Fremtiden er lys og himlen bag Silvio Berlusconi altid blå. Men ved italienerne, at landets førstemand er en fupmager? Cand.mag. Martina Schepelern bor i Italien og er i tvivl. Der er meget stille i Italien. Alle 60 millioner italienere tier stille, og det er mange. I hvert fald tier de stille, når snakken falder på deres regeringsleder Silvio Berlusconi. Det er mærkeligt, at de, der raser og skriger over 'fænomenet' Berlusconi, kun synes at være udlændinge. Selvfølgelig høres der også fra støvlelandet rasende røster, men de tilhører udelukkende de italienske intellektuelle. Den italienske pendant til hr. og fru Hansen, il signor Pinco Pallino, giver til gengæld ikke et muk fra sig. Forgæves spørger jeg de hjemmegående kvinder, 'casalinghe', eller de mere 'fine' kvinder, der har råd til at gå hjemme, fordi deres mænd tjener penge nok, de såkaldte signore, om Berlusconi. Heller ikke buschauffører, vinhandlere, lærere, sygeplejersker, postbude, gymnasielærere og sekretærer synes at lade sig distrahere af ministerpræsidenten. Det er så udelukkende op til de intellektuelle og berømte at vække befolkningens samvittighed. Forfatteren Umberto Eco opfordrer i sine artikler i La Repubblica til boykot af de på Berlusconis kanaler opreklamerede Barilla- spaghetti. Ecos hensigt er at ødelægge økonomien for både Mediaset og Barilla. Men italienerne gnasker uforstyrret videre på Barillas spaghetti. Brok og jammer høres selvfølgelig også fra de italienske journalister, som skriver oplysende og derfor automatisk kritiske artikler. En af dem, Marco Travaglio, er sagsøgt af Berlusconi for bogen 'Lugten af penge'. Men selv om den elitære presse leverer tusindvis af gode artikler, ikke mindst takket være det gode råstof, som Berlusconi dagligt leverer, lader signor Pinco Pallino sig ikke mærke. Jeg kunne mistænke ham for, at han ikke læser aviserne, men problemet stikker nok dybere. De almindelige italienere ikke blot tier om Berlusconi. Det er, som om de ikke skænker ham en tanke. Jeg har altså kunnet konstatere, at i den norditalienske by Como, hvor jeg nu har boet i nogle år, er der ingen i min omgangskreds, som lader et ord falde om Rytteren (il Cavaliere) , en titel, som Berlusconi lader sig tiltale med på grund af sine bedrifter inden for forretningsverdenen. Ingen italienere synes at have en mening om statsministeren, selv om der er saftige affærer på banen, som nok kunne vække lysten hos Se og Hør. I øjeblikket sagsøges Berlusconi for skattesvig af tribunalet, i Milano, i Spanien sagsøges han for kreativ bogføring i forbindelse med tv-koncernen. I begge tilfælde optræder ved statsministerens side dennes nærmeste ven, sicilianeren Marcello de Ultri, og begge mistænkes for hvidvaskning af penge. Berlusconis flertal ved parlamentsvalget 2001 afslører, at nogle af dem, jeg kender i Como, må have stemt på Berlusconi, magnaten bag tv-stationerne. Også de har været med til at bringe Berlusconi til magten. De pengestærke forretningsmænd håbede på Berlusconis skattereform, som skulle gøre dem endnu rigere. (Reformen er ikke kommet endnu, og Berlusconi mangler penge på statsbudgettet). Men hvad de almindelige mennesker håbede på, vides egentlig ikke. Italienere kan ikke lide direkte spørgsmål, og de kan ikke lide at give deres mening til kende. De giver blot et par mystisk lydende og undvigende svar, i stil med at de blev hypnotiseret af magnaten ved en særlig aftenudsendelse umiddelbart før val-get. Og hvorfor de så aldrig siger noget, bliver man nødt til selv at finde ud af. Det er ikke af frygt, tror jeg. De er ikke personligt bange for Berlusconi og hans regime. Man fornemmer på kropssproget, at