Hvad er fordelene ved regeringens liberaliseringsplaner for det danske energimarked? Dagens kronikør har svært ved at få øje på dem. David Gibson er formand for SiD Miljø- Energi- og Forsyningsarbejdernes fagforening København. I begyndelsen af 1990'erne blev der taget to epokegørende beslutninger angående styringen af verdens energiproduktions- og forsyningsselskaber. I Amerika besluttede det multinationale energiselskab Enron at sætte turbo på sin lobbyisme for at deregulere det amerikanske energimarked, og i Europa besluttede Europakommissionen, at de europæiske energimarkeder skulle liberaliseres. Det betød et farvel i Europa til, at energiselskaber skulle drives under 'hvile-i-sig-selv-princippet', hvor det var produktions- og forsyningssikkerheden, der var i højsædet, efterfulgt af billige priser. Hvile-i-sig-selv-princippet havde eksisteret i mange år, men blev for alvor cementeret efter oliekrisen i begyndelsen af 1970'erne. Energi og energiselskaber var for vigtige samfundselementer at overlade til uforudselig markedsstyring. Foghs regering har nu barslet med et nyt oplæg til en yderligere liberalisering af energimarkedet, som er langt mere vidtgående end den forrige regerings. I oplægget er det regeringens målsætning, at liberaliseringen skal skabe øget konkurrence og fleksibilitet, hvilket skal bane vejen for hovedgevinsten, som er lavere priser og et mere effektivt og varieret udbud af energi. Et af hovedindsatsområderne for opnåelsen af disse mål er, ifølge regeringen, en fortsat høj energiforsyningssikkerhed. Oplægget ligner meget det, som tidligere er fremlagt af Dansk Industri. At regeringen er tilhænger af liberalisering, er ikke overraskende. Det, der overrasker mest, er, at regeringen (og Dansk Industri) vælger at overhøre ikke kun de mange advarsler om, at liberaliseringen ikke indfrier regeringens egne forventninger om lavere priser og et varieret udbud af energi, men også advarslen om, at forsyningssikkerheden bliver direkte forringet af øget liberalisering. Regeringens udspil blev lanceret 11. september ved en konference afholdt i Industriens Hus. Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen oplyste deltagerne om, at han og regeringen skam var opmærksomme på de problemer, man havde set i forbindelse med liberaliseringen af energimarkedet i Californien og med Enrons kollaps; derfor ville regeringen bygge sin udgave af liberaliseringen på norske, svenske og engelske liberaliseringsmodeller. Det var en interessant udmelding, ikke mindst set i lyset af, at British Energy (el-produktion ved hjælp af kernekraft) 5. september havde meddelt, at det var gået i betalingsstandsning og forventede at gå konkurs. Situationen blev reddet 9. september, da det engelske Department of Trade and Industry, svarende til Bendt Bendtsens ministerier, afleverede en krisepakkeløsning, som betyder, at British Energy foreløbig halter videre på de britiske skatteyderes regning. I Norge har ledere i forsyningsselskaberne offentligt påpeget, at markedsudviklingen mod større fusionerede forsyningsselskaber er farlig. I Sverige har flere ledende debattører inden for energimarkedet påpeget, at liberaliseringen har medført en manglende lyst til investeringer i nye produktionsanlæg samt forlængelse af levetiden for gamle slidte anlæg (f.eks. Barsebäck). Summen af hele liberaliseringsprocessen i Sverige er, at Sverige i visse situationer ikke længere er selvforsynende med hensyn til energi. Norske og svenske forsyningsselskaber er, ligesom de tilsvarende danske, fra 2003 underlagt et prisloft for, hvad de må tage for at transportere energien igennem deres forsyningsledninger og -kabler. Disse forsyningsselskaber har som et direkte resultat af liberaliseringsprocessen udskilt vedligeholdelsen af forsyningsledningerne i selvstændige enheder i et forsøg på at opnå rationaliseringsgevinster. Disse enheder har uhyre dårlige betingelser for at kunne klare sig. I Norge har man konstateret, at det medfører fyring af kvalificerede ansatte, lavere eftersynsfrekvens og dårligere vedligeholdelse af nettet. Alternativet til nedskæringer er at tage flere kroner for transporten af energien. Den samme forretningsmæssige klemme har været medvirkende til massefyringer og efterfølgende alvorlige svigt i forsyningerne i bl.a. USA, New Zealand og Storbritannien. I Danmark er Københavns Energis nuværende krise blot det første skridt i samme retning. På Dansk Industris konference, hvor Bendt Bendtsen i øvrigt afleverede regeringens oplæg og hastede videre, kunne man høre flere eksperter, som var inviteret af Dansk Industri, udtale sig om fremtidens energimarked. Selv den mest optimistiske tilhænger af nordisk liberalisering udtalte, at det krævede mere regulering og statskontrol og ikke mindre, hvis det »fortsat« skulle være en succeshistorie. Langt de fleste omtalte faren for, at priserne på energi skulle stige voldsomt, før private investorer ville skyde penge i nye anlæg eller