»En kamp mod det onde har den perverse logik, at den ikke tilintetgør sin fjende, men genskaber ham og giver ham nye kræfter og nye motiver«, skriver filosoffen og professoren Ole Thyssen, mens vi venter på krigen. Og venter. Da de to flyvemaskiner tordnede ind i Tvillingetårnene 11. september 2001, var præsident George W. Bush i defensiven. Han blev kritiseret for en svag økonomi og for at isolere USA, og det var ikke unormalt at møde mistillid til hans intelligens. Og var han ikke kun præsident i kraft af juridisk fiksfakseri? Efter 11. september var alting forvandlet. Bush greb en unik historisk chance og forvandlede den globale dagsorden. Man griber sig i at nære en art beundring for det politiske mesterskab, hvormed Bush mobiliserede USA, trådte i karakter som præsident og overtog et ekstremt magtfuldt symbol, som kunne trække på stærke følelser og legitimere alt, hvad USA måtte beslutte. Bush skabte den 11. september og sig selv i ét dybt hug. Uanset enighed eller ej er det statsmandskunst på højt niveau. Mange fandt dette hug så heldigt for Bush, at de mente, at 11. september måtte være iscenesat af ham selv. Men den påstand er svær at støtte, selv om CIA ikke er ukendt med brutal opfindsomhed. Bagefter kunne man finde et mønster af spildte muligheder for at forhindre katastrofen. Men indicierne er formentlig kun markante i bagklogskabens golde lys. Det er lettere at finde, når man ved, hvor man skal søge. Ødelæggelsen af de to tårne var en modbydelig handling med en enestående visuel kraft til at skabe frygt, medlidenhed - og et berettiget raseri. 11. september 2001 fik døden en årsag og et navn: terrorisme. Billederne af de brændende og faldende tårne blev historiske ikoner. Terrorisme er intet nyt fænomen. Det har eksisteret i århundreder og næres af mange kilder. Det er i reglen ikke udtryk for magt, men for afmagt. At sætte det i ental, løfte det op på verdensplan og erklære det samlet krig kræver ideologiske og økonomiske ressourcer, som kun USA er i besiddelse af. Resultatet er et unikt amerikansk produkt, både simpelt og diffust, og med en politisk appel, der skaber social samling indadtil og åbner for en del og hersk-politik udadtil. Én ting er, at alle i princippet er imod terrorisme. Noget andet er, hvem der konkret stemples som terrorist. Her kan man bemærke en tendentiøs omgang med begrebet. Det handler ikke om sand eller falsk, men om modelmagt - magt til at trumfe sin udlægning igennem, så et begreb, som er uklart i teorien, afklares i praksis. Ikke blot var der en kamp mod terrorismen, men også en kamp om, hvad terrorisme overhovedet er, og hvem der er terrorist, i modsætning til frihedskæmper eller allieret. Resultatet blev ikke en global indsats mod terrorisme, men en indsats styret af amerikanske interesser. En ny amerikansk renfærdighed tonede frem på baggrund af et nyt fjendebillede, terrorismen, der kunne gøre tjeneste som joker i mange spil, så nye alliancer åbnede sig på baggrund af nye bud på, hvem der var ven og fjende. Hertil kom den moralske feber. I USA blev kritik af Bushs krig ofte behandlet som ondsindet kætteri, der ikke blev mødt med argumenter, men med udstødelse. Efter at Bush med messiansk kraft havde erklæret, at fra nu af var verden sort og hvid og uden kedsommelige nuancer, så man enten var for USA eller for terrorisme, påtog han sig at skabe en pax americana, som kunne opnås gennem ubetinget krig mod den globale terrorisme. Bagsiden af løftet om en amerikansk fred var et krav om accept af amerikansk overherredømme. Over for kravet om førerskab krøb Europa i knæ, hvad enten det skete ved at erklære sin støtte til USA eller ved at piske sig med selvkritik over europæisk vankelmodighed og splittelse. Kun USA havde handlekraft - lektien fra Eksjugoslavien blev ikke glemt. Resultatet var, at USA kunne erklære Europa for irrelevant, og i tilgift ignorere de store konferencer