De fleste af os spiser stadig af en tallerken og sover stadig i en seng på fire ben. Alligevel er begrebet kunsthåndværk ved at forsvinde. Hvorfor? Ursula Munch-Petersen er keramiker og medlem af bestyrelsen for Danish Crafts. Verden ændrer sig. Og sproget ændrer sig: fra håndværk til kunsthåndværk til brugskunst - og i dag kalder man uddannelserne i at lave brugsting for design. Dermed er både kunst og håndværk ude af sproget i uddannelsessammenhæng. Samtidig er det keramiske håndværk - mit eget fagområde - ved at forsvinde fra det danske landkort. Stort set al industriel produktion flyttes til udlandet. Inden for det sidste år er Desiree lukket, Eslau har flyttet produktionen til Filippinerne, og Royal Scandinavia/Den Kongelige Porcelainsfabrik har solgt fabriksbygningerne i Smallegade på Frederiksberg. Derfor føler jeg et behov for at præcisere, hvad kunsthåndværk er, og hvordan hele begrebet kunsthåndværk handler om, at kommunikationen mellem hoved og krop går lige så meget den ene vej som den anden. Kunsthåndværket er ved at dele sig mellem kunst og design, og håndværket har ikke nogen klar berettigelse hverken her eller der. På spørgsmålet om, hvorvidt kunsthåndværk behøver at være direkte forbundet med håndværk, må jeg svare ja. For kunsthåndværk handler om at kommunikere med farve, form og stoflighed - og mellem hoved og krop. Derfor er der ikke en anden hånd et andet sted, som kan overtage og udføre ideerne. Konceptet er hovedet - håndværket kroppen. Videnskabsjournalisten Tor Nørretranders taler om, at kroppen er klogere end hjernen. Når fodboldspilleren skal sparke bolden i mål, vil det tage alt for lang tid, hvis beslutningen skulle gå gennem hjernen, og vælter man på sin cykel, så har armene strakt sig frem for at beskytte hovedet, inden man har nået at tænke over det. Kunsthistorikere og teoretikere kan skrive lange historier om interessante ideer, men hvis kroppen mangler, bliver man ofte skuffet ved at se den omtalte genstand. Der er lang vej fra den gode ide til den kropslige, stoflige materielle virkelighed. En god håndværker har et stort lager af kropslige erfaringer, som er blevet ubevidste, men virker i praksis. Vores uddannelsessteder inden for kunsthåndværk er endelig ved at opnå det, man har sukket efter i mange år: teori og forskning og dermed et højere niveau og mere status. Men det interessante ville være at se, hvordan dette kan udvikle og ændre håndværkene - ikke at se dem forsvinde. Mon også den dag kommer, hvor man på musikkonservatoriet lukker ned for uddannelsen af musikere og kun ønsker at uddanne komponister og dirigenter. Det er omtrent det, der er ved at ske på vores uddannelser. Der blev i 2000 foretaget en evaluering af designuddannelserne i Danmark, hvor jeg deltog som repræsentant for kunsthåndværket. Der pågik lange udmærkede samtaler om håndværket, men i slutrapporten kom der alligevel til at stå lighedstegn mellem unika og håndværk. Jeg er dybt uenig. En unika-ting, et stykke skulpturel keramik for eksempel, behøver hverken at være ild- eller syrefast, behøver ikke at kunne tåle opvaskemaskiner, og revner og glasurfejl betyder ikke noget - alt sammen detaljer, som gør håndværket krævende. Man kan godt lave en god unika-ting uden at kunne håndværket, hvilket mange billedkunstnere har forsøgt med mere eller mindre held. Netop nu forhandler man om at fjerne keramik- og glasuddannelserne på designskolerne i København og Kolding for at flytte dem til Glas- og keramikskolen på Bornholm. Bornholm er jo ikke en øde ø, men uddannelsesmiljøet bliver øde, fordi uddannelserne fjernes fra helheden - det tværfaglige samarbejde og fremtidens design. Og det, man mister ved at flytte disse uddannelser væk fra designskolerne, er muligheden for en håndværksmæssig tilgang til design og de kvaliteter, der ligger i denne tilgang. På andre områder satser man nu på de håndværksmæssige traditioner som indgang til nutidig kvalitet. Man har inden for bygningsfagene etableret Nordisk Center til bevarelse af håndværk, også kaldet Rådvadcenteret, hvis vigtigste opgaver er vidensindsamling og forskning i gamle og nye materialer og teknikker, og hvor man holder løbende kontakt mellem forskning og praksis. Billedkunstneren Bjørn Nørgaard er i samarbejde med Rådvadcenteret i gang med et eksperimenterende boligbyggeri i