0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Global klassekamp

Vi skal have genskabt den globale klassekamp - ikke fra fundamentalister og politiske yderfløje - men fra den politiske midte, de socialliberale partier.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Vi skal have genskabt den globale klassekamp - ikke fra fundamentalister og politiske yderfløje - men fra den politiske midte, de socialliberale partier. Christian Friis Bach er selvstændig, tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke. Og medlem af Det Radikale Venstre.

»Det er især klogt, at regeringen sætter alle sine kræfter ind på EU-udvidelse«, hed det i en pressemeddelelse fra Det Radikale Venstre 28. Juni 2002 i anledning af regeringens prioriteter for EU-formandskabet.

Men er det nu klogt? Er østudvidelsen ikke et historisk eksempel på, at den europæiske dagsorden igen kommer til at overskygge den globale? Var det ikke bedre, hvis regeringen satte alle sine kræfter ind på den globale inddragelse af de millioner af mennesker, der lever i sult og ekstrem fattigdom?

Det er typisk, at pressemeddelelsen derefter understreger, at vi ikke må skære mere i udviklingsbistanden. Tilgangen illustrerer, at den socialliberale midte er gået træt i den globale kamp. Den globale gejst er væk. De socialliberale, der ellers kæmper for verdens fattigste af et godt hjerte, giver op og giver efter for en ensidig europæisk dagsorden for det danske formandskab, hvis bare verdens fattige lande får udviklingsbistand. Valget er ikke mellem den globale konstruktion og den europæiske. Valget er taget på forhånd. Til de fattige må vi nøjes med at sende flere penge.

Den politiske midte er gået i stå i moralske meninger, gamle paroler og banale budskaber, når det gælder kampen mod den globale ulighed. Der er få visioner. Der er pligtprægede landsmøderesolutioner og velmenende studiegrupper. Men når dét er overstået: Tilbage til EU- udvidelsen, til det næste folkeskoleforlig eller den ophedede debat om hofteoperationer. Vi kan mobilisere vælgerne til velfærdssamfundet i Danmark. Men vi kan ikke mobilisere vælgerne til en velfærdsverden.

Trods nye globale strømninger og folkelige bevægelser er den overordnede trend klar: Det globale er blevet umoderne.

Der er ingen stemmer. Ingen folkelighed. Det socialliberale bud på en bedre verden er snævret ind til to overskrifter: Mere udviklingsbistand - her er det sociale bud. Mere frihandel - her er det liberale bud. Men begge budskaber er fastlåste og forsimplede.

Det forunderlige ved det socialliberale budskab om frihandel er, at vi så uendeligt klart erkender, at der er mange ting, markedet ikke kan klare i hverken Danmark, i Dybvad eller i Doha.

Vi erkender, at markedet er helt utilstrækkeligt til at løse de store problemer, Europa står over for, og har derfor kastet os over at styrke den politiske styring i EU.

Men efter 50 års udviklingsskuffelser går vi rundt med en lille banal tro på, at markedet måske kan, og helst skal, løse de globale problemer. Lad os slå det fast med det samme: Det kan markedet ikke. Det er rigtigt, at der har været utallige fejlslagne - for ikke at sige katastrofale - globale eksperimenter med at gribe ind i markedet. Den protektionistiske importsubstitutionsstrategi, som utallige lande - fra Indien til Brasilien - fulgte, var en katastrofe.

Den nye økonomiske verdensorden og råvareaftalerne kiksede. Den globale tinaftale, der skulle sikre ulandene stabile priser på tin, gik ligefrem bankerot med store bunker usælgeligt tin. Danmark har stået i spidsen for håbløse skrivebordsforsøg på at lave andelsselskaber og kollektivisering i fattige lande. Det er derfor ikke sært, at de socialliberale forkæmpere har trukket sig ind i en retorik om frihandel og markedets magt og muligheder. Men det er forunderligt, at vi bruger fortidens fejltagelser til at lave nye fejltagelser i troen på markedet og den frie handel.