om økologi og demografi. Arrogancen var svær at tage fejl af. Amerikanske interesser blev resolut sat i højsædet. Efter 11. september blev det at være American citizen til en moralsk kvalitet. Men krigen mod terrorismen er ingen normal krig. Ødelæggelsen af de to tårne den 11. september var et afskyeligt massemord, men ingen krigserklæring. Ingen stat stod bag 'angrebet', kun privatpersoner. Alligevel brugte USA ordet 'krig' og brugte det til at legitimere angrebet på Afghanistan, til at spærre al-Qaeda-fanger inde på en base i Cuba uden om international lov og ret, til at overvåge og kontrollere hjemme og ude, til at udløse raketter mod formodede terrorister i udlandet uden varsel - alt sammen ting, der kan minde om terrorisme, men retorisk beskrives som udslag af det gode USA's kamp mod sin onde fjende. Som i en B-film kan betjent og forbryder minde påfaldende om hinanden, når betjenten føler sig berettiget til at overtræde loven for at opretholde den. Bin Laden, som sandsynligvis stod bag ødelæggelsen af de to tårne, blev ikke røget ud af sine huler og ikke fanget. Langsomt forsvandt han fra overskrifterne. Men der er andre inkarnationer af ondskaben. Det raseri, som opstod 11. september og som Bush opfangede og gav politisk form, blev holdt ved lige og dirigeret mod andre fjender. Saddam Hussein, som blev stækket, men ikke knust i Golfkrigen, mistænkes fortsat for at have udviklet eller gemt masseødelæggelsesvåben. Og i et surreelt spil, hvor USA både inddrager og ydmyger FN, har verden nu i månedsvis måttet gætte, om USA vil, eller ikke vil, angribe Irak, om det vil ske gennem eller uden om FN og hvem der i givet fald vil være allieret. USA er ikke et direkte offer for Saddam Husseins sørgelige diktatur. Der er heller intet entydigt bånd mellem al-Qaeda og Irak. USA's interesse er efter alt at dømme den arabiske olie og hermed forsvaret for den amerikanske livsstil, som placeres på den gode side over den onde terrorisme, uanset at den kan betragtes som en global forbrydelse. Legitimiteten til at føre krig kommer udelukkende fra FN. Ikke desto mindre synes den amerikanske vilje til krig så stærk, at krigen kan komme, uanset hvad FN beslutter. Logikken synes at være, at hvis FN støtter USA, så er det godt, hvis ikke, så er USA stærk nok til enegang. Imens diskuteres krigen i alle medier og i alle tonelejer. Der samles tropper og gøres forberedelser, mens verden venter - på hvad? På det rigtige argument? På den rigtige årstid? På en konklusion fra våbeninspektører og FN? På at Saddam Hussein stresses til at forløbe sig? Til tider bliver sagen så pervers, at efter at USA har erklæret, at de vil invadere Irak, så bliver Iraks forberedelser til at gå i krig brugt som argument for Iraks onde hensigter. Den vedligeholdte usikkerhed om, hvad USA vil gøre, er udtryk for en magtens arrogance på et tårnhøjt niveau. Udfaldet af en eventuel krig er - lokalt set - givet på forhånd. Irak har ikke en chance, selv om det er svært at spå om, hvad krigen kan eskalere til, dersom Irak griber til ukonventionelle våben. Millioner af mennesker holdes i uvished om deres eget liv eller død. Men hvorfor disse måneders debat frem og tilbage? Er det for at præparere verden til krig, så ingen overraskes, hvis eller når krigen kommer? Er det udtryk for en tøven hos USA, som er fanget af sin egen retorik og nu trækker tiden i langdrag i håb om at finde en vej ud af sit selvskabte morads, f.eks. ved at rette blikket mod Nordkorea? Eller er det et helt nyt fænomen, en virtuel krig, som kun udspiller sig i offentlighedens symbolske rum og som måske aldrig realiseres, eller som 'kun' realiseres, hvis den hjemlige temperatur er rigtig, eller hvis USA forføres af sin egen retorik? Det er usikkert, hvor længe en sådan virtuel krig kan fortsætte, og om den drevet af en ond logik må slå over i en rigtig krig. Men man kan godt forestille sig, at en