Når Harald Mogensen fylder 90 i dag, er festen nok privat, men også politikensk. Fødselaren berigede i en årrække kulturens spalter med sin skarpe pen - og frem for alt redigerede han Kroniken. Fjællevognen fra 'Tidseldal' holdt for døren, hestesko klaprede i brostenene, det var den luneste julinat. Min mormor lå for døden, vi kørte derud, jeg ved min mors bryst - halvanden mil - de jernbeslåede karetmagerhjul knagede i grusvejene mod Hobro. Vi blev der, til hun var begravet. Vi lå på høloftet, og min far trøstede sin kone, og ni måneder efter blev min yngre bror, Børge, født. Det var i 1914. Børge er for længst død fra sine banebrydende møbler. Selv er jeg til min egen forundring blevet 90. Køreturen har jeg genoplevet i gammeldags analyse gennem mange år hos pioneren Paul J. Reiter, overlæge på Sankt Hans. En anden ting, jeg husker, er, da jeg stod op i den røde tremmebarneseng og så far rende rundt om det sorte spisestuebord med selerne hængende ned ad benene, mens min mor skældte ud. Senere forstod jeg, at far havde været på en af sin ungdoms drukture, han forsvandt i nogen tid sammen med sin svoger, mureren. De var begge to forhenværende teglbrændere og overnattede i deres fuldskaber ved de varme teglværksovne hos fyrbøderen. Hurtigt kom der et tredje barn i ægteskabet, det sidste, en pige, der efter min mormor blev døbt Agnete. Der var andre Agneter i familien, for min mormor var højt elsket af alle sine børn. Min morfar var en choksvækket landsoldatveteran fra 1864, som vi ikke måtte lokke til at fortælle historier fra krigens tid, for når han huskede på bajonetkampene med prøjserne på markerne uden for Vejle under tilbagetoget op gennem Jylland, fik han mareridt om natten og sked i sengen. Det sidste sted, han havnede efter et liv i sultende fattigdom - skiftende steder i Vendsyssel og Himmerland - var på et sandet husmandssted i Hedebakkerne syd for Aalborg. Det var naboerne, der kaldte det 'Tidseldal'. Min mor var tjenestepige i København, og økonomien hos mormor var så elendig, at mor af sin pigeløn sendte penge til sin endnu fattigere mor i 'Tidseldal'. Mormor måtte aftale med postbuddet, at han gemte pengene hos naboen, for hvis morfar fik fat i dem, drak han dem op. Jeg arvede min mormors breve til min mor fra den tid, kærligt gemt af hende. Forholdet mellem min far og min mor var ulykkeligt. Far, som havde været en driftig uldkræmmer og teglbrænder og omvandrende salgsmand med sækken på nakken, blev ramt af epidemien 'rystesyge', Parkinsons syge, dengang ikke til at gøre noget ved. I drømme har jeg - forløsende for mig - oplevet ham glad, yngre, smilende, men så længe, jeg bevidst kan erindre ham, var hans ansigt maskeret med stivnede muskler og tydelig alderdom. Han havde samlet sig en lille formue, som han skulle gifte sig på og få børn på og leve på resten af sit liv. Men først kom Første Verdenskrig, og så kom økonomiske kriser, ekspropriation af det hus, vi boede i, og inflationen, og formuen blev mindre og mindre værd, og han blev frygtelig nærig, og min mor måtte slås med ham om hver øre. De skændtes hver eneste dag, og min mor søgte tilflugt hos sin grundtvigske variant af Vorherre og bød sine tre børn at følge hende til Hospitalskirken eller Budolfi flere gange hver søndag. Hun prøvede på at få mig, en mellemskoledreng, til at gå med i den kristelige boghandel på Algade i Aalborg for at udvælge den rette opbyggelsesbog, som jeg så skulle gennemgå med min far og således prøve at omvende ham. Da sagde jeg nej. For første gang. Fars liv var Aalborg Amtstidende, stiftet af den Bing, der var en af Dagbladet Politikens medstiftere. Indenrigspolitik var hans store interesse, han var en bogstavtro venstremand - også i den værste