0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dødshjælp er selvhjælp

Er Det Etiske Råd for teoretisk og filosofisk? Når det gælder debatten om aktiv dødshjælp, kan man frygte det.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Er Det Etiske Råd for teoretisk og filosofisk? Når det gælder debatten om aktiv dødshjælp, kan man frygte det, skriver cand.mag. Lone Nørgaard.

Politikens Kronik 17.6. argumenterer for, at det vil være en ualmindelig dårlig idé at indføre aktiv dødshjælp ved lov i Danmark. Jeg mener det modsatte og bakkes i det synspunkt op af en nylig meningsmåling. Den viste, at mere end to tredjedele af befolkningen går ind for en afkriminalisering.

Nu skal jeg være den første til at sætte spørgsmålstegn ved, at opinionsundersøgelser altid giver et dækkende billede af virkeligheden.

For som man råber i skoven (læs: stiller spørgsmål), får man også svar.

Ikke desto mindre er det tankevækkende, at den nuværende lovgivning og Det Etiske Råd med deres redegørelse fra 1996 tilsyneladende ikke (mere) er i overensstemmelse med et stort flertal af borgere.

Følgende citat stammer fra Det Etiske Råds 'Sammenfatning af dødshjælp?

En redegørelse til brug i den offentlige debat'. Selv om anbefalingen stammer fra 1996, er det fortsat den, der gælder: »Det Etiske Råds flertal anbefaler, at det gældende forbud mod aktiv dødshjælp opretholdes. Flertallet anerkender, at en adgang til aktiv dødshjælp ville kunne være en fordel for ganske enkelte patienter med vedvarende svære lidelser.

Man lægger imidlertid til grund, at skadevirkningerne for andre mennesker, herunder ikke mindst andre patienter, kan være særdeles betydelige ved en lovliggørelse. De med en lovliggørelse forbundne negative konsekvenser for samfundet og den enkelte omfatter risiko for, at der sker en gradbøjning af opfattelsen af menneskelivets værdi, risikoen for udskridning til ikkefrivillig dødshjælp, skabelse af usikkerhed om lægerollen og et muligt øget pres på gamle og svært syge patienter. Rådets flertal lægger stor vægt på, at der efter de gældende regler og praksis allerede er en vidtgående adgang til at fravælge enhver form for behandling, herunder også til at give afkald på livsforlængende behandling. Uafvendeligt døende patienters ønske herom skal ifølge lovgivningen altid respekteres, også i tilfælde af at et sådant ønske er fremsat forud for den aktuelle sygdomssituation i et livstestamente«.

Så vidt det store flertal på 16 ud af 17 medlemmer. Imidlertid var der en enkelt person i Det Etiske Råd, der afgav en mindretalsindstilling:

»Mindretallet i Det Etiske Råd finder ikke flertallets argumentation bæredygtig og går principielt ind for en afkriminalisering. Mindretallet mener, at der bør indledes en proces, hvorved samfundet med forskellige initiativer, for eksempel offentlig debat, udvalgsarbejder, dataindsamling og forskningsprojekter, bringer sig videre i afklaringen af, hvordan en afkriminalisering af aktiv dødshjælp kunne gennemføres i Danmark. Specielt er det vigtigt, at mulige modeller for en dansk afkriminalisering indeholder stærke sikringer mod misbrug og forkert brug.

Mindretallet anbefaler endvidere, at det vigtige spørgsmål om dansk afkriminalisering af lægelig hjælp til selvmord tages op til særskilt overvejelse.

Selvom mindretallet uden forbehold tilslutter sig flertallets anbefalinger om opprioritering af sundhedsvæsenets hjælp til døende, anses dette imidlertid ikke som et alternativ til afkriminalisering af lægers medvirken til aktiv dødshjælp«.

Når jeg gør et stort stykke ud af at formidle Det Etiske Råds stillingtagen og anbefalinger, hænger det sammen med, at rådet er en af de mest magtfulde aktører i diskussionen for eller imod eutanasi.

Eutanasi er det græske ord for en let og smertefri død, men oversættes også til aktiv dødshjælp og medlidenhedsdrab.
Hvad Det Etiske Råd mener, vil politikerne i vid udstrækning lytte til.

I det store og hele med rette. Rådets medlemmer repræsenterer tilsammen en stor faglig og filosofisk viden. Men når rådet, efter hvad jeg er blevet oplyst, snart fremlægger en ny redegørelse om deres stillingtagen til aktiv dødshjælp, er det væsentligt at holde sig for øje, at deres diskussioner i sagens natur vil være meget teoretiske og filosofiske. Diskussionsrammen kan have en tilbøjelighed til at løsrive argumenterne fra det virkelige liv med dets virkelige hospitaler, dets virkelige alderdomshjem og dets virkelige omsorg for svage ældre og gamle - frem for at være solidt forankret i de faktiske samfundsmæssige pleje- og familieforhold anno 2002.

