I går holdt Københavns Universitet årsfest. Ved den lejlighed holdt rektor Linda Nielsen en tale om den akademiske uafhængighed. Talen bringes her. Så kom det omsider, forslaget om en ny universitetslov. Det endte med et bredt forlig, som næste år kan ventes at blive udmøntet i en lov. Vi kender nu i store træk betingelserne for forholdet mellem samfundet og universitetet for en årrække fremover. Også de økonomiske rammer, og det er en klar fordel. Det er ingen hemmelighed, at jeg - og mange andre på universitetet - har argumenteret imod enkelte væsentlige punkter i den ny lov: om universitetet skal ledes af en valgt eller en udpeget bestyrelse; og om rektor skal vælges eller ansættes. Der står i udkastet til den ny lov - og det er en af de ting i den, jeg er glad for - at universitetet har pligt til at deltage aktivt i den offentlige debat om vigtige samfundsforhold. Det er det, vi har gjort. Vi har sagt, hvad vi mener, i debatten om en ny universitetslov. Vi accepterer som gode demokrater udfaldet og glæder os over, at vi nu kan koncentrere os om indholdet inden for de rammer, universitetsloven sætter. Inden for næsten al lovgivning gælder, at det væsentligste er vanskeligst at omsætte til paragraffer. Her er universitetslovgivning ingen undtagelse. Lovens funktion er på den ene side naturligvis at være et praktisk værktøj til at håndtere dagligdagens skærmydsler, men den er på den anden side også normsættende og beskyttende for vore store, grundlæggende værdier. Disse værdier og forestillinger om det gode liv er, som al menneskelig mangfoldighed, svære at sætte på formel. Intet er lettere end at opgive at tale om værdier og koncentrere sig om de tekniske og praktiske detaljer. Det ser man f.eks., når ægtefæller i en skilsmissesituation bruger loven og al energien på at diskutere kaffekopper og teskeer i stedet for deres ønsker og følelser i netop den situation, de er kommet i. Uden at jeg på nogen måde vil sammenligne universitetsreformen med en skilsmisse, så består den samme fare, når vi skal i gang med at diskutere alt det tekniske om bestyrelsens sammensætning, om magtbalancer, kompetencer og økonomi i de 44 foreslåede paragraffer. Det er tankevækkende, at ordene 'økonomi' og 'bevilling' tilsammen indgår 25 gange i lovudkastet og dets bemærkninger, mens ordet 'kultur' kun findes i bemærkningerne, hvor vi med lidt god vilje kan finde det 7 gange. Et begreb som 'engagement' er helt fraværende. 'Uafhængighed' kan findes 4 gange - dog kun i bemærkningerne. Og selv om ønsket er at give universitetet »frihed under ansvar«, regelforenkling og selvbestemmelse, er ministeren nævnt ikke mindre end 123 gange i lovteksten med bemærkninger. Universitetets hjerte banker helt uafhængigt af denne diskussion om teknik og økonomi, som får loven til at minde om en manual for bureaukrater. Ikke desto mindre er det nødvendigt i det kommende lov- og vedtægtsarbejde at bevare fokus på universitetets formål, på de store historiske værdier, der driver værket. På de værdier, som netop er universitetets og lovens grund og dermed universitetets grundlov. Men hvad er så egentlig Universitetets grundlov? Uafhængighed er og har altid været et nøgleord. De studenter og lærere, der i middelalderen sluttede sig sammen og dannede de første universiteter, lagde vægt på deres uafhængighed af konge og kirke. Et af disse universiteter blev grundlagt i 1479. Det at grundlægge en institution er en proces, der strækker sig over et stykke tid. Alligevel mente dets grundlæggere, at det skete på én ganske bestemt dag, nemlig 1. juni 1479, for på den dag samledes universitetets medlemmer i Frue Kirke for at vælge en rektor af deres midte. Med denne symbolske handling - det frie valg af rektor af og blandt dem, han skulle lede - understregede de