillid. Så længe der er uro, kan de arabiske ledere anvende de ydre trusler og den almindelige destabilitet som undskyldning for deres udemokratiske fremfærd. Vi skal fjerne grundlaget for denne undskyldning - vi skal fjerne Saddam Hussein. Saddam Hussein er og har været en konstant kilde til uro i den arabiske region. En holdbar aftale med Saddam Hussein er urealistisk - man er ultranaiv, hvis man har forhåbninger om en sådan. Alle erfaringer viser, at man ikke kan stole på ham. Lad mig give et par eksempler. Da Saddam Hussein endnu ikke havde opnået fuld politisk kontrol i Irak med sit Baahtparti, indgik han en aftale med andre politiske partier om samarbejde og sameksistens. Efterhånden som han fik etableret og udvidet sin magtbase, udryddede han imidlertid konkurrenterne i både sit eget og andre partier. I forholdet til Iran indgik Saddam Hussein en aftale med den daværende shah om det landområde, krigen senere drejede sig om. Efter revolutionen i Iran, da Iran var rystet oven på de store omvæltninger, det nye præstestyre indebar, brød Saddam Hussein også denne aftale og indledte den brutale krig. Tilsvarende lovede Saddam Hussein i juni 1990 de øvrige arabiske lande ikke at angribe Kuwait, men Irak indvaderede som bekendt Kuwait i august 1990. Derfor er tiden nu kommet til at trække en streg i sandet en gang for alle for Saddam Hussein. Jeg beklager den uenighed, der er opstået både i FN og i NATO. Det vil være at føje spot til skade, hvis det også lykkes Saddam Hussein at destabilisere sammenholdet i Vesten og i verdenssamfundet. På den anden side understreger det kun min pointe. Tilsvarende er jeg en smule ambivalent over for de omfattende fredsdemonstrationer de seneste dage. Jeg har fuld sympati for demonstranterne og deres budskab. Men deres budskab bliver misforstået flere steder i Mellemøsten og ikke mindst i Irak. Følger man f.eks. irakisk tv og andre arabiske tv-kanaler, bliver demonstrationerne i Vesten mod en krig opfattet som støtte til Saddam Hussein! Denne tragediens ironi understreger ligeledes min pointe. Folkelige demonstrationer er et sundt tegn på borgerskab, engagement og ansvarsfølelse. Men denne type demokratisk kommunikation virker ikke over for en hensynsløs diktator. Saddam Hussein griner af naiviteten hos demonstranterne i Vesten! Bred folkelig opbakning til den strategi, jeg skitserer, er imidlertid vigtigt. Derfor er den nuværende modstand mod intervention selvfølgelig problematisk. Omvendt støtter et flertal en intervention, så længe den foregår i FN-regi. Jeg har tidligere sagt, at jeg ikke nødvendigvis afviser en amerikanskledet intervention i Irak uden om FN. Vedrørende FN-resolution nr. 1441 er det en udbredt misforståelse, at FN's våbeninspektører skal påvise, om Irak har masseødelæggelsesvåben eller ej. Det skal de ikke. Irak har bevisbyrden og skal vise sin uskyld ifølge resolutionen. FN-inspektørerne er inspektører - de er ikke detektiver. Derfor er det også frustrerende at se, givet Saddam Husseins generalieblad, hvordan han endnu en gang forhaler og misligholder sine aftaler. Og hvordan naive og velmenende mennesker endnu en gang lader sig forføre. Desuden har Saddam Hussein tidligere proklameret, at han faktisk har disse våben. Det har været en stor diskussion inden for folkeretten, og specielt i tolkningen af FN-pagten, i hvilket omfang man skal respektere individuelle landes suverænitet. Problemet ved at forsvare alle landes suverænitet og ubetingede selvbestemmelse over indre anliggender er selvfølgelig, at dette princip ikke tager højde for, hvordan landene faktisk forvalter deres selvbestemmelse. Specielt om de er demokratiske og respekterer de mest basale menneskerettigheder. Det er et generelt dilemma. Skal man tage hensyn til den internationale orden, til verdenssamfundets regler for deres egen skyld eller til det enkelte menneske af kød og blod? F.eks. de unge ulykkelige arabere, der bare ønsker en tilværelse som den, vi er så privilegeret at kunne nyde i Vesten. Min indstilling er klar. Hvorfor skal man forsvare en skruppelløs diktator, der systematisk undertrykker og udnytter sin egen befolkning og er konstant årsag til uro i hele regionen? Har vi ikke tværtimod en pligt som demokrater og humanister til at gribe ind? Kosova-ktionen i 1999 skete uden FN-mandat som en såkaldt humanitær intervention. Med denne aktion tilsidesatte man det daværende Jugoslaviens suverænitet, med henvisning til at der foregik folkedrab. Det vil sige, selv inden for det bestående systems regler har nogle argumenteret for, at man kan tilsidesætte landes suverænitet, hvis der foregår krigsforbrydelser, folkedrab eller forbrydelser mod menneskeheden. Dermed er en slags sædvaneret blevet etableret, der tillader en intervention, når den gælder basale universelle menneskerettigheder. Denne sædvaneret stemmer under alle omstændigheder bedre overens med mine værdier som socialliberal. Samtidig er denne udvikling også udtryk for, at folkeretten ligesom al anden ret er dynamisk. Den amerikanske retorik omkring Irakkrisen har givet anledning til en del forvirring. Amerikanerne har efterhånden begrundet en aktion på adskillige måder, og de har skiftet fokus. Man har både henvist