Vi lever med en firkantet forestilling om, at familien engang har fungeret. Men familien har altid været et helvede, skriver forfatteren Marina Cecilie Roné. Og mange af de ægteskaber, der indgås i dag, ligner resignation. Hvorfor? Måske var jeg fire år. Jeg legede, at den grønne plastikvandkande var min sorte hest, og det lille soppebassin var en farlig flod, vi skulle krydse, og klarede vi den, behøvede mine forældre ikke at blive skilt. Vandkanden og jeg klarede den, og mine forældre blev skilt alligevel. Dengang var det stadigvæk lidt eksotisk. Skilsmisse var et ord, hvis betydning man måtte forklare børnene. Få år efter var det banalt, og lige siden har vi ment, at familien er kriseramt. Ligegyldigt hvor vi kigger hen, ser vi vragrester af forliste ægteskaber. Vi ser kludetæpper af nye familiekonstellationer. Vi ser børn med to sæt forældre, mor og far og mors nye mand og fars nye kone. Vi ser samme børn vokse op uden for familien blandt professionelle i institutioner. Vi ser gamle på plejehjem uden anden kontakt til mennesker, end hvad der kan købes for penge. Og vi ser andre gamle, der behørigt opstrammet af ansigtsløftninger og silikone styrter verden rundt med golfkøller og klaphatte, alt efter hvad de nu interesserer sig for, bare væk fra noget så utidssvarende som børnebørn og søndagsfrokoster i familiens skød. Blodets bånd er blevet tyndere i takt med, at vi fint kan overleve på egen hånd. Alle vælger alle fra, bortset fra dem, der ikke kan klare sig på egen hånd. Kynismen er til at få øje på, men vi er ikke så kyniske, at vi ligefrem klapper i hænderne over familiernes opløsning. Tværtimod tror vi indædt på den. Folk gifter sig som aldrig før. Som unge, som midaldrende, som gamle, første, anden, tredje gang. Når jeg har spurgt præster, hvordan de får det til at give mening at forestå alle disse vielser, når de samtidig ved, at måske halvdelen af brudeparrene bliver skilt igen, så svarer de, at det ikke er svært. De ser de mange vielser som udtryk for både en tro og et håb. I vielsesøjeblikket er folk opfyldt af troen på og håbet om kærlighed, familie. Det tror jeg på. Det er svært at forestille sig den tvivlende og håbløse stille op foran alteret. Tilsyneladende vil vi altså gerne stifte familie. Drømmen om den lever fortsat i os. Når vi bliver spurgt, hvad der er vigtigt her i livet, svarer vi da også familien som det første. Bliver vi ramt af en livstruende sygdom, er vi slet ikke i tvivl om rækkefølgen. Barnedåb, bryllup og begravelse - eller fødsel, kærlighed og død - er stadigvæk vores hjørnestene. Og i den trekant er familien vores referenceramme. Hvad ville Amalie Marie, født 1822, sige, hvis man præsenterede hende for den tanke, at engang i fremtiden ville vi få et samfund, hvor mennesker selv kunne vælge, hvem de ville stifte familie med, hvor og med hvem de ville bo, hvornår de ville have børn og hvor mange, mad på bordet som et minimum? Hun ville kaste et blik på sin egen situation: manden, der blev hendes, fordi han var den første, der friede, børnene, hun fødte, fordi hun ikke havde andet valg, huset, de bor i, fordi der ikke er råd til et bedre, maden på bordet, der rækker til halvdelen af dem, og så ville hun synes, det var en dårlig vittighed. Hvis man så forfulgte tanken og bad hende forestille sig, at disse mennesker hverken var lykkelige eller tilfredse, men dybt frustrerede og hele tiden beklagede sig over deres kår, så ville hun synes, det var en morsom vittighed, grotesk og morsom. Groft sagt er vi svaret på de bønner, man kunne forestille sig, Amalie Marie sendte op til sin Gud. En situation som vores har selvfølgelig langt oversteget selv hendes vildeste fantasier, men retningen er sikkert rigtig. En lidt flinkere mand, knap så mange graviditeter, knap så mange munde at mætte, en smule mere mad på bordet, en fridag i ny og næ og et hus, der kunne holde familien ordentlig varm om vinteren. Alt det har vi og meget mere til. Vi kan vælge og vrage på alle hylder, og så smider vi det hele på gulvet i afmagt, mens vi giver os til at forklare misèren med alt det, vi føler os som ofre for. Når jeg bringer Amalie Marie ind i en diskussion om vor tids familiesituation, så er det, fordi der bag vores frustration ligger en fast og firkantet forestilling om, at familien engang har fungeret. Før verden gik af lave, dengang mænd var mænd, kvinder var kvinder, og bedsteforældre var til at regne med. Dengang der var orden i rækkerne, trivedes familien. Jeg tror, vi bilder os noget ind. Jeg tror, at familien altid har været et helvede for mange. For 75 år siden stod patriarken i vejen. Kvinderne kunne ikke længere se grund til at affinde sig med at være undertrykte. Dengang sad der et andet barn på vandkanden og skulle krydse en farlig flod. Lykkedes