deres uafhængighed. Det er ikke mindst på grund af symbolkraften i denne valghandling, at vi har strittet imod dens afskaffelse. Nu, hvor den skal afskaffes, er det vigtigt, at vi ikke surmuler over, at vi tabte, men at vi i stedet for undersøger, hvad indholdet af denne handling er, og hvordan vi bedst forvalter det under nye betingelser. Det vigtige ved et symbol er jo dets indhold, ikke dets udtryk. Det vigtige ved rektorvalget er ikke at gennemføre ritualet, men at værne om dets betydning: uafhængigheden. Uafhængigheden må indtage en fremtrædende plads i universitetets grundlov. Hvad består uafhængigheden i, og hvordan værner vi om den under dagens vilkår? Jeg tror, det er vigtigt at trække uafhængigheden ud af festtalernes champagnebrus og give den en solid jordforbindelse. Et blik på historien kan hjælpe os til at forstå den akademiske uafhængigheds væsen. De erklærede sig uafhængige af kirken, vore grundlæggere. Og uafhængigt af kirken blev universitetet også til sidst. Men det varede sandelig mange år, før det skete. Uafhængigheden af dette regime kom ikke i kraft af erklæringer, men i kraft af den videnskab, der udviklede sig inden for universitetets egen ramme. Historisk blev det naturvidenskabens succes op gennem 1800-tallet, som svækkede kirkens ideologiske styring og hjalp med til at sætte den fri erkendelse i højsædet. Vel at mærke fordi de naturvidenskabelige landvindinger kunne bruges til at skabe vækst i samfundet. Kirkens åg forsvandt. Universitetet blev den fri tankes sted. Men dermed blev ikke alt lutter idyl og uafhængighed. I stedet for den gamle afhængighed blev grunden lagt til en ny: universitetets afhængighed af dets evne til at levere grundforskning for den teknologi, der gør samfundet rigere. Det har sat nogle nye vilkår for dén akademiske uafhængighed, som det er vores pligt at værne om og udvide. Historien kan give os et vink om, hvorfra uafhængigheden kan komme. Det vender jeg tilbage til. Først vil jeg nævne endnu et begreb, der sammen med uafhængigheden må indgå i universitetets grundlov. Universitetet er ramme om mange forskellige aktiviteter. Der forskes, der undervises, der administreres, der eksamineres, der formidles, der debatteres. Forskerne forsker, studenterne går til undervisning og læser. Hvad er kernen i alle disse aktiviteter? Der findes en meget gammel gade i det indre København, som bærer navnet Studiestræde. Den fører forbi en af vore bygninger med et ligeledes gammelt navn, Studiegården. Universitetet har ikke altid heddet 'universitet'. I middelalderen var en almindelig betegnelse for universitetet 'Studium'. Det er den betydning, der er gemt i de to stednavne. Universitetet blev simpelthen opkaldt efter en bestemt aktivitet, studium. Studier, det er en god betegnelse for vore aktiviteter at holde fast ved. For studier, det er jo det, der er fælles for ældste forsker og yngste student: De driver studier. At forske og at deltage aktivt i universitetsundervisning, det er ikke at læse lektier, ikke at udføre rutineopgaver i laboratoriet eller på biblioteket, nej, det er at studere, det vil sige arbejde kritisk med den foreliggende erkendelse inden for et givet område med henblik på at føre den videre. I det komplekse samfund, vi lever i, er det vigtigt at kunne gå på tværs af vante grænser, at være ubundet af politiske, ressortmæssige og andre snærende bånd, og - ikke mindst - at kunne fordybe sig. Det kræver tid, koncentration, udholdenhed, fantasi og evnen til at lagre information og kombinere forskellige dele af den på nye og produktive måder - alt dette er den fornemste aktivitet på universitetet - at studere. Uafhængige studier - med de to stikord har jeg signaleret to grundlæggende bestanddele af universitetets grundlov. De sætter den målestok, vi skal