»Jeg åbnede munden. Ingenting kom ind. Alt kom ud«, skriver forfatteren Tomas Lagermand Lundme i denne beretning fra spiseforstyrrelsernes tidsalder. Livet er blevet stoppet ud med ernæringsmæssige lidelser af enhver afart. Unge ligger lidende på klinikker i den vestlige underafdeling af en gold klode, der huser flittige misbrugere af kroppens diktatur. Bulimi og anoreksi er opstået som en ny og særdeles fremkommelig religion, og selvbeherskelse af kroppen som et tempel, hvori lysten til at forsvinde blive mere synlig i takt med udviklingens utopi om at forblive i en alder og i en ungdom, der ikke indebærer tunge beslutninger og krav fra de mange fædre, der på træbænke lader de små børn gennempiske gennem saunaens helvede. Livet er blevet truet. Og mange knækker halsen ved det karakteristiske udfald af klumper i ganen og sirligt arrangeret opkast, når vægten og idealet om en bedre tid dengang bag hudens kradsen og eksem fremkommer. I spejlet indskrænkes den absolutte indtagelse af liv og honning - et vældigt definerbart udbrud af det rene vanvid og den lette luft - og kroppen klasker sammen som en lodden køter under den overdrevne motion, de vanddrivende piller og den psykiske balancegang på tremetervippen i det lokale dødelige supermarked. Selv det meget pæne DK er blevet ramt, og spiseforstyrrelsernes sarte, blege ansigter fylder gadebilledet. Det er tidens elementære forbrug af unge og blod, der får de sengeliggende firedoblet, mens andre mere monumentale sindslidelser er faldet til noget, der kan hvile på et meget lille sted. Ved patten, eventuelt. Et center bliver oprettet. Sådan, centrum. Og alle de kloge mænd og kvinder i hvide kitler sidder med deres ekspertise og specialviden og føler sig meget vigtige. Det er godt, det er blevet samlet på ét sted, siger alle - og de unge står i kø med officielle kroppe i tilstødende lokaler og venter på, at det bliver deres tur til at trække et nummer. Man taler med en veltilfreds stemme om en ambulant behandling med plads til otte patienter ad gangen. Med økonomisk beredskab og bevilling til aftenåbent fra den kommunale prostitution, rådhuset, men selvfølgelig er alt ikke fastlagt endnu. Faldet på plads. Fastsat. Således så alle ved, at alt først ligger sikkert fast engang langt ude i fremtiden, når de fleste senge er røget til kogevask, og børnenes lig kastet på møddingen. Når en skamfuld beretning om en civilisation er forduftet, når stofmisbruget og opkastningerne er fordelt ud over landets institutioner, holdt væk fra den normale verden. Når den nemme spredning af det forlorne mørke i de klistrede, våde øjne er ligenes. Når far høster døde børn. En utiltalende læge har med bævende stemme sagt, at der mindst er 100.000 behandlinger til krævende børn og unge med mere end synsforstyrrelser, der må få sig et par ekstra indsprøjtninger af salt i endetarmen, nu da de ikke selv vil beholde fyldet. Men lægen ser kun de såkaldt allerværste tilfælde, der har det med at besvime i offentlige transportmidler, og så absolut må køres til og fra i ambulance osv., hvortil kommer de mange i de klækkelige nydelige provinser, der går rundt og stikker fingre i kæften for at få safterne til at ryge sig en tur på karrusellen. Ud med lortet. Ud med det. Man må knække sig, kort sagt. Og ikke skylle efter gennem ganen med en røget stump af en bornholmsk medister, farsen indskudt i tarm af 52 meter. Ikke at man skal stoppe den egentlige behandling, for der indtræffer da heldige overraskelser. Et par stykker bliver raske - ofte efter længere tid i kontakt med de hjælpsomme og kyndige - og nogle er endda så lykkelige, at de kommer ud på den anden side igen. Den rigtige side, vel at mærke, og med en veltilfreds ro kan de begynde at stable deres tilværelse på knoglebenene igen. De kan i det små begynde at sætte sig andre mål i den slidsomme verden end mad og opkast. Man kan så sige i forsamlingshuset eller til fællesskabets ægtefælle, at man i tidernes morgenstund har været ind over systemet, været kontaktet, om man vil. Og det giver både i pot og pande - og stanglakrids til op over begge kontaktlinser. Men andre bliver liggende i sengene. I dvale. Og kommer aldrig videre end til toilettet og det rituelle mantra af optælling af kalorier. Den højeste askese inden for renhed og skæve vinkler i det finurlige liv med de mange problemer. Alle knive bliver fjernet fra køkkenbordets skuffer. Alle dødsannoncer bliver klippet ud af avisen. På et hospital, hvor jeg i tidernes formiddage lå og gloede ondt og arrigt - og socialistisk - op i loftet grundet sultens angst og de voksnes verden, har jeg bidt neglene til blods. Jeg har hostet slim op hele natten. Kroppen kan snart ikke mere eksistere i disse rodebunker af nerver hængende uden på den hvide