Nyhederne og ulykkerne er over os alle døgnets timer. Men Suzanne Brøgger byder det ny år velkommen i et endeløst øjeblik. Parat til kys. Hvem gider se en blomst, der sprang ud i går eller bare for en time siden? Nej vel, lad os få en splinterny blomst! Det sagde jeg også til mig selv og anskaffede mig i sommer en såkaldt 'klokken otte blomst' af planten Natlys, for her kan man være sikker på aldrig at være bagud, men altid på forkant med udviklingen. Man tager sin skammel, og så ser man på sit ur og sætter sig ned og kigger. Klokken otte nul dut ser man et mirakel springe gult ud. (Det er i virkeligheden klokken ni, fordi blomsten endnu ikke har lært sommertid). Men sikkert er det, at den blomst, man ser, er så ny og frisk som noget nyt overhovedet kan være. Bortset fra et spædbarn, men de færreste af os har mulighed for at se et barn blive født hvert øjeblik. Og det er jo dét, der optager os: Hvordan kan et minut blive til et øjeblik og dermed virkelig nyt? Hvordan kan året blive nyt? I snart en måned har gadedrengene futtet nytåret af, og det synes jeg på en måde har slidt på året og berøvet det noget af dets nyhed. Der er gået inflation i dem, nyhederne kan ikke blive nye nok. Engang i tidernes morgen kom en »postillon i frakke rød, han sad på bukken og var så sød«, og han blæste nyhederne i et truthorn once in a blue moon. Langt ud på landet kom han aldrig. Gad vide, om folk frygtede nyhederne eller glædede sig til dem? I min barndom var der Pressens Radioavis til frokost og middag. Nu er der timenyheder på alle kanaler, og målet er selvfølgelig minutnyheder. At man når som helst, i alle døgnets timer, skal kunne åbne for en kanal og høre eller se en krig, et mord, et overfald, en bestikkelse, en løgn, en skandale. Det er målet. Derfor kunne man spørge, om ikke den accelererende nyhedstilgang i virkeligheden ændrer nyhedskriteriet? Må vi ikke på ny spørge os selv: Hvornår er noget virkelig forandret? Hvad er det, der gør, at noget for alvor bliver nyt? Og hvis det virkelig var nyt, ville de så optræde i nyhederne? »Her blev straks minutbal, kortere kunne det ikke være«, skriver H.C. Andersen om elverdansen i underverdenen i et eventyr efter 1864, hvor der også står: »Det var hårde, mørke tider, men også de får ende«. Sådan er det bare ikke i dag. Vi kan nemt forestille os, at en million ting vil begynde, langt sværere er det at tænke sig det, der hele tiden er uigenkaldeligt forbi. Som eksempelvis blomsten fra i forgårs. Eller året der gik. De afslutninger, der betinger en ny begyndelse er et kors for tanken, fordi alt ved livet ser ud til bare at gå videre, uden videre. Uden at vi gør noget for det. Og vi kunne jo heller ikke gøre noget for at få livet til at gå videre, selvom vi ville. Netop en aften som nytårsaften føler ufattelig mange mennesker, at deres liv er gået i stå. Og uanset hvor meget de skubber til det, vil det ikke rokke sig. Ligegyldigt hvor mange nytårsforsæt, man bebuder for at besværge livets nyhedsværdi, kommer man ingen vegne og må spørge: Hvordan bliver livet nyt? Hvordan er det nu, det er, når hvert skridt på Jorden opleves ligesom en svimlende nyforelsket tur i pariserhjulet. De gamle grundfortællinger beretter samstemmende om en skjult virkelighed, der skal åbnes. Der forekommer altid et tæppe, som rives væk, skæl, der falder fra øjnene, salve der smøres på - eller et slør, der slører eller afslører en anden bagvedliggende virkelighed. Men i modsætning til tæppet, der går op i teatret eller sløret, der købes i butikken, kan man ikke betale for at få skællene til at falde fra øjnene. I hvert fald ikke med en check. Oftere ved chok. Der findes visse sætninger og visse tavsheder, der forandrer livet uigenkaldeligt og gør det splinter nyt. Det er sætninger, vi helst ikke vil høre, og derfor skal jeg heller ikke komme med eksempler. Dog er der en sætning, hvis sandhedskarat, kunne ændre verdenshistorien: »Vor tvangstanke om at være ofre førte os til at blive gerningsmændene i forbrydelserne«, sagt af Biljana Plavsic i Haag. Den mest udbredte forhåbning om et nyt liv - alle nye hatte, sko og køkkener inklusive - knytter sig til drømmen om kærlighedsmødet. Men paradoksalt nok vil de fleste elskende jo tværtimod opleve den elskede som dén, der ser vores oprindelighed. Den, jeg egentlig er. Den nyforelskede ser ikke genstanden for sin lidenskab som atter en nyhed i rækken af chartermål, men som et væsen, der vækker gammel genklang. Derfor