italienere ikke er uenige med os udlændinge i, at Berlusconi er korrupt og mafioso. Det med Berlusconi som neofascist er et mere krævende spørgsmål. Her mærker man modstand. Jeg giver dem ret. Problematikken kræver en definition af, hvad en neofascist er for noget. Hvis neofascisten repræsenterer et regime med forbud mod fri presse, så er der et stykke vej endnu, og skulle man fokusere på udlændingefjendtlige love som udtryk for neofascisme, er Berlusconis regerings udlændingepolitik mild - i forhold til Danmarks. De love, Berlusconi vedtager, er love, der fremmer forretningen. Til forskel fra Danmark skal der udenlandsk arbejdskraft ind på de italienske fabrikker. Berlusconi skal have billig ufaglært, udenlandsk arbejdskraft, og det får han såmænd nok. Italienerne råber heller ikke op, når der på 'deres' statsejede tv-kanal (RAI), som de bidrager til gennem skatten, sker uhyggelige ting. Den nye og berlusconianske RAI-ledelse slagter således en oplysende udsendelse, 'Sciuscia', det mest sete journalistiske program. Forklaringen lyder, at programmet er livløst og har udspillet sin rolle, samt ikke mindst at det er partisk og således skaber uligevægt i forhold til fordelingen af sendetid til de forskellige partier. Besynderligt, især når man tænker på, at over for én udsendelse fredag aften står hele mediekoncernen Berlusconi. Berlusconi var ikke ked af at anmode om at få det for ham ubelejlige program standset - han tilstod, at han på grund af 'Sciuscia' mistede 17 procent af stemmerne. Men italienerne er stadig stille. Italienere ved lige så meget om tingene som os. Men det er imod deres natur at råbe op over uretfærdighed. Det sømmer sig ikke. Vi undrer os over, hvorfor de ikke synes, det er nødvendigt, og kommer i tvivl om, hvorvidt italienere virkelig ved, at sagen Berlusconi er alvorlig. Det er bemærkelsesværdigt, at tavsheden ikke kun gælder de kritiske røster. Man bemærker også fraværet af begejstring over Berlusconi, selv om charmetrolden prøver hårdt. I disse dage prøver han at skrive sig ind i verdenshistorien for at gøre indtryk på sine landsmænd. For nylig lykkedes det således for Silvio Berlusconi, altså ifølge Silvio Associated Press, personligt at få afsluttet den kolde krig, tretten år efter Murens fald. Det gjorde verdensmanden ganske uden besvær takket være sine gode forbindelser i Europa. Han ringede lidt rundt og samlede sine bedste venner i havnebyen Pratica di Mare: Der var hans nære venner Tony, Vladimir og George W. og hans bekendtskaber Jacques Chirac, Anders fra Danmark og Vaclav fra Tjekkiet. Berlusconi forærede vennerne et etui i krokodilleskind (hans egen personlige gave) med en pen i og stak dem et stykke papir, og så var den klaret. Takket være 'Jeg Berlusconi' blev verden straks smukkere. Terrorister som bin Laden blev berøvet deres fremtid, afvæbnet, ja endog afklædt. Og så kom der endnu mere blå farve på den i forvejen meget blå himmel, der rejser sig på skærmen bag Berlusconi, hver gang han udtaler sig til fjernsynet. Det er heller ikke nu, den italienske signor Pinco Pallino kommer med kommentarer. Guderne må vide, om han ved, at Silvio er en fupmager, eller om han måske alligevel er lidt imponeret over kanonen, eller om han bare ikke ved, hvad han skal mene. Men én ting forbliver sikker: Pinco Pallino tier. Rytteren Silvio Berlusconi nærer en stor forkærlighed for arbejde. Han er en meget flittig mand. Flid er et typisk lombardisk træk, og Berlusconi er en tro lombarder. I øjeblikket besætter Berlusconi ikke blot statsministerposten, men siden januar også udenrigsministerposten. Berlusconis kærlighed til arbejde har fået ham til at kalde sig en