virtuel krig ligefrem kan erstatte den virkelige krig, ligesom en film om vold både kan give symbolsk form til volden og erstatte volden. Krigen er i så fald blevet til en krig om ord og billeder i massemedierne og herfra videre til den politiske offentlighed. På CNN kan man følge en utilsløret propaganda for krigen. »We have much more to talk about«, siger journalisterne euforisk, som om glæden ved at finde et tema, der kan samle og ophidse nationen, berettiger til at iværksætte en krig. Men de masseødelæggelsesvåben, som formentlig findes i Irak og i Nordkorea, findes også i USA og i en stribe andre stater. Skal FN ikke også inspicere dem dér? Det er ikke ud af nogen sympati for hverken det irakiske eller det nordkoreanske styre, at man må spørge: hvorfor lige dem? Og hvorfor uforsonligheden over for Irak og forsonligheden over for Nordkorea? En krig starter, når et bæger er fuldt. Men Saddam Husseins bæger har længe været fuldt, og ingen nye dråber synes på vej ned i det. Indtil videre ved ingen, om den martialske retorik erstatter krigen eller forbereder krigen. Som alle temaer i den offentlige debat har også debatten om krigen sin begrænsede tid, inden alle argumenter er endevendte, ordene udmattes og løber i ring, og nye temaer bliver mere interessante. Er det, hvad man tør håbe på? At krigen dør ud af iltmangel i massemediernes lumre bassiner? Man kan så skændes om, hvorvidt krigen er talt ihjel. eller om der er tale om en ny slags krig, som udfolder sig på nye symbolske krigsskuepladser, selv om virtuelle krige kan have reelle virkninger, både politisk og økonomisk. Hvis det viser sig, at USA nøjes med en virtuel krig, kan man på den ene side ånde lettet op. Så megen død og ødelæggelse er sparet. På den anden side må man så vende von Clausewitz' diktum om og konkludere, at politik er krig med andre midler, og at krigen handlede om at mobilisere et image af USA som hård og handlekraftig. Varemærker er noget, som sportsfirmaer forstår sig på. Når man ser Bush spille krigskortet og optræde i et outfit, som blander militærjakken med poloskjorten, kan man gribe sig i at tænke, at efter den reelle Golfkrig får vi måske en virtuel Polokrig. Personligt tror jeg, at den bedste tjeneste, som Bush kan gøre bin Laden er at starte krigen. Ligesom 11. september legitimerer Bush, vil et angreb på Irak legitimere bin Laden og ligesindede, så spillet 'høg over høg' kan holdes i endeløs gang. Den terrorisme, som Bush giver enhedskarakter for bedre at kunne bekæmpe den, kan ikke vindes. Terror kræver ikke stor og tung teknologi. En åben verden er sårbar, og en lukket verden ønsker kun få at leve i. Med et angreb mod Irak vil Bush sætte en foreløbig krone på sit storslåede politiske værk, kampen mod terrorismen. Men han må betale en pris, som ikke blot består i død, lidelse og ødelæggelse, men også i en endeløs fortsættelse af indsatsen. For en kamp mod det onde har den perverse logik, at den ikke tilintetgør sin fjende, men genskaber ham og giver ham nye kræfter og nye motiver. Det er en kamp mod et uhyre, som får nye hoveder, for hvert hoved som hugges af. Måske er den evige kamp mod det evigt onde, lige præcis hvad Bush ønsker, i hvert fald så længe USA har magt til at definer, hvad det onde er, og hvem der inkarnerer det. Hermed er ikke sagt, at terrorisme ikke skal bekæmpes. Men den skal bekæmpes med legale midler og inden for en retsorden. Bin Laden skal bekæmpes som massemorder, ikke som inkarnation af det onde, og Saddam Hussein skal bekæmpes med alle de våben, som en international retsorden, et internationalt diplomati og et internationalt hjælpesystem stiller til rådighed. Ikke med en krig, som først ødelægger Irak, dernæst truer med at eskalere, dernæst rammer den vestlige økonomi, dernæst koster milliarder af kroner til at genopbygge Irak, og endelig vil blive betragtet som manna fra himlen af terrorister som bin Laden.