Gad vidst, hvilket Europa befolkningerne går og drømmer om? Lone Dybkjær, som er medlem af Europaparlamentet, gør sig sine tanker i anledning af en stor konference, der åbner i dag på Louisiana, og som er arrangeret af Momentum, Dansk PEN og Politiken. I dag åbner konferencen 'Europe in the making'. Det er den første store manifestation af Momentum Europa: en ny europæisk sammenslutning af intellektuelle og akademikere (!) (vi er nogle, der stadig tror på kloge folk), men også kunstnere og politikere deltager i bevægelsen, hvis formål er at placere kultur og uddannelse i hjertet af den europæiske udvikling. Konferencen finder sted netop nu, hvor udvidelsen forhåbentlig er på plads, og ti nye lande er ved at nå målet for deres rejse 'hjem til Europa'. Det Europa, de blev adskilt fra, da der blev rejst en mur. Lige nu er Den Europæiske Union i færd med at udvide sig i bredden og længden. Unionens befolkningstal og areal bliver ca. en fjerdedel større. Men også socialt og kulturelt bliver det en ny 'europæisk geografi'. Politisk og mentalt er der et kæmpe spring fra den angelsaksiske del af Europa, der historisk har følt sig tættere på USA, til det 'Østeuropa' (Ungarn, Polen og så videre), der har været knyttet til det gamle Sovjetunionen - og ned til Middelhavsøerne Malta og Cypern. Kulturforskellene er enorme. Selv om Romano Prodi, formand for EU-kommissionen, kalder udvidelsen: »en globalisering, hvor alle borgerne spiller samme rolle«, så kan vi lige så godt se i øjnene, at f.eks. velstandskløften mellem EU-befolkningerne i øst og vest bliver afgrundsdyb. Sociale spændinger er derfor en realitet. Vi kan heller ikke se bort fra den alvorlige korruption og menneskehandel, som plager langt de fleste nye lande. Og EU har et stort ansvar for at løse de problemer. Men de mange millioner nye borgere kommer ikke kun med problemer. De vil også betyde, at vores politiske, værdimæssige og menneskelige perspektiv udvides. Europa kommer til at vokse både i krop og ånd. Desværre viser de sidste tal fra eurobarometer, hvor lidt informeret og engageret de europæiske borgere føler sig i forhold til udvidelsen. Tre ud af fire borgere føler sig dårligt eller slet ikke informeret (heldigvis står det lidt bedre til i Danmark). Derfor forbereder EU-kommissionen en ambitiøs informationskampagne næste år. Men hjælper det på det 'ejerskab' til det europæiske projekt, befolkningerne i Europa savner? Vi kan ikke informere os ud af krisen. I forvejen pumpes der informationer og nyheder ud i døgndrift. Accelerationen af begivenheder og nyheder af økonomisk, institutionel, teknisk, social og underholdningsmæssig art stiller allerede enorme krav til os alle sammen. Og bliver perspektivet tilsvarende bredere af den grund? Jeg tror i stedet, det drejer sig om, at vi skal skabe nye offentligheder og på den måde tilvejebringe steder og rum for engagement. Muliggøre ny rammer for offentlige diskussioner. En europæisk offentlighed med en europæisk debat. For lige nu fører hvert land, i hvert sit lukkede rum, sin diskussion om 'de fremmede', om demokrati, om EU og så videre. Men hvor er diskussionen, dialogen og referencerne, der går på tværs, både fagligt og nationalt? Det er nødvendigt at starte diskussionen om fremtidens samfund et andet sted end der, hvor den foregår i dag. Det kan være på minoriteternes vilkår - i sporten eller kunsten ... i emner, hvor der lever en vilje til at ændre på tingenes tilstand og skabe nyt. Inden for miljøer, hvor det reelle engagement lever! I miljøer, som ikke er ødelagt af massemediernes krav og spindoktorer. Vi skal finde frem til et civilsamfundsmæssigt alternativ, til den måde, debatten kører på nu. Det drejer sig om at komme i kontakt med befolkningernes drømme om morgendagens samfund. Så vi kan omsætte de forhåbninger, som borgerne har til fremtiden, til konkrete og samtidig fremadrettede politiske initiativer. En af måderne er ved at fokusere på, hvilken politisk, institutionel og mediemæssig offentlighed kunstnere og intellektuelle kan skabe og indgå i. Derfor har vi iværksat Momentum Europa, hvor en lang række folk uden for politik inviteres med til at diskutere politik! Så håber vi på, at de tør spille ud med utopierne, provokationerne - 'det ikke- lade-sig-gørlige'. Og vi lader dem gøre det med udgangspunkt