Værdidiskussioner, moralske debatter og politiske spørgsmål afgøres sjældent alene af sund fornuft og efter princippet lad-de-bedste-argumenter-sejre. 'Vinderne' er dem, som er i stand til at sætte dagsordenen for, på hvilken måde og i hvilket sprog deltagerne taler om de forskellige problemer. 'Vinderne' bestemmer diskursen, hvilket betyder, at de bestemmer det, man taler om, og måden, hvorpå man gør det. De bestemmer, hvad der er gyldige talemåder, og hvad der er acceptabelt og uacceptabelt at sige.

Eksempel: I min bevidsthed skabes et ganske andet billede af eutanasi (den gode død), hvis aktiv dødshjælp oversættes til det, som det i bund og grund er: aktiv selvhjælp. Hermed gives associationer (tankeforbindelser) til autonomi, uafhængighed, og medbestemmelse, til et handlende menneske, der aktivt bestemmer over egen livssituation, og som afviser at befinde sig i en offerrolle. Oversættes eutanasi derimod til 'aflivning', er jeg sikker på, at jeg ikke er den eneste, der får et umælende offer(dyr) frem på nethinden. Et billede af en skabning, der kan skaltes og valtes med. Hvilket er det stik modsatte af, hvad eutanasi går ud på.

At kunne sætte den sproglige dagsorden er at have magt, og det er min påstand, at modstanderne af aktiv selvhjælp hidtil har fået lov til at dominere diskursen. Og at Folketinget alias lovgiverne dermed får en tilbagemelding, som ikke nødvendigvis er repræsentativ for, hvad en meget stor del af befolkningen ønsker.

Hvorfor går jeg ind for eutanasi? Rykket fra at være modstander til at være tilhænger er sket over en årrække, som for de fleste andre, der ændrer markant holdning. Man har et standpunkt, til man tager et nyt, som er affødt af livserfaringerne.

Selvom meningsskiftet er foregået gradvist, kan jeg alligevel i bakspejlet pege på nogle bestemte kilder, der i særligt grad har påvirket mig. Dels i form af litteratur, dels erfaringer indhøstet i forbindelse med min gamle fars sygdom og død.

Først et eksempel fra litteraturen. 'Whose Life Is It Anyway?' er skrevet af den engelske dramatiker Brian Clark. Stykket blev oprindeligt sendt som tv-spil 12. marts 1972, men dets popularitet bragte det videre til teatret. Her fandt den første opførelse sted på 'The Mermaid Theatre i London 6. marts 1978. I 1981 blev stykket filmatiseret af instruktøren John Badham med Richard Dreyfuss i den altdominerende hovedrolle.

Dramaet nåede også til Danmark, hvor skuespilleren Preben Kristensen spillede patienten, der med ukuelig stædighed kæmper for retten til at bestemme over eget liv.

Kort fortalt er handlingen denne: Ken Harrison er en succesfuld billedhugger i 30'erne, som vågner op i en hospitalsseng lammet fra halsen og ned efter en bilulykke. Hans tilstand er stabiliseret, men han kræver pleje 24 timer i døgnet for at blive holdt i live. Ken er et både meget intelligent og humoristisk menneske, og udadtil optræder han muntert og livligt, mens han spøger med personalet i en kanonade af morsomme, skarpe og bittersøde replikker. Men da hans situation og fremtidsperspektiv som hjælpeløst handikappet for alvor går op for ham - at han reelt har mistet kontrollen over sit eget liv - træffer han det valg, at når han ikke kan leve som den mand, han var, ønsker han overhovedet ikke at leve. Derfor kræver han, at hospitalet lader ham dø.

Hans læge, dr. Emerson, der har gjort en kæmpeindsats for at lappe Ken sammen efter ulykken, er imidlertid fast besluttet på at bevare Kens liv uanset dets kvalitet. Hans holdning betyder, at Ken må gribe til list. Det lykkes ham under dække af andet formål at få tilkaldt en sagfører, som skal hjælpe ham med at blive udskrevet, vel vidende at denne handling vil betyde hans visse død.