arbejderstatsminister. Indvendinger om, at han ikke kan kalde sig arbejderminister, eftersom han tjener en arbejders årsløn om dagen, afviser Berlusconi med et charmetroldagtigt smil på læben. Italienere smiler tilbage på samme måde. Hver nation har sin uoversættelige sans for humor. Selv de, der på egen hud kan være hårdt berørt af Berlusconis dramatiske forslag til ændringer i arbejdsloven (fyring uden grund), tier stille. I dette tilfælde er det jo op til fagforeningerne at ordne det, mener folk. Dette indgreb i arbejdsloven fik til gengæld 19. marts i år De Røde Brigader til at vågne af deres vinterhi, og det kostede den 52-årige arbejdsminister Marco Biagi livet. Denne blodige måde at gribe problemerne an på siger kun noget om De Røde Brigaders fremgangsmåde. Den er fuldstændig fremmed for den almindelige italienske tankegang og får mig til at nære mistanke om De Røde Brigaders nationale tilhørsforhold. Selv de italienere, der er mest trådt på, er ikke glade for De Røde Brigader. For de fleste, ligesom min kommunalansatte nabokone i udkanten af Como, mener, at det ikke fører nogen vegne at sætte sig imod. Hverken mod Berlusconi eller i vores tilfælde mod den rige, dovne husejer Colombo, som ikke behøver at arbejde, men kan leve behageligt af renter efter sin bedstemor og af vores husleje. Nabokonen drømmer ikke om at sætte spørgsmålstegn ved de falske regninger, som vores padrone , den 35-årige ungkarl, vil have os til at betale for udført havearbejde i en have, som ikke findes. Nabokonen betaler. »De rige og magtfulde har altid ret«, hævder hun. Jeg leder forgæves efter vrede, ironi eller resignation i hendes stemme. Hun mener det, hun siger. Det, hun siger, er, at i Italien er det pengene, der tæller. Konstitutionen, lovgivningen og staten har, når det kommer til stykket, intet at sige. Bor man i Italien i nogen tid, undgår man ikke at spørge sig selv (man har jo ikke andre at spørge), hvad den italienske stat egentlig er for noget, og hvad man skal bruge den til. Den italienske stat tager penge fra skatteborgerne - næsten lige så meget som velfærdsstaten Danmark, men hvad den yder til gengæld, forbliver en gåde for alle. Hvad er staten til for, hvis den ikke kan garantere at gennemføre en retssag inden for et anstændigt tidsrum og på en anstændig måde? Det klager både Berlusconi og jeg over. Berlusconi efter syv års retssag mod sin egen person, og jeg efter tre år i en enkel sag mod vores udlejer om en lejekontrakt. I valgkampen sidste år lovede Berlusconi at lave dette skamfulde retsvæsen om. Dengang skænkede jeg rytteren Silvio en venlig tanke. Jeg satte ikke spørgsmålstegn ved, hvad han mente var galt, og hvad han ville lave om. Det var jo underforstået, mente jeg. Men at det, Berlusconi ville ændre i loven, kun var til fordel for Berlusconi selv, således at han ikke ville blive sagsøgt og efterfulgt, det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig. Som konsekvens af statens letargi er det logisk nok, at italienere ikke har nogen respekt for staten. Staten er forståeligt nok ikke nogen instans, som beboere af støvlelandet stiller krav eller nærer håb til. De fleste, Berlusconi inklusive, vil derfor staten til livs. De vil helst kvæle det tunge, bureaukratiske og snyltende uhyre, som suger skattepenge til sig og ingenting gør - eller endnu værre - forhindrer, blokerer og med sine evige forbud stopper ethvert tegn på kreativitet. Ingen italienere har betænkeligheder ved at stjæle fra staten. Det er en italiensk nationalsport på lige fod med fodbold. Man skal jo overleve: Min nabo i Como kan ikke klare husholdningen med fire voksne mennesker på sin kommunale løn. Datteren