det, ville far holde op med at slå mor for at føle sig stor og stærk. For 150 år siden arbejdede folk sig ihjel, og familien bestod af tuberkulose, udsultede skikkelser, der bare ønskede én eneste ting i denne verden: 12 timers uforstyrret søvn, alene i en seng uden mand, uden kvinde, uden børn. Lykkedes det at krydse den farlige flod, ville mor stå op næste morgen, rask og uden hoste. Og de, der ikke hostede eller arbejdede sig ihjel, men sådan set havde penge nok, fik besked på at møde op i kirken den dag, deres familie havde bestemt, de skulle giftes. Derfra havde de udsigt til et ægteskab med en, de ikke selv havde valgt. Familien har altid været et sted, hvor mennesker har lemlæstet hinanden på de mest subtile måder. Et sted, hvor mennesker har levet sammen i had og er blevet onde af det. Men familien er også et ældgammelt mytologisk billede af kærlighed, som vi fastholder og forsvarer. Først og fremmest med løgne naturligvis. To mennesker, som selv har valgt at leve sammen i en familie, elsker pr. definition hinanden. Forældre elsker pr. definition deres børn. Børn elsker pr. definition deres forældre. Forældre, som selv har valgt at få børn, elsker pr. definition deres børn højere og bedre. Selv i de mest groteske eksempler på vanrøgt af disse ønskebørn fastholder vi billedet: Alle forældre elsker deres børn. Familien har altid befundet sig i et sammenstød mellem disse kræfter: Det faktiske onde og drømmen om det gode, lidt firkantet sagt. Måske eksisterer den netop qua de kræfter. Forskellen mellem forfædrene og os er, at de havde mange plausible forklaringer på, at familien ofte lemlæstede i stedet for at elske. Det har vi ikke. I øjeblikket får vores arbejdsvaner skyld for mange moderne dårligdomme. Vi bilder os ind, at vi arbejder helt enormt meget. Det levner ingen plads til familien. Og den plads, familien så alligevel tager eller får, er ved at drive os til vanvid. Det er ikke rigtigt, at vi arbejder helt enormt meget. Vi arbejder generelt mindre, end mennesker nogen sinde har gjort. Ferieugerne er flere, end de nogen sinde før har været, weekenderne varer i to et halvt døgn. Vores problem ligger ikke i, at vi har for lidt tid sammen. Problemet ligger i, at vi ikke kan holde ud at være så meget sammen, som vi rent faktisk har mulighed for. Heller ikke med vores børn. Især børnene giver os sten i skoene, fordi vi har skabt en idealiseret standard for, hvordan og hvor meget vi bør være sammen med vores børn, hvilket der stort set ikke er nogen af os, der vil leve op til. Vi siger, det er nødvendigt med to fuldtidsjob for at få en families økonomi til at hænge sammen. Det er heller ikke rigtigt. De mange enlige forsørgere må siges at modbevise det. Penge nok og mad på bordet var ikke nok til at få familien til at fungere. Frihed til at leve med dem, vi gerne vil, var heller ikke nok. Muligheden for selv at vælge, hvornår vi skal have børn, og hvor mange vi skal have, viste sig heller ikke at være enden af regnebuen. Hvad er der så tilbage? Vrøvlerier. Vi har dannet en forestilling om, at bare vi kan finde en måde at forene familie- og arbejdsliv, så bliver alt godt. Hvis bare institutionerne bliver dygtige nok til, at vi kan aflevere børnene med god samvittighed, bliver alt godt. Eller bare vi bygger husene på en anden måde. Og alt muligt andet nonsens. Jeg tror ikke på det. Jeg tror, vi vil leve et lige så kærlighedsløst liv som Amalie Marie og co. I bund og grund drømmer mennesker og har altid drømt om det samme: den store kærlighed. Den kærlighed, vi labber i os fra lærredet i biografen, fra triviallitteraturen eller fra kandiserede ugebladshistorier. Måske især kvinder. Den kærlighed, som gør os gode og generøse og liderlige, og som gør den anden god og generøs og liderlig, på samme tid i samme sekund. Den kærlighed, som får livets kaos til at høre op, ensomheden til at forsvinde, angsten til at vige og onde tanker til at tie. Hvad vi opsøger af sex, karriere og shopping ligner ofte trøstepræmier for ikke at have mødt den kærlighed. De ægteskaber, der indgås, ligner ofte udtryk for resignation. Nu er det jo ikke så rart at kigge på sig selv, men hvis vi så i stedet kaster et blik rundt i omgangskredsen, hvad ser vi så? Ser vi mennesker, som har valgt hinanden af kærlighed, den kærlighed, som giver alt og tager imod alt? Ser vi mennesker, som er opmærksomme og kærlige over for hinanden? Fornuftsægteskaber er ikke netop et ord, moderne mennesker sætter i forbindelse med sig selv. Det har vel nærmest en tragisk klang i vore ører. Noget, de var tvunget til i fortiden, og som vi er sluppet for. Eller er vi? Vi er sluppet i den forstand, at der ikke er nogen åbenlyse konkrete ting, der tvinger os til at indgå et fornuftsægteskab. Vi gør det bare