Et stort kæmpeuniversitet på en pløjemark på Lolland. Er det regeringens mål? Brian Patrick McGuire er historieprofessor ved Roskilde Universitetscenter. Danskerne har lært at drikke mælk, der næsten udelukkende fremstilles af én stor virksomhed. Nu skal de også gå på universiteter, der drives som én stor virksomhed. Virksomhedsmodellen er på vej til de danske universiteter. Videnskabsminister Helge Sander har en plan, der skal effektivisere vore uddannelser og forskningen. Ganske vist har ministeren modereret sit forslag om at sammenlægge fag (Politiken 13.6.), men der lægges stadigvæk op til en ensretning af vore universiteter. Han vil formindske antallet af institutter og institutioner og sikre, at deres ledelse overtages af kompetente erhvervsfolk. Det vil næppe resultere i blot ét stort universitet i Danmark, men utvivlsomt i færre institutter og uddannelser. En ideologi om erhvervslivets attråværdighed styrer vores regerings tanker og handlinger. Ligesom den tidligere Talebanregering i Kabul er de danske talebanere fast besluttet på at smadre gamle ikoner. Denne gang er det ikke buddhastatuer, der står for fald. Den ny magtelite i Danmark ønsker at smadre institutioner, der i århundreder har dannet en del af grundlaget for europæisk kultur. Men er det ikke overflødigt at give de studerende en valgmulighed mellem at læse et fag i Roskilde eller på Københavns Universitet? Er det ikke at foretrække, at rektor i Roskilde eller København er en dygtig erhvervsmand eller -kvinde i kontakt med andre erhvervsfolk og god til at tiltrække private forskningsmidler til universiteternes slunkne kasser? Før universiteterne omdannes, vil det måske være en god idé at studere tidligere erfaringer for at få øjnene op for, hvad det er, vores danske talebanregering er ved at skabe. Som historiker mener jeg, at vi kan lære af historien. Så lad mig fortælle en historie: om uddannelse og forskning, om Europa og Danmark, om mennesker og institutioner. Universiteter findes i dag overalt i verden, men de opstod først i 1100-tallets europæiske middelaldersamfund. De første universiteter blev ikke grundlagt men voksede blot frem af de mange skoler, der dengang fandtes i Paris og Oxford. De blev et svar på samfundets behov for eksperter (ja, det frygtelige ord!) i fag, som samtiden satte pris på: humaniora, teologi og jura. I Italien blev skoler, der underviste i jura og medicin, også til universiteter, men her tager jeg udgangspunkt i den nordeuropæiske model. Paris og Oxford udviklede universiteter, fordi disse byer tiltrak gode lærere, og fordi kongemagten var i nærheden og stod parat til at beskytte dem. Lærerne fik lov til selv at bestemme, hvordan de ville danne deres lav (den danske oversættelse af det latinske universitas ). De vedtog optagelseskrav for medlemmerne af lærerkorpset, minimumskrav til de studerende og en ledelse bestående af lærere valgt af lærere. De europæiske universiteter blev dermed nydannelser i verdenshistorien: selvstyrende institutioner, der blev begunstiget af samfundet, fordi dette havde behov for 'lavenes' ekspertise og uddannelser. I de følgende århundreder opstod der regelmæssigt ballade og slagsmål om disse anliggender mellem lærere, studerende og øvrigheden. Både kirken og kongemagten ville gerne have så meget at sige som muligt. Men alle parter tog udgangspunkt i tanken om, at universiteterne som små demokratier havde ret til selv at bestemme i egne anliggender. Deres uddannelser var et samfundsbehov, og derfor velsignede den kristne middelalder universiteterne med pengemidler og med politisk uafhængighed. Universiteterne i Paris og Oxford blev så stor en succes, at de blev efterlignet, både af romerpaven og af den tysk-romerske kejser. I senmiddelalderen, perioden fra 1300-1500, gik der for fyrsterne og storbyerne næsten sport i at