Bistand er noget, vi yder Afrika eller vores kommende venner i EU. Men lige rundt om hjørnet har Europa en sort plet, som vi helt har overset. Kronikøren, der er studerende, har besøgt Moldova. Af I et glemt hjørne af Europa ligger republikken Moldova - overset, borgerkrigssplittet og forarmet. Det lille land har i det seneste årti gennemgået den værste økonomiske tilbagegang, der er set nogetsteds i nyere tid. De økonomiske vanskeligheder har i befolkningen ført til en desperation, der efterhånden er ved at gå over i apati. Vesten har tilsyneladende valgt at ignorere de godt fire millioner moldoveres trængsler. Moldova har ikke lod i EU-udvidelsen, ja faktisk forværrer udvidelsesbestræbelserne den lille republiks økonomiske problemer. Landet modtager heller ikke bilateral støtte af betydning. Holdningen synes - også fra dansk side - at være, at europæere ikke har samme ret til udviklingsbistand og handelsfremmende støtte som afrikanere og asiater. Denne holdning er ikke bare moralsk angribelig, den er også direkte skadelig for Vestens egeninteresser. Moldovas sammenbrud fører i stadig stigende grad til migration, menneske- og narkotikasmugling samt illegal våbenhandel. Ikke i et fjernt og eksotisk land, men tre timers flyvning fra København - på indfaldsvejen til Centraleuropa. Republikken Moldova var en del af det gamle Sovjetunionen. Landet har i de sidste 150 år ført en omtumlet tilværelse - skiftevis underlagt tyrkere, russere og rumænere. Det afspejles i befolkningssammensætningen. Omkring totredjedele af befolkningen taler en rumænsk dialekt og tilhører dermed den latinske sprogstamme. Denne gruppe går under betegnelsen moldovere. Den øvrige befolkning er fortrinsvis af ukrainsk og russisk oprindelse. En 90-årig moldover vil - i nævnte rækkefølge - have haft russisk, rumænsk, sovjetisk, rumænsk, sovjetisk og moldovisk statsborgerskab. Desuden vil han have oplevet, at alfabetet fem gange er blevet ændret fra det kyrilliske til det latinske og tilbage igen. Der er kort sagt sket noget på de kanter. Efter kommunismens sammenbrud erklærede landet sig i 1992 uafhængigt, indførte moldovisk (rumænsk) som officielt sprog og genindførte det latinske alfabet. Samtidig indledtes en omfattende demokratiseringsproces. Ikke alle indbyggere i den nye republik var lige begejstrede for den nye kurs. Det russiske befolkningsflertal i regionen Transdniestrien, som ligger på den højre bred af floden Dnestr, udråbte således deres egen selvstændige republik. Uoverensstemmelserne med Transdniestrien kulminerede i en kort, men heftig borgerkrig, som udbryderrepublikken - med assistance fra den tilbageblevne 14. sovjetiske arme under general Alexander Lebed - gik sejrrigt ud af. Når Moldova undtagelsesvis er blevet omtalt i internationale medier, har det først og fremmest været under henvisning til striden om Transdniestrien. Konflikten er noget ensidigt blevet udlagt som rent etnisk betinget. Modsætningen mellem slavere og moldovere spillede da også en rolle, især ved at ophidse gemytterne. Men samtidig, og mere overset, drejede konflikten sig også om opgøret mellem den gamle politiske elite, der langt overvejende udgik fra Transdniestrien, og en demokratisk bevægelse i resten af Moldova. Ti år efter borgerkrigen er Moldova stadig splittet i to dele. I skyggen af konflikten med Transdniestrien har Moldova siden selvstændigheden oplevet en økonomisk tilbagegang, der har haft karakter af et egentligt sammenbrud. Bruttonationalproduktet er faldet til en tredjedel af niveauet i 1990, industriproduktionen er nærmest forsvundet og handelen med omverdenen fører hvert år til et underskud på op imod en femtedel af bruttonationalproduktet. Konsekvensen er, at Moldova i dag er dybt forgældet. I 2002 vil skønsmæssigt 75 procent af statsbudgettet gå til renter og afdrag på udenlandske fordringer. Det moldoviske bruttonationalprodukt per indbygger er aktuelt på omkring 3.300 kroner. Det placerer landet som det suverænt fattigste land i Europa på niveau med afrikanske udviklingslande. Moldovas økonomiske sammenbrud er historisk-politisk betinget. Under Sovjettidens planøkonomi blev Moldova indrettet som et forrådskammer. Fødevareproduktion blev fastholdt som det helt overvejende erhverv, og Moldova eksporterede store mængder vin, grøntsager og animalske produkter til de øvrige sovjetiske republikker. Til gengæld fik de fødevareforarbejdende virksomheder adgang til energileverancer under markedspris, ja sågar under kostpris. Efter selvstændigheden stod Moldova dermed over for to store udfordringer. For det første besværliggjordes den direkte adgang til det russiske og ukrainske marked. For det andet var det slut med de billige energileverancer, som de moldoviske fødevarevirksomheder og det sparsomme industriapparat var