Dagens kronikør, oberstløjtnant og fhv. minister Svend Bergstein, var en markant kommentator under sidste Golfkrig. Nu kommer der måske én til. Hvorfor blev vi så oprørte over snigangrebet 11. september 2001? Hvorfor undrede vi os, dengang Saddam Hussein, i slutfasen af Golfkrigen, lod resterne af sit flyvevåben forsøge at flygte til Iran? Det Iran, som Irak havde udkæmpet en mangeårig blodig krig med. Den internationalt anerkendte militærhistoriker Martin van Creveld har måske forklaringen herpå i bogen 'Technology and War': »Det er et særkende for den vestlige civilisation, som allerede viste sig i antikkens Grækenland og Romerriget, at den opfatter krigen som en duel mellem to parter, en prøve i våbenkyndighed. Derfor har denne civilisation altid foretrukket håndvåben i form af økser eller sværd, og dette i en sådan grad, at sværdet blev selve symbolet for krigen, en ide som fortsat lever i sprogbrugen (og i den militære heraldik, min tilføjelse). Ikkevestlige folkeslag har imidlertid altid betragtet denne fordom til fordel for ansigt til ansigt-kamp som temmelig mærkelig. For den store kinesiske militærskribent Sun Tzu var krig hverken en duel eller en sportslignende konkurrence. I stedet var krigen en temmelig uønskværdig måde, hvorpå man kunne afgøre uoverensstemmelser mellem sociale eller politiske grupperinger. For ham var krigen ikke et spørgsmål om at møde sin modstander på ærefuld vis, ansigt til ansigt, men derimod et spørgsmål om at afgøre uoverensstemmelsen med den mindst mulige forstyrrelse af den kosmiske harmoni - eller dao . Som man kan forvente, medførte et synspunkt, som ikke betragter krig som en duel, betydelige konsekvenser for den militære teknologi. Det betød bl.a., at brugen af bue og pil havde helt forskellig status. I Vesten blev buen ofte betragtet som et skammeligt våben, som kun passede for socialt laverestående tropper, medens persere, arabere, indere, kinesere og japanere værdsatte den højt. For dem var den et ærefuldt våben i hånden på højtstående krigere. De tillagde den ofte en symbolsk funktion tilsvarende sværdets i Vesten. Denne opfattelse havde visse taktiske følgevirkninger. Til klar forskel fra Vesten har Østen altid betragtet bagholdet som ikke blot fuldstændigt respektabelt, men også som den mest effektive måde at føre krig på. Dette medførte, at man lagde vægt på alle former for fælder. Lige fra den fintede tilbagetrækning, som var mongolernes speciale, til de faldgruber med eskrement-indsmurte bambusspyd, som ophidsede amerikanerne så voldsomt i Vietnam. Når krig involverede en kamp mellem civilisationer, hvis tankesæt var forskellige på dette område, så medførte det ofte særdeles grusomme resultater. Da de to parter var ude af stand til at blive enige om, hvad der var acceptabel adfærd, og hvad der ikke var, så opfattede de fjendens aktioner som et påskud for egne repressalier « (min kursivering og oversættelse). Lad os se lidt nærmere på, hvem Sun Tzu egentlig var, og hvad han skrev. Det er den almindelige opfattelse, at han er en fiktiv person, et dæknavn for en række rådgivere, som omkring det tredje århundrede før vor tidsregning samlede en række anbefalinger for krigsførelse i en bog med titlen 'Krigskunsten'. Der er et par passager i 'Krigskunsten', der i relation til 11. september og krigen mod al-Qaeda er slående: Den første passage rummer det overordnede syn på, hvorledes man fører krig: »Al krigsførelse bygger på bedrag. Man er i stand til at angribe, men viser, at man ikke er det. Man har til hensigt at bruge våbenmagt, men viser, at man ikke har det. Man er tæt på, men viser, at man er langt væk. Man er langt væk, men viser, at man er tæt på. Søger fjenden efter fordele, lok ham! Er fjenden stærk, træf modforholdsregler! Er fjenden i overtal, undgå ham! Er fjenden rasende, tir ham! Er fjenden ydmyget, hovér over ham! Hviler fjenden, sørg for, at han får travlt! Er fjendens folk enige med hinanden, sørg for at bringe splittelse blandt dem! Angrib, hvor fjenden ingen forberedelse har gjort! Gør, hvad fjenden ikke forudser! Dette er militærteoretikernes højeste princip: Det kan ikke overleveres først« (i betydningen 'ikke forstås umiddelbart', min tilføjelse). Den anden passage rummer nogle overordnede betragtninger om, hvorledes man angriber eller forsvarer sig: »Så over for en, der forstår at angribe, ved fjenden ikke, hvad han skal forsvare, og