0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det blinde øje

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Fødselsdagspolitik og antimobberåd i skolen er et must. Alt for mange danske børn lades i stikken. Helle Rabøl Hansen er jurist i Børnerådet, Klaus Henriksen er projektleder i Danmarks Radio.

»Heldigvis er der ikke så meget mobning på vores skole«.
Sådan lyder den bemærkning, vi oftest hører fra lærere og skoleledere, når vi kommer rundt på folkeskoler og privatskoler over hele Danmark. Som regel beror den alene på skolepersonalets fornemmelser - voksenfornemmelser vel at mærke.

Spørger man børnene, kan de ofte fortælle en helt anden historie. En historie om, hvordan SMS-beskeder for eksempel bliver flittigt benyttet, når en klassekammerat skal ned med nakken.

Voksne bliver både overraskede og samtidig rystede, når de erfarer, at mobning også finder sted via mobiltelefoner og dermed rykker helt ind i privatsfæren - også uden for skoletid. Men for børnene er det ikke nyt. I Norge viser en undersøgelse fra 2001, at 14 procent af alle skolebørn har været udsat for mobning over mobiltelefonen. I Danmark har vi ingen tilsvarende undersøgelser, men der er ingen grund til at tro, at tallet skulle være lavere her.

SMS-mobning er en af mobningens nutidige udtryksformer, og det samme - om end i mindre udstrækning - er hade-hjemmesider rettet mod enkeltpersoner og falske indrykninger af klassekammeraters profiler på diverse dating-sites på internettet.

Når vi voksne tænker mobning, går vores tanker tilbage til vores egen skoletids buksevand og hånlige tilråb til skolekammerater med rødt hår. Og måske er der derfor en vis tendens til at opfatte problemet som noget, naboklassen, naboskolen eller nabokommunen slås med, men som »ikke er så udbredt hos os«.

En anden grund til, at læreren, skolelederen og forælderen ikke ser 'bjælken i eget øje', er måske, at voksne er blevet vant til udstødelseskultur. Sætter vi selv spørgsmålstegn ved, at en kollega altid sidder alene ved kantinebordet? Eller er det vedkommendes egen skyld, fordi han er 'underlig', 'selvudslettende' eller skør'? Bremser vi op, når et uønsket øgenavn bliver hængende, og inviterer vi nogensinde den mærkelige, men åbenlyset ensomme bekendte med ind i kredsen? Har vi gjort det til almindelig kutyme at tale dårligt om andre - helst om dem, der ikke er til stede? Og lader vi os ukritisk underholde af organiseret 'social darwinisme' som 'Robinson-ekspeditionen' og 'Det svageste led'? Måske er vores egen adfærd årsagen til, at vi er blevet mentalt blinde for, hvad der foregår blandt børnene. Vi forventer, at de 'skæve' eksistenser retter sig ud for at blive accepteret - i stedet for at acceptere det skæve.

En tredje grund kan være vores manglende fælles opfattelse af, hvad mobning er. Mobning har ikke drilleriets spontane og tilfældige karakter, ej heller konfliktens jævnbyrdighed. Mobning er gruppens systematiske udelukkelse af en enkelt person et sted, hvor denne person er 'tvunget' til at være. Derfor er der mest mobning i skolerne og mindst mobning i fritiden sammen med vennerne.
Vi voksne bør derfor være mere ydmyge over for problemet. I stedet for at udbryde: »Mobning er ikke et problem her« - bør man stille spørgsmålet: »Er mobning et problem her?«.

»Børn tager ikke skade af lidt grovkornet drilleri«.
Igen en myte blandt voksne. Konsekvenserne af årelang mobning er fatale på flere forskellige niveauer. For nogle mobbeofre er udstødelsen en rutsjebane til den totale marginalisering, fordi de heller ikke har gode relationer til lærere og forældre. Ifølge ny forskning er de børn, der mobbes hver uge, også de børn, som føler sig mest uretfærdigt behandlet af læreren, og som har ringe fortrolighed med mor og far. Andre mobbeofre klarer sig tilsyneladende på overfladen, men martres livet igennem af angsten for at blive sorteret fra. De er rystende nervøse, når de starter på nyt arbejde eller indgår i et parforhold.
Men ikke kun mobbeofrene rammes, når mobning er en realitet i en klasse. Mobbeklasser er nemlig ofte meget urolige klasser, hvor der bruges mange kræfter på at holde udstødelsesmønstret i gang. For nogle børn betyder det, at de ikke kan koncentrere sig om undervisningen. Hvad det betyder for de børn, som er bange for selv at blive næste mobbeoffer, ved vi for lidt om i dag. Hvad betyder mobbeang-sten for den personlige udvikling, for selvstændiggørelse og ikke mindst for den personlige, kreative udfoldelse? Mobning har formentlig mange indirekte ofre.