ny produktion, endsige vedligeholde den nuværende produktion og det eksisterende net på et tilstrækkeligt niveau. Flere scenarier tegnede et billede, hvor investeringer vil ske forskudt i forhold til de aktuelle behov, og hvor der vil opstå forsynings- og produktionssvigt. Investering i vedvarende energi og miljørigtige løsninger kan samtidig forventes neddroslet efter en liberalisering. Der er derfor en reel risiko for, at mange nationer vil føle sig tvunget til omkring 2006 at genskabe 'hvile-i-sig-selv-markeder' (for skatteydernes penge!). Hertil skal man føje, at Norden på grund af manglende udbygninger af nye ledningsnet vil blive mere og mere afhængig af russisk naturgas (op til 30-40 procent i 2010). De områder, hvor russisk gas indvindes, kan man ikke betragte som værende politisk stabile. Et andet væsentligt minus for regeringens liberaliseringsplaner er Mellemøstens nuværende politiske situation, der ligner den, som var årsagen til den første store oliekrise i 1970'erne. Regeringens forventninger om, at den danske energisektor kan rationalisere sig til større prisfald, bliver latter- liggjort, når man kigger i bakspejlet. I 1990 var der under industriens overenskomster 6.400 ansatte i energiproduktionen, i 1999 var tallet 4.300 ansatte, en nedgang på 33 procent. Disse fyringer og nedskæringer medførte en samlet besparelse på cirka en øre ud af en produktionspris på 14 øre. Skal vi hente to øre mere på den konto, skal vi til at fyre de resterende ansatte! I den samme periode steg produktionen med 44 procent, så den teknologiske produktionsgevinst /-forbedring er også medregnet. Det er min opfattelse, at en nøgtern og ærlig gennemgang af fordele og ulemper i den af regeringen foreslåede politik vil betyde, at også flere erhvervsdrivende vil se fornuften i at vende tilbage til et 'hvile-i-sig-selv'-marked igen. Tanken er ikke en politisk umulighed, og som tidligere nævnt bliver det efter alt at dømme en politisk sandsynlighed om ganske få år. Men hvorfor vente så længe? Himmelstormende energipriser, for alle andre end den tungere del af industrien, er der ikke alene udsigt til, men der er også de reelle erfaringer med energiliberaliseringer gennemført i andre lande. For de fleste af os bliver energiliberaliseringens første synlige resultat en finansiel underskudsforretning. Men det bliver ikke det eneste underskud. At store multinationale energiselskaber med legende lethed kan overtage hele det danske energimarked, er en kendsgerning. Et af de mørkeste aspekter ved Enron-skandalen er, at Enrons metoder bygger på skabelsen af et demokratisk underskud, som måske er mere frygtindgydende end den finansielle svindel. Jeg har for nylig modtaget en rapport fra Harvard University i USA, rapporten hedder 'Deregulation deception, Harvard, Enron and the alliance to deregulate electricity markets in California and beyond'. En bred sammenslutning af studenter og professorer på tværs af Harvard University, kaldet HarvardWatch, har lavet rapporten, som i al sin enkelhed dokumenterer, at Enron infiltrerede og misbrugte Harvard University for at fremme sin manipulation og deregulering af Amerikas og verdens energimarkeder. At rapporten giver et gysende klart billede af, hvordan Enron slag for slag solgte liberalisering mod bedre vidende, er én ting, men at den samtidig kan bevise, hvordan 'corporate management' (korporationsstyring) kan købe sig til en lukket og total styring af en af Amerikas højest respekterede læreanstalter, er noget helt andet. At dette skete, som blot én af Enrons mange delstrategier for at deregulere verdens energimarkeder, er intet mindre end rystende. Rapporten har betydet, at Herbert 'Pug' Winokur er udtrådt som medlem af Harvard Corporation. Harvard Corporation er universitetets højeste myndighed. Harvard Corporation er hverken demokratisk valgt eller styret, hvilket gør Winokurs udtræden endnu mere iøjnefaldende. Winokur har været direktør i Enron siden 1985. Winokur var med i Harvard Corporation fra 2000 til 2002, alt imens han var formand for Enrons finansbestyrelse. Ud over Winokur er der en række andre ledende personer fra Enrons indre magtgruppe, som har været tilknyttet Harvard Corporation, enten direkte eller lidt mindre direkte. Rapporten dokumenter, hvordan Enron i 1993 finansierede Harvard Electricity and Policy Group (HEPG) igennem en fundats. HEPG producerede efterfølgende over 1.000 rapporter, som fremhævede behovet for deregulering af USA's og verdens energimarkeder. I 1994 anbefalede William Hogan, direktør både for Enron og HEPG, California Public Utilities Commission at deregulere statens energimarked efter en model, han kaldte 'Enronmodellen'. Hogans anbefaling af Enrons liberaliseringsmodel skete med argumenter, der lignede Fogh-regeringens begrundelse for sine liberaliseringsplaner til forveksling. En af de vigtigste forudsætninger var, ifølge Hogan i 1994, en fortsat høj energiforsyningssikkerhed. »About the only