Madsen-Mygdal-tid. Han havde været abonnent fra første nummer, fra dengang Aalborg Amtstidende blev stiftet af Bing, i forbindelse med at han var opstillet til rigsdagsvalg i Aalborg Amts tredje kreds, Bælum, syd for Aalborg, hvor min unge far var en af hepperne. Jeg gik til valgmøde i kvæghallerne nede på havnen i Aalborg sammen med min far og så bagefter både chefredaktør Jordan fra Aalborg Amtstidende og statsminister Mygdal, der begge havde holdt brandtaler, vandre gennem mængden iført sorte bowlerhatte og knortekæppe. Men så kom der mere radikale kammerater ind i mit liv, og Børge hørte også ting på værkstedet, hvor han var i snedkerlære, og på teknisk skole, og debatterne derhjemme med far og mor blev spidsvinklede. De var begge første- generations indvandrere fra ulandene oppe i Vendsyssel omkring den uudtørrede vildmose og fra de nødtørftige sandagre omkring klitterne ved Saltum Kirke og Blokhus. Dengang forstod vi knapt hinanden. På vores egen kejtede måde stirrede vi rådvilde ind i hinandens kaotiske øjne. Og min mor kom med forsonende tykke rugbrødsmadder med krydderfedt og grovt salt og brun farin og dertil lun mælk fra koholderens stald henne på 1. sal i den anden ende af vores karre, og det tøede op for en stund, indtil min far igen blev hidsig. Han tog os begge to for at være gået over til den skære kommunisme, skønt vi kun var 'kulturradikale' af de gode årgange, inden den blev dogmatisk. Aalborg Amtstidende fulgte også med i litteraturen - for bladet var ejet af en meget litterært interesseret politisk enke, Marie Lassen, med gode forbindelser også i det københavnske kulturliv, og hun skrev små anmeldelser, og dem læste jeg meget tidligt, når min far var færdig med avisen, og det tog sin tid. Tidligt søgte jeg tilflugt i læsningen. Hjemmet havde ingen bøger, og hvordan jeg opdagede Nordjysk Landsbibliotek i bindingsværkshuset i Aalborg, ved jeg egentlig ikke. Måske var jeg inspireret af kommuneskolelæreren. Det bibliotek havde ikke ret mange bøger for børn, så tidligt gik jeg nødtvungent over til voksenlitteraturen. Jeg husker, at de første var Kipling og snart også Johannes V. Jensen. Jeg blev darwinist og forkastede min mors og søndagsskolens skabelsesberetning. Stor opstandelse. En anden tilflugt var moster Maren ovre i Nørresundby, min mors søster, livslang husbestyrerinde og plejemor hos en nu ældre venlig enkemand med unge børn, der var vokset op med moster Maren som mor, fordi deres egen mor var død som ganske ung af den spanske syge. Stedet var et menageri af alle slags: Der var forskellige slags sekterisme, som for eksempel spiritisme og råkost af grøntsager, vildt revolutionært på den tid - min mor troede, at jeg ville dø af den menu - så var der Retsstatsforbundet og Georgismen, som senere kom i regering med H.C. Hansen og dr. Starcke. Her var den repræsenteret af bl.a. landmåler Kristiansen, der rejste land og rige rundt for at overtale folk til selv at trykke penge, og som under sine besøg medbragte nogle legelystne sønner, der senere også lod høre af sig. Huset havde også stort kvæghold, hestestald, jordbærmarker og salg af alle slags produkter på køkkentrappen, og der var en skiftende sød hund, der altid hed Fuchs, med mange hvalpe, der fik kuperet halen med hæksaksen. Og der var cementstøberi og kridtgrav og frugtplantage i Vestbjerg nord for Nørresundby, hvor vi kørte ud i jumbe med hesten Svend. Og indimellem var væggene behængt med spiritistiske medietegninger med farvestrålende fremstillinger, som fik det nysgerrige barn til at stille spørgsmål, der fik nogle vage svar. Om dagen lavede 'mediet' røde tagsten ovre i støberiet, men også han var tavs. Senere gik de over til Krishnamurte og mrs. Besants indiske