er der altid i forelskelsen et moment af 'genkendelse'. »Vi gyse ved Forestillingen om Nydelsessygens rædsomme Hevn, at hungre i Overflod«, skriver Søren Kierkegaard i 'Kjerlighedens Gjerninger'. Ved nytårstid udtrykkes håbet for en ny verden ceremonielt. Håbet gælder i særdeleshed bekæmpelsen af fattigdom på Jorden. Siden 1995 har FN foranlediget ikke mindre end tre globale konferencer om kløften mellem rig og fattig som det mest presserende problem i verden overhovedet. Men det er ikke en selvfølge at interessere sig for de fattige. I hedenske tider har fattige været beskrevet med væmmelse som selvforskyldt skidt. Og indiske højkastefolk har da også en evne til at vade gennem et hav af tiggere med velfornøjet sindsro. Men hvorfor bliver vi andre så foruroliget af at bevidne menneskelig fornedrelse, og hvorfor betyder det så meget for os at bevare solidaritetens 'velfærdssamfund'? Det er, fordi vi stadig er præget af den overordentlige nyhed, der gjorde sig gældende i slutningen af Romerrigets dage. 'Det var i de dage'... Få århundreder senere, i 342, kunne et romersk ægtepar Julian og Viktoria, lade sig begrave med indskrift på marmorplade og sikre sig et eftertragtet eftermæle gennem ordlyden amator/amatrix pauperorum. Elsker af de fattige. Det var nemlig blevet den højeste dyd, for ikke at sige mode: at elske de fattige. Der var sket noget virkelig nyt i verdenshistorien: De fattige var blevet vores søstre og brødre. Forstå det, hvem der kan. Og det kan vi heller ikke, for den nye, helt revolutionerende tænkemåde, der har præget os i to tusind år, har ingen dybere konsekvenser haft i retning af at afskaffe fattigdommen i verden, men højst ændret på vores holdning til den. Med det ny år er Europa blevet nyt. Den gamle deling, der har fået så mange til at skamme sig, er slut. Omsider er den gamle fortrængning, der hedder Øst- og Centraleuropa blevet en del af vores bevidsthed. Vi er nødt til at ville hinanden noget. Spørgsmålet er så: Hvor ligger de nye delinger og skillelinjer? Er de geografiske, mentale eller filosofiske? Ligger de på den anden side af Gibraltarstrædet, skal f.eks. Marokko og Israel med i EU, som det er blevet foreslået, eller er Tyrkiet prøvestenen på, hvad Europa er og ikke er? Det kommer jo an på, hvilket Europa vi vil have! Drømmen om et sammentømret handlekraftigt alternativ til USA's overherredømme var der åbenbart ingen folkelig opbakning til. Nu ser det nærmere ud, som om Europa bliver historisk reservoir og ressource for de demokratier, vi gerne så brede sig i verden. Måske nok et geografisk sted, men snarere et mental-historisk rum, der siger: Hvis I kan leve op til de regler, vi er blevet enige om, og som bygger på visse værdier, kan I være med. Europa som demokratiernes fødselshjælper - snarere end som demokratiernes marionet-dukkefører, en rolle, USA traditionelt har forsøgt sig med, uden egentligt held. En af de personer, der har søgt at påvirke den amerikanske administration til i sin tid at få standset Vietnam-krigen hedder Daniel Ellsberg. Alle over 45 kan huske dengang, han lækkede Pentagon-papirerne til N.Y Times. Han har nu udgivet bogen 'Secrets: A Memoir of Vietnam and the Pentagon Papers'. De dårlige nyheder er, at informationer ikke nødvendigvis ændrer beslutninger. Ellsberg havde håbet, at den detailviden, der ville tilflyde præsidenten, uvægerligt måtte standse krigen. Men det er relevant at blive mindet om, også med henblik på Irak, at krige ikke føres på grundlag af information. Når der i dag er (også amerikansk) uenighed om en krig i Irak, skyldes det ikke primært mangel på informationer, men - smagsdommeri. De danske politikere har pisket sig selv med brændenælder over, at det gang på gang mislykkes at få befolkningen til at forstå Europa. Som folkets tjenere har de lovet, at vi nok skal få bedre informationer næste gang, vi skal til folkeafstemning om EU. Men også her kan vi tage ved lære af Daniel Ellsberg, nemlig af det berømte 'Ellsberg-paradoks'. Han konkluderer gennem sit forsøg med sorte og røde bolde, som kastes ned efter forskellige principper i to urner, at mennesker simpelt hen ikke kan klare flertydighed. Menneskers modvilje mod uklarhed er så stor, at de hellere vil stemme mod sig selv, mod deres inderste overbevisning og mod al logisk sandsynlighed, bare for at opnå entydighed. Heraf kan politikerne måske lære, at de ikke i det kommende år skal udskrive valg omkring de danske forbehold, som er alt for tvetydige i forhold til en alt for uklar traktat. Ifølge Ellsbergs paradoks skal politikerne hellere udskrive et valg, der hedder. 