Hvorfor vælger en rask og fagligt aktiv mand på 60 at gå på efterløn? Seminarielektor Ole B. Clausen fortæller sin historie, der siger noget om samfundet. I oktober 2002 fyldte jeg 60 år, og 1. februar 2003 indleder jeg en ny tilværelse som pensionist. Det sker efter 30 1/2 års ansættelse som underviser ved læreruddannelsen på Hjørring Seminarium og forud for dette seks år som lærer i folkeskolen. Som arbejdskraft vil jeg karakterisere mig selv som aktiv, engageret og innovativ. Jeg tager aktivt del i den fortsatte udvikling af læreruddannelsen på Hjørring Seminarium. Jeg søger til stadighed at udvikle min egen undervisning. Jeg er fagligt aktiv. Jeg bidrager gerne til at fremme det kollegiale miljø på seminariet. Jeg er forfatter og redaktør af bøger og undervisningsmateriale til folkeskolen og seminarierne. Jeg er web-redaktør. Jeg er sund og rask, mine sygedage i min tid på seminariet kan tælles på én hånd. Kort sagt: Jeg er en af de erfarne og fortsat friske 60-årige, som sandsynligvis sagtens kunne fortsætte flere år endnu på arbejdsmarkedet, men som alligevel har valgt at stoppe. Jeg har valgt at stoppe, selv om jeg er glad for mit arbejde og altid har været det. Jeg har valgt at stoppe, selv om jeg ved, at jeg kommer til at savne samværet med gode kolleger og inspirerende studerende. Jeg har valgt at stoppe, selv om mange politikere mener, at samfundet har brug for, at 'det grå guld' fortsætter længst muligt på arbejdsmarkedet. Jeg har valgt at stoppe, selv om landets beskæftigelsesminister har udtalt, at det kun er den nedslidte arbejdskraft, som bør benytte mulighederne for at gå på efterløn eller førtidspension. Hvorfor har jeg så taget denne beslutning? Af den enkle grund, at jeg ønsker at stoppe, inden jeg bliver nedslidt. Mens jeg endnu har energi, lyst og gå på mod til at påbegynde en helt ny tilværelse. Inden det måske bliver nødvendigt at bruge stimulanser for at holde den gående på arbejdsmarkedet og medicin til at falde i søvn på efter dagens stress. Og faren for at blive nedslidt er reel med den udvikling, der har været i arbejdsvilkårene på landets seminarier igennem de seneste cirka ti år. (Ordet udvikling er måske ikke dækkende at bruge i denne forbindelse, for de fleste af os forbinder udvikling med noget positivt - med noget, der handler om fremskridt og forbedringer. Men det er det modsatte af fremskridt og forbedringer, der har karakteriseret udviklingen af arbejdsvilkårene på seminarierne). Jeg kan bedst beskrive denne 'udvikling' med et eksempel: Min hovedarbejdsopgave på seminariet er at undervise i linjefaget geografi. Da jeg blev ansat i 1972, var der på hver årgang cirka 20-25 studerende, der valgte geografi som linjefag, og dermed hvert år et tilsvarende antal, som blev lærere med geografi som et af deres linjefag. I dag er der også cirka 20-25 studerende på hver årgang, der vælger geografi som et af deres liniefag, og et tilsvarende antal, som går til eksamen i faget. Til at varetage den opgave at undervise og vejlede de studerende og føre dem til eksamen i geografi var der i 1972 ansat to lærere. I dag varetages det samme arbejde af blot én lærer. Sagt med andre ord: I dag skal én mand på seminariet præstere den samme 'produktion', som to mand skulle for 30 år siden. Det er som sagt især inden for de seneste ti år, tilbageskridtene og forringelserne i arbejdsvilkårene på seminarierne har fundet sted. Det er sket i takt med, at der i løbet af 1990'erne blev indført en decentral økonomistyring og en decentral beslutningskompetence vedrørende uddannelsens tilrettelæggelse på seminarierne. Før 1992 var læreruddannelsens opbygning centralt fastlagt. Det var fastlagt, hvor mange lektioner de studerende skulle have i de forskellige fag. Der var centralt fastsatte normer for holdstørrelser, vejledning, eksamen med videre. Staten bevilligede så de penge, der skulle til for at gennemføre den normerede uddannelse. Efter 1992 er billedet gradvist skiftet. Nu får hvert seminarium en 'pose penge' til at lave uddannelse for, og det enkelte seminarium træffer selv beslutning om antallet af lektioner til de studerende, antallet af vejledningstimer, holdstørrelser, eksaminationstider med videre. Før decentraliseringen betalte man for den læreruddannelse, man ønskede at have. I dag får man den læreruddannelse, man ønsker at betale for. Det lyder smukt med decentralisering. Men den politiske dagsorden med halvfemsernes decentralisering