over for en, der forstår at forsvare sig, ved fjenden ikke, hvad han skal angribe: Flygtig, så flygtig er han, at han er uden form! Mirakuløs, så mirakuløs er han, at han er uden lyd! Og netop fordi han er således, er han i stand til at være den, der afgør fjendens skæbne«. I en samtidig kinesisk tekst, som refereres i efterskriftet til 'Krigskunsten', finder vi følgende: »Den, der forstår sig på at være soldat, er ikke krigerisk; den, der forstår sig på at kæmpe, bliver ikke gal; den, der forstår sig på at besejre fjenden, engagerer ham ikke; (søger ikke kamp med, min tilføjelse) den, der forstår sig på at udnytte andre, ydmyger sig for dem (min kursivering). Dette kaldes 'dyden ikke at strides'; dette kaldes 'at benytte andres kraft'; dette kaldes 'at handle i overensstemmelse med Himlens højeste princip'«. Ret lusket - eller er det? Skal man tro van Creveld? (At han tilsyneladende ikke vidste, at SunTzu var en fiktiv person, er for så vidt ligegyldigt i denne forbindelse). Nuvel - for det første er 'Vesten' og 'Østen' i sig selv særdeles rummelige begreber. Men ser man tilsvarende rummeligt på krigsførelsen, som den udviklede sig igennem antikken, middelalderen og til en vis grad renæssancen, så var det i kampene mellem de fastboende agerbrugere og nomaderne, forskellen trådte frem. Agerbrugerne var tvunget til at blive og kæmpe for deres eksistens. I antikkens Grækenland medførte dette, at bystaterne udrustede tungt pansrede krigere, der kæmpede i tætsluttende rækker med det ene formål at kæmpe igennem til enten sejr eller død. Våbnene var tunge lanser og sværd. Nomaderne i Asien, Lilleasien og Mellemøsten havde høj mobilitet. De vandrede med deres dyreflokke og var vant til at færdes dag ud og dag ind på heste- eller kamelryg. Dertil kom, at deres dyr skulle beskyttes mod rovdyr og tyve, så buen var det ideelle våben. På et politisk plan var agerbrugerne tvunget til at etablere mere varige alliancer med deres naboer. Når disse alliancer af den ene eller den anden årsag blev brudt, var reaktionerne voldsomme og direkte. Nomaderne havde mere frit spil og derfor også en mere pragmatisk holdning til alliancer. De blev kun overholdt, når det umiddelbart kunne betale sig, og man skiftede alliancer, når man fandt det formålstjenligt. Nomadelivet var i sig selv risikofyldt, der var ikke store margener for overlevelse under de hårde livsbetingelser, der fandtes i f.eks. ørkenområder. Der var derfor al mulig grund til at løse konflikterne uden voldsanvendelse. Hemmelige allianceskift og bestikkelse var at foretrække frem for eksistenskrigen. Men - kan man tro på, at tankesæt, der blev skabt for 2.000-3.000 år siden, stadig er styrende for vore opfattelser af konflikter og krig? Frasen 'Europas vugge stod i antikkens Grækenland' er velkendt, og fra og med renæssancen blev den oldgræske filosofi og tænkning en del af det europæiske dannelsesbillede. I f.eks. senmiddelalderen havde de europæiske ridderes æresbegreber udviklet sig i en sådan grad, at kamp under krig kun burde forekomme mellem ligemænd. På kamppladsen opsøgte ridderne hinanden for at kunne gennemføre dueller med ligemænd, og hærene medbragte herolder, der sammen overvågede, at alt gik ordentligt til. Det vakte derfor en del forargelse i de bedre kredse, da det rygtedes, at den engelske konge Henrik V massakrerede en fransk ridderhær i slaget ved Agincourt i 1415. Forargelsen skyldtes, at Henrik anvendte bueskytter (laveste socialklasse) i stor stil i selve slaget, samt at han under slaget lod en gruppe bueskytter begynde at slagte løs på tilfangetagne franske riddere. Det var meget lidt 'sporty'. Begreberne hænger ved. Den dag i dag ved man, hvad en 'fair fight' er. Ser vi på de nuværende adfærdsmønstre i f.eks. Afghanistan, må vi konstatere, at selv om nomadelivet for længst er overstået, så er dets begrebsdannelser vedholdende. Allianceskift og bestikkelse vækker ikke forargelse. Tværtimod, man taber ansigt, i fald man ikke har succes med det. I den arabiske verden tilsiger den Sun Tzuske pragmatisme, at din fjendes fjende hurtigt kan blive din ven, hvis det kan betale sig. Det er derfor forståeligt, at Saddam Hussein uden blusel kunne lade sine fly forsøge at undslippe til Iran. Begreberne hænger ved. Da Saddam Hussein på tv spurgte et gidsel, en lille dreng, om han havde fået cornflakes og mælk til morgenmad, gav det ingen mening