Dansk tv lider af en lokal mangelsygdom: fraværet af gode idéer. Og så længe DR og TV 2 ikke sætter de kreative idéudviklere på lønningslisten, bliver det ikke bedre. Kronikøren er DR-ansat journalist og tilrettelægger. For cirka syv år siden, før jeg begyndte at arbejde professionelt med tv, husker jeg, at jeg sammen med en ven udviklede nye spændende programmer og koncepter til DR og TV 2. Det vil sige, vi var ikke blevet bedt om at udvikle noget som helst, og vi fik heller ingen penge for det. Men vi brugte al vores fritid på at komme op med den ene mere fantastiske idé efter den anden, som vi forhåbningsfuldt sendte til tv-stationerne. Når sandheden skal frem, vidste vi ikke rigtig på dette tidspunkt, hvad der skulle til for at få et program til at fungere, men vi havde lysten og energien til at tænke store tanker. Når vi sad sammen om aftenen og i weekender, forestillede vi os, hvor fantastisk det ville være, hvis tv-stationerne fik øje på os og måske ville ansætte os på et af de kontorer, hvor tv blev udviklet. Vi forestillede os, hvordan disse kontorer slet ikke ville ligne kontorer, men snarere personlige værelser, der ville være indrettet med små finurlige og kitschede dingenoter. Vi ville have adgang til alt, hvad hjertet kunne begære af film og tv-programmer, og rummet ville drukne i stabler af tegneserier og bøger i alt fra B-litteratur til Shakespeares samlede værker - kort sagt forestillede vi os et rum, der var indrettet med ét formål: at få brugerne til at blive inspireret og tænke kreativt. Og vi var selvfølgelig enige om, at vi hver især ville kræve at få en specialfremstillet tænkehat i bedste Georg Gearløs-stil. Om ikke andet tænkte vi, at et godt grin af en åndssvag hat måske kunne være med til at sætte tankerne i gang igen, hvis vi gik i stå. Nu er syv år gået, og selv om jeg i de sidste seks år har tilrettelagt og produceret tv både i DR og på en række produktionsselskaber for TV 2 og TV3, har jeg endnu ikke set et af disse famøse kreative kontorer - ikke et eneste, der bare minder om, hvad vi forestillede os. Langsomt er det gået op for mig, at det er, fordi de slet ikke eksisterer! Vi lader den stå et øjeblik og understreger for at være sikre på, at der ikke er nogen misforståelser - dansk tv har ikke nogen mennesker ansat til at få nye idéer! Det er selvfølgelig at sætte sagen på spidsen, og jeg påstår ikke, at idéudvikling er et ikkeeksisterende område i dansk tv. I DR har man f.eks. en udmærket udviklingsafdeling, der blandt mange aktiviteter et par gange om året afholder seminarer, hvor de ansatte inspireres med foredrag af udenlandske tv-folk og visninger af udenlandske programmer, hvorefter man diskuterer og udvikler nye ideer i mindre grupper. Derudover idéudvikles der også løbende i både DR og på TV 2/i produktionsselskaberne. Men i modsætning til udlandet er der i dansk tv ikke en tradition for at ansætte mennesker, hvis eneste opgave er at koncentrere sig 100 procent om at få nye idéer. Og dette er en af de tungest vejende grunde til, at dansk tv ofte ikke er så seværdigt, som det burde og kunne være. Det er højst bemærkelsesværdigt, at selve fundamentet for nye programmer - idéen - i den grad bliver underprioriteret, og det er ligegyldigt, om det drejer sig om familieunderholdning, ungdoms- og børne-tv, dokumentar eller debat. Jeg har selv produceret alle genrer og ligeledes arbejdet med konceptudvikling i dem alle, og fællesnævneren er hver gang, at idé og udvikling er det, der bruges færrest ressourcer på. Denne prioritering i dansk fjernsyn ville svare til, at man i videnskabeligt arbejde brugte mindst tid på grundforskning eller i medicinalindustrien brugte færrest midler på at udvikle nye vacciner og forbedret medicin. I andre brancher har man heldigvis indset, at hvis man skal gøre sig gældende på et konkurrenceorienteret marked samt have en chance internationalt, ja, så bliver man nødt til at komme op med nye og originale produkter, og det kræver, at man bruger en væsentlig del af sin profit på at investere i fremtiden. Og ja, selvfølgelig koster det noget af det årlige budget at have folk gående rundt til 'blot' at få nye idéer, men det er vigtigt at holde fast i, at selve idéfasen faktisk er den eneste billige fase i en tv-produktion. At udvikle en idé kræver i princippet ikke mere end kreative hoveder og tid til at tænke sig om. Her er ikke tale om leje af dyre studier, udstyr, teknisk personale og en redaktionel stab samt værter, men blot om et par mennesker, der har evnen til at gennemarbejde et koncept, før man kaster sig ud i selve produktionen og pludselig finder ud af, at idéen ikke holder alligevel. På det tidspunkt er det for sent at vende