prioritere vores aktiviteter ud fra. Men hvad gør vi mere konkret for at sikre de uafhængige studier førsterangen, når historien nu lærer os, at det meget ofte har været så som så med uafhængigheden? Som sagt blev et afgørende skridt for universitetsstudiernes uafhængighed af kirkens magt taget i kraft af den erkendelse, der blev vundet inden for det universitet, der var underlagt kirkens magt. Naturvidenskaben skabte grundlaget for en teknologi, som igen blev grundlaget for det moderne samfunds økonomiske vækst. Men dermed grundlagdes også en ny 'kirke', det vil sige en både politisk og åndelig magt ved navn 'erhvervslivet'. Det er klart, at dette er en ny rangorden, der er grund til at være bekymret over: erhvervslivet som vor tids kirke, med universitetet som dets tjener. Debatten om sammensætningen af de fremtidige universitetsbestyrelser har afspejlet den bekymring. Det er ikke en bekymring, der er drevet over, blot fordi lovforslaget endte med ikke at give erhvervslivet flertallet. Bekymringen består, fordi den er begrundet i objektive forhold. Erhvervslivets magt er reel, fordi samfundets velstand i vid udstrækning kommer derfra. Man bliver ikke uafhængig af erhvervslivet ved blot at erklære sig uafhængig eller ved at have en plads mere eller mindre i en bestyrelse. Man bliver uafhængig ved at vise, at universitetets uafhængighed er nødvendig - både for erhvervslivet og for samfundslivet. Men giver universitetets historie grund til bekymring, så giver den også holdepunkter for håb. For det var jo i kraft af noget, der udsprang af universitetsstudierne selv, at universitetet vandt sin frihed af den gamle kirke, statsreligionen. Hvad er det for egenskaber ved universitetet i dag, som kan være med til at sikre dets uafhængighed af den ny kirke, erhvervslivet? Lad mig fortælle historien om en pensel. Historien om penslen udspiller sig i et laboratorium for nogle årtier siden, da plastikken gik sin sejrsgang i industrien. Opgaven var at udvikle en malerpensel med syntetiske hår til erstatning for de gamle - og dyrere - svinebørster. Man stikker en kniv ned i smørbøtten og fører med den smørret over på brødet. På samme måde stikker man penslen i malerbøtten og fører så med penslen malingen over på en væg eller et bræt. Men den syntetiske pensel gjorde det på en grim og ujævn måde. Man satte de gamle pensler under lup og studerede hårenes spidser. De var flossede. Altså gjorde man de syntetiske hår flossede i spidsen. Teknikerne kunne manipulere de plastiske hår, præcis som de fik ordre til. Men lige lidt hjalp det. Det var ikke til at komme videre ad teknisk vej. En dag var der et lyst hoved, der fik det indfald, at hemmeligheden ikke lå i penselhårenes spidser, men højere oppe, i måden penslens hår bøjer på, når man trykker den mod det, der skal males. Indfaldet kom ikke til ham ud af den blå luft. Den lyse ide kom, da han tænkte: Måske tænker vi forkert, når vi tror at en pensel transporterer, maling over på brættet, som en kniv transporterer smør til brødet. Måske er en pensel ikke en smørekniv, men en pumpe. Med det indfald flyttedes opmærksomheden væk fra penslens spids. Og ganske rigtigt. De syntetiske hår 'knækkede' i en vinkel, når man malede, hvor svinehårene bøjede sig i en bue. Teknikerne fik besked på at lave syntetiske hår, der bøjede sig blødt. Og vips var problemet løst, og malingen kunne 'pumpes' frem i den rigtige ensartede strøm, når en maler udførte de rigtige bevægelser med penslen. Her forelå altså et teknisk problem, som først blev forsøgt løst med en teknisk løsning. Problemet viste sig imidlertid at have en helt anden løsning: Man tænkte over problemet i et forkert billede. Problemet fandt sin løsning, da én metafor blev udskiftet med en anden. Først da kunne man se, at penslens problem