Selvfølgelig skal verdens fattige lande have frihandel. Selvfølgelig skal verdens fattige lande have private markeder, privat ejendomsret, privat initiativ. Men det er langtfra nok. Hvorfor tør vi ikke sige, at de skal have et gennemreguleret velfærdssamfund? Hvorfor tør vi ikke sige, at de skal have en fagbevægelse, der kan kæmpe kampe, lave strejker og lave om? Hvorfor tør vi ikke sige, at de skal have en jordreform, der tager fra de rige og giver til de fattige? Hvorfor tør vi ikke kæmpe den kamp, som skabte det danske velfærdssamfund. Fordi den er umoderne. Derfor er kampen mod uligheden endt med et staccato-forsvar for ulandsbistanden.

Det frie marked kan aldrig skabe velfærdssamfundet alene. Det kan endda gøre det endnu mere vanskeligt at skabe et velfærdsamfund, fordi der i det frie marked ligger et pres mod færre regler, lavere skatter, friere forhold. Der er intet i markedsteorierne, som tilsiger, at frihandel i sig selv vil løse fordelingsproblemerne. Tværtimod vil markedet slå sig selv ihjel i ulighed, monopoler og ufri konkurrence, hvis det ikke styres og udvikles af en fast og fordelende hånd.

Det frie marked er uendeligt vigtigt, fordi det tvinger os til at samarbejde. Det tvinger den politiske overbygning frem - som det er sket i EU. Men det sker ikke uden kamp.

Og hvis vi bare går ind for frihandel uden at tage den globale politiske kamp, så spiller vi hasard med fattige lande og fattige mennesker. Verdens fattigste ulande bliver i stigende grad fanget ved det globale samlebånd, hvor den rige verden leverer ideer, patenter, teknologi.

Befolkningen i de fattige lande står langs samlebåndet og leverer billig og uudannet arbejdskraft. Ud i den anden ende kommer produkterne, som sendes retur til forbrug i den rige verden. Og ulandene får mindre og mindre ud af det. Vi scorer profitten, patenterne og produkterne.

Derfor er vi naive, når det gælder kampen om verdens velstand og ressourcer. De globale virksomheder er supervigtige for at skabe udvikling i verdens fattigste lande. Men de gør det ikke af sig selv. De gør ikke nok. De gør det kun, hvis vi stiller krav. Men den dagsorden er umoderne. Der er stort set ingen socialliberale, der for alvor tror på en global skatteaftale, så de fattige lande igen kan få en retfærdig andel af de globale virksomheders overskud. Der er ingen, der for alvor tror på en global skat på våbensalg eller på medicin i de rige lande som redskab til at styrke det fredsbevarende arbejde eller sundhedsforskningen i de fattige.

Der er ingen, der for alvor tror på, at vi vil give udviklingslandene lov til frit at bruge de rige landes viden og patenter til at skabe udvikling og afskaffe sulten og fattigdommen. Den slags ideer nævner vi måske i et ideoplæg, i skåltaler eller i en debatbog. Men vi kæmper ikke alvorligt for det. Vi definerer det ikke som afgørende for en retfærdig global udvikling - ja, for verdens udvikling. Den globale kamp er endt som 'Visionsløse Tidende', hvor vi er tilfredse med én milliard ekstra i u-lands- bistand. Derfor opstår antiglobaliseringsbevægelserne.

De er en protest mod Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen WTO. Men de er først og fremmest en protest mod politikere, som ikke for alvor tror på kampen for en bedre verden. Som håber, at udviklingsbistand, altruisme, den etiske virksomhed og den bekymrede forbruger vil afskaffe verdens urimelige ulighed.

Men det er forkert - eller måske snarere for lidt. Det kan ikke erstatte den politiske, faglige og grænseoverskridende kamp for stærkere regler, stærkere styring og bedre fordeling. Men den kamp støtter vi ikke nok.

Der er brug for en helt anden global balance mellem stat og marked. En helt anderledes global styring. Ikke med gammel planøkonomi og protektionisme. Der er ingen vej tilbage til prisregulering, råvarefonde, statsmonopoler og kollektivisering. Men der er en motorvej af muligheder for smart og moderne erhvervs- og landbrugspolitik i udviklingslandene. Erhvervsuddannelser, skattebegunstigelser, rådgivningstjenester, infrastruktur, forsikringsordninger, målrettet forskning, lempelige patentregler og snedige subsidier. Og der er en kæmpe udfordring i at skabe grænseoverskridende skatter, fælles miljøregler og stærke udligningsmekanismer.

