Det dur ikke at melde sig ud af tiden, men der er nu heller ingen grund til at være med på det nyeste for enhver pris. Klaus Rifbjerg om det moderne, det moderne-moderne og det naragtige. Det kan være svært at forholde sig til begreber som modernitet og historie. I hvert fald for mig. Jeg har lært af Poul Henningsen, at vi selv er historie, og forstår også, hvad han mener (tror jeg nok), men samtidig føler jeg mig gang på gang sat uden for historien som en dreng, der kommer uden for døren, fordi han har været uartig i timen. Det er det samme med moderniteten. Da min far døde i 1964, var det fire år før ungdomsoprøret, Muren stod, og mod øst lå Sovjetunionen. Han havde fløjet med jetfly og set fjernsyn, men kunne af gode grunde ikke med sikkerhed vide, hvad der ville ske næste år eller de næste mange år. Han blev svøbt i sin modernitets ligklæde og båret væk. Hver gang jeg besøger Rørvig Kirkegård, hvor Henrik Pontoppidan ligger begravet, tænker jeg på, hvor sært det er, at forfatteren til 'Lykke-Per', 'Det forjættede land' og 'De dødes rige' nåede at opleve slaget ved Stalingrad, men aldrig befrielsen og Det Tredje Riges fald. Uanset hvilken lynende skæbne man tildeles, snyder døden én i sidste ende altid for et ordentligt facit. Omvendt kan man sige, at både Georg og Edvard Brandes blev skånet for at erfare, hvad der skete i Auschwitz, Birkenau og Treblinka, men ikke Henri Nathansen, som tog sit eget liv som flygtning i Sverige i 1944. Det gjorde Stephan Zweig og Walther Benjamin også, den sidste på flugt for nazisterne, den første af almindelig nedtrykthed over verdens tilstand. Men uanset om de blev skånet eller snydt, så har punktet, hvor de slap tøjlerne, eller de blev revet dem af hånden, været uafviseligt moderne. De var midt i tiden eller 'en tid', de var del af en udvikling, der tegnede sig tåget, men alligevel rummede aflæselige signaler, som gav en fornemmelse af, hvor tingene bevægede sig hen, og hvad der sandsynligvis ville ske, selvom ingen kunne sige det med sikkerhed. Måske var den normalt meget engagerede Pontoppidan trods alt for gammel og svækket i 1943 til helt at fatte, at Stalingradslaget var det afgørende vendepunkt i Anden Verdenskrig, hvad andre måske indså, men ikke havde nogen mulighed for at garantere, dertil var situationen alligevel for uoverskuelig og sikkerhedsmargenen for usikker. Uden at mange vidste det, eksperimenterede tyske videnskabsmænd på samme tidspunkt ad to spor, som begge rummede muligheden for at vende krigslykken. Det drejede sig om raketstyrede våben (det, som blev V1 og V2) og atombomben. Selve deres virksomhed lå i den tekniske avantgardes og modernismens frontlinje, noget mere nymodens end V2 og atombomben kan man næppe forestille sig. De første eksperimenter lykkedes, både V1 og V2 blev sendt mod London, atombomben havde Heisenberg og co. ikke held med, her lagde amerikansk teknik, økonomi og jødisk snilde sig i spidsen med Bohr, Einstein og Oppenheimer. 'Vi' fik altså bomben, japanerne fik den i hovedet, og i Hiroshima og Nagasaki døde 110.000 mennesker. Det var ganske vist japanere, men alligevel. I sin bog 'I fred og krig', der fortæller om en dansk Berlinkorrespondents oplevelser indtil sammenbruddet i 1945, skriver Arild Hvidtfeldt om propagandaministeriets underlige reaktioner på de ny våben, det var lykkedes nazisterne at fremstille. Hvor V1'eren, som var en forholdsvis primitiv raket med motoren siddende ovenpå, og som tøffede sig vej hen over Kanalen mod målet, blev hypet ud over alle grænser, brugte man langt mindre den langt mere effektive V2 i propagandaen. Det er der ingen forklaring på, så man har lov til at gætte. Var der i denne teknologiske erobring indbygget en fornemmelse af, at det hele ikke nyttede alligevel, at moderniteten med andre ord rummer sin egen forældelse, sit eget nederlag? Eller prøvede man blot at pacificere de tusinder af Luftwaffepiloter, der ikke længere kunne flyve på grund af benzinmangel, fordi alle resurserne gik til raketterne? Jeg tror aldrig, G. Brandes satte sine ben i en flyvemaskine, til gengæld var det en selvfølge, at Johs. V. Jensen fløj. Der findes billeder af ham på vej væk fra en DC4'er med fru Else i vinden og et helt henrivende, hvor han sidder med en sortskægget Otto Gelsted i en maskine, som på det tidspunkt har været state of the art, så det ville noget, men i dag tager sig temmelig primitiv og hjemmestrikket ud. Moderniteten overhalet. Brandes' ærinde var i 1870'erne det moderne gennembrud, hvad