skuden, og så nytter det ikke noget, at man sætter flere kulørte lamper op, skruer op for sensationen og underlægningsmusikken. Når fundamentet er skævt, bliver tårnet det også - og det er vist kun i Pisa, at man med held har fået en publikumssucces ud af et sådant. En væsentlig problemstilling er, at ikke nok med at det er alt for sparsomme ressourcer, der bliver brugt på idéerne, det er i dag også et miskmask af 'almindelige' tv-folk, der fra tid til anden beskæftiger sig med at få nye idéer samt udvikle dem. Dette sker, når de kan få tid til det fra deres 'rigtige' arbejde, nemlig den daglige produktion, eller der i sjældne tilfælde bliver givet tid til det af deres chefer. Der er med andre ord ikke en tradition i Danmark for at anskue idéudvikling som en selvstændig tv-disciplin, der kræver et særligt talent og en specialiseret arbejdsmetode. Sådan er det heldigvis ikke i resten af verden. I England ser man tværtimod radikalt anderledes på opdelingen af arbejdsområder, hvilket måske er en af grundene til, at engelsk tv, siden BBC gik i luften med deres første tv-udsendelse, har haft ry for at være verdens førende tv-nation, både når det gælder kvalitet og kommercielle succeser. Briternes dygtighed har gjort, at jeg i flere år har haft en stor personlig interesse i engelsk tv og særligt for stationen Channel 4. Min interesse kulminerede med et otte måneders ophold i London, hvor jeg fik job som associate producer og director på Channel 4-programmet Eurotrash, der er en af Channel 4's længstvarende kommercielle succeser. Channel 4 er i dag den største konkurrent til BBC og står bag nogle af verdens mest prisvindende programmer både inden for fiktion, underholdning og dokumentar. Herhjemme kender en del sikkert programmer som 'Husk lige tandbørsten', 'Ali G', 'Mad med Nigella', 'Banzai', 'Spot en svindler' og '1900-talshuset'. Alle er de programmer udviklet for og sendt på Channel 4. Og alle er de programmer, der er båret af stærke grundidéer, som har både kant og bid. En af grundene til programmernes styrke skyldes, at der i Englands enorme produktionsmiljø er en ekstremt høj konkurrencefaktor, og skal man gøre sig håb om at få sine idéer solgt til f.eks. Channel 4, så skal netop idéerne skille sig ud fra konkurrenternes på en helt anderledes markant facon, end det er tilfældet herhjemme. Naturligvis skyldes englændernes succes delvis deres fornemme tradition for at fortælle historier samt deres større budgetter på grund af et stort potentielt internationalt marked affødt af den angelsaksiske indflydelse - sprogligt som kulturelt. Jeg vil imidlertid vove den påstand, at hovedårsagen til briternes succes er deres langt mere professionelle indstilling til idéudvikling. Det er således, at stort set ethvert produktionsselskab med mere end bare ti ansatte har en fast mand/kvinde på posten som 'Head of development '. Denne person varetager hovedansvaret for udviklingen af nye programmer og ansætter efter behov de mest talentfulde mennesker - såkaldte developers - til at udvikle programmer og få nye idéer. Mennesker, der har et særligt talent for at finde på samt en årelang erfaring i at skrue programmer sammen. En disciplin, som både er en kunst, men også et håndværk, der kræver øvelse. At være udvikler i England er en selvstændig tv-disciplin og ikke noget, man laver med venstre hånd ved siden af at være producer eller journalist. På BBC er indstillingen den samme. Der har man afdelinger, hvor nogle af landets bedste udviklere og idémennesker er ansat til kun at koncentrere sig om at finde på nye idéer og udvikle dem til brugbare koncepter og programmer. Den engelske indstilling tager på alle niveauer idé og udvikling helt anderledes seriøst end herhjemme. Og det er der god grund til at gøre. Fordi man har talent som producer eller journalist, behøver man ikke nødvendigvis at være god til at få idéerne. Omvendt er de folk, der er benådet med idétalentet, ikke altid de bedste journalister eller producere. Talent er ganske ofte noget, der er målrettet mod et meget specifikt område, og at erkende dette, er det første skridt til at kunne udnytte det fuldt ud. Det skal lige nævnes, at det naturligvis ikke er 'forbudt' at få idéer i engelsk tv, selv om man ikke arbejder som developer. Ofte er proceduren bare mere systematisk, i og med at man i de fleste tilfælde udvikler den i samarbejde med produktionsselskabet eller tv-stationens specialister, der som sagt kun er ansat til at koncentrere sig om idéudvikling. Som en sidebemærkning, der samtidig kan tjene som illustration for forskellen mellem England og Danmark, kan indskydes, at hvis ens idé vækker interesse hos en engelsk broadcaster, bliver der