til den kollektive sikkerhed og afvæbning samt en slags selvforsvar i forhold til den trussel, Irak udgør. Endelig har man også forsøgt at retfærdiggøre et indgreb som en humanitær intervention. På den anden side har man diskuteret de amerikanske motiver bag en krig. Vil man egentlig blot sikre kontrol med olieressourcerne, vil man opretholde en realpolitisk balance i Mellemøsten, går man endnu en gang Israels ærinde over for de arabiske naboer, eller er George Bush jr. ude på at hævne sin far? Alle disse motiver er formentlig på spil i en eller anden udstrækning. Alle krige er beskidte og brutale. Men nogle gange kan en krig være berettiget. Hvis der ikke er andre udveje, og hvis den har gode konsekvenser i et større perspektiv. I denne sammenhæng er det dog også værd at tænke over motiverne hos de vestlige statsledere, der har modsat sig en intervention. Her tænker jeg særligt på den tyske forbundskansler, Gerhard Schröder, og den franske præsident, Jacques Chirac, hvis motiv næppe er ren idealisme. Chirac har stormagtsambitioner, og Schröders hensyn gælder indenrigspolitikken - de har også deres egoistiske interesser i at modsætte sig den amerikanske dagsorden og ligefrem risikere NATO's stabilitet og fremtid samt den udenrigspolitiske enighed i EU. Et andet spørgsmål er, hvorfor man skal gribe ind nu. Når man har forhandlet frem og tilbage med Saddam Hussein så længe, hvorfor så ikke vente lidt mere? Hvis man giver en fredelig løsning en chance mere og understreger, at nu er det nok - ja, måske endda sender flere inspektører til Irak - så vil Saddam Hussein indse situationens alvor og samarbejde. Min personlige holdning er, at Saddam Hussein er et gennemført magtmenneske, der kun forstår meget håndfast kommunikation. Kun når krigstruslen er reel, er han samarbejdsvillig. Nu er vi i en enestående situation, hvor der er realpolitisk vilje til at intervenere. Nu er vigtige aktører parate til at ofre sig - og derfor har vi nu en forpligtelse til at sikre, at det ikke bliver forgæves. Man glemmer, at den irakiske befolkning lider lige nu. FN-resolutionerne over for Irak rammer den irakiske befolkning meget hårdt. Saddam Hussein og hans håndlangere derimod - de skal nok klare sig. Endnu en gang skal man holde for øje, at Irak er et brutalt diktatur, hvis totalitære kontrol og undertrykkelse kun er blevet forstærket af det ydre pres, FN-sanktionerne udgør. Samtidig driver Saddam Hussein gæk med det internationale samfund og spiller gamle venner ud mod hinanden. Der er simpelthen ikke noget alternativ til en intervention. Spørgsmålet til dem, der vil fortsætte med diplomatiske midler må være: Hvad er målet? Forventer man oprigtigt, at Saddam Hussein og ligesindede diktatorer i nabolandene selv går af eller pludselig springer ud som demokrater efter intens og åbenhjertig dialog med vestlige idealister? I stedet for at koncentrere kræfterne om en misforstået opbakning til en skruppelløs diktator skulle man øge indsatsen for at udarbejde en langsigtet plan efter en afsættelse af Saddam Hussein. Specielt for Irak, som formentlig vil befinde sig i en kaotisk situation efter en intervention, men også for hele regionen. En sådan løsning vil selvfølgelig også inddrage situationen omkring Israel. I denne forbindelse bør man tænke mere originalt og handle mere radikalt. Irak er ikke det eneste problem i regionen. Helst så jeg alle de udemokratiske regimer i de arabiske lande fjernet, for hvis ikke regionen bliver demokratiseret og stabiliseret, vil den være en kilde til evig uro og usikkerhed. Men tilbageholdenhed over for andre udemokratiske regimer er intet argument for at lade Saddam Hussein fortsætte sit diktatur. Nogle politikere og debattører hævder med hensyn til demokratiseringsprocessen, at islam og demokrati ikke kan forenes. Det kan de. Ligesom kristendom og demokrati kan forenes - nemlig ved at adskille religion og politik i Arabien - som vi har gjort i Vesten. Den skepsis, der findes i dag over for islam og demokrati, havde man tidligere over for andre religioner, såsom katolicisme eller religionerne i det fjerne Østen. Og hvem troede i 1945, at Tyskland og Japan kunne udvikle sig til velfungerende demokratier? Al erfaring har vist, at dette standpunkt er absurd. Det vidner om en meget ringe forståelse for demokratiets historie og oprindelse. De gamle grækere i Perikles' Athen var faktisk hverken skandinaver eller angelsaksere! I stedet bør man lægge alle de vestlige relationer til Arabien an på en gennemgribende langsigtet demokratiserings- og udviklingsstrategi. En strategi, der kommer til udtryk i handelsrelationer, samarbejde i civilsamfundet og selvfølgelig den officielle kontakt. Carsten Niebuhrs ekspedition til Det lykkelige Arabien forløb anderledes, end alle forventede. Man fandt aldrig det, man søgte. Arabien var ulykkeligt dengang - ligesom i dag. Alligevel var turens udbytte stort. For den unge danske landmåler viste med sit fordomsfulde og åbne sind sin skepsis over for overleveringer, naiv indbildning og opgivende apati, at man kan etablere en sund relation mellem Europa og Arabien. Fordringen i dag må være at bistå araberne til at blive lykkelige. Det kræver mod. Og det kræver handling.