helt afhængige af. I modsætning til de tidligere medlemmer af Warszawapagten i Central- og Østeuropa samt de baltiske lande var Moldova ikke i stand til at kompensere for tabet af det sovjetiske marked ved at målrette en større del af eksporten mod Vesteuropa. Fødevarer er som bekendt ikke det nemmeste at sælge til EU. Selv i dag går kun omkring 20 procent af den moldoviske eksport til EU, mens Rusland alene fortsat aftager over 40 procent. Moldova er i dag økonomisk set ikke levedygtig. Dette afspejler sig med al tydelighed i befolkningens levevilkår. Gennemsnitslønnen dækker kun omkring halvdelen af det officielle eksistensminimum - når den altså udbetales. Det er nemlig langtfra altid tilfældet. Adgangen til uddannelse og sundhedssektoren bliver stadig ringere. I nogle egne af landet rapporteres der om, at skolegang om vinteren hindres af manglende fodtøj. Antallet af studerende på højere læreanstalter er faldet dramatisk. På landet er et moderne stavnsbånd reelt blevet indført, idet den kommende generation på grund af mangel på alternativer er hensat til beskæftigelse i det lavteknologiske landbrug. Endelig har Moldova Europas højeste børnedødelighed, hiv og tuberkulose truer med at antage omfang af en egentlig epidemi, og den gennemsnitlige levealder for mænd er faldet til bare 56 år. Bag alle disse tal gemmer sig hundreder af tusinder af menneskelige tragedier. Befolkningen har efterhånden taget konsekvensen af elendigheden. Omkring 600.000 moldovere har allerede forladt landet, hovedsageligt for at søge til Vesteuropa. Ifølge en nylig meningsmåling ville næsten 90 procent af de unge moldovere (18-29 år) emigrere, hvis de fik muligheden. Håbløsheden afspejler sig også i holdningen til det demokrati, der er gået hånd i hånd med den økonomiske nedgang. Det er ingen tilfældighed, at kommunisterne i dag sidder med absolut flertal i det moldoviske parlament. Specielt de ældre moldovere drømmer sig tilbage til trygheden under Sovjettiden, og næsten 70 procent af moldoverne støtter angiveligt et etpartisystem. Disse politiske holdninger dækker naturligvis over en forenklet forståelse af problemernes årsag. Men et faktum er det, at demokratiet i de fleste moldoveres øjne ikke har kunnet levere varen. Nu er Moldova jo ikke det eneste land i verden, der er kendetegnet ved fattigdom og håbløshed. Så et naturligt spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor lige netop Moldova har krav på særlig opmærksomhed. Ud fra et moralsk synspunkt kan man med en vis ret argumentere for, at moldovernes skæbne må ligge os mere på sinde end fjernere egne på grund af større kulturel samhørighed. Med andre ord burde det forhold, at moldoverne er kristne europæere, i stedet for at tale imod dem være et argument for ikke at lade dem sejle deres egen sø. Der er imidlertid sjældent fodslag for sådanne moralske argumenter. Mange vil sikkert som udslag af kulturrelativisme fremføre præcis det modsatte synspunkt - indtil for nylig synes dansk ulandspolitik i hvert fald at have hvilet på denne holdning. Under alle omstændigheder bliver moralske argumenter ofte lidt abstrakte og fører vel i realiteten heller ikke til de store politiske kursændringer. Det afgørende argument for Moldovas relevans er i virkeligheden også et andet. Ud fra ren egeninteresse er den lille republiks situation meget betænkelig, også set fra en dansk synsvinkel. Vi er næppe klar til at byde et par millioner moldovere husly i Vesteuropa. Samtidig er området - i særdeleshed udbryderrepublikken Transdniestrien - genstand for omfattende våben-, narkotika- og menneskesmugling. Transdniestrien karakteriseres fra flere sider som et 'sort hul' i Europa. Konflikten mellem udbryderrepublikken og resten af Moldova har stadig potentielle etniske implikationer. Nationalistiske kredse i den russiske Duma er helt vilde med at vedtage resolutioner om mishandlingen af det russiske mindretal i Moldova. Situationen nærer samtidig på disse kanter en følelse af, at Vesten har svigtet. Konflikten er således ikke specielt befordrende for bestræbelserne på at holde Rusland og andre tidligere sovjetrepublikker på dydens smalle sti de kommende år. Disse problemer vil blive endnu mere aktuelle i takt med EU's udvidelse - og NATO's med for den sags skyld. Ved en eventuel optagelse af Rumænien - og en sådan kan ikke udelukkes i en overskuelig fremtid - vil EU have direkte grænse til Moldova. Samt have den ene part i konflikten mellem etniske moldovere (rumænere) og etniske russere inden for hjemmets fire vægge. Det er yderst betænkeligt. Indtil videre synes disse argumenter at prelle af på beslutningstagere i Vesteuropa og USA. Og vel egentlig også på de vestlige landes befolkninger. Ud over at anerkende Moldova som selvstændig stat har vi ikke gjort meget for