Kriminaliser prostitutionen, alt andet er uansvarligt, skriver dagens kronikør. Hun er tidligere prostitueret og forfatter af erindringsbogen 'Hustler'. Jeg hilser et forbud og en kriminalisering af prostitution velkommen. Og hvis det første skridt på vejen er at kriminalisere de mænd, der benytter sig af det menneskelige udsalg, prostitutionen byder på, er det slet ikke en ringe start. En start på et endeligt farvel til en lummer dobbeltmoral, som af alle de forkerte grunde har gode livsvilkår i Danmark. For få år siden udgav jeg en erindringsbog om de år, hvor jeg befandt mig i prostitution. Jeg udgav bogen under pseudonym, men har i dag ikke længere behov for at skjule mig. Tværtom mener jeg, der bør sættes fokus på den virkelighed, der er hverdag for mange børn og kvinder; nemlig den markante og utvetydige sammenhæng, der er mellem incest eller andre seksuelle overgreb og prostitution. At vi ikke længere kan undlade at tage hånd om et så stort og voldsomt samfundsproblem, som at en uacceptabel mængde børn bliver seksuelt misbrugt. Og at en stor mængde kvinder i prostitution har været børn i denne situation. Jeg mener, man bør anerkende denne sammenhæng og derefter diskutere, hvorvidt man vil fastholde, at arbejdet i prostitution er et valg, der kan træffes på lige fod med andet valg af arbejde. Valget at arbejde i prostitution er hverken bevidst, frit eller reelt. Det ligner snarere en livsbetingelse. Det barn, som lærer at overleve seksuelle overgreb, lærer at indgå aftaler og handler. Der er ofte indeholdt gaver eller aktiviteter, som barnet kan lide, i den relation, den voksne bygger op omkring barnet, for at denne voksne kan få tilfredsstillet sine perverterede seksuelle behov. Barnets selvværd bliver nedbrudt ved den fatale overskridelse af dets grænser og efterlades med et kunstigt og selvdestruktivt behov for enhver form for bekræftelse af retten til eksistens - uanset om denne bekræftelse er af en skadelig karakter for barnet. Denne mekanisme brydes ikke naturligt, i og med barnet vokser op. Det kan kun brydes ved intens terapi. Derfor er der en meget logisk og genkendelig virkelighed ved prostitutionen, som mange seksuelt overgrebne føler en tryghed ved. Erfaringsmæssigt ved jeg, at ni ud af ti i prostitution har været udsat for incest eller andre former for seksuelle overgreb. Den form for logik, jeg taler om, viser sig tydeligt, når man hører kvinder i prostitution udtale sig om den åbenlyse økonomiske vinding, eller om hvilke prominente personer de har indgået handler med; det er med en vis stolthed og flirt med frihedstanken, at de åbner døren ind til en branche, der nok har et større brugerophav, end de fleste ønsker at vedkende sig. Men hvilken værdi er der i, at man kan tjene direktørhyre ved at lægge sig på lagnet og tilfredsstille en vilkårlig mands seksuelle fantasier? Dette uanset hans alder, hygiejne, udseende, væsen, fantasi ... med videre? Og hvilken frihed er der i at have et seksualliv, man ikke selv har en konstruktiv kontakt med - hvis man har nogen kontakt overhovedet - og hvor størstedelen af ens liv bliver delt ud til dem, som betaler? Og de mænd, der bruger kvinder i prostitution, vil jeg spørge, hvordan de kan finde en kvinde sexet, der ikke er i kontakt med sin egen seksualitet? Jeg tror, svaret må være - jeg har desværre aldrig stillet det spørgsmål - at det faktisk ikke er særlig væsentligt, om kvinden er bevidst om sin seksualitet eller ej. At det faktisk er udmærket, at de bare gør det, de betales for, uanset årsag og sammenhæng. Når jeg hører argumenterne i den aktuelle debat, der går i retning af, at ved at kriminalisere brugere af prostitution risikerer man at miste den typiske fredelige familiefar og har derved kun rosset tilbage. Det vil altså sige dem, der alligevel vil komme, fordi de ikke bekymrer sig om domme. Så får jeg sådan lyst til at spørge: Hvordan kan man acceptere at have et arbejde, der indebærer intim og seksuel kontakt med mennesker, der er så involveret i kriminalitet, at de lader hånt om risikoen for dom? Risikoen ved at være i denne kontakt - uanset at der indimellem kommer familiefædre - er så fatal, at den på ingen måder kan sammenlignes med andre fag i landet. At man kan acceptere sådanne fatale arbejdsvilkår handler ikke om, at man tjener mange penge eller elsker at have sex med hvilken som helst mand. Det handler om, at man har et så lille eller ikkeeksisterende selvværd, at man kan bringe sig i fare for vold, voldtægt og mord. Hvordan kan det være værre? Hvordan skal området blive mindre farligt eller mere udholdeligt, fordi man kriminaliserer brugen af mennesker i prostitution, når arbejdsbetingelserne er uændrede? Og netop den pointe, at kvinder i prostitution gør opmærksom på faren, står som en skærende kontrast til billedet af den 'lykkelige luder' eller 'glædespigen', som andre kvinder i prostitution søger at fastholde. Der eksisterer - ufatteligt, men sandt - stadig en forvrænget forestilling om, hvorledes der kan være en seksuel attraktion ved arbejdet. Når man hører dette fra kvinder, der arbejder i prostitution p.t., bør man holde sig for øje, at de