'Skal vi melde os helt ind eller helt ud af EU?'. Måske sætter vi ikke Europa særlig højt her i Danmark, men i de arabiske lande tigger og beder de til, at EU vil være initiativtager til at lægge pres på diktaturerne i regionen. Ingen steder har de pressefrihed, som det fremgik af et nyligt PEN-møde med arabiske intellektuelle afholdt på Louisiana. Det, der karakteriserer arabiske intellektuelle er, at så mange har eller har haft en fatwa, en dødsdom eller lignende over hovedet, og at de kender til fængsel og tortur. Europa er deres eneste håb. FN's arabiske Human Development Report viser en region, hvor desperationen er klar tale: Halvdelen af alle arabiske unge ønsker at forlade deres land. Mens verden i øvrigt har set nye tiltag og fremskridt, er der bare ingenting sket i de arabiske lande. Kun tilbageskridt eller stilstand. I Humlebæk kunne man høre mere end én mund længes efter en amerikansk intervention i området, bare for at få noget til at ske! Hvad som helst! Min nytårshilsen fra de arabiske intellektuelle skal derfor lyde: Det, I frygter mest i Europa, er terror og indvandring. I vil få mere af begge dele, medmindre I sadler om og tænker nyt. I må ophøre med at støtte de arabiske regimer, der ødelægger vores livsmuligheder. Og I skal vide, at enhver indskrænkning af menneskerettigheder i Europa tolkes som en legitimering af de diktaturer, der i sidste ende truer jer selv. Hvordan kan vi nøjes med at lægge menneskerettighedsspørgsmål ud som særinteresser i PEN og Amnesty International og andre glimrende ngo'er? Vi må i EU, på højeste plan, lægge pres på de arabiske regimer, om vi så skal gå i ti par skisokker for at få varmen. Kan Maersk ikke hjælpe? Jeg havde egentlig ikke troet, at Europa spillede så stor en rolle for arabernes håb om livsmuligheder. Men det gør vi. Indtil videre har Europa bare været for splittet og svagt til f.eks. at kunne gøre en afgørende forskel i forsøget på at dulme verdens sår, sameksistensens sår, i Palæstina. I hele min levetid, der svarer til Israels eksistens, omtrent, er såret kun blevet større og værre. De oprindelige idealister, der drømte om en sikker havn i Palæstina som en ny og fredelig begyndelse efter holocaust, betragtes i dag som forrædere. De er blevet fremmede i det land, de engang troede skulle blive deres - omgivet af henholdsvis russiske gangstere, palæstinensiske selvmordere og Brooklyn-fanatikere, der med den israelske forfatter Amos Elons ord »tror, at de ved, hvad Gud sagde til Adam engang i bronzealderen«, i artiklen: 'Hvordan vi skader os selv', i New York Review of Books. Der er ikke sket det, som idealisterne dengang håbede: at de arabiske naboer ville blive inspireret af demokrati, teknisk knowhow og økonomisk velstand. Det er gået omvendt. Israel er blevet inficeret af sine nabolande med tyranni, despoti og faldende levestandard på grund af den manglende sikkerhed, der gør livet ubærligt, og som udhuler statens moralske integritet fra dag til dag. »Al elendighed får en ende« siger et gammelt ord. Men det passer ikke længere. På grund af nyhedsformidlingen fra hele Jorden i alle døgnets timer, vil elendigheden aldrig tage slut. Der vil altid være en krig, et mord, et overfald, der vil altid være et sted på Jorden, hvor nogen er gået bananas, hvor sindssygen er brudt ud, og som vi selv på søgne- og helligdage lukker ind i vores stue for at blande sig med vores egen sindssyge. Så hvad skal et menneske gøre? Hvad er modforholdsreglen, hvor ligger strategien til at kaste sig over det nye år med frisk appetit og følsomheden i behold uden at bukke under for massemediernes massivt masende massakrerende massedrab? Jeg tror, at mod-volden mod minutnyheden er at gå til angreb på tiden og flænge den med et kæmpe mentalt sværd og dermed åbne øjeblikket og brede det ud, helt derud hvor det varer en evighed. Dér hvor den enkelte sætning eller tavshed gør hele forskellen, som det sker i poesien og i musikken. For det, vi håber på, er ikke et nyt minut eller et nyt år, men et nyt øjeblik, hvor hvert skridt bliver forjættende. I det øjeblik er jeg fuldstændig uvidende om, hvem der er blevet stukket ned, overfaldet, bestjålet, bedraget. Den julerose, jeg ser på lige nu og den mistelten, jeg har stillet mig under, parat til nyt kys, er verdens galskab - uvedkommende.