skjorte. Sygeplejerskerne kom og gik, rystede hovedpuderne og hvislede med sorte stemmer om, at dødeligheden i denne her virksomhed er ret stor. »I dette her foretagende holder de unge ikke længe«. De gamblede om, hvem der først røg. Lise, så Lotte. Anne, så Anders. Mette, så Frank. Minna, så Monica. Lene, så mig. Vi var en underklasse i sygdommens befængte rum, stue 5. Sygeplejersken Rød Rebecca rakte mig et klæbrigt og indsprøjtet æble, som jeg høfligt tog imod og pænt lagde ned i skuffen, hvor et bugnende væld af andre æbler efterhånden hobede sig op. Pigen i sengen ved siden af mig - Lise Hestetand - var legemlig nedbrudt, og hendes hud lignede ikke den 17-åriges, men mere en kvindes på over 50, der har nydt godt af livets svære og uberegnelige vilkår. Men jeg skræmtes ikke. De kunne gøre alt, sygeplejerskerne. Skubbe døden helt hen foran mine øjne. Det ville ikke røre mig det fjerneste. Selv ikke, da Lise Hestetand med pibende stemme forklarede mig, at hendes frugtbarhed var nedsat og sikkert ødelagt. Jeg tænkte, jeg nok skulle få det, jeg skulle få. Man kunne jo til alle tider bare køre den af på et svin, hvis det skulle være. Og børn ville komme i et utal omkring mig, når jeg nu var så tynd, som de var. Jeg tænkte, at der alligevel var for mange afkom i denne verden af ren ligegyldighed, og vendte mig for at nå ind i et drømmeskær, et rige af skønhed, der ikke sådan gik rundt og flåede huden op med knogleben og sur ånde. Jeg skubbede de store tanker langt pokker i vold, og gav fingeren til alt det, der indebar dyre middage med rødsprængt okse og krøllede lommetørklæder på de venlige hylder over håndvasken. Jeg åbnede munden. Ingenting kom ind. Alt kom ud. Alarmerende! nikker alle de forsamlede mennesker på hospitalerne landet over. Sygdommen rammer fortrinsvis en sagesløs bunke tøser, og kun et fåtal er handyr, der lader sig opsluge af det populære nægtelsessystem. Spisevægring med nervøst islæt af god uld, brugt bomuld. Kroppen gemmes i tøjlageret. Opkast ses udelukkende hos dem med sprækker, ar og store sår i sjælen. Og på de kliniske gange må gråden strømme ud over det forsømte, ufølsomme liv, hvor der i bakspejlet ses tilbage på årrækker isoleret langt væk fra verden omkring. Omverdenen. Fra ungdommen og latterlige modningsprocesser i selskab med uundgåelige jævnaldrende. Gabende til det kedsommelige, som man sidder der i flokken og skal mænge sig i from røg, dovne øl, tunede knallerter og idolkoryfæer. Kammeraterne forbigås af dem, der vælger en tid i sygdom og lidelse, fordi maden afkræfter i store mængder, og ingen orker at stå og se godt ud i baren, når man hele tiden er ved at gå til i mylderet af skind, ben og oppustede illusioner om tilforladelig fedme. Det umulige ligger i at have et normalt og socialiseret forhold til omgangskredsen, der kun bekymrer sig om småting, mens man selv bærer en byrde så tung, at kun kroppen adlyder ordren om at gå i hundene. I den psykiatriske etage bobler den ubekymrede sved frem. Atter en læge med nysgerrige hænder trækker mig til siden og stikker mig et par flade i fjæset. Med begge hænder. »Der er brug for en ny behandlingsteknik«, hvæser han, mens han spytter i små klatter fra sin aldrig kyssede mund. Jeg tænker på de tilfældige indlæggelser, jeg siden tidernes formiddage har gennemgået på forskellige afdelinger i behandlingsrutinen. Ikke sjældent har jeg delt sædelig afgang med skizofrene og psykotiske hjerneopvaskere, der har sjasket mig rigeligt til med skumsprøjt og vridningens hjertemaskiner. Ifølge et par barmhjertige psykologer har det ikke været til gavn for noget bedre udfald. I dette tilfælde altså individet mig og mit videre liv og leben - hængende i gummihængslerne. Jeg er intet godt eksemplar af den tværfaglige organisation, der med gode tilbud i ærmet kommer det stigende antal af forstyrrede i møde. Man flygter i blinde, og som bekendt er mørket jo en vældig ivrig ting at holde op med at eksistere i. I høj grad er det en psykisk lidelse, der med bylder breder sig i min krop, der bliver ved med at blive mindre. Afdelingerne fyldes af skrigende kvinder, der hyler op som stukne svin om nutidens krav til dem og deres karriere og aktive fritidsliv. »Jo, jo, de har svære år«, mumler jeg ned i hovedpudens fjer. I en tid, hvor stadig flere bliver syge og ikke ønsker sig tilgangen af stoflighedens raske feber og madens portioner. I produktive, vestlige lande, hvor det ikke er nogen daglig kamp at tilkæmpe sig lidt berigelse, og man på ingen måde er nødsaget til at tigge og bede på de strøede og underudviklede landeveje. Sygdom er ingen mangelvare. Jeg lader sygdommen blive og går på vaklende ben mod udgangen, hvor jeg endnu en morgen lader mig udskrive, selvom alle ved, jeg kommer igen. Mindre og mindre.