naturligvis ikke vil sige det modsatte og derved miste indtjeningsgrundlag. At mange mænd mener at kunne spore en vis logik eller sandfærdighed i denne forestilling, mener jeg kun kan bero på en interesse i det udbud af undertrykkende aktiviteter, man kan købe sig til. Jeg kender til alle forestillingerne (fra brugerens side). Og jeg kender til alle argumenterne fra pigernes side. Det var ikke svært at sidde med et smørret grin på læben og stoppe tusindkronesedler ned i tasken ved lukketid. Men det gjorde ondt at erkende, at smilet ikke holdt hele vejen ned til banken, men kun de timer, makeuppen holdt sig nogenlunde på mit ansigt. Det er sket gang på gang, at jeg har bedyret, hvor fri jeg følte mig, men det var mest, når jeg shoppede og ikke længere behøvede at vælge mellem to par bukser, men bare købte dem begge. Min frihed var skrumpet ind til tomhed, når jeg lå i sengen med en mand, som ikke betalte mig for at mætte sit behov. Så blev det pludselig svært at være opmærksom på, at jeg kiggede for meget på uret eller tænkte på 117 andre ting. Hvordan kan det være frihed at kunne køre Mercedes i stedet for at cykle, når man ikke længere kan mærke, at man har en krop? Så hvor kommer alle I fra, der har så markante meninger om, at det er det enkelte individs valg, om man vil sælge sin krop for at slippe for at være på bistandshjælp? Hvorfra har I jeres viden om, hvad der gør én hustler til et større offer end en anden? Jeg har min viden fra min egen krop - både da den som lille blev mærket af seksuelle overgreb og senere som større blev voldtaget og solgt. Min viden stammer også fra de brugere, jeg har mødt, og som har købt min krop - fra de ord og befalinger, de er kommet med, og deres nådesløse mangel på interesse for andet end deres egne seksuelle behov.Ordene og blikkene fra de kvinder, jeg har delt hus med, eller de mænd, jeg har arbejdet for. Jeg ved, at den største indtjening ikke er proportional med det hårdeste arbejde - nemlig det på lagnet - men at den går til den, der ejer firmaet. Jeg ved også, hvordan løgne er en naturlig og nødvendig del af at opretholde en virkeliggjort fantasi. At pigerne lyver for sig selv på samme måde, som der blev løjet for dem, da de som børn blev misbrugt seksuelt. Jeg har aldrig stået på gaden eller været afhængig af narko. Da jeg er uddannet, har jeg et udmærket betalt job og har aldrig været i pengenød. At have sex med en masse mænd i alle aldre har aldrig tiltalt mig. Alligevel begyndte jeg at arbejde i prostitution. Og det gjorde jeg, fordi det er en logik, der ligger lige for, når man er blevet seksuelt misbrugt. Så hvem er offeret? Mon ikke vi bør undersøge problemet med større omhu og ikke kun ty til velkendte floskler om valg og frihed og lykkelige ludere, der gør alle de andre ærbare kvinder en stor tjeneste ved at tage brodden af de værste voldtægtsforbrydere. Jeg har endnu ikke været præsenteret for nye argumenter for det konstruktive i en bevarelse af tingene, som de er. For der eksisterer virkelig ingen holdbare argumenter for, at det kan legitimeres, at vi vælger at misbruge store grupper i vores samfund. Sverige kan nok være et land med lovgivning på mange områder. Men ikke desto mindre har de hævet sig over diskussionen om, hvorvidt man skal eller ikke skal tillade prostitution - det står ikke til diskussion; det er for uværdigt at tænke, at der kan være noget som helst konstruktivt i 'skal'. Når jeg melder min afstandstagen til prostitution så kraftigt ud, så møder jeg modstand fra stort set alle andre parter end feministerne. Mine tidligere kollegaer bliver vrede og benægter naturligvis rigtigheden af mine ord. Det samme gør mange mænd og politikere. Og så er der er stort tavst flertal. Jeg efterlyser, at nogen vil gå ind og tage et ansvar for problemstillingen og ikke bare hyle med i det kor, der tillader alle at have lov til stort set alt, fordi vi her i Danmark skal kunne argumentere os til en hvilken som helst rettighed. Det er bare et spørgsmål om tid, før selv det mest absurde bliver normalt, når man har set og hørt på det længe nok. Vi er så ansvarsløse i denne higen efter frihed, at vi tillader voldsomme overgreb på vores kvinder og børn. Så hvorfor ikke se på, hvad vi virkelig taler om her? Vi taler om et forslag om at stoppe en voldsom kvindeundertrykkende pengemaskine, som bliver mødt med massiv modstand, fordi der er mange, der har interesse i at fastholde status quo. Der er mange penge i at have en pornoindustri - især når det involverer børn. Der er mange penge i at sælge narko, holde kvinder fanget i prostitution og lære dem at smile samtidig. Hvorfor skal vi dog sætte fokus på de mennesker, der ligger på lagnet? Hvorfor ikke blive ved med at bilde os selv ind, at det er et frit og lykkeligt valg? Og hvorfor skulle vi dog ønske at pille ved noget, der ligger tilbage i barndommen, som er ækelt at tænke på - og bekvemt for andre at fastholde tilgangen til? Og hvorfor ændre på noget, der giver penge og tilfredsstillelse til de mange og smerte til de få? Charlotte-Odile Poulsen er formand for M-O-D, Forum for Modstand, Oplysning og Debat om incest og seksuelle overgreb