Heldigvis vælter det frem med nye måder, anderledes tanker. Verden eksperimenterer på fuld kraft med nye former for samarbejde mellem det private og det offentlige, med globale fonde for at bekæmpe aids og forurening. Meget af det er problematisk. Meget af det er forsimplet, forsnævret og måske endda forkert set i forhold til gammel teori og praksis. Men det er fornyelse. Og det skaber dynamik, visioner og håb. Imens hænger mange socialliberale fast i den gamle retorik om, at passende mængder frihandel og bistandshjælp klarer problemerne.

Alle socialliberale går ind for udviklingsbistand. Det skal man jo. Men hos mange - rigtig mange - nager tvivlen. Virker det nu? Går det ikke bare til de forkerte, til de korrupte? Er der i virkeligheden brug for bistanden?

Trætheden har været udtalt i den bistandspolitiske debat i Danmark i de sidste 10 år. Debatten er skruet ned i en stadig mere ufolkelig og uvisionær debat om projekt-appraisals, tværgående krav, rådgivere, sektorprogrammer, projektcykler, logical framework-analyser, konditionalitet og effektivitet.

Årtiers fejl, utallige hvide elefanter og alt for megen korruption og uduelighed har fået os til at dykke længere og længere ned i en kontroltænkning, der dræber bistandshjælpen. Hvis en politiker et øjeblik skulle drømme om at løfte bistandsdebatten op. At slippe tøjlerne. At satse. Så vil han i løbet af kort tid blive kaldt til orden af Rigsrevisionen, statsrevisorerne og en skandalehungrende presse. Kravet er stadig - i for høj grad - at vi skal vide, hvor hver eneste krone ender. Vi skal stadig helst sætte et dansk flag på toppen af hver eneste brønd eller sundhedsklinik.

Stort set ingen politikere tør sige højt, at vi indimellem måske bare skal sende en check af sted. Slippe tøjlerne. Og så være klar, hvis landbrugsministeren fra Ghana tager til Bermuda med alle pengene. Klar til at støtte de ghanesiske myndigheder, dommere, jurister og journalister i at forfølge ham. Det er langt bedre end at forfølge ham med rigsrevision og danske rådgivere.

Den globale bistandstænkning er ved at ræse forbi os. Ude i verden er der faktisk ved at brede sig en bistandsoptimisme, som man ikke har set siden 1960'erne. Det sker for det første, fordi flere og flere rapporter og analyser viser, at bistanden faktisk virker. Bistanden giver vækst og udvikling. For det andet, fordi udgangspunktet er, at verden er en helt anden end for 10 år siden.

Dengang slog vores krav om demokrati, menneskerettigheder, politiske reformer, åbenhed og frihed fejl - igen og igen - fordi de til hver en tid blev overskygget af kampen for eller imod kommunismen eller kapitalismen. Men da vi - efter årtiers skuffelser - trak os væk fra de store visioner og over i 'projektitis' og detailstyring for i det mindste at kunne sende positive evalueringsrapporter hjem, når vi byggede skoler eller brønde - ja, så overså vi, at verden imens var blevet en anden. At kampen mellem kommunismen og kapitalismen - mellem Øst og Vest - var slut. At mulighederne for at give god og effektiv bistand var blevet drastisk forbedret.

Derfor spirer bistandsoptimismen frem - pudsigt nok ikke mindst i det Nordamerika, som ellers altid og stadig forsømmer sit globale ansvar. Det amerikanske budskab er enkelt og folkeligt: Lad os finde de gode lande. De lande, der vil selv. De lande, der kan. De lande, der tror på idealerne om demokrati, menneskerettigheder, frihed og broderskab. Og lad os så give dem store mængder bistand - budgetstøtte, en check til præsidenten eller parlamentet uden tonsvis af kriterier, detailkrav og styring. Uden horder af rådgivere og konsulenter. Det er en uendeligt besnærende og meget enkel vision. Amerikanerne kan huske, at det virkede i Sydkorea for 30 år siden.