Københavns nordvestkvarter. Husene skal bygges af mursten, men uden brug af cement. Der mures med ren mørtel, hvilket vil tage lidt længere tid; men til gengæld holder det måske længere. På samme måde skal vinduerne behandles med linolie osv. Sådan et byggeri ville i dag blive afvist, fordi det bliver for dyrt. Eksperimentet består i at regne på vedligeholdelsesudgifterne over ti år, hvor det så kan vise sig alligevel at blive billigere i den sidste ende. I den anledning kom jeg til at tænke på de flotte Bauhaus-ideer om kunstnernes medansvar for 'kvalitet til folket' inden for boligbyggeri og masseproducerede varer. I Sverige var slagordet »vakrara vardagsvaror« - som dog blev fortrængt af storproduktion, typificering og fortjeneste. Tænker man på nogle af de store designnavne som Pierre Chareau og hans 'La Maison de Verre' i Paris, Antoni Gaudi og hans huse i Barcelona, er det påfaldende, hvordan deres arbejder er gennemsyret af det allerfinest tænkelige håndværk. Gaudi var meget optaget af den samtidige John Ruskin, der dengang kunne opfattes som bagstræberisk. Han ville tilbage til gotikken, som han så som de kulturelle rødder i den nordlige del af verden, mens arkitekter og kunstnere drømte om Rom og Athen og kopierede romersk og græsk kultur. Ruskin er kunsthåndværkets fader. Han ville bevare håndværket på trods af industrialiseringens langt større effektivitet, og derfor etablerede han The Arts and Crafts Movement. Gaudis arbejder udstråler en håndværksglæde, som slår en i møde, så snart man træder ind over dørtærskelen i et af hans huse, for det er ikke bare facaderne, der er gennemarbejdede - dørmåtten, postkassen, elevatoren og dørskiltene vidner alt sammen om fornøjelsen ved at lave ting til menneskers hverdagsliv. Chareaus møbler og hele indretningen i rigmandshuset 'La Maison de Verre' er utænkelige uden de mange forskellige håndværkere, som har medvirket til, at Chareaus ideer blev til den virkelighed, som man nu kan glæde sig over. Et smukt dansk eksempel på ypperligt håndværk er Arne Jacobsens rådhus i Århus, som jeg så for nylig. Vi har god grund til at være stolte af Arne Jacobsen plus en hel række andre folk, som gjorde os verdensberømte, indbragte enorm goodwill i udlandet og dermed store indtægter. Dansk design var kommet til at betyde kvalitet. Helt karakteristisk for dem var deres humanistiske, æstetiske og moralske indstilling. Poul Henningsen, Steen Ejler Rasmussen, Knud V. Engelhardt og Kaare Klint var alle såvel udøvende som skrivende og formidlede deres drømme om at skabe en bedre verden. Poul Henningsen var i høj grad provokerende og blandede sig i alle samfundsspørgsmål. Steen Ejler Rasmussen blev ved med at skrive og forklare, hvorfor en løsning på et problem kunne være bedre end en anden. Han skrev f.eks. en kronik i Politiken om Blågårds Plads, som skulle bebygges på en måde, så det kunne betale sig. Han forklarede, at de arbejderboliger, som nu er revet ned, heller ikke havde kunnet betale sig. Men de blev bygget, fordi man manglede dem. Steen Ejler Rasmussen følte stadig ansvar for Blågårds Plads, selvom han havde deltaget så længe, at han havde fået tilnavnet Stenalderrasmussen. Hvis en sådan interesse for ens arbejdsfelt i dag opfattes som en slags utidig idealisme, så risikerer vi at vågne op til en virkelighed, hvor vi er blevet overhalet af verden udenfor. Når man siden har kritiseret funktionalismen for kulde og firkantethed, er det min overbevisning, at den tiltagende kølighed og forringelse i høj grad bundede i, at håndværkene forsvandt. Netop nu er man i den rige del af verden vidne til, at alle helst vil være forskere, kunstnere, dirigenter og direktører - de sidste håndværkere er ved at blive udfasede. Samtidig med at man på uddannelsesstederne nedprioriterer håndværket, så udvider man uddannelserne med immaterielt design, hvor man ligesom billedkunstnerne forsøger sig med at træde ind i det sociale rum, hvor man designer samværsformer og trivsel på arbejdspladser, sygehuse osv. Fint nok, men hvis kunsthåndværkernes uddannelse hedder design, og design bevæger sig hen mod immaterialitet, så kunne man få den tanke, at sproget trænger til en oprydning. Bankerne designer og sælger produkter, og materielle produkter sælges som livsstil. Men de fleste af os sover stadigvæk i en seng på fire