oprette nye universiteter. Selv det fattige Danmark fik af kongen sit eget universitet i København i anden halvdel af 1400-tallet. I middelalderens slutning udvekslede universiteterne både lærere og studerende. Danske studerende læste for eksempel i Greifswald eller Köln, og her kunne de møde lærere, der kom fra Paris eller Heidelberg. Dette internationale universitetssystem fik det svært under 1500-tallets voldelige reformationer og 1600-tallets brutale 'religionskrige'. Fyrsterne mente, at de 'ejede' universiteterne og kunne benytte dem som propagandaanstalter for kongemagtens interesser. Men i 1800-tallet tog nationalstaterne universiteterne til sig som deres egne børn. Ethvert europæisk land, men specielt det nye Tyskland, anså universiteterne for at være nationale centre for videnskab, uddannelse og menneskeligt fremskridt. Middelalderens debatter om Gud og mennesket fortsatte under nye former, uden kirkens og kongemagtens indgriben, og med den nye borgerlige stats velsignelse. I Tyskland blev der skabt et eliteuniversitet, hvor den nye stat gjorde universitetsprofessorer til små åndsfyrster, der suverænt tog sig af de studerende og sørgede for uddannelser, der skabte loyale embedsmænd. I England gjorde Oxford og Cambridge noget lignende, men på en mere afslappet måde: En universitetsuddannelse blev vejen til en karriere inden for det britiske kejserrige. Danmark blev påvirket af den tyske forsknings metoder og krav om videnskabelighed. Begavede unge mænd som Kristian Erslev tog i 1870'erne til Berlin for at suge det nyeste og bedste til sig. I 1880'erne vendte de tilbage til København til lærestole, hvorfra de udbredte den nye videnskabs lære. På den tid havde de europæiske universiteter hver for sig kun få hundrede studerende og ganske få professorer ansat. Dertil kom nogle løst ansatte 'amanuenser', der hutlede sig igennem tilværelsen i håbet om en dag at få en professorstol. En del af samfundets magtelite kom selvsagt fra universiteterne. Det var en indlysende tanke for disse mænd (som de dengang alle var), at universiteterne skulle stå for udviklingen af fremtidens embedsmænd. De fleste kommende erhvervsledere så meget lidt til universiteterne. Men stort set alle med indflydelse i samfundet accepterede universiteternes plads. I princippet forblev universiteterne adskilt fra det øvrige samfund: De fik lov til at være stolte institutioner, der styrede sig selv. Efter Anden Verdenskrig blev eliteuniversitetet udskiftet med masseuniversitetet . Så mange som muligt skulle have en videregående uddannelse. Storbritannien og den engelsktalende verden fremmede bachelorgraden, tre til fire års studier efter studentereksamen, for at kvalificere sig i et videnssamfund. Den nye universitetsmodel blev et lokomotiv for vækst i efterkrigstidens rigeste samfund, det amerikanske, og virkede specielt til fordel for de krigsveteraner, der tørstede efter uddannelse. I Washington vedtog Kongressen 'The GI Bill', en lovpakke der gav tusindvis af alvorlige unge mænd (og nogle få kvinder) adgang til de amerikanske universiteter. Deres behov og krav dannede grundlaget for en uhørt ekspansion af disse institutioner i 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne. Fra 1964 udfordrede oprørske studerende i Californien masseuniversitetet og gav det navnet 'the factory'. Demonstrationer og besættelser fik en politiker, der var bedre kendt som skuespiller, til at kræve, at der blev slået hårdt ned på de rebelske studenter. Skuespillerpolitikeren blev i 1966 valgt til Californiens guvernør på et løfte om at rydde op på universitetet. Så var Ronald Reagan på vej til Det Hvide Hus. Californiens universitet overlevede dog Ronald Reagan. Dets egne kritikere og forsvarere ønskede både fortsat uafhængighed af magtelitens indgriben og en menneskeliggørelse af institutionen. Målet