naturligvis aftalt et beløb for idéen samt en procentaftale på de internationale rettigheder. I Danmark er det oftest sådan, at man får æren og lov til at producere sit eget program, men sjældent ser nogen penge for selve idéen, eller hvad den måtte indbringe ved salg. Et lidt pudsigt signal at sende ud; at idéer dermed betragtes som værdiløse i Danmark, men som et naturligt forretningsobjekt i England. Personligt ved jeg godt, hvor motivationen for at søsætte mine idéer er størst. I sin helhed er jeg overbevist om, at den danske tv-branche er fuldt på højde med talentmassen i England, men vi mangler det overblik og den professionalisme, der skal til for at kunne udnytte det til fulde. Herudover mangler vi også en mere forretningsmæssig indstilling i den såkaldt kreative branche til at se idéudvikling som investeringer og muligheder for at kunne tjene penge på lang sigt og ikke som et tab på kort sigt. Det kræver med andre ord en større risikovillighed af dansk fjernsyn til at turde investere i flere danske idéer. Dette burde der være grobund for, hvis de idéer, der gives grønt lys for, samtidig bliver udviklet på mere professionel basis og gennemtænkt langt bedre inden de sættes i produktion. Er idéerne succesrige og stærke nok, kan de også i højere grad sælges på det internationale marked, som man har set det med bl.a. 'Den store klassefest', 'Fornemmelse for mord' og 'Supersælgerne'. Der er nemlig ingen, der siger, at vores idéer ikke kan gøre sig i udlandet. Det kræver imidlertid, at vi tør tænke anderledes og ikke altid vurderer de enkelte idéer på, om de kan tjene sig hjem i Danmark alene. Nogle idéer og programmer kræver store produktioner, som ikke vil være profitable, hvis det primære marked er det danske. Men hvis idéen/konceptet kan sælges til en stribe lande, kan den tjene sig ind mange gange. Lad os f.eks. sige, at man vil lave en storslået og dermed dyr serie om H.C. Andersens liv i anledningen af hans 200 års fødselsdag, så er det givet, at det ikke kan betale sig at lave den primært til det danske marked. Og hvorfor skulle man også det, når der i den grad lige for H.C. Andersen er en stor udenlandsk interesse. I dette tilfælde bør man derfor tænke en sådan serie som et internationalt dokumentarprogram, der kan laves med engelsk speak, interview på engelsk samt anlægge en bredere vinkel og koncentrere sig om den indflydelse, H.C. Andersen har haft på andre store historiefortællere verden over. Interessen for verdens mest berømte eventyrfortæller findes både i Europa og USA, men hvem ville være bedre og mere troværdige til at lave den end danskerne selv? Og hvorfor vente på, at f.eks. BBC går i gang med at producere serien, som det var tilfældet, da de i efteråret 2001 producerede en stor anlagt serie om vikingernes indflydelse på Europa. Jeg siger ikke hermed, at vi skal glemme det danske marked og de danske seere for udelukkende at fokusere internationalt, men det ville være ønskværdigt, hvis vi fra tid til anden kunne tænke i større perspektiver og turde tro på vores egen evne til at gøre os gældende på den internationale arena. For at dette kan lykkes, bliver vi nødt til at vågne op af vores tornerosesøvn og indse, at historiefortælling og tv-produktion er blevet en international milliardforretning, og for at være med i den boldgade bliver vi nødt til at spendere mange, mange flere ressourcer på selve udgangspunktet for succes. Og det udgangspunkt vil til enhver tid være den gode og originale idé. I dag er dansk fjernsyn - og her tænker jeg særligt på public service- området - en isoleret lille ø og en af de brancher, der overraskende nok er mindst internationale i forhold til det øvrige erhvervsliv. Der eksisterer hverken på TV 2 eller DR nogen udvekslingsaftaler med f.eks. Channel 4, BBC i England eller andre af de toneangivende broadcastere i verden. På lang sigt bør der skabes denne slags udvekslingsaftaler, så danske programfolk igennem ophold og udstationeringer i udlandet kan få mere inspiration udefra og ved selvsyn få en forståelse for, hvorfor nogle tv- nationer har langt større succes med deres produkter, end vi har. Vi kan selvfølgelig også, som vi gør nu, klappe hinanden på ryggen og sige, at det går godt nok, og så nøjes med at købe os til succesidéer og - programmer skabt af andre i stedet for at have ambitionerne om at skabe og eventuelt eksportere dem selv. Det er mit håb, at hvis vi rykker nu, behøver der ikke gå syv år til, før de første 'kreative kontorer' skyder op befolket med idémennesker, der ikke er ansat til andet end lige netop at få gode idéer. Det er herfra, at dansk tv mærkbart vil kunne stige i kvalitet til glæde for os alle sammen - seere som tv-folk.