København by night er et søvndyssende syn. Den danske puritanisme slår igennem, når det drejer sig om at belyse og fremhæve byens vigtigste bygninger. Dagens kronikør er journalist og forfatter. Der er sket noget fantastisk i København på det allerseneste: Tårnet på Vor Frelsers Kirke på Christianshavn kan nu også ses efter mørkets frembrud. Tårnets tre projektører er endelig taget i brug. Pludselig kan man se tårnet tæt på og på lang afstand, så snart mørket falder på. Og det kunne da også lige mangle andet. For hvorfor ikke vise det stolteste af vores by frem ved aftenstide? Netop belysning fremhæver, så de mest specielle og helt særlige huse træder frem og i virkeligheden bliver yderligere understreget langt mere, end de er om dagen, hvor de opleves og ses på lige fod med alt det andet i byen. Lyset kan til gengæld noget andet i mørket. Men vi danskere er bange for det og bruger det kun meget nødigt. Vor Frelsers Kirke er altså noget særligt i København. Kirken er fra 1696, og kobbertårnet med den snoede, forgyldte trappe, tegnet af Laurids de Thurah, er fra 1752. Den kan vi da godt være bekendt at prale bare lidt af og dermed fremhæve. Det vil sige stolt vise frem - for vore gæster og for os selv. Men ikke kun Vor Frelsers Kirke, også en masse andet godt i København og en masse andet interessant byggeri, nyt som gammelt, i mange andre danske byer kunne fortjene at blive belyst og fremhævet, ikke mindst i et land som vores, der er mørkt en stor del af døgnet mange måneder om året. Det er lige præcis det, man gør, fremhæver og belyser i massevis af store og mindre byer ud over kontinenterne. Så snart mørket falder på. Men i Danmark lever vi med et eller andet mærkeligt, uforståeligt og aldeles puritansk regelsæt om, at aftenbelysning er tivoliagtigt, vulgært og ukultiveret. Derfor nej til belysning af vore særlige huse. Hvem har mon gået langs Seinen i Paris og følt sig generet af det »ukultiverede, vulgære og tivoliagtige« lys på Notre-Dame, Eiffeltårnet, Seinens smukke, gamle broer, Louvre, Musée d'Orsay - eller andre steder i Paris som Sacré-Coeur, Triumfbuen, Panthéon eller byens mange opera- og teaterhuse? Hvem har oplevet Paris om aftenen som ulidelig og uudholdelig, fordi byen tænder sine lys, og stemningen bliver en ganske anden end om dagen? Det er jo på det tidspunkt, Paris lever. Det er da, man drages af særlige huse og må hen og se nærmere. For de er jo fremhævet, der må være en årsag. Byens fysiognomi og geografiske sammensætning bliver lettere at forstå. At have tilbragt hele dagen på gåben i Paris, have taget sig en velfortjent lur og så slå øjnene op til det veloplagte aften-Paris - ikke kun med gadebelysning og lys i vinduerne, men også med lys på de særlige huse; det er vi vist mange, der har nydt i fulde drag ved at kaste os ud i den smukt og festligt oplyste by. Eller hvem har langs Themsen i London følt, at det belyste parlament, Sankt Pauls-katedralen eller byens mange teaterhuse i stedet burde putte sig og fortone sig i mørket? Eller hvad med Tiberen i Rom, hvor Peterskirken er synlig døgnet rundt. Hvor Pantheon, Colosseum eller Capitol er smukt og tydeligt belyst, uden at det tager pusten fra resten af Rom. Netop lyset her skaber en forventning, giver smag på byen og får os til at opleve den som særdeles storbyagtig og virkelig imponerende. Som med andre byer - hvad med New York eller San Francisco - der gud ske lov ikke har ladet sig styre af puritanske holdninger til belysning. For hvem skulle det dog kunne genere og pikere at sætte smuk og kultiveret belysning på de særlige huse? Vel næppe mange. Men herhjemme mener toneangivende sortklædte arkitekter og ansatte i vore forskellige kommunale tekniske forvaltninger (læs: arkitekter), at aftenbelysning er upassende og derfor bør undgås. Så derfor belyser vi ikke. Det er ikke af økonomiske grunde. For så meget koster det altså heller ikke at belyse. Nok ser den nuværende regering det som en af sine fornemste opgaver at bortskære alt det sjove og underholdende, al kræset og det, der sætter kulør på hverdagen (læs: kultur), for at sikre et skattestop. Uden overhovedet at have spurgt, hvor mange af os der i virkeligheden tørster efter et skattestop på dé præmisser. Jeg betaler hjertens gerne for at have det kulturliv, og gerne mere til, som vi havde før 20. november 2001. Nej, det er og bliver ren og skær puritanisme og forskrækkelse