»Ofte kan tykke børn tabe sig til under mobbegrænsen«.

Ovenstående citat er taget fra en annonce for et julemærkehjem, som tager sig af overvægtige børn. Men børn kan ikke tabe sig til under mobbegrænsen. Lidt mere smart og moderne tøj kan heller ikke bringe mobningen til ophør. Begge dele er udtryk for den mest udbredte myte om mobning, som har bidt sig fast.

Hvis der ikke gøres op med den, lades ofrene i stikken.

Der skal nemlig sondres mellem, hvad der mobbes med, og hvorfor.
Fedme betyder ikke automatisk udstødelse, men er det tykke barn udstyret med lavt selvværd og mangler selvtillid, så vil dette barn være udsat i en dårligt fungerende klasse. Og det er nærliggende at mobbe drengen med det, som adskiller ham fra de andre. Var han ikke tyk, ville det måske være de store fortænder, en fuld far eller usmarte bukser, der blev hånet. Årsagerne er altså mere komplekse - men en vigtig faktor at holde for øje er gruppefænomenet. For det er ikke i alle klasser, at den usikre, selvudslettende dreng står for skud. Derfor skal vi finde frem til, hvad det er, der adskiller de dårligt fungerende klasser fra de velfungerende.

Inspiration kan vi hente over Sundet. I Sverige viser WHO-tallene, at seks procent af skoleeleverne mobbes. Det er hvert sekstende barn over for hvert fjerde barn i Danmark. Forskellen skyldes først og fremmest, at man i Sverige ikke opfatter mobning som et privat problem for det udsatte barn. Antimobbearbejdet er et offentligt anliggende, og det betyder, at man har lovgivning på området. Alle skoler skal udvikle handleprogram mod mobning og anden asocial adfærd, og ansvaret er skoleledelsens. Og så mener den svenske børneombudsmand for øvrigt, at de svenske mobbetal er alt for høje.

Det nyligt indgåede forlig om folkeskolen indebærer en kampagne mod mobning, og det er en god start, fordi det skaber opmærksomhed. Men en kampagne slutter igen, og derfor skal en indsats mod mobning i længden handle om den permanente indsats. Mobning må aldrig opfattes som et tema på linje med rygning, prævention og aids. Mobning lever i skolekulturen, og derfor skal antimobning implementeres i det daglige skolearbejde. Det skal være en tilbagevendende ting, som man tænker ind i arbejdet på linje med skemalægning og forældremøder. Og de ildsjæle blandt lærere og pædagoger, som i dag arbejder hårdt for at få mobning på dagsordenen, skal have skoleledelsens fulde opbakning.
En indsats skal rettes mod hele den gruppe, hvor mobningen foregår - oftest klassen. Der er en tendens til udelukkende at fokusere på rollerne som mobber og offer. Men mønstret holdes i gang af mange flere aktører. Resten af klassen er tilskuere til udstødelse - men de griner af eller frygter begivenhederne, og frem for alt blander de sig ikke. Derfor er de i praksis medmobbere eller passive mobbere.

Gruppen af tilskuere indeholder et kæmpestort potentiale, for hvis deres tilskuerrolle udfordres, vil klassens negative værdier også udfordres. Der kan startes i det små - man kan lade være med at grine med, når nogle grines ud. Og det kan udvikle sig til det optimale, at man stopper eller forsvarer mobbeofferet i selve mobbesituationen. Herimellem er et helt spektrum af handlemuligheder. Fællesnævneren handler om at introducere en ny rolle på mobbescenen - nemlig ridderen, der rejser sig fra tilskuerpladsen, trækker lansen og forsvarer den forsvarsløse. Og børneriddere er der masser af i børnenes eget eventyrunivers. Pippi Langstrømpe, Harry Potter og hans gode veninde Hermione Granger er et par stykker af dem.
Børnerådets mobbeundersøgelse fra 1999 viser, at det netop er håndsrækningen fra skolekammeraterne, der for alvor kan stoppe udstødelsen. Men det kræver opbakning, støtte og opmuntring fra de voksne.