lå i smidigheden og ikke i spidserne. Og så er en pensel blot en lille hverdagsagtig brugsting. Tænk på, hvor mange gange større behovet er for at tænke utraditionelt, finde nye veje og metoder inden for morgendagens informations- eller medicoteknologier. Eller tænk på udfordringen i nye forskningsområder som nanoteknologi, hvor udviklingen af gammeldags mekanik med atomar præcision har sat os i stand til at møde biologiske molekyler ansigt til ansigt - for nu at male med den brede pensel. Der er brug for teknikere, der kan deres kemiske formler og kan producere de stoffer, der behøves, med de egenskaber, der efterspørges, selvfølgelig er der det. Men penselhistorien minder os om, at der også er brug for mennesker, der evner at kombinere viden fra forskellige områder, på utraditionel måde, i overraskende sammenhæng. Universitetet har naturligvis ikke eneret på at fremelske den slags evner. Men universitetet er det sted i samfundet, som - hvis det hele tiden stiler mod den størst mulige uafhængighed og de bedst mulige betingelser for studier - kan udvikle de evner, der også vil blive det postindustrielle samfunds vigtigste produktivkraft: evnen til at kombinere og håndtere information, så ny viden opstår og dermed nye muligheder for, at handling melder sig. Når løsningen af et teknisk problem kan ligge gemt bag en ny brug af metaforer, så er der ingen grænser for, hvordan viden kan udvikles, i nye kombinationer på kryds og tværs. Og her har Københavns Universitet med sine vidtspændende forskningsområder og sin flerfakultære struktur et enestående udgangspunkt. Men ikke alt skal være 'tværfag'. Universitetets basis må fortsat være fagene. Er der ikke nogen fag, er der ikke noget at gå på tværs af. Men fagene skal åbnes - også for at løfte en helt anden udfordring. Den tilsyneladende ustyrlige og grænseløse vidensproduktion skaber ikke blot nye patenterbare opdagelser, nye teknologiske muligheder og som et paradoks også den værdi for samfund og erhvervsliv, der i det hele taget gør uafhængigheden mulig. Den skaber også en enorm udfordring på det videnskabsetiske område. Ingen har mig bekendt formuleret dette ansvar så indtrængende som forfatteren Inger Christensen: »Fordi vi ved noget, får vi ansvaret for det, vi ikke ved. Fordi vi gør vores liv læseligt, får vi ansvaret for det principielt ulæselige. Fordi vi tyder enkelte områder af tilværelsen og dens verden, får vi ansvaret for helhedens mangetydighed«. Hvis vi skal leve op til det ansvar, må vi sørge for, at de små bogstaver i lovens paragraffer ikke skygger for de store værdier i lovens ånd. Vi får brug for universitetets grundlov til at give os styring og retning i en tid, hvor nye værdier i forhold til globalisering, nyttiggørelse og videnskabsetik skal formuleres. De to vigtigste ord i universitetets grundlov må være studier og uafhængighed. Med ordet 'studier' minder vi os selv og hinanden om, hvad det er, vi er her for; at universitetet midt i en zapperkultur er stedet for koncentration og fordybelse; at vi skal måle lovparagraffer og praktiske tiltag på, om de giver universitetets forskere og studerende de bedste muligheder for - at studere. Og med ordet 'uafhængighed' betoner vi, hvad århundreders historie har lært os: at vel får man ikke uafhængighed blot ved at kræve den, men kæmper vi ikke for den på de til enhver tid gældende betingelser, har vi ikke fortjent at være på universitetet. Kun hvis universitetet får frihed, tid og tillid og bliver drevet med de bedst mulige betingelser for studier i den størst mulige uafhængighed, kan det blive det naturlige centrum i det kommende postindustrielle, vidensbaserede samfund. Kun således kan det udvikle den viden, den fantasi, de kombinationer, som fremtidens samfundsliv og erhvervsliv er afhængige af.