for det ekstraordinære, der holder os tilbage. Endelig ikke stikke af fra normen, endelig ikke hæve sig over det jævne. Men hvem siger, at det ikke kunne være anderledes? Vor Frelsers Kirkes tårn måske? Selvfølgelig skal byen ikke sovses ind i kvalmende lys. Men det er heller ikke det, jeg plæderer for. Jeg foreslår fremhævelse af det særlige og det ekstraordinære. Gjort følsomt, hensynsfuldt og kultiveret, hvad sagtens kan lade sig gøre. Verden er fuld af gode eksempler. Prøv i stedet at se København by night og se, hvor skralt det står til her. Nok tænder vi gadelysene, og nok er der stadig menneskeboliger med lys i vinduerne i indre København, selv om de er få. Og nok blinker reklamelysene på Rådhuspladsen, Irmahønen ved Søerne og bierne ved Nørreport Station. Men det gør altså ikke en storby med kun det lys. Der skal mere til. Der er godt nok lidt lys i uret på Nyrops rådhustårn, lys på korset på Domkirken, Vor Frue Kirke, og kun der og ikke på selve tårnet eller resten af C.F. Hansens smukke kirkehus fra 1829. Lidt lys på Dahlerups Ny Carlsberg Glyptotek, en gang imellem på Det Kgl. Teater (hvorfor ikke altid), måske en 11-watts pære på Thorvald Jørgensens Christiansborg Slot og absolut højst en 4 watts på Christian IV børsbygning. Uden differentiering eller nogen form for nuancering. Så er der lys på Kongens Nytorv - på både Store Nord, Sydbank, Hotel d'Angleterre og på Magasins kuppel og tårn. Men de vil jo også gerne kunne ses og have kunder, så det er måske ikke så underligt - i modsætning til de mere officielle huse. Ellers er der lys på tårnet på postadministrationen i Tietgensgade og på B&W Man i Sydhavnen. Og ja, så er det ellers yderst småt med resten. Måske et par landsbykirker ved juletid, på Koldinghus Ruin, på et par markante vandtårne i Kolding, Køge, Glostrup og Rødovre - og et par steder til. Og på et par master på toppen af nogle bygninger og ikke på selve bygningen i havnen. Det er f.eks. på toppen af den trælse Mærskbygning, på havnevæsnets hovedbygning og på Prinsesse Maries hjem for gamle sømænd og sømænds Enker i Christianshavns Kanal. Og så var det vist også det. Vi vil ikke. Vi kan ikke. Og vi har ikke i sinde at gøre noget ved det. For det er som sagt for tivoliagtigt, for vulgært og for ukultiveret. Hold dog op! Men hvad så - bare for at tage hovedstaden - med selve Domkirken, Sankt Petri Kirke, Helligaandskirken, Holmens Kirke, Nikolaj Kirke, Christians Kirke, Frederiks Kirke (Marmorkirken) og alle de andre kirker og deres tårne i byen - skal de aldrig belyses? Eller hvad med det meget smukke, 400 år gamle Christian den Fjerdes Bryghus på hjørnet af Frederiksholms Kanal og Søren Kierkegaards Plads, Mastekranen og Hovedvagtshuset på Nyholm, Vestindisk Pakhus ved Nordre Toldbod, Gammel Dok, Eigtveds Pakhus (som en gang imellem er belyst lige for tiden, fordi vi har fine gæster i anledning af EU- formandskabet, ellers ikke)? Eller hvad med Amalienborgpalæerne, når de vel at mærke ikke er beboede, hvad de oftest ikke er? Hvad med Salys rytterstatue på Amalienborg Plads, Hovedbanegården, den brune og den hvide kødby, Arsenalbygningerne på Holmen, Dahlerups Pakhus på Langeliniekajen, Istedløven og Tøjhusmuseet eller over for Daniscos sukkerfabrikker? Hvad med Christian den Syvende på Christiansborg Slotsplads, biskop Absalon på Højbro Plads, Thorvaldsens Museum (der er så lidt og et så ubestemmeligt lys, at det lige så godt kunne være løgn), Kulturministeriet, Nationalmuseet, Kancellihuset (Finansministeriet), Dehns Palæ, Det Bernstorffske Palæ, Fødevareministeriet (tdl. ØK) og den gamle Hafniabygning overfor, Niels Juel midt i den helt og aldeles tørlagte Holmens Kanal, Overformynderiet, National-banken, Radiohuset og det helt tørlagte Gefionspringvand, som forhåbentlig snart bliver vådt igen ...? Og jeg kunne blive ved. Men for guds skyld aldrig lys på det dødtriste og uprætentiøse udenrigsministerium på Asiatisk Plads. Det kan vi i forvejen dårligt være bekendt i dagslys. Lige så dårligt som vi kan være bekendt, at de to eneste af havnens huse, som vi reelt belyser, ved skæbnens ironi er to af de allerværste, der aldrig burde fremhæves, nemlig 'Møgskuret', papirlagerhuset på Christiansholm over for Nyhavn og Kvæsthusbroen og Peter Justesens ualmindelig tarvelige lagerbygning på Redmolen ved Nordbassinet. Værre kan det næppe blive. De burde i stedet helst rives ned eller i det