Der skal forskes i mobning. I dag er der meget lidt dansk forskning på området. Ikke al forskning fra Norge og Sverige kan benyttes på danske forhold. WHO-undersøgelsen fra 1998 pegede på et særligt dansk fænomen - de såkaldte dobbelt-aggressorer. Børn, som både mobber og bliver mobbet. De udgør 12 procent af alle børn i de danske skoler mod 2-3 procent i Sverige og Norge. Det kunne være interessant at finde ud af, hvorfor netop Danmark har denne gruppe børn, som konstant veksler mellem rollen som ydmyger og ydmyget.

Mange skoler er tilbageholdende med at bruge ordet mobning i en forebyggelsesindsats. De synes, at det klinger negativt, og vil hellere benytte positive ord som trivsel og fællesskab. Men det er en misforståelse, at det skader indsatsen 'at kalde trolden ved dens navn'. Der udvises mere respekt for ofrene ved at kalde problemet for mobning. Det viser sig også, at skoler, der udelukkende satser alment på trivsel, ikke får 'pænere' mobbetal end andre skoler. Derfor er det nødvendigt at 'gå på to ben' og skridte opgaverne af positivt som negativt. Hvad vil vi have - og hvad vil vi ikke have.

I dag foretager mange skoler undersøgelser af mobningens omfang på skolen, og dette giver et kvantitativt billede af problemet. Men tal og statistik bør suppleres med for eksempel stileskrivning, der giver et mere kvalitativt billede af mobningens karakter på skolen.
Og endelig bør enhver skole med respekt for sig selv gennemføre en fødselsdagspolitik, som er obligatorisk for alle skolens klasser. Når nuværende eller tidligere mobbeofre fortæller deres lidelseshistorie, spiller fødselsdage ofte en helt central rolle. Forældre bør som et minimum sikre sig, at alle eller ingen, alle drenge eller alle piger inviteres med til fødselsdag. Og omvendt bør forældre påtage sig ansvaret for, at deres børn naturligvis går med til fødselsdag hos alle børn i klassen - også hos de mindst populære.

Hemmeligheden bag svenskernes store succes med at bekæmpe mobning er de roller, som børnene spiller på mange svenske skoler. De er nemlig helt centrale i skolernes aktiviteter, både når det handler om at identificere mobningen på skolen og om at handle over for den. Svenskerne har mange erfaringer, som kan inspirere. En af dem er 'AMOR', anti-mobberåd, som er et råd, hvor der sidder udvalgte børn med tavshedspligt sammen med enkelte voksne. Rådets opgave er at holde øje med, hvilke børn på skolen der bliver forfulgt eller bliver holdt udenfor. Første punkt på hvert møde er: 'Hvad sker der på skolen?' Og herefter aftales det, hvad der skal gøres. I tilfælde af lettere mobning griber rådets børnemedlemmer selv fat i den klasse, hvor problemet er. I grovere tilfælde går voksne med ind i løsning af problemerne. Flere skoler herhjemme - blandt andet Lyshøjskolen i Kolding - arbejder med dele af denne model.
I det hele taget er det helt afgørende, at børnene får ejerskab til aktiviteterne. Sociale spilleregler skal udformes af børnene selv, teaterstykker om mobning kan bygge på børnenes egne oplevelser, ældre elever kan i mindre klasser fortælle om deres oplevelser med mobning og så videre.

Forældre kan gøre en forskel. I klasser, hvor forældrene har det godt med hinanden, er der ofte mindre mobning. Det er forældregrupper, der prioriterer tid til at være sammen med hinanden om andet end møder. Godt samvær blandt forældre har tilsyneladende en god afsmitning på deres børn. I en god forældregruppe med gensidig respekt er det også lettere at aftale og håndtere en fælles holdning til mobning. Hvis erkendelsen hos alle i forældregruppen er, at mobning ikke kun rammer mobbeofferet, er det også lettere at gøre alle børns velbefindende til et fælles forældreprojekt.

Også enkeltvis kan forældre gøre en kolossal forskel. Først og fremmest ved handlinger, der virker positivt på barnets selvværd, for højt selvværd er det bedste værn mod mobning. Far eller mor kan også berette om egen skoletid og fortælle, hvilken rolle de spillede, når der blev mobbet i klassen. En tilkendegivelse over for barnet i retning af: »Jeg ville ønske, at jeg havde grebet ind og forsvaret min klassekammerat dengang«, kan påvirke barnets rolle i klassen i positiv retning.


Kilder: Mobning og drilleri, Børnerådet 1999. AMOR, Børns Vilkår, 2001

  • Ældste
  • Nyeste