0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Her i landsbyen

Apropos vores Kronikserie om 'Provins' kom der brev fra den franske ditto. Den tidligere DR-medarbejder er flyttet derned, hvor alle tilflyttere betegnes som 'englændere'.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Apropos vores Kronikserie om 'Provins' kom der brev fra den franske ditto. Den tidligere DR-medarbejder er flyttet derned, hvor kun seksten personer stemte på Le Pen, hvor alle tilflyttere betegnes som 'englændere', og hvor Danmark er gemt bag en sky på avisernes vejrkort.

Da vi for snart fireogtyve år siden købte et hus i Dordogne, for det samme som det i dag koster at få sluttet en ekstra kloakledning til i Nordsjælland, fik jeg travlt med at tegne kortet over Frankrig i luften, for det drejede sig jo om den sydvestlige afdeling, ikke Provence:

Her har I Bretagnes mægtige næse, her kommer den bratte Atlanterhavskyst ned til Pyrenæerne, så går vi et par hundrede kilometer op, der har I Bordeaux, og så skal vi hundrede kilometer ind i landet. Vage blikke fra vennerne: »Flyver I så til Nice?«.

Det franske syden betyder Provence for danskerne. Men der er forskel på sydvest og sydøst, ikke mindst politisk.

Provence er chikt, det er her, pariserne og rige udlændinge tager hen, det er her, der er filmfestival, det er her, der er penge, russisk mafia, dyrere huse og en del ekstremt højreorienterede.

Hernede sydvestpå brød man sig ikke særligt om Le Pen og hans fremtræden, der var kun seksten personer, der stemte på ham i vores kommune. Det kunne man se i den lokale avis, og det var lige før, man kunne sætte navne på.

Lionel Jospin havde troet, at han, ved at tale alvorligt med højt lixtal, mange bisætninger og uden vittigheder, ville få vælgerne til at indse hans hæderlighed og stemme på ham. Men Chirac kom til for anden gang med sin hyperkinetiske charme, farverige vidtløftighed og appel til kvinder over halvtreds. Han kan tage bad i folkemængden som Joakim von And i sin pengetank, trykke hænder og kysse kinder.

Det var interessant at se de kolbøtter, hans politiske modstandere måtte foretage for at få folk til at stemme på den mand, de kort forinden havde hængt ud som superløgner.

Men alternativet, at Le Pen blev valgt, ville være katastrofalt. Le Pen, som ville have Frankrig ud af alt internationalt samarbejde, bygge flere fængsler og indføre dødsstraffen igen. (Dette sidste i samme periode, som et justitsmord blev behandlet af højesteret og pressen).

Heldigvis er folk her på sydvestegnen lune og fornuftige og begyndte at komme med spøgefulde forslag til guillotinens placering. Måske nede foran restauranten, foreslog én. Nej, så bliver der ikke plads til petanque-banen, sagde en anden. Jeg kunne jo begynde at strikke igen, sagde jeg kvikt. »Den ene er en tyv, den anden en morder. Lad os bare få dødsstraffen tilbage og begynde med de to kandidater«, sagde nabokonen. Der hersker mistillid til de politiske ledere oppe i Paris.

At de, som stemmer på socialisterne hernede, skulle føle sig beslægtede med de elegante officielle repræsentanter for parisersocialisterne, er utænkeligt. De stemmer måske på det samme parti, men fra en anden vinkel. De ville ikke ane, hvad de skulle stille op med for eksempel den tidligere premierminister Fabius med al hans nålestribede elegance og slips med bred silkeknude. Vores naboer i landsbyen har aldrig været i Paris i hele deres lange liv.

I Bordeaux har de været, men Paris! Det kunne også blive besværligt, for de regner stadig i gamle franc, altså de franc. som blev afskaffet for over fyrre år siden og afløst af de såkaldt nye francs, som altså nu er afløst af euro. En overgang, der mærkelig nok foregik helt udramatisk.

Parisere kaldes ligefrem for 'étrangers' - 'fremmede' eller 'udlændinge'. Hvis en overlegen turist lejer et hus her, skal han ikke tro, han har fod på den indfødte befolkning, når han optræder nådigt.

Vi har lige haft én af slagsen her et par måneder. Han udtalte sig vidt og bredt om, hvor elendigt alt var på stedet, i den tro at de enfoldige bønder ikke fattede noget. Han blev fra dag ét kaldt Den halvtossede.

Der er samlet front mod dem fra nabodepartementet Charente, som alle ved hugger svampe i vores skove, og mod dem fra Bordeaux, som ikke kan køre bil. Man er godt tilfreds med at bo her, og den utryghed, der taltes så meget om op til valget, mærker man ikke meget til i Dordogne. Der er langt til Paris' voldelige forstæder. Dordogne er for resten det departement i Frankrig, hvor man lever længst. Man spiser godt og nyder livet. Ferie holder man så godt som aldrig, men hvis man holder ferie, bliver det i Frankrig. Om andre lande ved man ikke så meget.

I avisernes vejrudsigter er Danmark dækket af en sky, eller også ser man kun Jylland med en brok, som er Fyn, og København ligger og svæver i Skåne. I dagens avis var der en ny variant: Jylland uden Vendsyssel, ikke en ø at skimte, og København lå i Randers. Under den uheldige verdenspokalkamp mellem England og Danmark sagde speakeren hele tre gange »svenskerne« i stedet for danskerne - det gjorde nu ikke så meget lige den dag.

Til gengæld er det irriterende, når de hernede ikke gider høre forskel på accenterne. De synes ikke, sprog er særlig spændende eller nyttigt, der er jo så praktisk mange, der taler fransk i forvejen. På det spanskhold, hvor jeg går, og hvor folk dog kommer for at lære et andet sprog, påstår de franske elever, at alt det med konjunktiv er svært - og det meddeles i sætninger, som indeholder mindst tre franske konjunktiver. De forbløffes over mig, når jeg bliver helt rød i kammen af grammatisk iver.