det sandelig også blev på tidens præmisser, men midt i erobringen af den seksuelle frihed og med kvindernes emancipation i centrum (Nora!) glemte man faktisk noget. Det med friheden var stort set et maskulint privilegium, og selvom Agnes Henningsen skrev 'Byen erobret', så varede det trods alt længe, før erobrerrollen blev naturlig og anerkendt for kvindekønnet. Et par stykker prøvede sig frem med Georg Brandes, men blev det for besværligt, og forsøgte damerne at holde ham fast, blev den store mand distræt og tog til sidst sit gode (under)tøj og forsvandt. Spørg Victoria Benedictsson. Eller hans egen kone. Hvordan den store kritiker ville have mødt den moderne-moderne tid, vi selv lever i, er ikke til at sige, men jeg tror, han ville have fnyst. Ikke bare over udsigten til det kødmarked, erotikken har forvandlet sig til, men også ved tanken om, hvad den kabbalistiske jødedom og zionismen har udviklet sig til. Efter Første Verdenskrig accepterede Georg Brandes modstræbende ideen om en jødisk stat som hjemsted for et forfulgt folk. Han var altid på de forfulgtes parti, og der er næppe tvivl om, at han i dag ville have engageret sig lidenskabeligt for palæstinensernes sag, selvom tanken om deres selvmordsbomber ville have fået ham til at brække sig. Ofte når man ser tilbage på den svundne tid, er det med en blanding af skræk og længsel. H.C. Andersen, der altid var med på den værste, når det gjaldt tekniske fremskridt og ny opfindelser, skriver herligt i 'Lykkens kalosker' om justitsråden, der ønsker sig tilbage til kong Hans' tid, men bliver dybt forskrækket og forarget over alt den, smuds, han møder, da ønsket går i opfyldelse, al den gammeldagshed og mørket, tænk, gadebelysningen findes slet ikke! Han kan ikke hurtigt nok komme tilbage til det moderne København, hvor gaslamperne stråler, og man kan få en droschke, så man ikke behøver tage hele turen fra Amagertorv til Christianshavn på gåben. Omkring H.C. Andersens dødsår, 1870, var Københavns mure ganske vist faldet, men det kneb stadig med renovationen og kloakeringen, og mange steder kom natmændene stadig og tømte de ulækre spande med folks lort, som man stillede under trappen og bad til ville blive fjernet. Det sikreste var at placere en flaske brændevin ved siden af tønden, så var der en chance. Brandes havde endnu ikke påbegyndt forelæsningsrækken om hovedstrømningerne i europæisk litteratur (som var hans kampskrift til det modernes indførelse), og fænomener som kemisk rensning og bedøvelse ved operation var for det førstes vedkommende næppe kendt, for det andets næppe forsøgt. Kirurger optrådte stadig i jakkesæt under operationer og har sandsynligvis ikke vasket hænder, før de greb stiletten. Hvordan der har lugtet i klunkestuerne, hvor J.P. Jacobsen og Edvard Brandes underholdt hinanden om æstetiske og politiske emner i tøj, som måske blev luftet én gang om året, kan man gætte sig til. Den stakkels Jacobsen med sin tb har sikkert også haft en spyttebakke inden for rækkevidde. Læser man to af modernismen hovedværker 'Ulysses' og 'På sporet efter den tabte tid', er der ingen tvivl, der er tale om nostalgier på flere tusinde sider. Man står altså i den paradoksale situation, at litteratur, som bryder vej til fremtiden og er et godt stykke forud for sin egen tid rent formelt, samtidig skylder sin eksistens en uopfyldelig længsel efter noget, som for længst er lagt bag. Det fortælles, at en anden af modernismens mestre, Italo Svevo, som var storryger, på dødslejet bad sin søn om en smøg, hvilket blev ham nægtet, hvorefter Svevo resigneret lukkede øjnene og sagde: »Det var en skam. Det var ellers blevet min sidste«. Og døde. Ingen af os er i tvivl om, at vi selv lever i de mest moderne-moderne tider. Hvad er der, vi ikke kan? Vi kan både lade os bedøve og sende vores tøj til kemisk rensning. Vi kan også flyve i Concorde og drikke champagne om bord og krydse Atlanten på et par timer (hvis Concorden ikke falder ned). Vi kan også med tilfredshed konstatere, at sådan noget som atomvåben er hjælpeløst forældet og ligger spredt ud over hele det forhenværende Sovjet og ruster op. Det rummer visse farer, naturligvis, og der kan da også være tale om at anvende taktiske atomvåben i den ny krig, men så hjælper det at tænke på alle de ny våben, der uafbrudt fremstilles til erstatning for de gamle og gammeldags. Her sætter kun fantasien grænser. Tænk bare på, at nu kan man ved at trykke på en enkelt knap gå ind og ødelægge fjendens kommunikationssystemer komplet, og hvis det af forskellige grunde ikke er opportunt at bruge atomvåben, har man nu bomber, der er næsten lige så kraftige og indrettet sådan, at de kan trænge ind i et nok så stort bjerg og udrydde hver eneste fjende, som måtte gemme sig dér. Ingen skal føle sig sikker! Jeg kan tydeligt huske, at vi som drenge egentlig syntes, at de tyske soldater - særlig officererne - var ret flotte. Der var heller ikke noget i vejen med de biler, de kørte rundt i, eller de jagerfly, de fløj i. Det gik stærkt, og man sank uvilkårligt lidt i knæ, når en Messerschmitt 109 kom drønende i lav højde. »Wow!