på seminarierne var i virkeligheden, at der skulle foretages besparelser på en måde, som fritog politikerne for beslutningen om, hvordan der skulle spares på læreruddannelsen. Man kunne blot - som man har gjort det - gradvist formindske posen af penge til at lave uddannelse for. Det var så op til seminarierne selv at finde ud af, hvordan man kunne tilrettelægge uddannelsen inden for de stadigt snævrere økonomiske rammer. Resultatet af denne proces har været, at læreruddannelsen på landets seminarier er stærkt amputeret i forhold til den standard, der var gældende for ti år siden. Noget af det, som også har medvirket til at amputere læreruddannelsen, har været selve decentraliseringen. Den har betydet, at administrationen på landets seminarier er vokset betydeligt i de seneste år. I dag sidder der på hvert af landets seminarier nogle mellemledere og en gruppe kontorfolk, som laver det samme, som førhen blev lavet af en håndfuld embedsmænd i Undervisningsministeriet, fordi seminarierne i kraft af decentraliseringen hver for sig skal løse en opgave, som før blev løst centralt. Et enormt ressoursespild, som har flyttet mange arbejdstimer fra undervisning på læreruddannelsen til administration af læreruddannelsen. De færre økonomiske midler til at lave læreruddannelse for har især haft betydning for antal lektioner til de studerende og for holdstørrelserne. Konsekvenserne har været meget forskellige fra seminarium til seminarium, fordi økonomien er bundet til antallet af studerende, og der er stor forskel på det antal studerende, der optages på de forskellige seminarier. På Hjørring Seminarium - som hverken er det økonomisk bedst eller det økonomisk dårligst stillede seminarium - har konsekvenserne været, at antallet af studerende på et linjefagshold i dag er det dobbelte af, hvad det var for ti år siden. På fællesfagsholdene er studentertallet forøget med cirka 50 procent. I samme periode er antallet af undervisningslektioner i de forskellige fag næsten halveret i forhold til omfanget før decentraliseringen og besparelserne. Dette går selvsagt ud over de studerende, som nu får betydeligt mindre støtte undervejs gennem uddannelsen. Det er måske en af forklaringerne på, at frafaldet af studerende fra læreruddannelsen har været stigende i de seneste år. Men det belaster også lærerne. Undervisningen på et seminarium består ikke af en række forelæsninger. Hvis det var tilfældet, ville en forøgelse af holdstørrelserne ikke betyde noget, og man kunne som lærer være ligeglad med, om de studerende fik færre forelæsninger end tidligere. Undervisning på et seminarium består i oplæg til samtaler, i udarbejdelse af opgaver, gennemlæsning af opgaver og tilbagemelding på opgaver. Der skal igangsættes praktiske øvelser og aktiviteter, og der skal frem for alt gives vejledning til de studerende, når disse arbejder selvstændigt. Alle disse opgaver forøges i omfang, når der bliver flere studerende på holdene, og jo mere de studerende skal arbejde selvstændigt uden for de egentlige undervisningslektioner, jo mere stiger kravet til lærerne om at lave opgaver og øvelser, som de studerende kan arbejde med, ligesom der bliver en større forventning til læreren om at holde evaluerings- og vejledningssamtaler med de studerende. Disse forøgede krav og forventninger har lærerne på landets seminarier i høj grad forstået at leve op til. I Finansministeriet kaldes dette for en forøgelse af produktiviteten, og landets lærerseminarier fremhæves ofte som et eksempel til efterfølgelse. For på seminarierne har man været i stand til at fastholde en stor produktion af lærere for færre og færre penge. For finansministeren er dette et smukt regnestykke. Men der er en ubekendt i regnestykket, som måske er overset. Det er den menneskelige faktor. De menneskelige omkostninger for underviserne ser ud til at være glemt i regnestykket. Eller måske er de slet ikke glemt. Indimellem kan man få den tanke, at finansministeren kynisk kalkulerer med, at lærerne på seminarierne er nogle engagerede, idealistiske og humanistisk indstillede mennesker, der nok skal få regnestykket til at gå op i den sidste ende, uanset hvor galt det ellers er stillet op. Hvis han har en sådan forestilling om seminarielærerne, er det ikke helt forkert. For uanset om dette er en kynisk kalkule eller ej, så er det sådan, det går. For at få den amputerede læreruddannelse til at hænge sammen, for at give de studerende så gode