i de kulturelle perspektiver ved udvidelsen af EU. Kultur er nemlig transnationalt ikke nationalt. Vest og øst skal i dialog om det, som kultur er et udtryk for - nemlig værdier. Men hvorfor denne, i nogles øjne måske, voldsomme fokusering på kultur? Fordi kultur er refleksion af den åndelige tilstand i et samfund. Kultur kan forklare 'det uforklarlige'. Mennesker, der ikke har et sammenhold, kan få et sammenhold. Kultur formidler, knytter sammen og skaber fællesskab. Lige nu er vi på vej ind i et nyt Europa præget af national, etnisk, økonomisk, social og identitetsmæssig ustabilitet og har derfor mere end nogen sinde brug for en stærk ånd. For det er med nationer som med mennesker: Uden ånd bliver man forarmet og fattig. Hvis man derimod er åndeligt rig, kan man overleve næsten hvad som helst med identiteten i behold. Den europæiske identitet hviler på en flere tusind år gammel tradition og arv. Derfor er Europas vigtigste ressource, frem for andre verdensdele, dens ånd. Den ånd, der på godt og ondt er blevet mærket af historiens ofte ubarmhjertige gang, der har styrket, rystet og rustet vort kontinent. Europas force er ikke olie eller militærmagt, - men den historiske hukommelse og det ansvar, som følger. Det er formentlig også den bevidsthed, der gør, at vi føler os forpligtede og ansvarlige i international sammenhæng, om det så gælder 'Kyoto' eller Den Internationale Straffedomstol. Traditionelt set er det kunstnerne og forfatterne, der har kultiveret, sat ord på og eksponeret den europæiske ånd. Og hvis vi ser tilbage, gik kunst og politik også hånd i hånd. I det gamle Grækenland var teatret en manifestation af det demokratiske liv. Kunstnerne spillede f.eks. en afgørende rolle for Platons holdning til kunstens indvirkning på statens væsen og opbygning. Her gjorde især teatret sig bemærket som et af de ældste og bedste eksempler på 'en offentlighed', hvor samfund og liv blev debatteret. De græske dramatikere som Sofokles og Euripides fik senere kolossal indflydelse helt ud i de fjerneste hjørner af Europa. Shakespeare i England, Molière i Frankrig, Tjekhov i øst og Strindberg i nord. Kunstens essentielle rolle for eksistensen og for relationen mellem mennesker er ikke til at komme uden om. Det er i den forbindelse heller ikke nogen tilfældighed, at den konference der indledes i dag, finder sted på Louisiana. Konferencerammer, der med al tydelighed viser, hvordan netop billedkunsten lader europæiske skikkelser og veje krydses, og hvordan de tager farve efter hinanden. Her hænger englænderen Francis Bacon sammen med tyskeren Max Ernst, og schweizeren Giacometti i forbindelse med Spaniens Picasso. Alle sammen bidrager de med noget væsentligt om den ofte uforståelige og besværlige verden, vi har til fælles. Det er så i øvrigt heller ikke første gang, Louisiana er rammen om en politisk diskussion, hvor kunstnere inddrages i diskussionen om fremtidens samfund. I begyndelsen af 1960'erne, da Viggo Kampmann netop var blevet statsminister, indbød han ligeledes en lang række kunstnere til en debat. Da drejede det sig blot om Danmark. Hans melding var, at hvis kunstnerne ikke ville være med til den diskussion, skulle de bare være helt klar over - og derfra det berømte citat - »at regeret det blev der alligevel!«. I dag indbyder vi til samme slags diskussion - nu bare på europæisk niveau. Om Europas demokratiske fremtid. Det demokratiske projekt må betragtes som et 'evigt åbnende' og grundlæggende uafslutteligt projekt. Lige nu skal vi udvikle demokrati på tværs af landene. Og det internationale demokrati kan selvfølgelig ikke blot være en kopi af det nationale. I den optik er et samarbejde med kunsten godt, for netop kunsten er åben for den nytænkning og redefinering, der kan være med til at udvikle og ændre det vestlige demokratis status fra at være en færdig model, der bare skal eksporteres til andre lande, til noget andet og mere. Det nationale og internationale demokrati bærer fremtiden i sig, for når vi får et internationalt demokrati, ændrer det nationale sig selvfølgelig også. Ligesom i et ægteskab. Man skal både bevare sin egen identitet og udvikle sig sammen. Ved at flytte den politiske diskussion over i 'åbnende' rum, altså i kunsten, bliver forestillingen om 'den færdige liberale politiske