Men den tankegang er ikke nået langt i Danmark. Den er blevet skudt ned af bistandsbureaukrater og forskere som værende forsimplet og forenklet. Og den døde endegyldigt, da den nye regering brugte retorikken til en række forkvaklede og uigennemtænkte nedskæringer på bistandsbudgettet. Det var netop sådan, det ikke skulle gøres. Så kritikerne af strategien fik ret. Det dur ikke. Det bliver misbrugt politisk som argument for urimelige nedskæringer.

Men måske dur det alligevel. Måske er det en god ide at belønne de 'gode', dem der vil, dem der kan. Dem der vil fordele, uddanne, kurere, udvikle - med fokus på en fri presse, offentlighed i forvaltningen og et stærkt retsvæsen. Derfor må vi droppe de dårlige regeringer. Vi har været alt for forstående over for diktatorer, uduelighed og mangel på vilje. I de lande, hvor viljen hos regeringen mangler, må vi i stedet give pengene gennem demokratiforkæmpere, fagforeninger, folkelige bevægelser.

Vi skal ikke droppe de dårlige lande. Men vi skal droppe de dårlige regeringer. Regeringsstøtte til de gode. Folkestøtte til de dårlige. Nemt og enkelt. Selvfølgeligt for nemt og enkelt. Verden er langt mere kompliceret. Men bistanden og bistandsdebatten trænger i den grad til enkle, gode budskaber, optimisme og positive resultater. Ellers undergraver den sig selv.

Samtidig må vi arbejde hårdt for at få genskabt det frivillige og folkelige engagement i det konkrete arbejde. Bistandsarbejdet er blevet mere og mere professionaliseret. Lønningerne til konsulenter og rådgivere er alt for høje. Indpakningen alt for dyr. Både Danida og flere af de store bistandsorganisationer er skrækslagne for rigtige frivillige, studerende, unge, som bare gerne vil 'ud og arbejde for en bedre verden' - og endda vil gøre det for en lav løn, uden bil og store huse.

Her er der brug for at genskabe gejsten og engagementet fra helt almindelige og gerne unge mennesker. Og igen er der inspiration at hente hos den store ulv i bistandsåbenbaringen, USA. For trods alt har amerikanerne bevaret en langt højere grad af frivillighed og idealisme i deres Fredskorps, end vi har hos de danske udsendte. Det kan vi lære af. Og vi skal erkende, at det primære formål med danske udsendte ikke er redde verden, men at skabe unge mennesker, der forstår og formidler verden og globaliseringen ud fra helt andre vinkler end den danske.

Tænk hvis vi kunne sende 5.000 unge danskere ud om året til verdens fjerne lande og egne for at lære, udvikle og diskutere.

Den globale ulighed er verdens største problem. Og den stiger. Ganske vist kan man med diskutable målemetoder vise, at uligheden falder. Det er noget, blandt andre Anders Fogh Rasmussen har benyttet sig af. Men måles der rigtigt, er der ingen tvivl om, at forskellen mellem verdens allerfattigste og verdens allerrigeste mennesker er steget markant.

Uligheden fastholder millioner under helt urimelige levevilkår. Den skaber konflikt og krig, miljøproblemer og sult. Terror og fanatisme.

Der er ikke alvorlige bud på en ny global politisk struktur. På en stærkere global økonomisk styring. På et stærkere internationalt fredsbevarende arbejde. Det europæiske og det danske kommer først. Vi bruger kræfterne på EU-direktiver i stedet for FN-resolutioner. På skattereformer i Danmark i stedet for skattereformer i verden. På hofteoperationer på Skejby i stedet for aids i Afrika. Fordi vi har mistet troen på, at det virkelig kan lade sig gøre at afskaffe den mest urimelige globale ulighed. Vi er holdt op med for alvor at kæmpe for forbedringen. Det skal der gøres noget ved. Vi skal have genskabt den globale klassekamp - ikke fra fundamentalister og politiske yderfløje - men fra den politiske midte. Det er dér, kampen hører hjemme.


Kroniken er et redigeret uddrag af et kapitel