Kulturministeren gør status over et år i den varme stol. Skal en minister partout være gode venner med dem, hans politik vedrører direkte? Et år er gået, siden den ny regering kom til, og det er ikke gået stille af. Ikke mindst min egen gerning som kulturminister har ført mange ord med sig. Flest knubbede ord, heraf de fleste i foråret, mens efteråret har stået i samarbejdets tegn. Men skal man tro Bettina Heltbergs giftige étårsportræt, så er det et problem for kulturlivet, at ministeren ikke er ven med kunstnerne, at ministeren øjensynligt ikke er én af deres. Jeg kan ikke lade være med at undre mig. Set med mine øjne virker det som en sær forventning, at en minister partout skal være gode venner med dem, hans politik vedrører direkte. Kære læser: Forestil dig en fiskeriminister, som er en rigtig god ven med fiskerne. Eller en undervisningsminister, der kun lytter til eleverne. Eller en trafikminister, hvis rådgivere kun er dem, der laver trafiklys. Ja, eller en kulturminister, der er i lommen på kunstnerne. Det holder ikke. I et moderne samfund kan politik ikke handle om at være ven med den og den, det er faktisk en meget vigtig pointe. Politik må hæve sig op over familierelationer og vennetjenester; politik må være mere og andet end ritual og ceremoni. Politik handler om principper og resultater, ikke om alt muligt andet. Et år er gået - men hvad var det, vi ville? Mange har ment, vi ville bombe kulturen fra guldalder til stenalder. Andre har efterspurgt svaret mere nøgternt, men tilføjet, at der nok ikke var noget. At regeringen ganske simpelt ikke havde nogen politik for kulturen. Hertil er der meget at sige.