Vidste De, at musicalen 'Cats' har afsæt i en samling børnedigte om katte af digteren T.S. Eliot? Stud.mag. Kristoffer Friis Flakstad forklarer her sammenhængen - og forestillingen har premiere på Det Ny Teater i aften. I aften har musicalen 'Cats' premiere på Det Ny Teater. Sir Andrew Lloyd Webbers forestilling kommer endelig til København, nøjagtigt to år efter at man tog den af plakaten på Broadway. I 18 år i træk kunne publikum i New York nyde de fascinerende kostumer og sangen 'Memories' - og nu er det så blevet københavnernes tur til at nynne med på den berømte sang. De fleste kender til Lloyd Webbers iørefaldende musik, men hvad de færreste sikkert ved er, at musicalen er blevet til i et sært samarbejde med digteren og kritikeren T.S. Eliot. 'Cats' er nemlig skabt på baggrund af hans pudsige børnebog 'Old Possum's Book of Practical Cats' - en lille samling rimende digte, der på finurlig vis handler om katte. Da 'Cats' blev til i 1981, havde T.S. Eliot været død i femten år. Om han vendte sig i sin grav ovre i grevskabet Sommerset på premiereaftenen, vides ikke, men man kan sagtens formode det. T.S. Eliot var nemlig til finkultur og kunne aldrig finde på at nedværdige sig til så meget som at skrive en roman. At hans børnerim fra 1939 skulle ende som baggrunden for noget så low som en musical, har derfor næppe været en af mr. Eliots lykkelige tanker. Sagen er dog den, at 'Cats' meget hurtigt sikrede Eliots gamle forlag, Faber og Faber, den indtægt, der kunne redde det skrantende firma fra at gå konkurs. Et smukt samarbejde mellem høj, og lavkultur og overskuddet fra de 7.485 forestillinger på Broadway sikrede økonomien i det engelske forlag, der nu trygt kan udgive lyrik og anden, litteratur for de få udvalgte. Lige så kendt Andrew Lloyd Webber er i Danmark, næsten lige så ukendt er T.S. Eliot samme sted. Men hvem var i grunden denne person? Thomas Stearns Eliot kom til verden i St. Louis i 1888. Hans slægt var på begge sider en del af den puritanske overklasse, de såkaldte WASP's - White Anglo Saxon Protestants. Denne socialklasse er vel det tætteste, Amerika er kommet på et aristokrati, og unge Eliot voksede op delvist i Midtvesten, hvortil familien var flyttet, og delvist i New England, hvor studier på Harvard senere blev en selvfølge. Da Eliot i 1910 havde læst på det prestigefyldte universitet i nogle år, fik han imidlertid muligheden for at komme til Paris og studere. Det blev til et skæbnesvangert møde med den gamle verden. Den unge student forelskede sig omgående i det langt mere kultiverede og dannede Europa, som hans forfædre var udvandret fra i 1600-tallet. Studierne ved Sorbonne varede dog ikke evigt. Efter et års tid måtte Eliot rejse hjem til De Forenede Stater, men nogle år efter vendte han på ny tilbage til Europa. Denne gang gjaldt det studier i Tyskland, hvor han knap nok nåede at pakke kufferterne ud, inden Første Verdenskrig pludselig var en realitet. Til alt held formåede Eliot at komme til England, før krigen for alvor rasede, og det naturligste sted at slå sig ned for den intellektuelle mand var selvfølgelig Oxford. Her fortsatte han sine studier, som dog blev afbrudt i 1915 af en kort rejse hjem til det endnu neutrale USA, hvor han kunne præsentere sin unge kone, Vivienne Haigh-Wood, for familien. Da verdenskrigen omsider sluttede i 1918, var den unge amerikaner blevet så ærkebritisk, at han ikke kunne drømme om at forlade sit nye hjemland. Eliot-slægten var tilbage på De Britiske Øer efter mere end 200 års fravær. Allerede i 1907 fik T.S. Eliot de første digte trykt i tidsskriftet Harvard Advocate, og skrivelysten intensiveredes under opholdet i Paris. I England mødte han nu en anden amerikaner i eksil, nemlig digteren Ezra Pound. De to udviklede hurtigt et venskab, og den mere erfarne Pound hjalp sin ven med at få udgivet nogle af de bedste digte. Heriblandt var 'The Love Song of J. Alfred Prufrock' fra 1915, der på ganske modernistisk vis kendetegner en fastlåshed og bitterhed over tilværelsen. Det lange digt med aseksuelle undertoner blev fyldt med små citater fra den klassiske litteratur som Shakespeare og Dante. Eliot beviste, at han var en dannet (men uerotisk) mand, der mestrede adskillige sprog og formåede at forene det moderne liv i metropolen med aristokratisk finkultur. Eliot gik ikke på kompromis med sit publikum. Han regnede med den såkaldte ideelle læser, der kan sin Homer, Virgil og Dante. I et essay fra 1919 gør han det klart, at den talentfulde forfatter, der vil forblive talentfuld efter sit 25. år, må være bekendt med og gøre brug af hele sin litteraturhistorie fra antikken til moderne tid. Mage til arrogance