konsensusmodel' udfordret. Selv om europæerne ikke går særligt meget op i EU, ser jeg egentlig med stor forhåbning på den udvikling, der er i gang. Intet tyder nemlig på, at Europa som sådan, er sat på politisk, økonomisk og kulturelt standby. Tværtimod vidner udvidelsen om et enormt 'drive'. Det er på den bølge, konferencen holdes. Helt kortfattet sagt er målet med konferencen tosidigt: 1. at bidrage til styrkelsen af kulturel udveksling og dialog mellem Øst- og Vesteuropa, da det er en betingelse for en fælles forståelse af en fælles fremtid, 2. at formidle en nysgerrighed og forståelse hos borgerne i medlemsstaterne i Central- og Østeuropa. Med disse mål håber vi på længere sigt at rette opmærksomheden mod de grundlæggende fælleseuropæiske værdier, der udspringer af vores fælles historie. Påvirke EU til at sætte farten op i forhold til den politiske og kulturelle integration af landene i Central- og Østeuropa. Tilføje nye aspekter i den generelle debat om Den Europæiske Union, især med henblik på den rolle, som kultur og uddannelse kommer til at spille. Fokusere mere på de langsigtede positive effekter af udvidelsen. Bygge bro mellem fortid og nutid. Skabe gensidig forståelse mellem gamle og nye medlemslande. Styrke processen frem mod specifikke forslag til at fremme europæisk kulturel integration. Endelig er målet at overbevise de europæiske borgere og nationer om nødvendigheden af at skabe gunstige vilkår for en stærk europæisk identitet. Her er det især vigtigt at finde et rum, hvor vi kan tale - uden at tale forbi hinanden. Nogle af de udfordringer, vi står over for nu, er de mange folkeafstemninger i ansøgerlandene, efter at udvidelsen er på plads i København. De skal stemme ja eller nej til medlemskabet. Én ting er, at vi kalder integrationen af de nye lande for 'et historisk skridt'. Noget andet er, at det faktisk er dem, der skal tage det. Der er tale om en løsrivelsesproces fra Rusland, som måske først med dette ryk afsluttes fuldt og helt. Men som bekendt er alle løsrivelsesprocesser vanskelige. Hvordan skal vi tale til skeptikerne? For det kan jo ikke nægtes, at der er store problemer. Vi må ind i en dialog. Her åbner kunstens rum sig igen som et felt, hvor vi kan 'føre en samtale' på lige vilkår. Med en dynamisk udveksling på kulturelt niveau kan vi få skabt en udveksling, hvorigennem også respekten for hinanden opbygges. Det kan vi allerede nu starte med ved at lade EU gå ind og støtte samarbejdet mellem skabende kunstnere, kulturelle iværksættere, offentlige og private ophavsmænd, aktiviteter til kulturelle netværk og de kulturelle institutioner i medlemsstaterne. Det er derfor, vi i Momentum Europa samler dem, som administrerer og organiserer Europa, og dem, som fantaserer om og forestiller sig Europas fremtid. På den måde håber vi at få borgerne i tale. Momentum Europa satser derfor på at bygge bro mellem de mest progressive tænkere og de mest skeptiske borgere. Det kan forhåbentlig blive til et modigt bidrag - en ny europæisk vision, der kan hjælpe med til udformningen af de nødvendige reformer af Den Europæiske Union. Vi kan derfor håbe på, at Momentum Europas indsats kan få held til at påvirke konventet, der netop er nedsat for at diskutere Europas fremtid, og som forhåbentlig vil ende med et forslag om en EU-grundtraktat, som kan vedtages ved næste regeringskonference. Vi kan ligeledes kun håbe, arbejde for og opfordre til, at medlemsstaterne udviser en vilje til at sætte kulturen i centrum for den europæiske integration og dermed udbygger det kulturelle samarbejde og den kunstneriske udfoldelse i Europa. Skal det lykkes, må skabende og udøvende kunstneres mobilitet prioriteres, så det europæiske fællesskab bidrager til, at medlemsstaternes kulturer kan tilføres nyt, skabe referencer og udfolde sig. Fælles kultur er ikke, at vi alle sidder og ser den samme 'Robinson' på tv. Nej, det er amerikanisering og ensretning. Fælles kultur er i stedet, at vi åbner for vinduer og døre og lader inspirationen få de mest optimale vilkår. Et styrket samarbejde i forhold til kunstnernes mobilitet mellem Vesteuropa og de central- og østeuropæiske lande kan bidrage til en vellykket udvidelse og øge befolkningernes støtte til det europæiske projekt. Dermed kan tankens geografi måske udvides i takt med den europæiske geografi.