betingelser som muligt for trods alt at gennemføre uddannelsen, så lader seminariernes lærere sig ofte presse til at arbejde langt ud over de arbejdstidsnormer, som er aftalt i de centrale og lokale tjenestetidsaftaler. Det gælder jo for undervisning, at hvis man her vil opnå en forbedring af produktiviteten, så kan det næsten kun ske ved, at underviserne præsterer en større arbejdsindsats. Det er ikke som i andre erhverv, hvor indføring af ny teknologi i vidt omfang kan erstatte menneskelig arbejdskraft og på den måde forøge produktionen. På undervisningsområdet er der i de seneste år også indført en del ny teknologi, men her erstatter teknologien ikke den menneskelige arbejdskraft. Informationsteknologien har selvfølgelig på nogle områder gjort livet lidt lettere for lærerne, men hovedsageligt kræver det en meget stor ekstra arbejdsindsats for lærerne at integrere it i undervisningen. I de fleste tilfælde er integration af it noget, det blot forventes, at lærerne gør, uden at de får ekstra tid hertil. Så hermed har der de seneste år været yderligere en stressfaktor i lærerarbejdet. Når en seminarielærer - som følge af besparelserne, integrationen af it og decentraliseringens mange ekstra opgaver - gentagne gange har haft nogle meget lange arbejdsdage og i perioder ugentlige arbejdstider på 50-60 timer, når det eneste, man kan se frem til, er, at det næste år bliver endnu værre, fordi der her kommer yderligere besparelser på læreruddannelsen - så begynder der at gå skår i glæden over det arbejde, som ellers har været en livsstil for én. Man begynder at stille sig det spørgsmål, om det nu også er værd fortsat at engagere sig så dybt i et arbejde, som de ansvarlige politikere åbenbart ikke tillægger den store værdi. Derfor var det ikke svært for mig, da økonomien for mit seminarium i år blev så stram, at det blev nødvendigt at foretage personalereduktioner, at gå ind på en aftale om frivillig fratræden i 'utide' fra det, som har været en væsentlig del af mit liv gennem mere end 30 år. Jeg anerkender naturligvis, at det er de folkevalgte politikeres opgave ud fra en helhedsvurdering at afgøre, hvilke økonomiske midler der skal afsættes til forskellige områder. Når man har valgt at stramme økonomien på uddannelsesområdet - for seminarierne er jo ikke de eneste, der har måttet holde for - så går jeg ud fra, at det er en velafvejet beslutning. Fra mit ståsted er den ganske vist uforståelig. Ikke fordi jeg er ansat i uddannelsessektoren, men fordi jeg ser uddannelse - stadig mere og stadig bedre uddannelse - som den bedste garant for, at Danmark fortsat kan begå sig på et mere og mere globaliseret arbejdsmarked. Men politikerne må jo have deres grunde til at holde igen på investeringerne i uddannelse. Grunde, som jeg blot ikke kan se. Jeg anerkender derimod ikke, at politikere ikke vil vedgå, at deres beslutninger har nogle konsekvenser. At man ikke på samme tid kan stramme skruen og skabe pressede og stressende arbejdsvilkår for en gruppe mennesker og så samtidig forvente, at folk fortsætter uanfægtede heraf, hvis de har andre muligheder. Jeg har i hvert fald taget en konsekvens og valgt en anden mulighed - og jeg er næppe den eneste. Jeg har en meget stærk fornemmelse af, at de mere og mere pressede vilkår, jeg har beskrevet fra mit lille seminarieunivers, gør sig gældende mange andre steder. Jeg ved med sikkerhed, at noget tilsvarende gør sig gældende for folkeskolen, som jeg har tæt inde på livet. Her ser man jo også, at de 60-årige i stort tal forlader arbejdsmarkedet. Det forøgede pres på arbejdsmarkedet gælder tilsyneladende ikke kun for min generation og for det offentlige arbejdsmarked. Jeg kan genfinde de samme problemer hos mine døtre og svigersønner, som arbejder både i den offentlige og i den private sektor. De er også i perioder så pressede i deres arbejdsliv, at det kan være svært at få hverdagen til at hænge sammen. De ser frem til, at jeg stopper på arbejdsmarkedet. Så har de en mulighed for at trække på 'morfar' i situationer, hvor det brænder på. Dette har også spillet ind, da jeg tog beslutningen om at forlade arbejdsmarkedet. Jeg tror faktisk, at jeg samfundsmæssigt gør næsten lige så meget gavn ved at løse denne opgave, som jeg ville have gjort ved at fortsætte i arbejdslivet. I hvert fald er jeg sikker på, at når jeg træder til, så vil min indsats i høj grad blive påskønnet, og jeg vil næppe opleve, at der går skår i arbejdsglæden.