republikken. De internationale finansielle institutioner har kun givet landet kredit på meget vanskelige vilkår og uden at tage ret meget hensyn til problemer med produktionsstrukturen. Om IMF og Verdensbanken ligefrem kan tillægges et ansvar for udviklingen i Moldova er nok tvivlsomt, men modsat i deres håndtering af mange andre lande har de i hvert fald ikke været specielt heldige. Et eksempel er det moldoviske landbrug, hvor privatisering med vestlig støtte har ført til et teknologisk tilbageskridt af rang. Landbrugsarealerne er blevet opdelt i for små lodder (ca. én hektar i gennemsnit), og al stordrift er gået fløjten. Det er ikke ualmindeligt, at marker i Moldova i dag pløjes med heste- eller håndkraft. Til gengæld er produktionen blevet meget økologisk, idet der ikke længere er råd til kunstgødning eller andre kemikalier. Det var dog næppe ideen bag privatiseringerne, og moldoverne ville nok foretrække flere, men sprøjtede fødevarer. EU har ikke gjort meget for Moldova. Da landet ikke står i kø til medlemskab, har det ingen del i den store førtiltrædelsesstøtte, der ellers går til Central- og Østeuropa. Der er ganske vist indgået en samhandelsaftale med Moldova, men den har indtil videre været mere til gavn for EU-landenes eksport end styrket importen fra Moldova. Grunden er, at EU har bygget solide toldmure omkring landbrugsprodukter, der aktuelt er det eneste, den lille republik har at tilbyde. EU-udvidelsesbestræbelserne er i øvrigt hæmmende for moldovisk eksport. Et sigende eksempel er, at Rumænien i foråret 2002 forbød import af kød- og mejeriprodukter (omkring ti procent af den moldoviske eksport til Rumænien) fra Moldova under henvisning til landets associeringsaftale med EU. Danmark har trods sin status som omfattende yder af international bistand heller ikke gjort sig særlig bemærket. Moldova har som nævnt ikke kunnet få del i ulandsbistanden, selv om dets bruttonationalprodukt per indbygger berettiger dertil, fordi det ligger i Europa. Og i Europa er der åbenbart ingen ulande. Den mest væsentlige bilaterale bistand har hidtil taget form af miljøbistand. Det er muligt at argumentere for, at det trods alt ikke lige er den form for støtte, landet har mest brug for. Når problemerne i så vidt omfang er blevet ignoreret, hænger det selvsagt også sammen med, at de er meget vanskelige at løse. I et forsigtigt bud på en alternativ politik fremstår to indsatsområder som centrale. For det første er det nødvendigt at løse konflikten omkring Transdniestrien. Ellers vil området ikke blive stabilt nok til at sikre en gunstig økonomisk udvikling. For det andet skal landet bringes i en situation, hvor det kun skal håndtere de normale overgangsproblemer, transitionsøkonomier, står over for. Nemlig hvordan man kan udnytte kombinationen af forholdsvis veluddannet teknisk arbejdskraft og lavt omkostningsniveau, som er interessant for udflytning af industriaktiviteter fra Vesteuropa. Transdniestrien-konflikten kan kun løses ved at involvere både EU, USA og Rusland. EU skal tilvejebringe den økonomiske gulerod til de stridende parter, mens USA og Rusland først og fremmest skal levere stokken og sikre en eventuel aftales internationale troværdighed. For at forsøde pillen er det altså nødvendigt at tilføre store EU-bistandsmidler til området. Når disse midler tager form af nyinvesteringer på afgrænsede områder (f.eks. infrastruktur og uddannelse) vil de desuden være ganske fornuftige. Som erfaringerne med dansk ulandsbistand viser, udgør tilførsel af penge dog aldrig en løsning i sig selv. Det er i stedet nødvendigt at stimulere den beskedne samhandel, hvilket kræver et opgør med den protektionistiske landbrugspolitik i EU. Det er der også mange andre grunde til, men Moldova er et af de usynlige ofre for unionens landbrugspolitik. Alt dette er selvfølgelig lettere sagt end gjort, og i sidste ende er en vellykket indsats også afhængig af Moldovas egen reformvilje. Den afgørende indsats skal komme indefra. Økonomien må ændres i markedsøkonomisk retning, og den omfattende korruption skal bekæmpes. Dette kan kun gøres af moldoverne selv, og det er naturligvis en helt afgørende ubekendt faktor og forudsætning for en slagkraftig indsats fra Vestens side. Men det er svært at få kampen imod korruption og yderligere økonomiske reformer sat på dagsordenen i et land, hvor størstedelen af befolkningen lever på eller under eksistensminimum. På britisk initiativ vil EU i det kommende halvår under overskriften Wider Europe sætte blandt andet Moldova på dagsordenen. Det britiske tiltag må i høj grad hilses velkommen. Om det markerer et egentligt kursskifte over for Moldova, er det endnu for tidligt at gisne om. På baggrund af Vesteuropas hidtidige meritter er det svært at frigøre sig fra en vis portion skepsis.