Historien ender med, at dr. Emerson giver ordre til, at al behandling skal ophøre, så Ken kan få lov til at dø på hospitalet frem for i det lejede værelse, han havde forestillet sig. Lægen giver Ken denne mulighed tvunget af omstændighederne, og fordi han til det sidste nærer håb om, at Ken vil omgøre sin beslutning i 11. time.

Temaet er det eviggyldige: retten til at bestemme over eget liv, men her serveret ualmindeligt, pædagogisk i et bevægende og paradoksalt nok morsomt stykke. Og spørgsmålet er i denne tekst som i det virkelige liv: Hvem ejer retten til Kens liv - lægerne/samfundet eller ham selv?
'Whose Life Is It Anyway?' er gået rent hjem hos de mange elever, kursister og andre, jeg igennem en årrække har læst og diskuteret dramaet med. Efter min bedste erindring er der ingen, som ikke var af den opfattelse, at Ken Harrison skulle have lov til at tage sit eget liv.

Nu skal jeg være den første til at erkende, at dramatikeren Brian Clark med sit stykke har skabt personer og replikker, der dirigerer publikum i én bestemt retning. En retning, som næsten kun kan ende med at tage parti for Ken og hans beslutning om at dø. Ikke desto mindre har holdningen til Ken og hans beslutning været så entydig, at den maner til eftertanke.

Hvad angår min far, døde han to dage før sin 91-års dag 13. februar 2000 på Frederiksberg Hospital, København. Hans historie åbnede i al sin gru mine øjne for, hvor meget lidelse afslutningen af et menneskeliv kan føre med sig. På det tidspunkt, da jeg fulgte ham i de sidste stadier af hans liv, konstaterede jeg, at jeg selv i en tilsvarende situation ville ønske, at der var en nødudgang. En kattelem, jeg kunne få lov til at benytte mig af, således at jeg under kyndig hjælp og i mine kæres nærvær kunne slippe for den uafvendelige sidste uværdighed og lidelse.

Diskussionen om eutanasi kan aldrig blive sort-hvid. Feltet er grågrumset, fordi der er så mange gode argumenter for aktiv selvhjælp, men desværre lige så mange gode argumenter imod. Desværre - fordi det gør den beslutning, der skal træffes, så uendelig vanskelig.

For mig er argumenterne for eutanasi med årene altså kommet til at veje tungere end argumenterne imod. Til sidstnævnte hører f.eks. påstanden om, at drabsforbuddet vil blive svækket, og at der vil være risiko for at presse mennesker til at vælge en løsning, de egentlig ikke ønsker.

Min modpåstand er, at drabsforbuddet ikke vil blive svækket. Jo, hvis vores love blev ændret, sådan at alle kunne yde aktiv selvhjælp, så ville der bestemt være grund til at råbe vagt i gevær. Så ville der virkelig være fare på færde. Men det er heller ikke, hvad fortalerne for aktiv selvhjælp foreslår.

Hvis dødshjælp kun kan ydes af en læge i samarbejde med en anden læge, er det ikke sandsynligt, at tilbøjeligheden til at dræbe vil brede sig i samfundet. Læger har allerede en hel del magt over liv og død, eftersom de kan tilbageholde behandling. Der er ikke noget, der tyder på, at læger, der begynder med at lade svært handikappede nyfødte dø af lungebetændelse, vil gå videre og nægte at give antibiotika til f.eks. medlemmer af raceminoriteter. Faktisk kunne legalisering af eutanasi meget vel fungere sådan, at lægernes magt ville komme mere under kontrol. Det, som læger gør i dag på eget initiativ og i hemmelighed, ville komme for dagens lys og komme under en anden læges opsyn.

Hvad angår omgivelsernes pres, er det rigtigt, at det vil være svært at undgå situationer, hvor den syge opfatter sin ret til aktiv selvhjælp som en pligt til at dø. Hvis aktiv dødshjælp blev lovligt, ville nogle mennesker uden tvivl opleve den mulighed som den eneste. Men jeg vil tage udgangspunkt i, hvordan vores samfund og nuværende ældrepleje og hospitalssystem fungerer og ikke i et fremtidigt idealsamfund med gratis hospicer til alle. Og min indfaldsvinkel er hele tiden at prøve at afbalancere omfanget af det gavnlige, nemlig at mindske lidelse og smerte, over for omfanget af det skadelige.

Hvad der taler tungtvejende til forsvar for aktiv dødshjælp, ligger i en kombination af 1) respekt for dét, personen giver udtryk for, at han eller hun vil, 2) autonomien hos den, der beslutter sig for eutanasi, 3) et klart rationelt grundlag for selve beslutningen.
Legalisering af eutanasi er det stik modsatte af accept af aflivning.