skulle man lede længe efter i de år, for mens det amerikanske makkerpar Eliot og Pound gjorde alt for at skrive litteraturkanonen ind i deres modernistiske digte, ja, så var tendensen i Europa, at man fjernede sig fra den. De største aversioner fandt man hos futuristerne, der direkte hånede den klassiske dannelse. Vores egen futurist, Emil Bønnelycke, foretrak således biler og reklamesøjler frem for Shakespeare og Christian Winther. I 1922, året hvor James Joyce udsendte den berømte 'Ulysses', udkom også T.S. Eliots storladne mesterværk 'The Waste Land'. Dette lange digt blev som de fleste andre proppet med citater og henvisninger til Bibelen samt antikkens og barokkens litteratur. Den amerikanske eksildigter var ved at blive en berømt kunstner, og 'The Waste Land' sås snart som en måde at forklare den unge generations kyniske livssyn oven på den store krig. I Paris, hvor amerikanske forfattere som Ernest Hemingway nu boede, karakteriserede digteren Gertrude Stein de unge kunstnere som 'The Lost Generation'. 'The Waste Land' blev den fortabte generations lyriske juvel. T.S. Eliot havde modtaget hjælp og støtte til at skrive 'The Waste Land' fra sin ven Ezra Pound. Denne blev i løbet af årene stadig mere grebet af den italienske fascisme og støttede under Anden Verdenskrig snarere Mussolinis regime end de allierede. Det gjorde Eliot dog ikke, men i 1927, hvor han omsider opgav sit amerikanske statsborgerskab og blev englænder, proklamerede han samtidig, at han både var royalist og anglo-katolsk! Den modernistiske digter chokerede en bred fanskare, mens andre sikkert var mindre overraskede. I årene inden havde Eliot nemlig i adskillige essays gjort sine synspunkter klare: Hans idealverden var et pastoralt feudalsamfund, hvor dannelse skulle være forbeholdt en adelstand og et præsteskab - ikke folket. For Eliot var den franske revolution eksemplet på, hvor galt det kan gå, når monarkiet falder. Samtidig smagte flere af hans digte kraftigt af antisemitisme. Også i 'The Waste Land' kan man finde spor af det jødehad, som voksede og voksede i Europa. Men Eliot reddede skindet på næsen og blev i modsætning til vennen Pound aldrig direkte anklaget for at være nazist eller fascist, da regnskabets time kom efter Anden Verdenskrig - tværtimod. I 1948, året hvor jøderne ganske symbolsk fik deres eget land, modtog antisemitten T.S. Eliot Nobels Litteraturpris. Måske var jødehadet og de dybt konservative holdninger i virkeligheden blot ment som en ondskabsfuld spøg. I hvert fald havde Eliot ironi nok til engang at skrive i et digt: »How unplesant to meet Mr. Eliot!«. Der var nu blevet længere mellem udgivelserne, som samtidig syntes stadig mere påvirket af en kristen tankegang. I sin alderdom involverede Eliot sig i høj grad i teologisk videnskab, mens han trappede ned som direktør på forlaget Faber og Faber. Efter krigsårene, hvor det sene mesterværk 'Four Quartets' fra 1943 var udkommet, blev det kun til meget lidt poesi, men til gengæld til et par skuespil. 4. januar 1965 døde Eliot i London efter flere års svaghed. Den store digter og kritiker blev hurtigt berømt i den engelsktalende verden. Kendt blev foruden digtene også hans ideer om litteraturtolkning. De var fundamentet i den såkaldte nykritik, hvis hovedærinde var at tolke litteratur tekstnært og uden biografiske fakta. Herhjemme gik der dog en del år, før Eliot blev et velkendt navn blandt kunstnere og akademikere. Det skete i 1948, hvor Tom Kristensen og Kai Friis Møller meget nærliggende oversatte nogle af Eliots digte til dansk. I samme år udkom også den første udgave af tidsskriftet Heretica, hvor litteraturkritikeren Bjørn Poulsen var en af bagmændene. Allerede i 1945 introducerede han Eliots kritik til danske læsere med en lille samling oversættelser og lidt biografi om T.S. Eliot, og i Heretica fortsatte han med at udvise sin begejstring for den angloamerikanske forfatter. Eliots pessimistiske og aristokratiske kultursyn passede så at sige perfekt til medlemmerne i Heretica-kredsen, der ligesom Eliot var unge i årene under og umiddelbart efter en brutal verdenskrig. Et af talenterne i den højlitterære kunstnergruppe, Erik Knudsen, syntes særligt begejstret for Eliot. Digtene i samlingen 'Blomsten og sværdet' - også fra 1948 - er uden tvivl skrevet under dyb påvirkning fra den amerikansk-engelske mester. Paradoksalt nok bekendte Erik Knudsen sig kort tid efter til socialismen og forlod Heretica for at bevæge sig i en mere kulturradikal retning. Hans interesse for Eliot bredte sig altså ikke til det ultrakonservative og antisemitiske. Erik Knudsen lånte fra Eliot, hvad han kunne bruge, og lod klogt