« - nå, det sagde man for resten ikke dengang. Cornelius Ryan fortæller i 'Slaget om Berlin', at feltmarskal Keitel til det sidste, mens ruinerne væltede, og byen stod i flammer, og alle vidste, at der ikke var noget at stille op, gik rundt med sin stav og slog sig selv inden i den behandskede hånd, mens han udstedte ordrer, som ingen hverken ville eller kunne adlyde. Han har sikkert set drabelig ud i sin læderfrakke med bandolér, dolk ved siden og hagekors af alle grader både oppe og nede. Smart, vil jeg sige. Når man i gamle filmjournaler ser feltmarskallen (modvilligt) underskrive Det Tredje Riges kapitulationspapirer, ser han frygtelig forpint, forkert, forslidt og gammeldags ud. Enhver modernitet er pludselig strøget af ham, han er skrot til fortidens vældige dynge. Selv er jeg for alvor snart en ældre herre, men husker, som var det i går, da jeg trak Villy Sørensen hen til vinduet i vores kontor i Klareboderne, hvor vi redigerede tidsskriftet Vindrosen, for at vise ham min nye bil. Det må have været omkring 1960. Det var en sort Folkevogn med rødt imiteret læderindtræk og kaleche. Jeg var ikke alene stolt, jeg var også lykkelig, for på én eller anden måde repræsenterede den skinnende bil alt, hvad man kunne forestille sig af det ny, den var en slags apoteose, og så var den min. Det må have været næsten nøjagtig på det tidspunkt, den såkaldte danske modernisme i litteraturen stod foran sit gennembrud, og da jeg selv var en del af dette gennembrud med min konfrontations-poesi, var det ikke så sært, at jeg følte mig in medias res. Måske er det også derfor, det opleves så kildrende morsomt (og en lille smule vemodigt) at læse i litteraturhistorien, at det, vi opfattede som det moderne, i virkeligheden slet ikke var moderne: Modernismen begyndte først midt i tresserne, og det var ikke Sonne og Ørnsbo og Benny Andersen og Jørgen Gustava Brandt og Uffe Harder og en håndfuld andre, der kom med den, det var Hans-Jørgen Nielsen og Per Højholt og Erik Thygesen og Jørgen Leth. Rækken kan udvides uendeligt, for den når helt op til Øverste Kirurgiske og sprællemandspoesien anno hujus. Måske er det klogt indimellem at tænke på - hvis man finder det vigtigt at være med på det nyeste - at forældelsens orm altid gnaver vellystigt i moderniteten. Jeg mener ikke dermed, at man skal melde sig ud af tiden eller som justitsråden ønske sig tilbage til kong Hans' dage, jeg har bare en fornemmelse af, at det af og til kan være progressivt at være konservativ. Gennem et liv vil de fleste opleve tilbageslag og indse, at noget af det, som man engang opfattede som uforgængeligt eller i det mindste langtidsholdbart, indgår som en naturlig del af det forgængelige inklusive én selv. Denne viden er en udmærket vaccination mod hovskisnovski selvfejring og selvovervurdering. I begyndelsen af forrige århundrede kørte futuristerne bl.a. Marinetti, med forestillinger om at krigen var det ypperste kunstværk af alle, det mest moderne. Komponisten Stockhausen har været inde på noget af det samme efter terrorangrebet i New York. Man kan sige, at de fik drømmen om krigen indfriet i hele det tyvende århundrede og begyndelsen af det ny. Jeg kan huske, at vi så med afsky og foragt på danskere, der meldte sig til Hitlers hær i korstoget mod kommunismen. De blev da også straffet efter krigen, selvom den danske regering havde givet grønt lys for deres deltagelse. Med de ny signaler i vore dage, som rask fortæller, at det er mindst lige så slemt at have været kommunist som nazist, må man formode, at der snart bliver rejst et æresmonument for Frikorps Danmark, som jo var langt forud for sin tid i bekæmpelsen af det ondeste onde. Og nu kommer så den ny krig, uønsket af mange, men tilbedt af dem, der mener, at de er med på noderne: Anders Fogh Rasmussen hånd i hånd med George W. Bush. Det værste er, at man ikke kan melde sig ud, tiden selv spærrer flugtvejen.