ben om natten og spiser mad lavet af naturens gaver, serveret på en tallerken, og alt dette påvirker os en lille smule hele tiden. Tænk, hvis man i stedet for at overveje at nedlægge keramik- og glaslinjen på Danmarks Designskole talte om at opprioritere disse værksteder i en ny form, så det blev til produktudviklingsværksteder eller laboratorium for såvel keramikstuderende som udøvende keramikere, glasfolk, designere og designfirmaer med tilknyttede værktøjsmagere og fagfolk af forskellig art. Keramiklinjens modelværksted har traditionelt været til gavn og glæde for studerende fra andre uddannelsessteder. Her kunne der i fremtiden arbejdes med keramik, beton, plast, nye fibermaterialer mv. Man skulle dels kunne lave produktionsværktøjer, dels fremstille prøveserier. De prototyper, man vil sende ud i verden, kunne her blive gennemarbejdede, mens formgiveren var til stede og kunne følge processen. Man kunne her udføre det forberedende arbejde, som kan lette og forbedre kunsthåndværkernes egenproduktion og ikke mindst den vigtige gennemarbejdning af prototyper, som senere kan sendes ud i verden for at blive reproduceret. Når fremtidens globale sameksistens tager form, er det ikke en naturlov, at alt håndværksmæssigt arbejde skal nedlægges i den rige del af verden, om end det i dag er tydeligt, at man ønsker at slippe af med de tunge produktionsapparater. Selv om penge synes at være løsningen på alt, så løser de dog ikke alle problemer. Vi er, som vi er, fordi der har været nogen før os. Med tiden ønsker de fleste at forstå, hvad man kommer fra, for at kunne vide, hvor man vil hen. Skulle man nu ikke tage og undersøge og lægge mærke til, om der måske alligevel var noget i de gamle produktionsformer, vi skulle huske at få med i kufferten? Når jeg prøver at forklare mig selv, hvorfor jeg synes, at det er sørgeligt, at håndværkene forsvinder, og hvad det egentlig er, jeg prøver at forsvare - ja, så ender jeg helt nede i eksistentielle og religiøse fornemmelser. Religionshistorikeren Vilhelm Grønbech skrev, at naturvidenskaben og rationaliteten medførte, at livets træ blev skåret op og målt i rummeter. Siger man ordet træ, så ser man for sig roden, stammen, forgreningerne og kronen. Man ser ikke et læs brædder, medmindre man arbejder i en trælasthandel. Da man planlagde at skrotte en udtjent boreplatform i havdybet reagerede mange mennesker, for ligesom vi allerinderst i sjælen har et hemmeligt rum, så ønskede man tilsvarende, at de mystiske, uberørte og uudforskede dyb skulle forblive hemmelige, og det blev denne psykologiske utilpashed, mere end den reelle forureningsfare, som blev udslagsgivende for sagens forløb. Jeg har læst om den lillebitte ø, Christiansø, at der er steder, hvor man ikke kommer, fordi man på dette meget lille område ville have i det mindste en 'symbolsk' ubrugt ressource. Endelig skriver Marianne Larsen et digt om, hvor meget man kunne tjene ved at indfange fuglenes flugt. Nu flyver de bare rundt til ingen verdens nytte. Tilværelsen bliver fattigere af, at vi udnytter naturen så gennemgribende, som vi gør i vores tid. Vi er jo selv natur, og de lykkeligste øjeblikke i livet er, når vi oplever os i samklang med omverdenen - ved synet af stjernehimlen, blomsternes genkomst om foråret og en kat, der ligger og nyder solen. Moderne luksus handler ofte om at blive fri for noget, som rent vand uden giftstoffer, ren luft uden skidt, frihed fra larm - frihed fra stress, men alligevel er det, som om man skal producere mere og hurtigere hele tiden - hvorfor man må opgive at lave tingene så godt, som man egentlig kunne. Folk rejser længere og længere ud for at opleve det uspolerede, samtidig med at vi går hårdt til det, vi har tilbage selv. De menneskeskabte ting kan medvirke til at få menneskenaturen til at fungere. Håndværk er indlevelse i materialerne, som alle kommer fra naturen, selvom vi nok så meget har forædlet dem. Den tid, man bruger på håndværksmæssig kunstnerisk formgivning, er en form for meditation over naturen og dens love - herunder menneskenaturen - en slags hverdagsmeditation. Formgivning kan aldrig blive helt nærværende uden vægt, stoflighed, duft og berøring. Håndværket er ideelt set en ressource, som kan vise sig at indeholde det nærvær, som man kommer til at savne og derfor lægger mærke til i fremtiden.