Medierne omgiver Pia Kjærsgaard med et had, som vækker til eftertanke, skriver sognepræst og MF for Dansk Folkeparti, Søren Krarup. Hvorfor nægte, at den standende debat om indvandringspolitikken i Danmark har fået en ny dimension eller et nyt perspektiv efter mordet på den hollandske politiker Pim Fortuyn? Jeg hørte første gang om det, da vi sad i Integrationsministeriet og forhandlede med regeringen om den nye udlændingelovgivning. Midt under det indledende måltid kom et bud ind og stak integrationsminister Bertel Haarder en seddel i hånden, og vi blev alle sammen en smule mærkelige til mode, da Bertel Haarder fortalte, at det var den hollandske kritiker af den hollandske indvandringspolitik, der var blevet myrdet på åben gade, skudt ned af en politisk aktivist - som medierne hurtigt fik kaldt for en dyreværnsaktivist. Vi forlod bordet for at følge en nyhedsudsendelse på dansk tv, og tavse stod vi og lyttede til reportagens ord, inden vi gik til forhandlingsbordet og efter lange, natlige forhandlinger nåede frem til den aftale, der forleden blev vedtaget i Folketinget og træder i kraft 1. juli. Vores tavshed hang naturligvis sammen med en fornemmelse af, at det samme kan ske i Danmark. Det er ikke nogen tilfældighed, at vore medier øjeblikkeligt opsøgte Pia Kjærsgaard for at få en kommentar. Hun afstod klogeligt fra at give en i første omgang, for hun trængte for det første til at sunde sig, og for det andet ønskede og ønsker hun ikke at få en udvikling til at accelerere, som i forvejen er betændt nok. Men vi andre kunne jo ikke lade være med at tænke på hende. Det had, vore medier omgiver hende med, ja, den veritable ondskab, som medierne forfølger hende med og dermed hvirvler op omkring hende, kan nok stemme en og anden til eftertanke. For to år siden udkom på dansk en bog med titlen 'Ondskabens ikon'. Den er skrevet af den engelske dansker Geoffrey Cain, og den består i en omhyggelig indsamling og registrering af de ting, som medierne har kaldt Pia Kjærsgaard igennem de sidste ti år. Jeg vil anbefale bogen. Den kan ikke undgå at gøre indtryk på den, der læser den. For det er ikke kun formiddagspressen, der omtaler en dansk politiker på denne måde, men det er den såkaldt respektable presse, det er Berlingske Tidende, Politiken, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og Information. Alle har de beskyldt hende for de uhyrligste ting. Når man kender Pia Kjærsgaard personligt, når man har oplevet hendes fine menneskelighed og karakter, bliver man naturligvis særligt oprørt, men også for den, der kun kender hende fra offentligheden, må det virke rystende at læse, hvad vore journalister tillader sig at kalde en kvinde, der har den frækhed at være uening med dem vedrørende et eksistensspørgsmål for vores fædreland. Geoffrey Cain skriver bl.a.: »På valgdagen 11. marts 1998 bragte Berlingske Tidende en vittighedstegning, der skulle give de små Jensens og Hansens noget at tænke over ved morgenbordet. Budskabet var enkelt: De var rotter, hvis de stemte på Pia Kjærsgaard. Andre aviser har sagt det lidt mere kontant, Pia Kjærsgaard er selv en rotte, fremgår det af en tegning i B.T., og Ekstra Bladet har antydet diskret, at hun får orgasme med sin hund. Kristeligt Dagblad har bragt en tegning af hende som ekskrement - en tegning, der var lånt fra Berlingske Tidende i øvrigt - og Jyllands-Posten har vist hende som barnemorderske, der dolker en negerdukke i mangel af den ægte vare. Hun er en, man ikke skal stemme på og ikke tale med. Hun er en, man skal ... ja, hvad skal man vel gøre med rotter og ekskrementer? Man fjerner dem vel - også fysisk om nødvendigt - og det er dette halvskjulte budskab, der skinner igennem i de mange dæmoniseringsbilleder, der er samlet i denne bog«. På denne baggrund siger jeg uden tøven, at overfaldet på Pia Kjærsgaard på Nørrebro, som efter alt at dømme kunne være endt med et mord, hvis hun ikke havde haft held til at bjerge sig ind i en bank, inden den hujende horde fik fat i hende, var vore mediers skyld. Det var dem, der pudsede horden af autonome på hende. Det var journalisterne på vore medier, der i realiteten lagde op til det, der kunne have fået samme udgang som begivenheden i Holland. Jeg ved ikke, om vore journalister kan skamme sig, men de har i hvert fald grund til det. Geoffrey Cain konkluderer: »Det, der overrasker mest i denne endeløse række af smædeportrætter, er lysten til at såre. Skadefryden. Sadismen. Den forgiftede paraply. Det er en mobning, som Danmark sandsynligvis aldrig tidligere har oplevet, ikke engang mod en mand. Den går helt tilbage til Ekstra Bladets heksetegning i 1990 og tager virkelig fart med B.T.'s rottetegning i 1996. Man har ikke nøjedes med