for en europæisk eller amerikansk seer. I den arabiske verden var det et signal om, at drengen var en gæst. Det er en gammel arabisk tradition, at når en fremmed blev budt brød og mælk, var han accepteret som gæst. Ganske nyttigt at vide for en rejsende, der i middelalderen ankom til en nomadelejr midt i ørkenen. Den vestlige civilisations krigsførelse kan være overordentlig grum. De to verdenskriges langvarige, kompromisløse og nærmest industrialiserede slagterier er uden sidestykke i Østen. Her ville man næppe have startet en krig mod en militært ligeværdig modstander, men ville i stedet have forhandlet sig til rette, inden det kom så vidt. Den japanske politiske ledelse var tilsyneladende ude af stand til at forstå, at snigangrebet på Pearl Harbor i 1941 ville ramme et af den angelsaksiske folkesjæls mest centrale begreber - 'fight fair'. Man troede formentlig, at man ved angrebet kunne tilvejebringe en forhandlingssituation, hvor USA uden at tabe ansigt ville kunne hæve den olieblokade af Japan, der var den egentlige årsag til angrebet. Uanset hvilke motiver Osama bin Laden havde til snigangrebet på World Trade Center 11. september 2001, så gentog han den japanske fejltagelse - han forstod tilsyneladende ikke konsekvenserne af at bryde påbuddet: 'Fight fair'. Hvad kan man gøre ved det? I 1993 var der en artikel i det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs med titlen 'Civilisationers sammenstød?', hvor forfatteren Samuel P. Huntington påpegede, at den centrale og mest farlige dimension i den fremvoksende globale politik vil blive konflikt mellem grupper fra forskelligartede civilisationer. Denne artikel frembragte megen postyr, og Huntington fandt derfor anledning til at skrive en bog om emnet. Bogens titel er 'Civilisationers sammenstød og genskabelse af Verdensorden' (1996). Hans argumentation kan meget kort resumeres som følger: Huntington definerer begrebet 'civilisation' som det største 'vi', hvor vi føler os hjemme, til forskel fra alle de andre 'dem' derude. Det vil sige objektivt gennem sprog, historie, religion, sædvaner, institutioner m.v. Subjektivt gennem menneskets multiopfattelse af sig selv. Det sidste kræver en nærmere forklaring: Hvis f.eks. en kvindelig læge er i et selskab af andre kvinder fra forskellige erhvervsgrupper, vil hun definere sig selv som læge. Hvis hun er eneste kvinde i et selskab af læger, vil hun definere sig selv som kvinde. Hvis hun er fra Aalborg, vil hun i nogen situationer definere sig selv som Aalborgenser, i andre situationer som dansker eller europæer, eller som ung eller gammel. Eller sagt med andre ord: Ifølge Huntington er civilisation den 'øverste' eller 'groveste' opdeling af mennesker. Huntington påpeger følgende: * Magtbalancen mellem civilisationerne skifter: Vesten taber indflydelse. Asiatiske civilisationer øger deres økonomiske, militære og politiske styrke. Den islamiske civilisation eksploderer befolkningsmæssigt med destabiliserende konsekvenser for naboerne. * En civilisationsbaseret verden er på vej, hvor samfund med sammenlignelige kulturer samarbejder, og hvor forsøg på at overføre samfund til andre civilisationer mislykkes. * Lande knytter sig til den førende stat i deres civilisation. * Lokale misforståelseskrige, mest mellem muslimer og ikkemuslimer, får brødrestaterne til at komme til hjælp, men truslen om eskalation får de ledende stater til at stoppe disse krige. * Vestens universelle forestillinger om demokrati og sekularitet bringer os i konflikt med andre civilisationer - mest alvorligt med islam og Kina. Denne udlægning af den globale situation er så afgjort diskutabel, ikke mindst fordi islam er en særdeles mangfoldig størrelse. Men under alle omstændigheder påpeger Huntington kompleksiteten i de internationale forhold. Han foreslår også en løsning: Vestens overlevelse afhænger af, at amerikanerne genbekræfter deres vestlige identitet. Vesterlændinge må acceptere, at deres civilisation nok er enestående, men ikke universel. For at undgå en global civilisationskrig må Vestens ledere acceptere og samarbejde om at fastholde den globale politiks multicivilisatoriske karakter. Eller sagt kort og godt: Under et amerikansk førerskab må vi i Vesten lære at acceptere de globale forskelligheder. Det er næppe nogen ideel løsningsmodel - især set fra de europæiske hovedstæder. Men er der nogen, der har et bedre forslag?