filosofi, og jeg sad og læste højt for gamle Peter N., indtil han faldt i søvn i lænestolen på forhøjningen med udsigt over fjorden. Og hvad vi plukkede af jordbærsorter i sæsonen. Moster Maren var børneglad, og jeg besøgte hende så ofte jeg kunne (fem øre hver vej over pontonbroen), og boede der i perioder. Hun tog ikke de skiftende sekterismer og hobbyer og livsanskuelser så tungt - et menneske med forståelse for min barnlige konfliktsituation, moderlig, uden hun af den grund lagde sig ud med min mor ovre i Aalborg og hendes kristendom. Og jeg blev forkælet med sukkerrøræg fra husets egen hønsegård, som jeg var med til at passe. På et vist tidspunkt vidste jeg alt om skrukhøner og så upåvirket på, at moster Maren huggede hovedet af suppehønen. De fire voksne, men stadig unge børn i moster Marens hjem ved Nørresundby var mine første voksne uden for den snævre familie. De var alle venligt excentriske, landbrugskandidaten snakkede med mig om hunde, uldhandleren var frankofil, og elektrikeren var gift med en lyslevende pige fra kulturoasen derovre i København. Datteren levede på polsk med en elsker på en lille gård op imod Hjørring, og vi drenge og min mor blev sendt derop for at overtale hende til at vende tilbage til den hjemlige fold. Det lykkedes ikke, trods det at de tilbragte mange timer sammen. Imens gik elskeren og Børge og jeg rastløse rundt i kostalden - det var jo hundekoldt og snestorm udenfor, og køerne kunne overhovedet ikke holde os varme. Uldhandleren kørte i åben Ford og tog moster Maren og mig med på udflugter til Hammer Bakker og til Sulsted Kirke, hvor ruinerne af den fattighytte lå, som moster Maren havde tilbragt sin barndom i. Fra den tid stammer min grundindstilling til det, man dengang i de mere dannede kredse kaldte det uofficielle kulturliv. Da jeg bragte en kronik, der hed 'Dansk kultur er flere kulturer', vakte det ligefrem almindelig forargelse - denne frugtbare kulturbiotop i Nørresundby var en udfordring, som kom til at spille en rolle i mit senere liv. Et møde med en pluralistisk verden, mentalhygiejnisk så velgørende. Min skolegang i kommuneskolen og mellemskolen var traditionel - i vores klasse med samme gode, menneskevenlige lærerinde i alle årene - i naboklassen fungerede spanskrøret. Jeg går ud fra, at det var skolen, der tog initiativet til, at jeg skulle optages i katedralskolen og blive student. Der var ikke ret mange, der dengang kom fra folkeskolen til optagelsesprøve i gymnasiet. Min far var stærkt imod, jeg skulle jo ud at tjene penge - og ud af syvende klasse. Men min fars nevø, min fætter Anton - en aktiv højskolemand, formand for Støvring Højskole og en dynamisk gårdejer med autoritet i familien - overtalte far. Hos ham oplevede jeg endnu et overraskende nyt miljø. Vi kendte jo gården, fordi vi kom ofte på besøg, og han havde sans for, at vi skulle have lov til at lege de vildeste lege i alle husene. Men engang, vi var på besøg og blev kaldt ind til middag midt på dagen, traf jeg for første gang i mit liv noget så opsigtsvækkende som to professorer fra København - aldrig før set. Vi sad ved det lange bord i den fælles folkestue. Øverst værten og de to velærværdige, en fra Landbohøjskolen, der hed Frederiksen, og så Vilhelm Andersen, der havde læst op af Holberg aftenen før - længere nede kom så karlene og pigerne og familiens voksne medlemmer, og så kom børnene, og nederst dér sad de daglejere, som for tiden arbejdede på gården, fordi det var høsttid. Måltidet trak ud, fordi de lærde herrer diverterede i munden på hinanden. Daglejerne og karlene var kede af, at de ikke fik deres daglige middagssøvn ude i halmen, gabte og rørte uroligt på sig sammen med os børn ved bordenden, men siddende, det blev vi. Længe.