alligevel. Vi indgår dem af egen fri vilje. Det kan der være mange grunde til. Man er fyldt 28 og føler det ikke længere som en stor dejlig frihed at være alene. Man føler sig ensom. Man er fyldt 30 og synes, man skal begynde at tænke på at få børn. Man er fyldt 32, og pludselig haster det. Der må træffes en beslutning. Meget ofte ligner det behovet for en planløsning for livet, og det er der vel ikke noget i vejen med. Det er faktisk legitimt at søge efter en form for eksistensberettigelse, og den finder man enklest som medskaber af en familie. Menneskelivet holder op med at være et enkelt atoms frie fald. Problemet opstår, ved at det fornuftige ægteskab skal ligne noget andet. Det skal ligne kæmpekærlighed. Det skal ligne så meget, at vi selv kommer til at tro på det, og den anden skal tro på det, og alle gæsterne, der er inviteret til brylluppet og siden til barnedåben, skal tro på det. Og så er vejen til skilsmisse asfalteret. Mange skilsmisser i et samfund bliver betragtet som et tegn på, at der er noget galt. Man kan vende det om og sige, at mange skilsmisser betyder færre sjælelige lemlæstelser af hinanden og færre fysiske. Det er blevet umoderne at banke hinanden i familierne. Moderne har det måske aldrig været, men ret almindeligt. I dag behøver vi ikke at drive det helt derud. Vi kan blive skilt i stedet for. Så er der bare det med børnene og deres vandkander. Hvad skal vi sige til dem? Børn kan helt sikkert lære at leve udmærket med en familie splittet i atomer, men det er uomgængeligt, at splittelsen sidder i dem. Den kan de imidlertid også lære at leve med, fordi børn kan lære at leve med så godt som alt. Det er et vilkår for dem, der er totalt og aldeles afhængige af andre mennesker. Der er næsten biologi i børns ubønhørlige kamp for at holde sammen på deres familier. De har ikke forudsætningerne for at blive skilt, nemlig evnen til og mulighederne for at klare sig på egen hånd. De skal være ret store, før det set fra deres synspunkt er bedre at have delte forældre end en samlet familie. Og det kræver pokkers dygtige voksne at gennemføre en skilsmisse, så alle kan leve ordentligt med den. De færreste er dygtige nok, viser det sig. Jo, skilsmisse er bedre end at leve i et helvede, men kunne man ikke forestille sig den tanke, at familien blev et sted, hvor mennesker netop ikke lemlæstede hinanden? Det er vel egentlig det udviklingstrin, vi er nået til. Vi er ikke særlig hårdt presset, når det kommer til stykket. Hvis vi føler det, er det, fordi vi har glemt historien. Vi har glemt Amalie Marie. Vi ved det jo godt: Den store kærlighed kommer ikke og banker på døren, bare fordi døren er ulåst, og vi er nok så parate til at tage imod den. Den store kærlighed kommer, og måske kommer den ikke. Den findes og lever iblandt os som små lysende ildfluer. Pludselig er den der, og så er den væk igen. Det er et vilkår, og vi bliver nødt til at gide det vilkår for at vide, hvornår vi skal sige »Jeg elsker dig«, og hvornår vi skal sige »Jeg passer på dig«. I den lille differentiering ligger der et opgør med den forstillelse, der spærrer vejen for, at familien måske netop kan være et væksthus for kærlighed, selvom den ikke har haft den store, fortættede kærlighed som udgangspunkt. Fornuftsægteskabet fortjener et bedre ry. Alternativet til det er jo ikke nødvendigvis et liv i en lavastrøm af kærlighed og børn, man har overskud til fra morgen til aften Dengang i begyndelsen af 70'erne, da skilsmisserne begyndte at rulle, da var det vel netop forstillelsen, folk ville væk fra, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Det synes jeg ikke, vi kan fortænke nogen i. Man skal virkelig være i en position af stærk afhængighed for at bære et familieliv i forstillelse. Det ved ethvert barn. Det er en mærkelig dag i et menneskes liv, den dag man opdager, at man kan gå rundt og lade som om, uden at voksne tilsyneladende opdager det. Det er en lettelse, derved at man forstår, voksne ikke er alvidende. Men man er også dermed på vej mod at blive gjort smertelig bevidst om sin ensomhed og om, at man kun kan finde trøst og beskyttelse hos andre mennesker, ved at man selv viser ret nøjagtigt, at der skal trøstes og beskyttes, ja, at man ligefrem er dømt til at blive skuffet og svigtet i en uendelighed, hvis man ikke lader være med at forstille sig. I så mange andre forhold af tilværelsen har man ikke friheden til at være ærlig. Man kan miste penge af det, man kan miste sit job, man kan blive stødt ud af omgangskredsen. Nu har vi omsider kæmpet os derhen, hvor vi har friheden til at undgå forstillelse inden for familien. Derfor er det virkelig en gyser, hver gang et barn hopper rundt på sin vandkande og skal krydse farlige floder for at afværge, at forældrene afslører hinandens fup.