at håne og beklikke Pia Kjærsgaard, men man har ført psykologisk krig mod hende på den tarveligste måde. I tekst og billede er hun blevet kaldt - eller sammenlignet med - en heks, en horemutter og en prostitueret. Hun er en rotte med urent blod, en grib, en hund, en slange, et ekskrement ... Hun lugter, hun får folk til at brække sig, hun er et kønsorgan, en pukkel, en fascist, en nazist, en pengepuger, en morder og et svin, som intet anstændigt menneske burde have noget at gøre med. Og da de rev døren på hendes taxa op og slog ud efter hendes ansigt, var det fortjent. Ja, sådan har Danmarks kulturelite talt. De har ført krig mod en kvinde, og mange af dem har bundet barberblade på fingrene for at få lidt effekt«. Når jeg nævner dette, er det også, fordi vi netop har oplevet en karakteristisk gentagelse af denne nederdrægtighed fra danske medier, og som mordet på Pim Fortuyn altså ikke kan undgå at forlene med et særligt perspektiv. Det er omtalen af en dom, der forleden blev afsagt i Vestre Landsret. Her havde en kvinde fra Folkebevægelsen mod EU - en organisation, som jeg engang har været medlem af, og som jeg indtil for nogle år siden anså for at være et anstændigt foretagende - anket en dom fra byretten, der havde idømt den omtalte kvinde en betragtelig bøde, fordi hun havde beskyldt Pia Kjærsgaard for at være 'racist' - dette modbydelige ord, som efter paragraf 266 b i straffeloven direkte er kriminelt. Jeg ved det, for også jeg måtte i 1986 stævne daværende borgmester i Århus Thorkild Simonsen, der havde kaldt mit opgør med Dansk Flygtningehjælp for 'småracistisk'. Det blev han dømt for - jeg vil tilføje: med god grund. Men nu var det Pia Kjærsgaard, der havde måttet rense sig for dette infame udtryk, og i byretten havde hun vundet en klar sejr. Det injurierende kvindemenneske fra Folkebevægelsen mod EU ankede byrettens dom til Vestre Landsret, og 22. maj faldt dommen. Den blev foregrebet i Politiken dagen før, hvor en Kronik af min fætter Ole Krarup - et familieskab, jeg føler det dybeste ubehag ved - søgte at påvirke dommerne ved at argumentere for, at ikke blot Pia Kjærsgaard, men hele Dansk Folkeparti, og altså også jeg, var racistisk. En yderst perfid og intellektuelt underlødig Kronik. En Kronik, siger jeg, som ikke undlader at kaste et afslørende lys over Ole Krarups karakter. Men altså en Kronik, som tydeligvis sigtede efter at påvirke dommerne i Vestre Landsret. Disse lod sig heldigvis ikke påvirke, for 22. maj dømte Vestre Landsret kvinden fra Folkebevægelsen skyldig på samme måde som byretten havde gjort. Dommen var ikke til at tage fejl af. Men hvordan blev den så ikke omtalt i vore medier? Det var Ritzaus Bureau, der omtalte retssagen, og Ritzaus omtale blev rundsendt i vore dagblade. Under overskriften 'Landsrets injuriedom ankes' bringes nyheden om dommen til læserne, og artiklen indledes således: »Karen Sunds fra Folkebevægelsen mod EU vil slås for sin ret til at kritisere Dansk Folkeparti (DF). Det skal ske ved at forsøge at anke gårsdagens dom i Vestre Landsret, der siger, at hun ikke må kalde DF-leder Pia Kjærsgaards udtalelser for racistiske« (Politiken 23.5.). Bemærk formuleringen. Således gøres kvindens forsøg på at tilsøle og kriminalisere Pia Kjærsgaard til et spørgsmål om ytringsfrihed. Journalisten på Ritzau søger meget bevidst at fordreje sagen og gøre Pia Kjærsgaard til den mistænkelige, der truer ytringsfriheden. At det er Pia Kjærsgaard, der krænkes, at det er kvinden fra Folkebevægelsen mod EU, der truer ytringsfriheden ved at kriminalisere og dæmonisere en modpart - det fordrejer denne journalist fra Ritzau, hvis telegram danske dagblade bringer uden at betænke sig. Jeg må tilstå, at jeg finder denne form for journalistik nederdrægtig. Og jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg fra denne bevidste mistænkeliggørelse af en politiker kan trække en linje til den begivenhed i Holland, der jo også havde offentlighedens dæmonisering af en politiker som sin årsag. Og hvad er Pia Kjærsgaards brøde? Hvorfor forfølges hun på denne gemene og altid antydede og mistænkeliggørende måde? Slet og ret fordi hun holder af Danmark og søger at værge det i en folkevandringstid, hvor dette lille land med disse få millioner meget nemt kan ende med at drukne i den brusende malstrøm, som flyder fra øst mod vest. Pia Kjærsgaard aftjener en national værnepligt. Hun føler den forpligtelse og gør det arbejde, som enhver dansk politiker bør føle og gøre: Hun søger at hævde Danmark som danskernes land, hvor danske målestokke, dansk kultur, danske traditioner skal gælde. En national værnepligt. Som i globaliseringens åndløshed og rodløshed forfølges med et gult had og en tilsvarende ondskab.