er under universitetsuddannelse. Hun er otteogtyve år gammel. Der er ingen SU i Italien, og indtil hun bliver færdig med uddannelsen, og indtil hun finder et job, bliver hun boende hos sin mor og far. Det gør sønnen også. Nabokonens bedre halvdel er på invalidepension, som han - som enhver anden i Italien ville gøre - supplerer med sort arbejde. Han ved noget om indretning af boliger. Og der er heldigvis altid noget at tage fat på i den rige by Como. En fin restaurant, der skal males eller ombygges. En ny pragtvilla, der skal indrettes. Et hotel, der skal have nye borde. Kort og godt: den kommunalansatte nabokones mand arbejder for de riges og magtfuldes klub. Han er bundet til dem, solidarisk over for dem, ganske enkelt fordi han er økonomisk afhængig af dem. Bundet af en slags mafiose forhold kaldet omerta. Disse bindinger forklarer, hvorfor nabokonen tier stille under husmødet med ejeren Colombo, hvorfor hun glemmer alt om, at vi fryser i huset; det forklarer, hvorfor hun betaler for havearbejde i en have, som ikke eksisterer, og hvorfor hun ikke støtter mig i min sag mod Colombo. Hvis man ikke er rig eller af en anden grund økonomisk uafhængig, har man brug for den lokale mafia og ikke for staten. »Du kommer ikke nogen vegne med den retssag«, mener hun om min retssag mod den rige 35-årige ågerkarl. »Como er en lille lokal mafia - en lobby, hvor de rige og magtfulde beskytter de rige og magtfulde«, forklarer hun. Det ser ud til, at Berlusconi er ude efter at skabe et samfund med en 'vennebaseret' struktur, som den jeg ser i Como. 'Body fuck club', kalder amerikanere det. Vi ville nok kalde det mafia. Det med klubber, lobbyer eller mafia springer stærkt i øjnene netop nu, hvor i hvert fald den sicilianske mafia (Cosa Nostra) har ændret stil. Pengene bliver nu vasket hvide i samfundsgavnlige grønne projekter, og man griber ikke så let til våben som tidligere. Nogle hævder, at mafiaen ikke er spor bedre end før, men alle er enige om, at mafiaen er blevet anderledes. Berlusconi personligt har ikke noget imod denne nye business-orienterede mafia. Det fremgår blandt andet af hans brev til ministeren for indre anliggender, Roberto Castelli: »Lad være med at bekymre dig om mafiaen. (...) For resten har du vel bemærket, at de ikke skyder længere. ( ...) De nye tendenser inden for mafiaen går imod vold og koncentrerer sig om at få forretningen til at køre gnidningsfrit«. Jeg fornemmer, at i det fuldendte Berlusconiland ville der blive sparet på offentlige kontorer, justits og tribunaler. For det hele ville ordne sig selv. I et samfund, som er baseret på forretningsforbindelser, løser problemerne sig selv. Jeg ser på nabokonen og forstår, at hun netop af den grund makker ret. Når det er penge, der bestemmer, bliver det hele meget enkelt. Der er jo indtil nu ikke blevet opfundet et mere effektivt afpresningsmiddel og heller ikke noget bedre lokkemiddel end netop penge. Og det er pengene, Berlusconi satser på. I Berlusconiland - eller skulle vi kalde det den postmodernistiske, neofascistiske stat - vil man ikke have behov for en bussemand. Rytteren Berlusconi holder i stedet store gulerødder frem for undersåtterne. Berlusconi lover velfærd, god mad, Barillaspaghetti, gylden Lavazzakaffe og blå, sky- og terroristfri himmel. Og hen over tv-skærmen ruller kun underholdende programmer. Om søndagen - som noget ekstra - Berlusconis fodboldhold, AC Milan. Berlusconi er en uomo degli affari , en businessman, og rytteren Berlusconi er en eventyrfortæller. Denne kombination af eventyr og business stemmer måske i virkeligheden overens med italienernes livsdrøm. Derfor siger hr. Pallino ikke noget.