thing that won't change over time is that when you flip the switch the lights will still go on«. En udtalelse, der viste sig at være på niveau med skibsbyggerne Harland og Wolfs om, at 'Titanic' ikke kunne synke. Hogans mange anbefalinger fik dog det ønskede resultat. I løbet af 1990'erne kom liberalisering, deregulering og Enronmodellen definitivt på dagsordenen. Enron infiltrerede Harvards ledelse i en sådan grad, at ingen turde ringe med alarmklokkerne, og Harvards tilsyneladende troværdige navn fik, ifølge mange energimarkedseksperter, Californien til ikke alene at deregulere, men også at fastholde kursen. Som bekendt kollapsede Californiens deregulerede energimarked i 2000. Dette til trods var Enron stadig i stand til at manipulere med Harvards institutioner. Enron ændrede blot taktik efter kollapsen, fra lobbyisme til offentlig opposition imod ethvert forslag om at genregulere energimarkedet. Mest iøjnefaldende var Enron og Harvards benhårde opposition mod forbrugerprisbeskyttelse eller langsigtede energiproduktionskontrakter. Flere hundred tusinde almindelige forbrugere, mindre og mellemstore erhvervsdrivende betalte regningen. Enron tjente imidlertid styrtende på Californiens problemer; i det andet kvartal af 2001 havde Enron en omsætning på 404 mio. dollar, en stigning på over 40 procent i forhold til året før. Lige til det sidste blev Hogan og Harvard ved med at promovere rapporter, som dækkede over 'corporate manipulation' (virksomhedsmanipulation) i energisektoren og dereguleringens effekt på priserne og forsyningen. Det uafhængige HarvardWatch kan på ingen måde kaldes for en venstrefløjsorganisation, men rapportens anbefalinger er et langt anklageskrift mod globaliseringens og de multinationale selskabers negative sider samt deres evne til at udføre manipulerende, undergravende lobbyarbejde. Her er blot nogle markante eksempler: Harvard University skal omgående bandlyse al 'corporate financing' (virksomhedsfinansiering) af Harvard Electricity Policy Group. William Hogan skal fjernes. Harvards ledelse skal give en offentlig undskyldning, fordi Harvard tillod, at Hogan kunne optræde under dække af at være leder af en uafhængig instans og Harvard-ekspert, alt imens han arbejdede i alene Enrons interesse. Harvard University skal give en særlig undskyldning til staten Californien og Californiens befolkning. Begrundelse? Harvard solgte sin forskning og sine institutter, Harvards troværdighed blev misbrugt til at deregulere Californiens energimarked, hvilket kostede staten Californien milliarder af dollar! Et andet spændende krav er, at Harvard University i fuld åbenhed skal afsløre, hvor mange penge universitetet har fået igennem de sidste ti år fra Enron. Harvard Universitys dårlige erfaringer med markedskræfterne og HarvardWatch-rapportens anbefalinger bør give stof til eftertanke i den hjemlige debat om erhvervslivets rolle og indflydelse. Forslaget om, at også danske universiteter skal have repræsentanter for erhvervslivet i ledelsen, har allerede vakt de studerendes organisationers vrede. Globalisering og liberaliserede energimarkeder åbner porten for aggressive multinationale selskaber. Klog af skade efterlyser HarvardWatch nu, at Harvard University iværksætter en omfattende gennemgang og undersøgelse af alle 'corporate' (korporations-)fundatser, fonde og finansieringer i hele universitetets virke og en revision af de procedurer og kutymer, der er forbundet hermed. Store nationale og multinationale selskaber skal ikke have afgørende, ukontrolleret indflydelse på højere læreanstalter eller forskningscentre. Konklusionen må altså blive, at ikke alene den hjemlige, men også den europæiske debat om liberalisering af vore energimarkeder bærer præg af et kollektivt 'lemmingsyndrom': Vi galoperer mod afgrunden med storindustrien og frådende liberalister i forreste geled. De befinder sig dér i forvisningen om, at vi andre ikke vil tillade katastrofen, og at vi vil tilbagekøbe vores fælles ejendom med stor fortjeneste for dem. Lad os snyde dem, før de snyder os. Sikker leverance af energi er en forudsætning for, at vi kan bo i de nordiske lande. Erhvervslivet er afhængigt heraf. Situationen kræver, at den danske regering får besked på at genindføre 'hvile-i-sig-selv'-princippet på energimarkedet. Det kunne passende ske i samarbejde med det øvrige Norden. Et demokratisk styret energimarked kan sikre energiproduktion og energiforsyning, en rolig overgang til vedvarende energikilder, en rolig prisudvikling, indtægter til statskassen, som kan bruges til at sikre forskningens og de højere læreanstalters uafhængighed af 'big business', hvilket samtidig giver politikerne en modvægt mod det korporative misbrug, som fandt sted i Enronsagen. Hvilket sagtens kan vise sig kun at være toppen af isbjerget. Der er ikke kun prisforhøjelser og svigtende forsyningssikkerhed at hente i kasinoøkonomiens multinationale labyrint. Der er muligvis også demokratiets fallit.