blev at sikre, at det gamle humanistiske ideal om sociale og intellektuelle kontakter mellem lærere og studerende kunne bevares. Erhvervslivet var velkommen til at aftage det uddannelsesmæssige resultat, men kommercielle interesser skulle ikke få lov til at bestemme, hvad universiteterne foretog sig. Den pluralistiske universitetsmodel nåede omsider til Danmark i 1970'erne med grundlæggelsen af nye universiteter i Odense, Aalborg og Roskilde. Eliteuniversitetet blev erstattet af vækstens universitet. Denne overgang oplevede jeg selv i 1970'erne som indvandrer til Danmark. Professorvældet blev afskaffet; de studerende fik indflydelse på universiteternes styring; forskning og undervisning skulle have relevans og være tilgængeligt for så mange som muligt. Denne udvikling blev efter 1972 svækket af både universitetsmarxisternes indbyrdes slagsmål og af økonomiske kriser såvel som af forskellige regeringer. Men hovedskurken i 1980'erne var for mig at se vores daværende undervisningsminister Bertel Haarder. Hans lyse ideer og maniske opfindelser kom tæt på at smadre hele universitetssystemet. Først forsvandt pengene; derefter blev de studerende og alle nye lærere sparet væk. Vi 'heldige' fastansatte kunne forske, så længe det ikke 'kostede', men der var knap nok råd til internationale kontakter. En udlandssamtale med en kollega i England kunne vælte et instituts budget! Det blev en meget kontemplativ periode. I 1990'erne kom der atter liv og glade dage på vores universiteter: Masseuniversitetet fik igen tilført økonomiske ressourcer. De studerende væltede ind, og efter mere end et årtis stilstand fik vi omsider mulighed for atter at ansætte nye folk. Vi fik også en ph.d.-uddannelse for internationalt format til erstatning af den elitære dr.phil.-grad med dens uudtalte krav og umålelige forventninger. I begyndelsen af et nyt årtusinde er udviklingen endnu en gang sat i stå. Danmarks 'talebanregering' bryder sig ikke rigtig om akademikere, eksperter eller intellektuelle. Vi er suspekte, og derfor skal vi disciplineres. Den gamle forståelse og gensidige respekt mellem politisk magt og åndelig viden gående tilbage til middelalderuniversitetet er ved at blive smadret. Politikere vil sætte os under administration. Vore institutioner skal strømlines, og jeg er bange for, at fremtidens model passende kan kaldes: virksomhedsuniversitetet. På vore universitetsinstitutter laver vi allerede hvert år 'virksomhedsregnskaber', hvor vi omhyggeligt optæller, hvor mange sider vi har udgivet og hvorhenne; hvor mange offentlige foredrag vi har holdt; hvor mange større avisartikler vi har fået trykt; hvor mange studerende der er gået til eksamen under vores vejledning. Vi står til regnskab for alt i vores virksomhed. Vi er allerede underlagt magtfulde institutledere, der snart bliver endnu mere magtfulde, fordi de fremover også skal overtage studielederens ansvar for studiets indhold. Vi afholder stadigvæk møder, hvor vi diskuterer kollegiale anliggender, men beslutningerne tages af institutbestyrelsen, der i høj grad styres af institutlederen. Og hvad enten denne udfører sit hverv demokratisk og åbent eller det modsatte, er magten, ansvaret og løntillægget alene institutlederens. Vi lefler for erhvervslivet og gør vores institutioner til firmaer. Fremtidens styreform bliver resultatorienteret og konkurrenceskabende, og denne økonomiske liberalisme med universiteterne midt i markedspladsen vil udslette resterne af vores fællesskab. De ærværdige professorer i 1800-tallets Berlin eller 1900-tallets København måtte trods alt vise hensyn til hinanden. De udgjorde nemlig endnu et lav i henhold til middelalderens universitetsmodel. Denne form for kollegialitet var elitær, men den blev væsentligt udvidet i 1970'erne, specielt i Danmark. Udgangspunktet var, at beslutninger skulle