mindste plantes til med arkitektens trøst. Vi kunne også tage andre store byer som Århus, Odense og Aalborg. Her nøjes man med i landets andenstørste by, Århus, at belyse tårnet med uret på Arne Jacobsens fredede rådhus, Domkirken, teatret og Hotel Royal. Men ikke universitetet, Toldkammeret, Erhvervsarkivet eller andre af byens kirker. I Odense er det ligeledes sparsomt med lys på kun 'Slottet', Teatret og Ansgar Kirke. Men heller ikke her på f.eks. rådhuset eller på Domkirken. I Aalborg nøjes man med Domkirken og Fremtidens Hus på Vesterbro. Hverken 'Slottet', Jens Bangs Stenhus, toldkammeret, posthuset, 'Kimbrertyren' eller andre af byens kirker fremhæves. Ikke at alt nu pludselig på en gang skal illumineres - hverken i København, Århus, Odense eller Aalborg. Men vi kunne jo begynde et sted og så forsøgsvis se, om vi ikke nok kunne fortsætte langsomt byerne igennem - på bedste parisermanér. Det er jo ikke den dybe tallerken, der skal opfindes forfra eller en gang til. Den er opfundet - for længst andetsteds. Som med husbådene i Amsterdam. Dem er den københavnske havnedirektør og bystyret jo åh, så bange for at slippe løs i København, for tænk, hvis husbådsfolket nu var endnu mere uregerligt, end christianitterne har været for nogle. I mange andre byer verden over kan vi uforstyrret studere, hvordan de gør dér. Hvordan de belyser, uden at sovse ind, oftest på yderst kultiveret vis. Ikke mindst i franske Lyon. Her kan vi se, at man ikke bare som visse steder her til lands tankeløst og uprofessionelt knalder en enkelt projektør op over det hele, så alle detaljer drukner og viskes ud. Der skal mere til. Det er som med teaterbelysning - sofistikeret, differentieret og detaljeret, så detaljer fremhæves, så højdepunkterne også bliver højdepunkter. Så f.eks. vinduesnicher og dørpartier særbelyses og bygningen dermed forstås og opfattes, som den er tænkt og opført i sin tid. Spørg ikke, om f.eks. Københavns turistfolk, der skal sælge byen, ville være imod mere lys på det væsentlige. Eller om turistfolk andre steder ville være det. De ville elske det. Spørg ikke, om vi har råd. Vi har så rigeligt. Selv om nogen prøver at bilde os ind, at vi skal spare så meget overalt, og hvor det jo altid er cremen og det spændende, det hele tiden går ud over. Spørg ikke, om det vil genere. Ikke et øje. Kun højst nogle yderst følsomme mennesker, som f.eks. dem, der bor i Tietgens eksklusive boligbyggeri rundt omkring Marmorkirken, tegnet af Ferdinand Meldahl. Da de for nogle år siden hørte, at man ville prøvebelyse Marmorkirkens store kobberkuppel, hylede og skreg de så voldsomt i en stribe debatindlæg og læserbreve, at de slap for lyset. Mens vi andre til gengæld slap for den væsentlige oplevelse, det ville være at få netop den Peterskirkelignende kuppel fremhævet om aftenen og natten. Kunne de samme sarte brokmåse ikke i stedet have købt sig hver et rullegardin eller en persienne, som man helt selvfølgeligt gør i andre byer, hvor udefrakommende lys kunne risikere at genere en smule? Det ville have klædt dem. Og det havde klædt de belysningsansvarlige ikke at ryste på hånden på grund af et par læserbreve fra en flok hystader. Jeg står hver sommer for et hav af havnerundfarter i Københavns Havn og kanaler, og de fleste foregår ved mørkets frembrud. For at jeg her kan vise den smukke by frem og samtidig kan jamre over det manglende lys. Og for at jeg kan vise, hvor smuk byen netop er i mørke, når der er lys i vinduerne, indenfor i Nykredits nye, meget store hus på Kalvebod Brygge, som kun rigtig lever om aftenen med lys i. Indenfor hos Nordea og under Nordeas tunge bygningskroppe. Under og indenfor i Den Sorte Diamant, på B&W Man, på operaens opadstræbende scenetårn - og indenfor i havnens smukkeste hus, det nye medborgerhus på Islands Brygge, tegnet af Fogh og Følner. Og nu gud ske lov også på Vor Frelsers Kirkes tårn. Folk er generelt vilde med at studere deres by sent på dagen - tænk bare på Kulturnatten 11. oktober i år. Hvorfor så fratage dem muligheden for at nyde og iagttage de væsentligste bygninger, kultiveret, differentieret og detaljeret belyst og fremhævet? Det er mig ubegribeligt, at den tåbelige puritanisme ikke skulle være til at få bugt med, den, der prædiker lyset slukket. Måtte vi snart få lov at nyde vores dejlige København - og andre gode danske byer - også om aftenen og om natten. For hvor fa'en bliver lyset af?