nok resten ligge. Det samme gjorde Dan Turèll et par årtier senere. Den karismatiske digter blev den næste betydningsfulde Eliot-arvtager i Danmark. Han gennemskuede T.S. Eliots geniale evne til at sammensætte finkultur med pop i en skøn collage. Den outrerede Turèll var på mange måder en diametral modsætning til den noble og akademiske mr. Eliot - og for den sags skyld også til digterne omkring Heretica, men alligevel forstod han at værdsætte Eliots og Ezra Pounds vanskelige digte. Det er næsten umuligt at forestille sig, at der ville komme noget godt ud af et møde mellem den anglofile gentleman og den flippede københavner, men det er almindeligt kendt, at Dan Turèll blandt andet kunne citere solide passager af det meget lange mesterværk 'The Waste Land'. Omtrent tyve år efter Eliots død, opstod der endnu en gang interesse for den angloamerikanske digter i Danmark. 'Cats' havde i mellemtiden etableret sig som en succesforestilling i både London og New York, og 'Old Possum's Book of Practical Cats' var for længst oversat af den garvede Kai Friis Møller. En af de unge 80'er-lyrikere, Bo Green Jensen, kastede sig nu ud i en nyoversættelse af Eliots poesi, der blev udgivet i 1984. Her blev 'The Waste Land' i øvrigt omdøbt til 'Det golde land' i stedet for Tom Kristensens og Kai Friis Møllers 'Ødemarken'. Bo Green Jensen var uden tvivl betaget af Eliots stil, hvilket man hurtigt vil opleve, når man læser digtsamlingen 'Mondo Sinistro' fra 1983. Alene den fremmedsproglige titel afslører et slægtskab med det højkulturelle. I digtet 'Venter på Enola Gay' skildres angsten for en mulig atomkrig og den ligegyldighed, hvorpå folket forholder sig til den kolde krig - de vil hellere se 'Dallas' i fjernsynet! Der er spor af 'The Waste Land's krisestemning i dette digt. Der er efterhånden ikke mange år til, at den litterære og akademiske verden kan fejre 100-året for T.S. Eliots debut. Her i det 21. århundrede forekommer de berømte digte og essays stadigvæk relevante - også i Danmark, hvor påvirkningen tilsyneladende fortsætter. En af landets store lyrikere, Peter Laugesen, der har været på banen i over 30 år, synes stadigvæk inspireret af den stil, som Ezra Pound og T.S. Eliot anlagde omkring Første Verdenskrig. I sin nyeste digtsamling, 'Radio Fiesole', fra i år hylder han Ezra Pound sammen med Dante og Ruskin, men tonen er så lig T.S. Eliots, at digtene overgår både Erik Knudsens, Dan Turèlls og Bo Green Jensens, hvad angår ligheden med den store mester. Peter Laugesens nyeste poesi tager udgangspunkt i det kulturelle Toscana, hvor både Dante og flere engelske romantikere digtede. I et pragtfuldt sammensurium citerer han klassisk litteratur og Lennon/McCartney, hvilket er helt i Eliots ånd. Hans opfattelse var jo netop den, at den gode lyriker både forstår sin litteraturhistorie og sin egen tids poesi. Det gør Peter Laugesen og er ikke ked af at vise os det. Samtidig forholder Laugesen sig kritisk til den moderne tidsalder, hvor japanske turister invaderer middelalderens kulturperler. Det er som et gensyn med T.S. Eliots debutdigt, 'The Love Song of J. Alfred Prufrock' hvor tidens middelklasse hænges ud for at gøre Michelangelo til et tilfældigt samtaleemne under eftermiddagsteen for at lyde dannet. Der løber med andre ord en rød tråd gennem en vigtig del af den danske litteratur fra 1948 til i dag. På denne tråd står der T.S. Eliot med store bogstaver. Et forfatterskab, der har formået at inspirere så forskellige retninger som Heretica, 1970'ernes beat-orienterede digtere og så igen de unge 1980'er-lyrikere, er naturligvis helt enestående og kan kun anbefales. Samtidig må man dog huske på de politiske ubehageligheder, som danner grundlag for flere af digtene. De udgør den sorte plet i Eliots prangende forfatterskab, som aldrig må glemmes. Men hvorfor ikke gøre som Erik Knudsen og de andre danske arvtagere? Læs Eliot, nyd det, der er at nyde, og lad resten ligge. Er man på vej i Det Ny Teater for at opleve Andrew Lloyd Webbers musical, bør man huske på T.S. Eliot. Som antydet har han betydet særdeles meget for den moderne danske lyrik og litteraturtolkning, ligesom han har inspireret digtere i resten af verden. 'Old Possum's Book of Practical Cats' er et af Eliots mest besynderlige værker, men det er værd at læse kattedigtene enten før eller efter forestillingen. Hører man omvendt til den type, der finder det for useriøst og folkeligt at se musicals, er der i dette tilfælde ingen undskyldninger. Selveste højkulturens og dannelsens ukronede konge, T.S. Eliot, står bag, så der er i virkeligheden ikke meget mere at sige andet end god fornøjelse med både Eliot og 'Cats'.