basere sig på forudgående samtaler og høringer af alle implicerede parter. I dag bliver parterne stadig hørt, men lederen tager beslutningen alene. Fremover bliver det endnu mere af samme skuffe, fordi lederen ikke længere vil være en slags kollega, men en erhvervschef, der kan komme fra en anden uddannelse eller et andet miljø. Den nye chef vil ikke nødvendigvis interessere sig for universiteternes historie og kultur eller for institutionens faglige traditioner. Vi kan håbe på, at vi får begavede mennesker ind, men hvem de end bliver, tilhører de ikke vores fællesskab. De bliver produktionsledere og dermed fremmede for vores mål om at forske og undervise på højeste videnskabelige niveau. Og hvad med forskellene institutionerne imellem? De skal udjævnes, således at de studerende fremover er henvist til at vælge mellem et eller to uddannelsessteder frem for flere. Historiefaget bliver måske nedlagt i Roskilde og Århus og undervisningen begrænset til København eller Odense og måske Aalborg. Hermed spares der lærerkræfter, men der går også noget tabt: de mange forskellige indfaldsvinkler til faget historie. Vore universiteter i dag er forskellige. Roskilde og Aalborg, for eksempel, skaber erhvervslivets drøm, en person, der er god til at sætte sig ind i alt, arbejde sammen med andre og klare det psykiske pres, som gruppen udgør. København og Århus frembringer det akademiske livs ideal, en individualistisk scholar, der i vidt omfang selv har fundet frem til, hvad der er væsentligt og relevant, og som er selvstændig, men samtidig tæt tilknyttet nogle lærer-eksperter. Jeg mener ikke, at den ene eller den anden model er at foretrække. Jeg mener faktisk, at vi er rigere i Danmark i dag, fordi vi har flere universiteter med forskellige traditioner og modeller. Det er endnu muligt at læse historie (og mange andre fag) i både Roskilde og København, såvel som i Odense, Århus og Aalborg. Det vil indebære en stor forringelse af vore universiteter at centralisere dem endnu mere, end det allerede blev gjort i 1980'erne og 1990'erne, hvor antallet af universitetsinstitutter blev mere end halveret. Men Venstre, det parti, der engang talte om 'det nære samfund', fortsætter de centraliseringstendenser, der tidligere blev betegnet som betonagtige og socialdemokratiske. Under den nuværende regering kan vi se frem til endnu flere fusioner og monopoldannelser. Om nogle årtier står vi måske tilbage med et enkelt kæmpeuniversitet på en pløjemark på Lolland. Det ville være vidunderligt for Lolland, men ikke nogen stor gevinst for Danmark. Universiteterne og deres store bagland i den danske befolkning er nødt til at sige fra over for virksomhedsmodellen. Vore universiteter er ikke firmaer, der producerer ting. Vi laver mennesker. Selvfølgelig gør vi det ikke godt nok. Akademikere er til alle tider i fare for at udslette sig selv på grund af deres hovmod. Men vi står nu for fald, ikke fordi vi har været arrogante, men fordi vi ikke har forsvaret, hvad vi står for. Vi repræsenterer både fortiden og fremtiden. Vi skal ikke måles og vejes i forhold til den virksomhedskultur, som politikere (og ikke nødvendigvis erhvervsfolk) vil tvinge os ind i. Vi har brug for vores selvstændighed, vores anderledeshed, for at kunne bidrage til samfundets helhed. Universiteterne er ikke folkelige, men tjener folket, ligesom middelalderens lærere gjorde det. De tjente Gud og søgte at frelse deres studerendes sjæle. Jeg har ikke ret til at påkalde Gud, men jeg kan bede mine kolleger om at forsvare ikkematerielle værdier og at vise åndens magt i en åndløs verden. Behovet for gode universiteter i Danmark er større nu end nogensinde før, men universiteternes selvstændighed og selvbestemmelse er truet. Derfor er vi nødt til at gøre oprør mod de magter, der ønsker at kolonisere og dermed tilintetgøre os.