Men der er ingen antipati mod udenlandske tilflyttere, som man for nemheds skyld betegner som 'englændere' uanset nationalitet. De fleste er glade for, at der er nogen, der køber de gamle, forfaldne huse og sætter dem i stand, når nu lokalbefolkningen ikke gør det. Vi har haft de samme håndværkere i over tyve år og har fulgt dem, fra de var lærlinge, til de selv blev mestre. De har susende travlt og kommer aldrig, når de lover det, men de har en sjette sans for at dukke op, lige når man har besluttet, at nu vil man ikke finde sig i smøleriet længere. Men jeg har aldrig set nogen arbejde så hårdt, når de endelig er her, og pastissen nydes først efter arbejdstid.

Ved valget til Nationalforsamlingen fik Dordogne, som plejer at lade sig repræsentere af socialister, halvt af hver. Tendensen er gået mod højre, og de næste fem år vil man heller ikke få en konservativ præsident og en socialistisk premierminister.

Som tilflyttere kan vi kun iagttage, men vi kan da stemme til kommunalvalget. Ikke at vi ville drømme om at stemme vores borgmester ud, han er lige blevet valgt sidste år og er kun fyrre år. Den gamle, som gik af efter mange års tjeneste, er sidst i halvfjerdserne og hygger sig med at gå på jagt med kasketten anbragt i en forsoren vinkel.

Den nye borgmesterkone hjælper mig i huset et par timer om ugen. Der er mange fordele ved at have borgmesterkonen omkring sig. Hun ved alt. Og når der kommer invitation til en fernisering eller en koncert, læsser hun adgangskortet af her. Hun vrider også armen om på herboende udenlandske kunstnere og får dem til at udstille eller give koncert.

Hun er glødende kommunist ligesom sin far, der var modstandsmand og med i makien. Alle de gamle her på egnen har været med i krigen som ganske unge, og man fejrer stadig 8. maj, der svarer til vores 5. maj. De navne, som står på monumentet over dem, der døde for Frankrig i både Første og Anden Verdenskrig, er familienavne. Men når politikerne i fjernsynet taler om Frankrigs storhed og gloire, vender landsbyboerne genert blikket væk. De ville vride sig af forlegenhed, hvis de skulle følge den nye mode og synge alle vers af Marseillaisen, inklusive »...
lad deres blod flyde i plovfurerne«.

Den ægte Périgordbonde er en tæt, firkantet, ikke særlig høj, ikke særlig elegant mand med flad kasket og store hornede hænder. Ja, hans kone ser såmænd ligesådan ud, bare mindre og rundere. Det er ikke hernede, man finder den 'typiske' elegante franskmand med frakken skødesløst over skuldrene og halstørklædet bundet på den særlige cashmereagtige måde, som kun latinere mestrer, mens hustruen lyner af hvidguld og diamanter. Men glimtet i øjet er der, stemmerne snurrer livligt, og bag det lidt lukkede ydre, som viser sig at være generthed, gemmer der sig den største hjælpsomhed, jeg nogen sinde har mødt.

Der er ingen reoler i landsbyens huse, og jeg har aldrig set naboerne læse andet end den lokale gazette. Postdamen og naboerne undrer sig tolerant, når vi sidder på terrassen med næsen i aviser og tidsskrifter. Vi siger, det er for at følge med, men fjernsynet er jo opfundet, og det er vel nok smart, at man ikke er nødt til at høre noget udenlandsk, for alt er synkroniseret til fransk, undtagen fuldkommen uinteressante Woody Allen-film, der derfor sendes kl. 0.10.

Men der er stor viden om naturen og, ja, livet, og når vores 80-årige landmandsven lader sig dumpe ned på havebænken og siger: »Ah, et glas vin, lidt brød og en diskussion, det er det bedste, jeg ved«, kan jeg ikke huske, jeg nogen sinde har haft tid og lyst til at sidde og tale sådan andre steder om såkaldt ingenting. Vi filosoferer lidt over situationen, både den private og den mere generelt politiske, og jeg beundrer den ynde, hvormed denne intelligente, uboglærde, sortneglede, kasketklædte gentleman kan slynge lidt vin rundt i munden, før han lader den sive ned gennem halsen, og derefter med selvfølelse kan afsige sin kendelse: »Den er drikkelig. Og man ånder lettet op og føler sig som slået til ridder«.

Vi har nemlig anlagt en vinmark. Eller skal vi sige vinhave.

Vindyrkningen, selv på dette mindre område, har vist sig at medføre et større slid, end vi troede, men på egnen er der stor tilfredshed med, at der igen er kommet ordentlige druer på et sted, som for et par generationer siden var et udmærket vinområde, før det blev hærget af sygdom, og man skiftede til majs og solsikker. Det er, som om det er mere romantisk at dyrke vin end majs, måske fordi en lille vingård skal dyrkes med hænderne. De kommer til gengæld i løbet af kort tid til at se meget uromantiske ud, med vabler og pølsefingre og rifter. Men nu er den første vin på flasker og er erklæret drikkelig.

Den tilværelse, man lever her, ville drive cafeløver til vanvid. Før havde jeg ganske vist sjældent overskud til at bruge København til meget andet end at arbejde i, men hernede tager man sig sammen, ligesom vennerne fra Esbjerg og Århus, som på deres københavnerture nåede at se flere udstillinger og teaterstykker end vi københavnere.

Nu er vi selv blevet provinsboere, som gør noget ved det. Vi skruer os ned i